I marts, da Malou var 9 måneder gammel, tog vi til Prag på forlænget weekend. Jeg var lige startet arbejde og havde noget restferie, der skulle afholdes og vi udnyttede, at kæresten var hjemme på barsel med Malou.
Jeg har delt vores ferie op i to bidder - ét med fokus på, at rejse med en baby, det er det, du læser nu, og ét om selve ferien i Prag.
Du kan læse om vores ferieoplevelser i Prag her
|
Leg i morgenmadsrestauranten på hotellet |
Vi var meget spændte på, hvordan det ville gå med fly, storby og baby. Vores forventninger var sat lavt - vi ville lidt væk hjemmefra og hygge som familie. Turen skulle være på Malous præmisser.
Den lille tut klarede turen så flot. Hun hyggede sig gevaldigt i klapvognen i Prags brostensbelagte stræder, sov eksemplarisk om natten og charmerede alle tjenere og butiksansatte. Selv lufthavn og flytur klarede den lille dame til UG.
|
Vi bestilte taxa/transfer fra lufthavnen igennem hotellet og bad om at få en autostol med |
Overnatning
Vi havde booket tre overnatninger på et centralt beliggende hotel,
Hotel Rubicon, så vi kunne gå rundt til alt og ikke skulle bekymre os om metro med klapvogn eller taxa uden autostol.
Hotellet var fint til prisen og med en god morgenbuffet med et stort udvalg.
Vi havde bestilt babyseng og dyne til Malou uden beregning. Spørg efter det, inden du booker, hvis ikke vil have, at baby skal sove i jeres seng.
Jeg vil anbefale at man booker en lejlighed med flere rum eller et værelse med altan i sommermånederne, så man har et sted at være, når baby er puttet.
|
Der spises frokost på Prags Tekniske Museum |
Mad til baby
Vi havde pulvergrød med til Malou, som vi lavede med elkedlen (med flaskevand) på værelset, inden vi gik i morgenmadsrestauranten. Så vidste vi, at hun fik en god omgang morgenmad og vi havde nogenlunde ro til at spise vores mad. Malou har god appetit og fik også lidt ekstra morgenmad i buffeten.
Vi havde bondebrød og dåse-leverpostej med og smurte hver morgen en lille madpakke til Malou, så vi ikke skulle bekymre os om det, når vi skulle finde frokost.
Til aftensmad bestilte vi kogte kartofler til Malou den ene aften, hvor hun fik sovs og kød fra os. Ellers fik hun pulvergrød eller bondebrød de to andre aftener.
Vi havde masser af smoothies, figenstænger og rosiner med til snacks i løbet af dagen og vi købte også bananer og lignende dernede.
Vi havde selv skåle, skeer, smøreknive, kop (
denne er virkelig smart at have med på tur), hagesmække (
dem af plastic er smarte og kan bare skylles efter brug) og madkasse med.
Baby og lur
Malou har altid været god til at sove lur om dagen og det gjorde helt klart, vores tur meget nemmere. Vi havde klapvognen med hver dag. Den kan lægges helt ned i ryggen, så når det var tid til lur, så blev hun bare puttet og faldt i søvn med det samme. Når hun vågnede satte vi hende bare op igen.
Da vi var afsted sov hun formiddagslur omkring kl. 9 og eftermiddagslur omkring kl. 14 hver dag. Hun tog nogle gode lange lure (2-3 timer) imens, vi gik rundt og så Prag, stort set, som vi ville have gjort uden baby.
|
Malou sov alle sine lure i klapvognen. En formiddagslur og en eftermiddagslur hver dag. |
Klapvogn og bæresele
De fleste flyselskaber tilbyder, at et spædbarn (barn under 2 år) kan have en klapvogn/barnevogn med uden beregning. Vi valgte helt bevidst at tage en god solid klapvogn med, der kunne lægges helt ned i ryggen. Mange tager en paraplyklapvogn med, da den er nemmere at håndtere, men Malou er så lille, at hun stadig sover to gode lure i vognen hver dag. Det ville hun ikke kunne på samme måde i en mindre klapvogn, hvor hun kun kan sidde op.
|
Vi havde klapvognen med alle vegne |
Vi lejede en
Airshell til klapvognen, så den var beskyttet under flyrejsen. Rigtig smart og ikke særlig dyrt.
Vi havde bæresele med i lufthavnen. Vores er en Manduca New Style i sort,
den kan bl.a. købes her. Den var guld værd igennem security og ud til flyet. Imens vi ventede i gaten, kravlede hun rundt og var på opdagelse.
|
Vi fløj med et lille rutefly og benyttede bæreselen i lufthavnen. Det er rart at være helt tæt på mor/far, når der er mange nye indtryk. |
Bæreselen var også rigtig god på turen, når Malou blev træt af at sidde i klapvognen. Så kom hun op til os i ½-1 time, hvor hun fik masser af nærhed uden, at vi fik trætte arme.
Vælg en god ergonomisk bæresele, så er det ikke så hårdt at bære og babyen risikerer ikke at få hofteproblemer og lignende. Bær desuden aldrig din baby udadvendt, da det ikke er ergomoisk for babys bækken og hofter og det er alt for mange indtryk at kapere for en lille en.
|
Bæreselen var uundværlig de steder, hvor vi ikke lige kunne have klapvognen med. Som her på Det Tekniske Museum, hvor den ene udstilling havde mange trapper. |
Flyrejsen
Børn under to år sidder på skødet af en forældre med mindre, du bestiller et seperat flysæde til dem. Flypersonalet udleverer en ekstra hoftesele til at spænde fast på din egen og en lillebitte redningsvest.
På de kortere flyrejser vil jeg anbefale at man bare har baby på skødet. Malou på 9 måneder kunne alligevel ikke sidde (stille) alene i et flysæde ret længe ad gangen.
Hav masser af snacks med, der ikke sviner for meget. Det er rigtig god afledning (i hvert fald for Malou) at spise.
|
Malou tog flyveturen rimelig cool og fik sig en lille lur i mors arme |
Det er desuden rigtig godt at få baby til at drikke eller spise (amning, flaske, juicebrik, rosiner, figenstang) under start og landing, da det letter trykket i de små ører. Jeg ammede Malou under start og landing på begge flyture, det fungerede rigtig fint og der var ingen rynkede bryn over, at jeg diskret hev en ammebabs frem. Så længe baby ikke græder, så må man det meste.
Nyt og spændende legetøj (uden alt for mange dele, der kan blive væk) er også godt til at beskæftige den lille. Besøg den lokale genbrugs inden afrejse eller lån af en fra mødregruppen.
Vi havde en babydyne med, så Malou kunne putte og sove på turen. Hun sov 30 - 40 minutter begge veje i mine arme. Flypersonalet spurgte også, om vi ville have et tæppe eller en pude til hende.
Klæd baby i lag på lag tøj, så det er nemt at regulere beklædningen i forhold til temperaturen. Nogle gange trækker det og andre gange er det meget varmt ombord på et fly. Igen kan dynen være god.
|
Leg på hotelværelset inden sengetid |
Aftentid og nattesøvn
Vi havde et rimelig stort hotelværelse og puttede Malou bag en halvvæg omkring kl. 19-19:30, hvor hun normalt kommer i seng. Vi slukkede alt lys i værelset og havde kun en lille bordlampe tændt, hvor vi selv var.
Herefter var der voksentid med snacks, sodavand og Netflix på computeren. Efter en lang dag med mange kilometer i benene, var det rigtig rart, at kunne smække benene og slappe af. Næste gang vil jeg dog vælge en løsning, hvor vi har lidt bedre mulighed for at snakke og spille kort. F.eks. et værelse med altan eller en lille ferielejlighed med separat soveværelse.
Det fungerede dog rigtig fint og Malou sov overraskende godt. Den første nat vågnede hun et par gange og kom over i vores seng ved 2-tiden. Næste nat, sov hun til kl. 4 og kom herefter over i vores seng. Tredje (og sidste) nat sov hun igennem, som hun gør derhjemme. Mange voksne skal også bruge et par dage på at vænne sig til at sove et fremmed sted i en anderledes seng, så forvent ikke, at baby sover 100 % som, hun plejer.
Jeg håber, at dette indlæg har givet jer mod på at rejse med baby. Det er en anderledes ferie, end man er vant til, men absolut ikke dårligt!
Jeg svarer gerne på spørgsmål i kommentarfeltet.