tirsdag den 30. maj 2017

Malous ønsker 2 år

Om en uge fylder Malou 2 år og derfor har jeg endnu engang stykket en ønskeseddel sammen på hendes vegne. Jeg syntes selv, at det er lidt svært at finde på ønsker til et lille myr, der ikke selv kan fortælle, hvad hun ønsker sig. Samtidig er det dog dejlig nemt, at hun ikke har ønsker, som vi ikke kan opfylde.
Vi giver hende en lille løbecykel. Jeg håber og tror, den bliver et hit. Hun elsker i hvert fald den lille firhjulede balancecykel, hun har indendørs og sin scooter udendørs, så vi tænker, at en udvidelse af vognparken kommer til at falde i god jord.
Hun er svært glad for heste og derfor står der både My Little Pony figurer og en Schleich hestestald på ønskesedlen. Malou har allerede en del heste i sin Schleich-samling og de er populære hos den lille dame, der generelt elsker heste.
Vi er stadig meget glade for Bobles herhjemme, så det har endnu engang sneget sig med på ønskesedlen. Vi bruger dem bl.a. til at lave motorikbane med, til at gynge på og hoppe ned fra. Bobles indgår også i lege med bamser, legemad og Duplo og de bliver brugt som skamler foran fjernsynet eller hvor man ikke kan nå helt op selv.
Malou er glad for vand, men hun vil også gerne prøve at svømme selv, når vi er i svømmehallen. Svømmevesten fra Konfidence er på ønskesedlen for at give både hende og forældrene mere tryghed i vandet, når hun skal lære at "svømme" selv.
Vores lille stjernekok elsker at hjælpe til i køkkenet, så vi håber, at hun bliver forkælet med en begynderkniv (der ikke kan skære fingrene over) og et skærebræt med riller, så det der skal snittes bliver på plads.
Malou leger hver eneste dag i legekøkkenet og det kunne godt bruge en opgradering med kolonialvarer, frugt og grønt.

Der er ikke noget LEGO Duplo på ønskesedlen denne gang og det er ikke fordi, at Malou ikke er glad for LEGO, for det er hun absolut stadigvæk. Det er simpelthen fordi, hun har så sindssygt meget Duplo, at vi ikke har plads til mere. Vi har fem af disse her opbevaringskasser fyldt med Duplo og de kan faktisk ikke helt lukkes, så meget er der!

Du kan se Malous tidligere ønskesedler her: Barselsønsker, 1 års fødselsdag, jul 2016 

Puky løbecykel model LR M 520 kr. 
My Little Pony figur 70 kr. 
Schleich hestestald 800 kr.
Bobles tumlebræt lilla 670 kr.
Konfidence svømmevest str. 1,5 - 3 år 300 kr. 
Skærebræt med riller 80 kr.
Kiddikutter børnekniv 130 kr.
Legemad Mamamemo letmælk 30 kr.
Legemad Mamamemo vandmelonskive 30 kr.

Min weekend

Et lidt forsinket weekend-indlæg fra weekenden før Kristi Himmelfart-ferien.
Jeg havde en stille og rolig weekend derhjemme for at blive helt frisk til at starte arbejde igen om mandagen.
Fredag var jeg ved lægen for at få lavet en lægeerklæring på mit sygdomsforløb til jobbet, så de kan få refusion for mit fravær. På vej hjem smuttede jeg lige en tur i den lokale genbrug, der ligger meget tæt på lægen og jeg fandt nogle små skatte. To fine glas til en god fredagsdrink og nogle Disneybøger i meget pæn stand til Malou. Den med pingvinen har jeg selv haft som barn og jeg har allerede læst den højt for Malou flere gange. Det er ren nostalgi.
Jeg hentede Malou på gåben og så tog vi et smut på legepladsen i det gode vejr med smoothie og gyngeture. Kaffen til mig selv havde jeg glemt hjemme på køkkenbordet.


Lørdag formiddag stod den igen på en tur på legepladsen, denne gang med kaffe til mig og på scooter for Malous vedkommende. Hun er helt pjattet med at køre på scooter for tiden og det skal helst foregå udenfor haven, så der er god plads til at køre stærkt.
Om eftermiddagen hjalp Malou med at luge ukrudt i forhaven. Det var virkelig blevet højt, mens jeg var syg og der kom da også to naboer (pensionister med flotte velholdte haver) og kommenterede, at det var dejligt, at vi endelig fik fjernet ukrudt. Vi nød en is på terrassen, da det hårde arbejde var overstået.
Aftenen bød på kærestehygge med lækker sushi, da Malou var puttet.



Søndag formiddag tog Malou og jeg på planteskolen for at købe blomster til terrassen og planter til drivhuset. Da vi kom hjem plantede vi blomsterne i krukker, inden vi spiste frokost på terrassen.
Mens Malou sov middagslur slappede jeg af og da hun vågnede igen hjalp hun med at sætte planter i drivhuset. Vi købte to slags cherrytomater, en skoleagurk og en almindelig agurk. Vi fik også ryddet plads til en squashplante i jordbærbeddet.
Vi fik hjemmelavede pizza til aftensmad. Malou elsker at lave sin egen pizza selv. Hendes pizza består af tomatsovs, majs og revet ost.
Hun er generelt rigtig glad for at hjælpe i køkkenet og det er både rart og nogle gange lidt irriterende altid at have en lille hjælper ved sin side, så snart man skramler det mindste i køkkenet.
Ja og sådan en weekend går altså ret hurtigt, selvom man ikke laver så meget.


lørdag den 20. maj 2017

Små hverdagsglimt fra sygesengen

Det der med at have en næsten to-årig og at skulle holde sig i ro efter en operation falder umiddelbart ikke så godt i spænd. Men Malou forstod faktisk rimelig hurtigt, at mor var syg og hun har været sød til at putte med mig på sofaen og komme med vand, når jeg er tørstig.
I takt med at jeg har fået det bedre, har vi lavet små stillesiddende aktiviteter sammen og det har Malou været helt med på. Især overraskede hun os meget ved at være meget koncentreret og ret skarp til at lave perleplader med de store maxiperler.

fredag den 19. maj 2017

En tur i zoo

Dagen inden, jeg blev indlagt var vi på en hyggelig formiddagstur i Odense Zoo med et vennepar, der også har årskort. Stædig som jeg er, ville jeg ikke indse, at jeg var blevet syg igen, for jeg havde lige haft to feberfrie dage efter min halsbetændelse og jeg mente bestemt, at det gik i den rigtige retning. Jeg anede ikke, at man kan få en halsbyld efter en omgang halsbetændelse, så jeg holdt stædigt fast i, at min ømme hals bare skulle lindres med lidt varm kaffe. Halvandet døgn senere lå jeg indlagt med en halsbyld, der var så stor, at jeg ikke kunne drikke et glas vand og jeg blev opereret akut midt om natten, fordi halsbylden voksede og de frygtede, at den ville lukke mine luftveje. Se evt. mit lille skriv om det her.
På trods af, at jeg ikke var helt på toppen var turen til zoo ganske hyggelig og Malou havde det sjovt med venneparrets jævnaldrende pige, selvom Malou lige skulle bruge lidt tid på at tø op og overvinde sin generthed.
Samme dag som vi var der, skulle grevinde Alexandra komme og åbne en kunstudstilling, der var spredt udover hele zoo. Det vidste vi ikke på forhånd, men vi var heldigvis kommet da zoo åbnede kl. 9, så pigerne kunne komme hjem og få middagslur bagefter. Udstillingen åbnede først officielt kl. 13, så vi undgik lige præcis alle de mennesker, der kom for at se grevinden.
Det var nogle meget specielle billeder med nøgne menneskekroppe og dyr. Ikke lige noget for vores smag og de to små piger syntes, det var nogle meget mærkelig billeder, der var sat op ved dyrenes anlæg. Et lidt spøjst tiltag i en zoologisk have efter min mening.

Indlæggelse og operation

Det er 2,5 uge siden, jeg sidst fik skrevet her på domænet og det er der en god grund til.
Jeg har været sat helt ud af spil med en slem halsbetændelse, der udviklede sig til en halsbyld, akut operation, tre dages indlæggelse og massive mængder af penicillin for at bekæmpe infektionen.
Jeg fik fjernet begge mandler og skåret halsbylden væk midt om natten i fuld narkose. Jeg har efterfølgende haft smerter, været dødtræt pga. penicillinen og har også skulle holde mig fuldstændigt i ro, da der er risiko for blødning i såret, hvis jeg får pulsen op.
Selvom 14 dage på langs i sofaen med middagslure, Netflix og is i uanede mængder lyder fantastisk, så er jeg ret så glad for, at jeg nu er ved at være ude på den anden side igen.
På mandag starter jeg på job igen efter næsten tre ugers fravær og det glæder jeg mig meget til.

tirsdag den 2. maj 2017

Min weekend

Vi har haft en ganske rolig weekend, så vi kunne komme helt ovenpå efter vores jetlag. Manden er stadig ramt, mens Malou og jeg var ovre det om fredagen.
Fredag aften var jeg alene hjemme ( Malou var der selvfølgelig også, men hun sov), så jeg lavede en stor skål chokoladepopcorn (prøv det, det er altså ret lækkert!) og så to afsnit af Historien om Danmark. Det sidste var om vikingetiden, hvilket var rigtig spændende. Jeg syntes, det er helt fin underholdning, men det går altså lidt for langsomt og det bliver lidt for meget "folkeskole-undervisning" til mig.


Lørdag formiddag gik Malou og jeg en lang tur. Vejret var koldt og blæsende, men det regnede trods alt ikke, som det havde gjort dagen før.
Vi startede vores tur i den lokale Genbrug, hvor vi afleverede en pose legetøj og en pose med urtepotter. 
Malou fik også et sandkassesæt og lidt ting til legekøkkenet. Det kostede kun 5 kr. pr. sæt. Ej, men det er jo næsten for billigt.
Jeg fandt også to undertrøjer og to par leggings til Malou til 5 kr. pr. del. 
Da vi havde oset færdig smed vi de nyindkøbte sager under klapvognen og gik en lang tur langs åen hjem. Det var så hyggeligt at have god tid til at hoppe i vandpytter og kigge på ænder.

Lidt genbrugsfund. 30 kr. for alt på billedet
Ænderne var meget nærgående for at få fat i Malous bolle

Lørdag eftermiddag efter Malous middagslur tog vi igen vores lune tøj på og begav os udenfor. Denne gang i haven, hvor vi fik sået de fire små potter, vi har fået i Føtex for længe siden. Malou var meget ivrig med vandkanden, men selve det med at så frø, var ikke så spændende. Derfor fortsatte vi haven rundt og fik vandet alle krukkerne, blomsterne og græsplænen rigtig godt.



Søndag formiddag hyggede vi inde med puslespil og tegnesager. Malou er ved at være ret skrap til puslespil, selvom det er svært for hende at sidde stille i længere tid af gangen. Vi prøver alligevel en gang imellem og det er rigtig hyggeligt i den korte tid, det varer.


Søndag eftermiddag gik vi udenfor og legede i sandkassen, mens jeg fik mig en kop kaffe lige midt i solen. Selvom det var pivkoldt, så lugtede det altså lidt af forår.
Vi gik også en lille tur i kvarteret, mens Malou kørte ræs på sin scooter og samlede sten og kogler. 
Vi sluttede weekenden af med at køre hjem til mine forældre for at spise aftensmad (Stoooor økologisk lammekølle på grillen med flødekartofler. Virkelig lækkert) sammen med mine søskende og vise billeder fra vores USA-tur.


mandag den 1. maj 2017

USA dag 1-2 - San Francisco | Ankomst, Academy of Sciences og Painted Ladies

Vores ferie i USA bliver delt op i flere blogindlæg, så de ikke bliver alt for lange for jer at læse. Vi var afsted i 12 dage og besøgte Line (hende her) og hendes mand i San Francisco (af to omgange) og Los Angeles. Jeg vil løbende udgive indlæg i kronologisk rækkefølge, når jeg får dem skrevet.
Ankomst
Den allerførste dag i USA var meget kort, da vi landede i Oakland lufthavn kl. 18 amerikansk tid. Efter udlevering af kufferter, afhentning af lejebilen og en lille køretur over Bay Bridge til San Francisco ankom vi hos Line og Tore omkring kl. 20, hvor Line havde lavet lækker pizza til os.
Genforeningen var fantastisk og det var helt surrealistisk at sidde på den anden side af jorden og spise aftensmad sammen med sin bedste veninde, man ikke har set i otte måneder.
Vi havde dog haft en lang rejse, så der gik kun et par timer, før vi måtte sige godnat og folde sovesofaen ud for første gang.

Hygge i flyet
Rejsen fra Danmark
Den lange rejse begyndte i Odense om formiddagen, hvor vi blev kørt til banegården af min veninde. Her fik vi tanket op på kaffe og kakao, inden vi satte os i toget mod København. Malou har aldrig kørt i tog før, så det i sig selv var en kæmpe oplevelse for hende.
Vi spiste madpakker og Malou fik smurt DSBs sæder godt ind i leverpostej (undskyld!). Malou faldt i søvn i mine arme lige inden vi nåede hovedbanegården, hvor vi skulle skifte tog. Vi prøvede uden held at putte hende over i klapvognen, men hun vågnede desværre og skreg stort set hele vejen til Kastrup. Det er hårdt at undvære sin middagslur.
I Kastrup fik vi ro på gemytterne og fik afleveret klapvogn og kufferter. Herefter brugte vi noget tid på at kigge på fly og Malou brændte en masse energi af på at løbe op og ned af de lange gange ved gaten. Flyveturen gik rigtig fint. Malou faldt i søvn og sov det meste af tiden og vi voksne fik også slumret nogle timer og set et par film på flyets underholdningssystem.
Vi havde købt et sæde til Malou og det er jeg så glad for. Selvom hun kan flyve med (næsten) gratis på skødet af en voksen (det kan de indtil de fylder 2 år), så vurderede vi, at 11 timers flyvetur var meget lang tid med en 11-12 kg. tung pige på skødet. Med tre sæder kunne Malou ligge imellem os med hovedet på en voksens lår og hun sov så fint, da hun først fik overgivet sig til søvnen. Det gjorde også måltiderne noget nemmere, at vi havde tre pladser og tre "borde" at spise ved. Selvom sædet koster tæt på fuld pris, så var det, for os, alle pengene værd.
Vi fløj t/r Kastrup - Oakland med Norwegian uden mellemlandinger og det kan vi kun anbefale andre at gøre. Det var billigere end at flyve til San Francisco Lufthavn og Oakland Lufthavn er desuden mindre og mere overskuelig. Den ligger dog lidt længere væk fra selve byen San Francisco og man skal være opmærksom på, at der, i myldretiden, er kø på Bay Bridge. Den korteste tur, fra lufthavnen til Line og Tores lejlighed i San Francisco, tog os 30 minutter og den længste tur tog en time, så det kan svinge meget alt efter trafikken (vi kørte i alt ruten seks gange på vores ferie).

Lidt brændstof til de voksne
I toget mod København
Ventetiden ved gaten blev bl.a. brugt på at beundre det store fly, vi skulle flyve med

Golden Gate Park og California Academy of Sciences
Onsdag morgen vågnede vi relativt tidligt efter en god nats søvn. Vi var alle tre friske og mærkede ikke noget til jetlag, så vi var friske på en længere gåtur sammen med vores lokalguide, Line.
Hun førte os til Golden Gate Park og Malou udpegede begejstret hver eneste bus, scooter, gravko og cykel fra sin plads i klapvognen, mens vi gik.
Da vi nåede parken, blev vi enige om at besøge California Academy of Sciences, der ligger tæt på den indgang, hvor vi gik ind.


Museet er enormt børnevenligt og det vrimlede også med børn i alle aldre, da vi kom ind. Malou blev lynhurtigt fanget af deres bassiner med fisk og vi brugte lang til på at kigge på rokker og søstjerner.
Vi gik videre ind til udstillingen med pingiviner og de udstoppede dyr, men Malou blev ved med at sige "fisk" og "vand", for hun ville gerne tilbage til bassinerne med rokker og søstjerner. Vi kiggede derfor endnu en gang på de fine fisk og fik til sidst Malou overtalt til at komme med op i den høje regnskov og se på papegøjer og sommerfugle. De var store og virkelig flotte. Der er også en masse små terrarier med frøer, edderkopper, leguaner og deslige på vejen mod toppen.
Derefter tager man en elevator ned i kælderen, hvor der er rigtig mange flotte akvarier med tusindvis af forskellige fisk og vanddyr. Her var Malou virkelig i sit es og hun løb rundt i mørket og så på fisk meget længe.
Vi endte vores besøg hos Albino-alligatoren Claude. Det er lidt mærkeligt at se en alligator med en helt forkert farve.
Der er også et flot bæredygtigt græstag, et planetarium og en udstilling om jordskælv, men vi var alle sultne og Malou var blevet en lille smule utålmodig, så vi begav os videre for at finde noget frokost

California Academy of Sciences
Vi endte med at købe lidt forskelligt frokost i en Whole Foods og satte os i udkanten af Golden Gate Park ved Haight Street ("Hippie-gaden", det kunne man også godt fornemme på en del af parkens besøgende) for at spise den. Malou ville hellere gå rundt og rundt om den lille sø tæt ved vores picnictæppe end at spise sin frokost. Hvad er det med vand, der er så tiltrækkende hos børn?
Vi fik puttet Malou til en sen middagslur i klapvognen, inden vi begav os mod dagens sidste stop.


Painted Ladies
Benene var ved at være trætte af at skubbe klapvognen op af alle San Franciscos stejle gader, men vi fandt alligevel vej til Painted Ladies. Det er en række af victorianske huse malet i fine pastelfarver. Denne slags huse er San Francisco fyldt med, men af en eller anden grund, er lige præcis disse huse blevet enormt kendte. De ligger også rigtig flot, med højhusene fra downtown i baggrunden. Det giver en ret fed kontrast gammelt til nyt, når man kan se begge dele.
Man får et rigtig godt view til husene fra parken overfor, men desværre var det meste af den lukket af pga. renovering, så vi fik desværre en metalafspærring med på de fleste billeder.
Malou vågnede af sin (meget) korte middagslur lige inden vi nåede Painted Ladies, så hun var fyldt med energi og løb op og ned af bakken, mens vi andre tog billeder.



Vi vendte snuderne hjemad mod lejligheden og tog lige et smut forbi Target for at tanke op med snacks, drikkelse, bleer og morgenmad til næste dag.
Vi var alle trætte, så vi besluttede at bestille take-away og vi endte med nogle ganske fine burgere med pomfritter. Efter aftensmaden og en enkelt øl kunne vi godt mærke jetlaggen og vi måtte gå rimelig tidligt i seng allerede omkring kl. 21:30.