fredag den 31. marts 2017

Det vil jeg gerne nå i april

I morgen skriver vi allerede april og det er derfor endnu engang tid til at gøre status på den forgangne måned og lave en ny liste for denne måned.
Jeg har nået samtlige punkter på martslisten. Bevares, det var da også overkommelige mål, men alligevel er jeg ret stolt, for det lykkedes næsten aldrig at komme helt i mål med disse lister.
Vi har (heldigvis) fået planlagt hele vores påskeferie, der går til USA. Der er booket flybilletter og hotel, lavet ESTA-ansøgninger, købt togbilletter til Kastrup, booket Airshell til klapvognen, lejet bil, tjekket op på rejseforsikringen og købt børnepanodil. Jep, vi er vist så klar, som man kan blive uden at have pakket kufferterne endnu.
Malou fik nye dræn i ørene og det var endnu hårdere end første gang. Indgrebet gik som det skulle, men denne gang var Malou meget påvirket af narkosen, da hun vågnede. Desuden har hun døjet med irritation og rødme i ørene efterfølgende, så hun sover ikke så godt og er også mere pylret, end hun plejer at være.
Det er gået både godt og dårligt med sund mad og træning. Jeg har tabt mig to kilo, men vi har desværre også haft en del dage, hvor vi har fået take-away eller usund mad og jeg har kun været ude at løbe et par gange. Men det har klart været bedre end i februar måned.
Malou og jeg har fået sat stedmoderblomster og mini-påskeliljer i krukker. Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag efter dagpleje og det er så dejligt, at hun gerne vil hjælpe med alt muligt. Også selvom, hun sviner med jorden og flytter rundt på blomsterne, efter de egentlig er plantet.
Jeg har været til den bedste Nik og Jay koncert nogensinde. Jeg har været til flere af deres koncerter i årenes løb på festival, Grøn Koncert og lignende, men det kan slet ikke sammenlignes med den stemning, der var til koncerten i ODEON. Jeg havde en rigtig sjov aften med fire veninder, hvor vi også spiste burger og var i byen.
I eftermiddag skal vi ud at købe nye sko og/eller sandaler til Malou. Vi havde håbet, at vi kunne vente og se, om vi fandt nogle lækre sko til hende i USA, men hun kampsveder i sine vinterstøvler (der er de eneste sko hun kan passe), så vi skal have købt noget mindre varmt fodtøj til hende nu (EDIT: Se Malous nye sko i dette indlæg)

Selvom nogle af blomsterne fik en lidt hård medfart af den ivrige tumling, så vokser de allesammen og pynter så fint ved hoveddøren

I april vil jeg gerne nå at...
  • Besøge min meget savnede veninde i San Francisco. Det giver jo næsten sig selv, men HOLD.NU.OP, hvor jeg glæder mig til at se hende igen! Det er 7,5 måned siden, jeg sidst så hende, da hun var på kort visit i Danmark
  • Lave fine gækkebreve med Malou, måske skal de ikke være nær så avancerede, som dem jeg lavede for fire år siden
  • Komme i haven og gøre den forårsklar og måske endda også...
  • ...nyde en kop kaffe udendørs på en solbeskinnet plet 
  • Lave disse søde karsekyllinger eller karsekaniner sammen med Malou
  • Deltage i den afsluttende gymnastikopvisning med Malou. Det bliver spændende om hun gider på dagen, for det er sådan lidt on/off, om hun vil deltage, når vi har øvet opvisningen til gymnastik om onsdagen
  • Sy sommerleggings og shorts til Malou. Jeg har fået syet tre søde sommerkjoler i marts. Jeg vil også gerne have syet nogle ensfarvede lysegrå leggings hun kan have indenunder kjolerne og måske også nogle små shorts i det printede jersey, der er tilovers fra kjolerne
Jeg syntes, hun er så kær i den lille gymnastikdragt og de små gymnastiksko

onsdag den 29. marts 2017

En lille forårshue til Malou

Dagplejen har pænt spurgt, efter andre huer end elefanthuer, nu hvor det bliver lunere. Sådan én havde Malou ikke, men jeg fandt da lige et gratis symønster og fik syet en lille fin hue af nogle jersey-rester.
Jeg har syet størrelse 1-2 år og uden, den ellers meget fine, sløjfe, da jeg bare ville prøve mønsteret af. Jeg har desuden syet i to forskellige jersey, da jeg ikke havde nok til hele huen i den mønstrede.
Huen passer fint og dækker ørene overraskende godt. Den bliver på plads og Malou er også tilfreds.
Den vil nok være endnu bedre, hvis man syer den i to halvdele som i vejledningen (i stedet for fire stykker, som jeg gjorde), for så undgår man den syede kant mellem de to forskellige stykker stof. Kanten sidder ikke helt så pænt, syntes jeg.
Jeg tror, der ryger endnu én igennem maskinen, og denne gang efter vejledningen. Måske i et af de lækre fotoprintede jersey fra kjolerne?

Mønsteret er fra Stof og Stil og kan downloades gratis her i både størrelse 1-2 år og str. 3-4 år.

Lidt barselsgaver

Mange af vores venner får børn for tiden og derfor er der røget lidt barselsgaver igennem symaskinen og strikkepindene.
Jeg er rigtig glad for dette mønster til babybukser. Jeg syer dem uden lommer, fordi det er nemmest og fordi, jeg egentlig syntes, at det mønstrede jersey er nok i sig selv. Jeg har syet rigtig mange af den her slags bukser til Malou, da hun var lille, så jeg kan stort set sy dem i søvne efterhånden.
Savlesmækken er lavet frit efter det her mønster og passer perfekt til at få brugt de sidste rester. Jeg syer dem uden "rynkeeffekten" og har derfor brugt bagsidemønstret til både for og bag. Desuden har jeg lavet disse med rund kant. Som bagsidestof bruger jeg fleece. 
Tæppet er strikket af lige knap 2,5 ngl. tykt bomuldsgarn (denne her). Det er strikket efter fri fantasi, da jeg ikke kunne finde en opskrift, der var lille nok. Det er nemlig strikket til en lillebitte dreng, der blev født 2 måneder for tidligt. Tæppet er ca. halv størrelse af det babytæppe jeg strikkede til Malou, mens jeg var gravid. 

Et sejt sæt med hurtige biler og søde vaskebjørne i str. 62/68 til en lille Ebbe
Et lille lyseblåt babytæppe i 100% bomuld ca. 40 x 70 cm. Lyset driller lidt på billedet, farven er mere lyseblå i virkeligheden. 
Et lille sæt med bukser i str. 50/56 og savlesmæk til endnu en lille heldig dreng

tirsdag den 28. marts 2017

Min weekend

Fredag aften var jeg afsted til Nik og Jay koncert med fire veninder. Vi startede aftenen med at spise på UBN i Odense. Jeg fik en rigtig lækker bacon/cheese burrger med fries og en god rødvin til.
I min hast for at komme ud af døren havde jeg glemt min billet hjemme på køkkenbordet, men det søde og servicemindede personale på UBN formåede at printe en ny til mig!! Pyhh... Jeg nåede næsten at gå i panik og så for mig, hvordan jeg måtte skippe burgeren for at tonse de fire km. hjem på cykel for at hente den.


Efter middagen spadserede vi over til det nye koncerthus ODEON. Pga. ombygningen af Thomas B. Thriges Gade er der afspærret byggeplads på hele den ene side af bygningen og vi kunne derfor ikke finde indgangen, da vi kom fra byggepladssiden. Vi endte med at gå ned af rampen til p-kælderen og benytte den indgang, der er nede i p-kælderen. Jeg ville ellers gerne have set den flotte indgang til koncerthuset og det lysende ODEON skilt, men det må vente til en anden gang.
Inden koncerten fik vi købt os en cider og vi fik alle fem shoppet ens Nik og Jay merchandise t-shirts til overpris. Vi havde t-shirtsene på hele aftenen - også i byen senere. Sikke et syn, men vi havde det SÅ sjovt over det.
Koncerten var fantastisk! Lyden var god, stemningen hos publikum var fantastisk og man kunne virkelig fornemme, hvor meget både band og Nik og Jay nød at spille for os. Det var første koncert i deres tour, så de gav den virkelig max gas med både nye og gamle hits.
Vi havde ståpladser lige foran scenen og der stod kun en (kedelig) mor og hendes teenagedatter foran mig. Hende moren var tårnhøj (jeg er ret lav) og stod stille som en statue, imens hun filmede og tog billeder konstant. Jeg kunne liiige se over hendes skuldre, men måtte skifte side alt efter hvordan hun holdt sin mobil, for den var lige i mit synsfelt. Slip nu de mobiler og vær tilstede i nuet!!
Jeg fik selv taget et par enkelte billeder i starten af showet og ellers lå min mobil pænt i lommen, så jeg kunne skrige, synge og danse ubesværet.
Efter en kanon koncert tog vi videre i byen, hvor vi fik et par drinks, lidt shots og dansede.

Verdens største Le kLint lampe pryder forhallen i ODEON


Lørdag morgen tog manden tidligt afsted, så han vækkede mig 7:45. Jeg var træt, men var heldigvis ikke mærket af gårsdagens alkoholindtag.
Malou og jeg hyggede med sen morgenmad, en stor kop kaffe og et langt bad. Malou syntes, det er så sjovt, når vi er i bad samtidig. Hun sidder i sit lille badekar og jeg står i bruseren. Jeg syntes, det er genialt, fordi man slår to fluer med ét smæk. Vi bliver begge rene og jeg skal ikke skynde mig helt vildt og overveje, hvilke katastrofer tumlingen kan nå at lave, mens jeg står plaskvåd under bruseren.
Farmor og farfar kom et smut forbi, mens vi var i bad. Det passede egentlig meget godt, for så kunne de få Malou tørret, cremet og givet rent tøj på, imens jeg selv gjorde det samme. Jeg kvitterede med en kop kaffe, som tak for hjælpen.
Lige inden Malous middagslur tog jeg over til min veninde med Malou og barnevognen. Mens hun sov en god skraber i vognen, fik vi gang i et bål og lavede snobrød og popcorn med hendes to børn og deres to venner. Da Malou vågnede lavede jeg et snobrød til hende og alle fem unger legede sammen ude i haven. Jeg elsker altså de her lune forårsdage, hvor man kan sidde udenfor.


Spejdermoren måtte lige fotodokumentere Malous første snobrød
Søndag formiddag tog samme veninde og jeg med alle tre børn i Børnebyen i Vollsmose. Det er nok fem år siden, jeg var der sidst (det var dengang jeg arbejde som medhjælper i en børnehave). Der er sket rigtig meget med området siden. Alle dyrene er blevet fjernet (jeg håber, de kommer igen) og mange af legeredskaberne er revet ned og erstattet af nye. Der er stadig gang i mange projekter derude og flere steder er der tomt og ligesom gjort plads til noget nyt.
Det er et kæmpe stort område (ca. 7 hektar) med forskellige legepladser, bevoksning, små høje, borde/bænke sæt, bålpladser, gynger og en svævebane. Vi var faktisk de eneste derude og selvom, der er stor forskel i børnenes alder, så hyggede alle tre sig rigtig meget.
Vi havde taget madpakker med og da det blev tid for Malou at sove middagslur, så tog vi hjem. Det er helt klart et sted vi skal besøge igen.





Om eftermiddagen hyggede vi flere timer i haven og sandkassen. Det har altså bare været så lækkert vejr i Odense hele weekenden!
Da det blev aften hjalp Malou endnu engang med at lave aftensmaden. Hun er den sødeste og mindste kok, jeg kender. Jeg gad godt selv, at have hendes iver for at lave mad hver eneste dag.
Sikke en lang smøre jeg fik skrevet denne gang! Tak, fordi du læste med :)

Ja ja, vi skal nok få slået det græs inden længe ;)
Kartofler, pastinakker og gule rødbeder i Actifryen. Den lille hjælper tilføjer gavmilde mængder timian.

mandag den 27. marts 2017

Børnevenlig madplan uge 13

Så er endnu en uge skudt i gang. Vi spiste hos en veninde i lørdags, så madplanen blev rykket lidt og den står derfor på lasagne både mandag og tirsdag i denne uge. Det skal heller ikke være sådan, at der ikke er plads til spontane aftaler pga. madplanen og heldigvis kunne det hele sagtens holde sig til at blive skubbet en dag.
Fredag eftermiddag er det planen, at vi skal i Tarup Centeret og købe fødselsdagsgave til min veninde og også købe nye sko til Malou (vinterstøvlerne er ved at være for varme). Vi regner med at spise aftensmad på Det Grønne Køkken i centeret eller måske tage en fredagsmenu med hjem fra SuperBrugsen.
Lørdag aften skal vi begge til 30 års fødselsdag. Dog splitter vi os op og tager til to forskellige, da vi desværre er inviteret til to fødselsdage samme aften.
Søndag er vi begge nok lidt trætte efter 30 års fødselsdag, så vi kører den upædagogiske stil og spiser Malou af med deller fra fryseren og lidt tilbehør og så får vi voksne nachos med kylling, salsa og masser af ost, når hun er puttet.

Mandag: Lasagne og råkostsalat
Tirsdag: Lasagne og råkostsalat
Onsdag: Wok med svinemørbrad, spidskål, nudler og grøntsager
Torsdag: Wok med svinemørbrad, spidskål, nudler og grøntsager
Fredag: VI spiser formentlig ude
Lørdag: Vi skal til 30 års fødselsdag
Søndag: Nachos med kylling (Frikadeller, pasta og ærter til Malou)

Hjemmesyede kjoler til Malou

Jeg har syet tre søde t-shirt-kjoler til Malou. Jeg har brugt et raglan t-shirt mønster og så forlænget det til kjolelængde. 
Jeg startede med at sy en t-shirt efter mønsteret, så jeg kunne se pasformen og størrelsen på Malou og bedre vurdere, hvor meget jeg skulle lægge til for at lave det til en kjole. 
Jeg har lavet kjolerne, så de stopper lige over knæet. Det er en god længde, når man er lige knap to år og gerne skal have god bevægelsesfrihed og tøj, der ikke strammer.
Jeg syntes generelt, at Minikrea modellerne (som jeg er vildt glad for) er lidt til den store side. Malou bruger str. 92 i det meste andet tøj, mens hun i det hjemmesyede fra Minikrea bruger str. 80/86. Det er jo egentlig ligemeget, så længe jeg selv har styr på, hvad hun kan passe.
Jeg har syet en langærmet kjole i det skønneste fotoprintet jersey med heste. Malou er helt vild med heste og kjolen her er ingen undtagelse.
Jeg har også syet to kortærmede sommerkjoler. En i fotoprintet jersey med katte og kaniner samt en med små glimmer-isvafler ligeledes i jersey. De sidste to er perfekte til sommer og vores forestående USA-tur, hvor vi håber på lidt solskin.



Malou vil ikke stå model, men her er et par billeder af hestekjolen i brug

fredag den 24. marts 2017

Ugen i billeder


Så gik der endnu en uge og denne gang har jeg fået knipset en del billeder af vores skønne hverdag.
Malou er begyndt selv at kunne tage bukser på og selvom de vender forkert 8 ud af 10 gange (hvordan er det overhovedet muligt!?), så er hun hver gang meget stolt over sin egen bedrift.
Jeg har været ude at bowle med spejderne og spist kage på jobbet.
Malou har hjulpet med at sætte forårsblomster i krukker og min lille hjælper var meget gavmild både med jord og vandkande.
Malou har erklæret solbrille-sæsonen for åben ved at have solbriller på to morgener i denne uge, mens vi cyklede til dagplejen.
Malou sørger for at bamsen får børstet tænder. Andre aftener kan det også være dukken eller LEGO dyrene, der er heldige at få rene bisser.
I denne uge, har jeg været god til at gå ned i mit syrum i om aftenen i stedet for at sidde og halvsove til tv'et i stuen. Når kæresten f.eks. er til fodboldtræning, så sidder jeg i kælderen og hører lydbog, drikker kaffe og syr sommertøj til Malou. Jeg viser det frem i et indlæg snart, jeg skal bare lige have taget billeder af det i et ordentligt lys.
Torsdag aften fik vi de her lækre tortillapizzaer, der er så hurtige at lave. Malou lavede sin egen med masser af majs (de fleste røg i maven, inden pizzaen kom i ovnen). Det er så hyggeligt, at stå sammen og bygge små minipizzaer og Malou får smagt på alle mulige råvarer imens.

onsdag den 22. marts 2017

Min weekend

Manden tog afsted på spejderløb fredag morgen og var væk hele weekenden.
Fredag eftermiddag gik Malou og jeg en tur i regnvejr op for at købe aftensmad og fredagsslik. Malou elsker at sidde i klapvognen, så da jeg sagde, at vi skulle cykle op at handle, så insisterede den lille dame på, at vi skulle tage klapvognen i stedet. Så vi tog klapvognen og regntøjet frem og så kunne vi jo passende få hoppet i et par vandpytter på vejen.
En lille sidebemærkning: Jeg syntes, det er rigtig vigtigt, at barnet får medbestemmelse i nogen grad, naturligvis reguleret efter rammer og alder. Andre mener, at jeg lader Malou bestemme lidt for meget. Nutidensmor beskriver det så fint i dette indlæg, der indeholder mange af de samme tanker, som jeg selv er begyndt at have, nu hvor Malou bliver større og mere selvstændig. For der er faktisk tanker bag de fleste situationer, hvor jeg lader Malou bestemme noget - også i fredags, hvor hun gerne ville gå tur med klapvognen i stedet for at cykle.

Lørdag formiddag fik vi bagt en masse cookies. Jeg skulle nemlig også afsted på samme spejderløb som manden og stå på post hele lørdag nat. For at holde sig vågen så mange timer, så skal der lidt sukker og forkælelse til og kagerne faldt også i god jord hos de andre. Malou fik også en portion cookies med hjem til mormor og morfar, hvor hun skulle overnatte. Vi bagte dobbeltportion af disse cookies, dog uden nødder. Jeg lavede dem ca. halv størrelse af opskriften og vi fik derfor omkring 50 stk. i alt. De blev kanon gode og skal helt sikkert bages igen!
Malou vil så gerne hjælpe i køkkenet og selvom det er noget mere besværligt og alting tager længere tid, så er det virkelig hyggeligt at have hende med. Jeg øver mig hver eneste dag i at have tålmodighed nok til, at hun kan være med i køkkenet. Det er vigtigt for mig, at hun føler sig forstået og får den opfattelse. at jeg gerne vil have hende med. Hun bliver så stolt over sine egne evner, når hun er med til at bage eller lave mad og det er helt sikkert alt rodet og den ekstra tid værd.


Efter middagsluren blev Malou hentet af morfar og jeg blev hentet af to spejdervenner, så vi kunne komme afsted mod posten. Vi fik bygget en rigtig god post op med minigolf-tema. Spejderne skulle selv bygge deres egen golfkølle. Posten var åben fra kl. 1 - 4:30 og da de sidste spejdere var ude af vagten, fik vi hurtigt pakket sammen og kl. 6:30 var alt ryddet op og vi kunne køre hjem i vores egne senge og sove. Da havde vi været vågne hele natten.

Det er svært at tage billeder om natten, men vi fik bygget nogle rigtig fine minigolfbaner på posten og så skulle spejderne selv lave en golfkølle af træ og kulsø
Malou hjælper morfar med at give hestene halm
Jeg fik en god lang lur fra ca. kl. 7:30-13 og da Malou kom hjem igen ved 15-tiden havde jeg både fået en portion "morgenmad", et bad, lavet syltede rødløg og pakket lidt ud.
Resten af dagen sumpede vi på sofaen med frugt og kiks og Malou fik også fyldt hele stuen med legetøj.
Manden kom hjem senere på eftermiddagen, endnu mere træt end jeg, så efter at have kysset og krammet begge sine piger, smuttede han ind i soveværelset for at få et par timers søvn. Heldigvis havde vi sørget for, at der var handlet til ristede hotdogs til aftensmad. Det smagte skønt og er noget vi får alt for sjældent. Jeg er især helt vild med at bruge syltede rødløg som topping (jeg bruger denne opskrift)

Glad for at være hjemme igen
Lækker aftensmad
En skøn og anderledes weekend, end vi er vant til. Førhen fyldte spejder næsten alle mine weekender. Efter jeg har fået barn, er det sjældent jeg er afsted, men så nyder jeg det også lidt ekstra. Jeg elsker spejderlivet, men lige nu fylder familie og barn mest. Nogle gange kan de to ting kombineres (som her, hvor vi havde Malou med på sommerlejr) og andre gange, er det ikke optimalt, f.eks. at have et barn med på post midt om natten.

tirsdag den 21. marts 2017

Børnevenlig madplan uge 12

Så er ugen i gang og jeg har lavet endnu en madplan. I går fik vi ikke noget særligt, mere sådan en omgang "tøm fryser og køleskab", men resten af ugen er nu planlagt.
Vi skal prøve en ny fiskeret, der lyder både nem og lækker. Vi skal også have de hurtige og lækre pizzaer lavet på fuldkornstortillas.
Fredag skal jeg til Nik og Jay koncert i det nye Odeon og vi starter aftenen ud med at spise aftensmad på UBN.

Mandag: Forskellige rester
Tirsdag: Stegt kylling, frisk pasta og stegt grønt (spidskål, squash, gulerod)
Onsdag: Torsk i fad med røde linser og kokosmælk (efter denne opskrift)
Torsdag: Tortillapizzas med tomatsovs, parmaskinke, forskellig grønt og mozarella hertil grøn salat
Fredag: Jeg spiser ikke hjemme. Kæresten finder selv på
Lørdag: Hakkebøffer, bagte rodfrugter, stegte grønne bønner med hvidløg hertil bearnaisesovs
Søndag: Lasagne og råkostsalat


fredag den 17. marts 2017

Smukke arvestykker

Da Malous oldemor døde i januar arvede vi bl.a. en del smukke teaktræsmøbler. Vi har nænsomt vasket dem ned og efterfølgende olieret dem og vi er virkelig blevet glade for resultatet. De står simpelthen så flot hjemme hos os.
Nu er jeg jo ikke boligblogger og har heller ingen intentioner i den retning, men vi er rigtig glade for vores nye møbler, så derfor vil jeg alligevel dele dem med jer.
Vi arvede en smuk skænk med glaslåger og også de to udgåede Le Klint lamper, der står ovenpå skænken. Vi havde en bogreol i stuen vi længe havde været trætte af, fordi den altid så så rodet ud. Vi var dog i tvivl om, hvad vi ville have i stedet. Skæbnen bestemte for os og vi flyttede bøger og bogreol i kælderen, så vi kunne få plads til den flotte teaktræsskænk i stedet. 
Skænken komplementerer også vores nye spisebord og spisebordsstole, som vi købte i november, rigtig fint.



Vi arvede også en rigtig flot kommode, som vi har stillet ind i soveværelset, hvor den passer rigtig godt sammen med de to sengeborde, vi også arvede. Le Klint lampen med den grønne keramikfod kommer også fra oldemor.
Vi har i to år manglet sengeborde, fordi vi ikke kunne beslutte os for, hvad vi ville have. Nu har vi to flotte sengeborde i teaktræ med fine små skuffer. 
Jeg syntes, det er fantastisk at oldemors ånd kan leve videre hjemme hos os, så vi aldrig glemmer hende.


torsdag den 16. marts 2017

Ebay-fund | Kageudstikkere med tal

Når man handler på Ebay, skal man være på forkant med tingene. Der er nemlig oftest omkring seks ugers leveringstid på varerne. Derfor har jeg netop klikket dem her hjem.


Jeg har længe overvejet at bage småkager formet som 2-taller, når Malou har fødselsdag til juni. Jeg syntes, det kunne være et hyggeligt og sødt lille element, med sådan et fad 2-taller på bordet til en to års fødselsdag.
Jeg overvejer også, at bage 2-tals kiks til dagplejen, som Malou kan "dele ud" på sin fødselsdag. Der er ikke nogen sukkerpolitik i hendes dagpleje, men jeg ser ingen grund til at fylde de små med kage, så længe de bliver ligeså begejstret for figenstænger og boller med smør. Malou er faktisk ikke engang særlig vild med kage og vil hellere have frugt eller kiks.
De vil sikkert også egne sig rigtig fint til at udstikke tal i fondant eller marcipan, hvis man vil dekorere en kage med tal.
Jeg har købt alle tallene (0-9) i en samlet pakke, men de kan også købes enkeltvis. Tallene er ca. 7 cm. høje.
Jeg har også luret lidt på hele alfabetet (det amerikanske) i en fin lille kasse til ca. 38 DKK, men bogstaverne er kun 2,5 cm. høje, så det ville blive nogle ret små småkager. De vil sikkert passe rigtig fint til at udstikke i fondant eller marcipan.

OPDATERING: Sættet lever desværre slet ikke op til forventningen. Udstikkerne er meget små og tallene er ikke pæne. F.eks. er 2 og 5 den samme udstikker. Jeg købte i stedet en udstikker på www.bagetid.dk, der passer perfekt i størrelsen til kiks og småkager.

onsdag den 15. marts 2017

Min weekend

Fredag aften var vi til fødselsdag hos mandens søster til lune hjemmebagte boller og to lækre lagkager. Malou var træt og ville ikke rigtig så meget andet end at putte ved mig, så vi fik hende puttet i fasters seng. Det er første gang vi prøver at lade hende sove i en rigtig seng, når vi er ude, ellers har vi haft weekendsengen med. Det orkede vi ikke denne gang, da vi skulle op på 2. sal med pusletaske, barn, dyne, højstol og fire klapstole.Det gik også bare super fint med at sove i fasters seng. Da vi skulle hjem ved 22-tiden listede jeg hende op i en ringslynge og bar hende med dynen omkring ned til bilen. Da vi kom hjem sov hun videre i sin egen seng kun med et par enkelte små-opvågninger inden midnat.

Inden bad og rent tøj fik vi os lige en bid knækbrød ved køkkenbordet. 
Klar til fasters fødselsdag efter bad og med en rigtig hestehale. Tænk, at min lille pige nu har så langt hår, at det kan sættes op.
Lørdag formiddag fik jeg serveret kaffe på sengen, mens kæresten stod op med Malou og gav hende morgenmad. Det giver altså bare et lille plus på min overskudskonto sådan at få lov til at vågne i eget tempo, drikke varm kaffe, høre lydbog og endda tage et bad uden min lille faste tilskuer.
Kæresten kørte til fodboldtræning ved 10-tiden og Malou og jeg tog barnevognen og smuttede i Fakta for at handle lidt småfornødenheder.

På vej hjem fra Fakta fik Malou et pølsehorn fra deres bakeoff. Hun var ikke helt tilfreds med, at der var en pølse i hendes "bolle", så den blev pænt pillet ud. 
Mens Malou sov middagslur ryddede jeg op, ordnede vasketøj og pakkede en taske med snacks og bleer. Malou og jeg tog nemlig i zoo, da hun vågnede. Vejret var kanon og helt forårs-agtigt og jeg har jo årskort (og børn under tre år er gratis).
Vi hyggede os helt vildt meget og jeg elsker den ro, det giver at have årskort. Jeg kender anlæggene, smutvejene, toiletterne og vi kan gå i ro og mag og se på de dyr, der er spændende netop i dag. Vi havde lige knap to timer og vi nåede næsten hele vejen rundt.
Nogle dyr kiggede vi meget længe på. Girafferne var især helt fortryllende for Malou og vi brugte lang tid på at kigge på dem. De var inde i stalden, så  vi kunne komme helt tæt på. Chimpanserne var sjove og fes rundt i deres anlæg. Fiskene og søkøerne var også rigtig spændende. Andre dyr fangede ikke, Malous interesse. Løverne og skildpadderne sagde hun hurtigt "ha'hej" (hej hej) til med sin lille vinkende hånd og smuttede videre.
Det var rigtig hyggeligt med lidt mor/datter tid og jeg elsker at besøge Odense Zoo udenfor sæson, hvor der er ikke er så mange mennesker. Selv på sådan en lækker forårsdag, hvor det virkede som om, at alle mine venner på Facebook og Instagram havde besøgt zoo om formiddagen, var der masser af plads om eftermiddagen.

Katta Lemurerne var sjove at se på. De springer altid rundt og laver ballade

Malou var helt vild med 'rafferne og brugte meget lang tid på at kigge på dem.

Den ene sæl var helt vild med Malou og fulgte hende opmærksomt.

Næsten noget af det mest spændende var at kigge på gravkøer ved byggepladsen, hvor der skal stå to nye anlæg klar til påske.
Søndag formiddag hyggede vi med at lege med LEGO Duplo. Lørdag så vi en autohjælp-bil med en bil på ladet og det gjorde stort indtryk på Malou. Faktisk så meget, at hun legede med LEGO bilerne og satte dem op i en vogn. Det er lidt vildt, at hun er så stor nu, at hun rent faktisk kan huske og gengive ting, der er sket dagen før. Hun snakkede også meget om girafferne fra zoo.
Vi nåede en lille 3 km. tur med løbevognen inden frokost. Malou elsker at gå tur, både med klapvogn og løbevogn. Jeg sluttede i bedste mening løbeturen af på legepladsen, men mit stædige lille minimenneske ville bare "mere tur" og blev siddende i løbevognen. Selv efter utallige opfordringer og en enkelt episode, hvor Malou sad på toppen af rustjebanen og skreg "NEEEEJ", så måtte jeg vende kareten hjemad uden, at vi havde leget på legepladsen. Stædige lille æsel!

En politibil med en sovende chauffør i en trillebør, en panda på taget og en vogn med en traktor på slæb. Fantasien får i høj grad frit løb, når der leges med LEGO.
En rask lille tur på 3 km. med Malou i løbevognen
Efter Malous middagslur tog vi ud til mine forældre for at fejre min fars fødselsdag med en gang lækker aftensmad.
Mine forældre bor på landet og min søsters heste står opstaldet der. Malou er helt syg med heste og vil hele tiden ud og give dem "krullerrødder" og klappe dem på mulen. Da de skulle trækkes fra fold og ind i stalden, skulle Malou selvfølgelig ud og kigge med. På behørig afstand med de sødeste rottehaler, den nye fleectrøje fra Pomp De Lux og farmand i hånden.
Alt i alt en skøn weekend.

Det er så spændende at kigge på mosters heste

tirsdag den 14. marts 2017

En tur ved tandlægen

Vi får besøgt en masse læger for tiden. I dag var vi ved tandlægen, fordi Malou slog et lille stykke af sin øverste venstre fortand i lørdags, da vi var i zoo. Den uopmærksomme mor opdagede det først, da vi var kommet hjem og skulle børste tænder inden sengetid. Jeg havde godt bemærket, at hun var faldet og havde bidt sig lidt i læben derude, men ikke noget, der gjorde hende ked af det, så jeg havde ikke overvejet at tjekke tænderne.
Det er heldigvis bare et lille stykke og det hele så fint ud. Ingen løse tænder, misfarvninger eller tandbylder, så vi håber, det forbliver sådan. Malou fik slebet tanden lidt, for den var blevet lidt skarp, der hvor det lille stykke, er røget af.
Malou tog det hele i stiv arm og fik en lille dinosaur til at aflede opmærksomheden.
Hele vejen derhen i bilen talte hun om, at hun skulle til ørelæge. Hihi, der har vi vist været en del på det sidste.

søndag den 12. marts 2017

Børnevenlig madplan uge 11

I denne uge skal jeg prøve at lave "one pot pasta". Det er vist snart old news i blogland, men jeg har endnu ikke prøvet kræfter med sådan en opskrift. Da Valdemarsro delte sin opskrift med de lækre billeder i sidste uge, blev jeg helt vild efter at lave det. Det lyder jo supernemt!
Vi fik ikke lavet Chicken Tikka Masala i sidste uge alligevel, så det er flyttet med til denne uges madplan.

Madplan uge 11:
Mandag: Oksekødsdeller fra søndag, ratatouille (den på frost fra Rema er kanon!) og fuldkornspasta
Tirsdag: One pot pasta (efter denne opskrift)
Onsdag: Chicken Tikka Masala
Torsdag: Vi er ikke hjemme
Fredag: Rester fra fryseren. Malou og jeg er alene hjemme
Lørdag: Vi er ikke hjemme
Søndag: Ristede hotdogs med hjemmesyltede rødløg

fredag den 10. marts 2017

Fine basissager fra H&M til både mor og datter

Jeg har i denne uge modtaget en KÆMPE pose tøj fra H&Ms webshop. Jeg manglede  efterhånden en del i min basisgarderobe, da rigtig meget af det er slidt, ude af form og med små huller.
Der røg også et par ting med til Malou, for hun manglede stadig lidt til forår og sommer. Tænk, at være så heldig, at skulle skifte sin garderobe ud hver sæson, fordi man er vokset fra det gamle!!


Til mig selv har jeg købt tre styk ensfarvede t-shirts i mørkegrå, sort (ikke på collagen) og lyserød. T-shirts mangler jeg altid, dem kan jeg ikke få for mange af. Ofte når jeg ikke engang ud af døren om morgenen, før jeg har havregrød eller andre udefinerbare pletter på tøjet og må ind og skifte til noget rent. 49 DKK pr. stk. her
Sorte strømper manglede jeg også. Disse er så smarte, med den diskrete farvede kant i toppen. Det gør det 100 gange nemmere at finde makkeren efter vask. 5-pak til 80 DKK her Jeg købte også denne 5-pak med grå strømper (ikke med på collagen), for jeg mangler virkelig bare strømper.
Helt simple tætsiddende mørke jeans bruger jeg ofte sammen med en pæn top eller skjorte på jobbet. Jeg har ret korte ben, så de her ankel-jeans er normal længde til mig og det passer mig perfekt, at kunne købe billige jeans, der ikke skal lægges op. Til den pris har jeg både købt et par sorte og et par mørkegrå. 99 DKK. pr. par her
Nattøj skal for mig bare være blødt, behageligt og ikke for varmt. Denne natkjole med Mickey er perfekt. 99 DKK her.
Jeg har allerede denne cardigan i grå og jeg er rigtig glad for den. Jeg kan godt lide at have lange cardigans udover mine kortærmede kjoler her om foråret. 129 DKK her
En fin grå basiskjole med skørt kan både bruges nu med leggins eller tykke strømpebukser indenunder eller til sommer med bare ben. Den fås også i sort og koster 129 DKK her


Jeg begrænsede mig virkelig på Malous vegne denne gang, for hun har jo lige fået et ordentlig læs tøj fra Pomp De lux (se det her)
Hun mangler en sommerjakke, for den fra sidste år blev allerede for lille, da efteråret satte ind. Jeg har været utroligt glad for Miniature, men pengepungen var ikke lige til at give 700-800 DKK for en jakke til Malou lige nu. Jeg faldt så over denne søde parka i denimblå og til prisen er den lige det, jeg søger. Den fås også i en sød sart lyserød, men jeg kan bedre lide blå og spår også, at denne håndterer skidt lidt bedre. 250 DKK her (Jeg købte den faktisk, da de havde tilbud på overtøj i sidste uge og fik den derfor til 200 DKK)
Vi er superglade for de stretch denimleggings vi har til Malou nu og derfor røg der lige et par med i den næste størrelse. De er perfekte til de slanke piger, da de er meget stramme. De fås i mange forskellige denimnuancer og koster 99 DKK pr. stk. her
Til sidst røg der også lige en 2-pak t-shirts med til Malou. De fås i mange søde sommerfarver og det kan sagtens være, at jeg kommer til at købe flere, når vi nærmer os den danske sommer. 80 DKK for to-pak her
Jeg er stadig i syv sind, om vi mest kommer til at bruge bodyer eller t-shirts her til sommer. Hvad er jeres erfaring med en to-årig?

onsdag den 8. marts 2017

Endnu en omgang dræn til Malou

I mandags fik Malou for anden gang dræn i begge ører. For to uger siden, fandt jeg pludselig det ene dræn liggende i Malous øregang sammen med en masse betændelse. Vi fik en hurtig konsultation hos ørelægen og blev i samråd med ham enige om, at hun skulle have et nyt dræn, selvom øret egentlig så fint ud (trods betændelsen)
Det var godt, at vi gjorde det, for allerede her små 14 dage efter den konsultation var venstre mellemøre helt fyldt med væske. Meget mere væske, end første gang hun fik dræn i december 2016. Det højre dræn var desuden også på vej ud, så det blev skiftet i samme indgreb.
Hun tog narkosen så flot, men flippede helt ud, da hun vågnede. Hun var desorienteret, bange, skreg, græd og vred sig rundt. Jeg kunne slet ikke holde hende eller trøste hende! Åh, det skar i mit moderhjerte, at sidde med en helt utrøstelig, sparkende og grædende lille pige i venteværelset. Efter 30 minutter fik jeg hende båret ned i bilen og så stilnede gråden af på vej hjem.
Da først jeg sad i bilen røg min cool facade, jeg ellers havde holdt hele tiden, både før, under og efter operationen og tårene trillede ned af mine kinder. Hold nu op, hvor er det hårdt at se sit barn så bange og ked af det og ikke kunne trøste hende.
Vel hjemme og da vi begge var færdige med at tude, så krammede vi, legede og hyggede resten af dagen. Malou kom hurtigt i hopla, da hun først fik lidt mad og drikke. Vi bagte pandekager og gik en lille tur med klapvognen.

Malous fine sæt med trøje og leggings med guldprikker er fra Pomp De Luxs nye kollektion. Jeg viste det frem i dette indlæg

tirsdag den 7. marts 2017

Børnevenlig madplan uge 10

I tror det er løgn, men i sidste uge ramte sygdommen os igen!
Malou blev ringet hjem torsdag med feber. Fredag, lørdag og søndag havde hun høj feber, så weekenden er tilbragt på sofaen med en meget varm pige halvsovende på os. Hun havde tre-dages feber, fandt vi så ud af, for mandag morgen var feberen helt væk og erstattet af et rødt udslæt på bryst, hals og ryg.
Madplanen i sidste uge gik totalt i vasken, da ingen af os orkede at gå i køkkenet og lave mad, men heldigvis kunne det hele fryses/holde sig, så derfor er der allerede sørget for de fleste ingredienser til denne uges madplan (der så ligner sidste uges ret meget...)
Kryds lige fingre for, at vi får et par sygdomsfri uger i træk her i foråret!

Mandag: Laks i fad med mascarpone (som her) hertil ovnkartofler og grønkålssalat
Tirsdag: Græsk macaronifad (som her) og grøn salat
Onsdag: Græsk macaronifad og grøn salat
Torsdag: Chicken Tikka Masala og grønkålssalat
Fredag: Til fødselsdag hos mandens søster
Lørdag: Rester fra fryseren - Malou og jeg er alene hjemme
Søndag: Oksekødsfrikadeller med stegte grøntsager og fuldkornspasta

Stakkels syge lille mus <3

lørdag den 4. marts 2017

Lækre sager fra Pomp De Lux

Jeg har før sagt det herinde på bloggen, men jeg siger det gerne igen. Jeg er helt vild med børnetøjet fra Pomp De Lux. Det er sindssygt lækker kvalitet, fine styles og fornuftige priser. Endnu engang har jeg fået shoppet en god del af Malous garderobe til den kommende forårssæson hos Pomp De Lux. Mærket sælges igennem det, de kalder, Social Shopping arrangementer (og i en webshop), hvor der kommer en Shopping Advisor ud til dig eller en veninde med hele kollektionen, så man kan se de fine prints, røre ved tøjet og evt. prøve på sit barn. Det de slår sig på, er at tøjet er billigere, fordi de har skåret et mellemled væk, idet de ikke har udgifter til fysiske butikker.
Vi var otte mødre samlet i lørdags til kaffe og kage hos min veninde og samlet fik vi købt børnetøj for 11.000 kr.! Flere af dem har dog også både to og tre børn og så kan der jo hurtigt ryge en masse i kurven.
Jeg havde luret på kollektionen i onlinekataloget (her) inden, så jeg nogenlunde vidste, hvad jeg gik efter. Der kom dog en del mere på min shoppingliste, da jeg bl.a. så, hvor fine de her to prints (her og her) var i virkeligheden. I kataloget syntes jeg ikke, at de ser ud af noget særligt.
Malou er på vej i str. 92 og passer derfor deres Little kollektion (str. 62-92) undtagen i strømper, hvor jeg måtte købe fra Junior kollektionen, da hun faktisk har ret store fødder. De har nemlig også en Junior kollektion i str. 98-128 og en Young kollektion til de store teenagebørn i str. 134-170.


Jeg har købt de her to søde sommerkjoler, der passer så fint med de lyselilla leggings og langærmet body indenunder. Pomp De Lux har en meget lækker basis-serie med nattøj, undertøj, bodyer, t-shirts og leggings i det blødeste bomuld og farver, der matcher resten af kollektionen.


De skønne bloomers har små lilla og guld prikker og passer derfor også perfekt med de to lyselilla basisdele ovenfor. Jeg er egentlig ikke så meget til heldragter, men denne søde lille sommerdragt kunne jeg ikke stå for. Det er desuden den eneste ting i denne ordre, der ikke er lilla eller grå. De to er altså bare mine yndlingsfarver!


Det mørkelilla sæt med guldprikker måtte Malou bare eje og delene kan jo både bruges sammen og hver for sig. Manden syntes dog, at det ligner lidt et sæt nattøj, når Malou har begge dele på samtidig.
Der røg også en pakke strømper med i kurven, hvor de mørkelilla passer til dette sæt og de lyselilla til de andre sæt ovenover.

Den grå tynde cardigan kan bruges over kjolerne på en kølig sommerdag og den grå fleecetrøje er skøn blød, virkelig billig og perfekt her til foråret eller en sommeraften. Er det egentlig ikke lidt vildt, at fleecetrøjen er billigere end cardiganen, eller er det bare mig? Fleecetrøjen fåes helt op til str. 170 og jeg overvejede seriøst at bestille en til mig selv, men jeg ved ikke, om jeg vil kunne passe den...