mandag den 28. oktober 2013

Madplan uge 44

Jeg tjekker lige ind med en fin madplan for denne uge. Jeg glæder mig allerede til fredag, hvor jeg er alene hjemme og menuen står på øllebrød. Det er noget, jeg er ret vild med, men kæresten deler ikke min begejstring, så glæden er stor, når jeg endelig kan lave det.

Madplan uge 44
Mandag: Rodfrugtsuppe m. bacondrys og æbleboller
Tirsdag: Fiskefileter på rugbrød med hjemmerørt remoulade og pastasalat
Onsdag: Karbonader/medister med kartofler og stuvet hvidkål
Torsdag: Mad fra onsdag
Fredag: Øllebrød
Lørdag: Ikke hjemme
Søndag: Pizza med oksekød hertil grøn salat

fredag den 25. oktober 2013

Et tip om tilbudsaviser

Jeg har, siden jeg flyttede hjemmefra, haft "Reklamer Nej Tak"-skiltet på min postkasse. Jeg synes simpelthen, at det er spild af papir med alle de reklamer, for der kommer SÅ mange reklamer, jeg ikke får læst. I stedet læser jeg, de få jeg vil læse, på nettet via computer eller mobil.
Men, nu er der endelig nogen, der har hørt mine (og mange andres) bønner og lavet en udvidet Nej Tak ordning, hvor man kan vælge de reklamer fra, man ikke ønsker og stadig få dem, man ønsker at læse. Det er vel næsten en Ja Tak ordning i stedet. Så smart!
NejTak + er en tillægsordning til "Reklamer Nej Tak" skiltet, så hvis du allerede har det lille klistermærke på postkassen er det endnu nemmere at sige ja til Netto-avisen. Hvis ikke, så får du tilsendt Nej Tak skiltet til din postkasse, når du tilmelder dig + ordningen.
Jeg har tilmeldt mig og det synes jeg også DU skulle gøre, hvis du ikke får læst hele stakken af reklamer, eller savner reklamerne fra din yndlingsbutik pga. et Nej Tak skilt. Det er virkelig nemt og meget simpelt og tager ikke mere end et enkelt minut.
Samvittigheden er også i orden, for jeg sparer penge på tilbudsvarer og sparer desuden miljøet for en masse ekstra papir.

Se f.eks. mere på Facebook-siden eller tilmeld dig via hjemmesiden her


torsdag den 24. oktober 2013

Inspiration til aftensmad #4

Så er der igen et lille indlæg med billeder fra de sidste par ugers aftensmad. Denne gang er der både noget med pasta, perlespelt og kartofler. Vi er gode til at få varieret både kød og tilbehør, og er meget opmærksomme på, at vi ikke altid får det samme (Det er også så kedeligt...)

Cremet pastasalat (fuldkornspasta, tomater, ærter, peberfrugt, rødløg, æble, spidskål og cheasy fraiche med krydderier), helstegt kyllingefilet og gnavegrønt
Oksekødsfrikadeller med frisk oregano hertil perlespeltsalat (perlespelt, tomater, agurk, peberfugt, gulerod, ærter, rødløg og feta) og rødbede-coleslaw (fintrevet rå rødbede, fintrevet spidskål, æbletern og cheasyfriache + krydderier)
Kyllingefilet lavet i Römertopf serveret med hjemmelavet agurkesalat: Kartoffelbåde, squash, aubergine, presset hvidløg, halve tomater og en dåse hakket tomat krydres med salt og peber og blandes i bunden af Römertopfen. Der lægges halverede kyllingfileter ovenpå og det dampes i  1,5 times tid i ovnen.
Kyllingefrikadeller med lynkogte grønne bønner og salat med grove pastamuslinger, babysalat, agurk, æble, radise, gulerod og feta



onsdag den 23. oktober 2013

Min efterårsferie

Som jeg allerede har nævnt et par gange før her på bloggen, så har jeg været væk hele efterårsferien. Jeg har tilbragt 10 pragtfulde dage i en skov et sted på Fyn sammen 100 andre spejdere med samme passion som mig.
Vi er et team på 22 personer, der sammen har brugt det meste af et år på at planlægge 7 dages kursus for 80 kursister fra hele landet på omkring de 13 år. Vi sætter dem sammen i blandede patruljer på otte spejdere med en vejleder tilknyttet. Udover at lære om samarbejde på den hårde måde (bo sammen med syv fremmede i en uge), så prøver vi at lære dem om planlægning, konstruktiv kritik, evaluering og god kommunikation – på et plan, hvor man som 13 årig kan være med.
Jeg vil gerne vise jer billeder fra min uge, men jeg vil ikke vise billeder af deltagerne, så det bliver et lidt anderledes udpluk af billeder.
Se videoer fra kurset på YouTube

Et lille udpluk af lejren

Spejdere kan også være kreative. Dekorering af porcelæn.

Perleskåle af store Hama-perler.

Forhindringsbane i skoven

Stor fed og meget behåret larve

"Kemi-udslip", der gjorde skovens dyr syge. Heldigvis reddede spejderne skoven og dyrene til sidst (Spejderlogik)

Skoven var fyldt med efterårssvampe. Både spiselige og ikke så spiselige. Her er det nogle meget flotte røde fluesvampe.


Så skøn natur i området!

Jeg fik testet min nye regnjakke

Ved hjælp af fakler, tilråb, slangebøsser og bolde med havregryn fik spejderne jaget kemifabrikkens medarbejdere væk, så der kunne placeres en bombe, der sprængte hele fabrikken i luften (Spejderlogik)

mandag den 21. oktober 2013

Madplan uge 43

Madplan uge 43
Mandag: Mannagrød med kanelsukker og smørklat
Tirsdag: Biksemad med spejlæg hertil gnavegrønt med dyp
Onsdag: Wokmad med kylling og nudler
Torsdag: Laver mad sammen med mine søskende
Fredag: Kyllingeburger med rodfrugtfritter
Lørdag: Til fødselsdag
Søndag: Laver mad sammen med mine søskende

Så er jeg landet efter en skøn efterårsferie, hvor jeg har lavet kursus for 80 dejlige spejdere i 13-års alderen, sammen med 21 af de bedste venner. Det har været en hård uge, men virkelig god. Jeg var vejleder for otte skønne unger, der både var sjove og seriøse og på de helt rigtige tidspunkter.
Hvis I følger mig på Instagram @tinedahlmoeller, så har I kunnet følge med i kurset fra sidelinjen selvom bloggen har ligget helt stille.
Madplanen er lavet udfra, hvad vi har i køleskab, fryser og skabe, så der kan blive tyndet lidt ud i gemmerne. To af dagene i denne uge laver vi mad og spiser sammen med min søster og bror, der passer hund og hus for mine forældre, der er på ferie i New York.
Jeg har lavet to indlæg om vores Londontur, der snart er klar til udgivelse og regner med at lave et indlæg om min efterårsferie også. Så nu er der snart gang i bloggen igen!

søndag den 6. oktober 2013

Madplan uge 41

Madplanen for den kommende uge er kort, da jeg tager afsted på efterårsferie allerede fredag og er væk i ti dage. Jeg skal lave kursus for 80 (forhåbentlig) topmotiverede spejdere på 12-13 år sammen med 20 af mine bedste venner. Derfor er der heller ikke nogen madplan for uge 42, med mindre kæresten selv laver en. Haha!

Madplan uge 41
Mandag: Medister med stuvet hvidkål og kartofler
Tirsdag:
Laksesteaks med stuvet spinat og ovnstegte kartofler
Onsdag:
Flødeostsuppe med hakket oksekød og porre hertil æbleboller
Torsdag:
Kyllingeburger med rodfrugtfritter og gnavegrønt

torsdag den 3. oktober 2013

Kylling i fad med æble og cider || Opskrift

Det er sæson for æbler, og det er oplagt at lave en masse søde desserter og snack af dem, men man kan også bruge dem i madlavningen. Jeg bruger bare helt almindelig æbler fra svigermors have til både fadet og salaten. Det er god efterårsmad!


Kylling i fad med æble og cider
Fire personer

Ingredienser
4 kyllingebrystfileter
2 - 3 æbler
1 aubergine
2 løg
3 dl. æblecider
5 dl. madlavningsføde
Fedtstof

Tilbehør
Brune ris og avocado-æblesalat

Fremgangsmåde
Del kyllingefileterne i tre og svits dem brune i fedtstof på panden. Placer kyllingestykkerne i et fad.
Skær æblerne i både og i tynde skiver og svits i fedtstof på panden. Læg de brunede æbler i fadet med kylling.


Skær aubergine i små tern og løg i halve tynde ringe. Steg aubergine og løg godt i fedtstof.


Tilsæt cider og lad det koge godt ind. Drik evt. et glas cider imens du venter :)


Tilsæt madlavningsfløde og kog saucen op, inden det hele hældes i fadet.
Placeres i varm ovn på 200 grader i ca. 30 min.


Serveres f.eks. med brune ris og avocado-æblesalat.Velbekomme!


tirsdag den 1. oktober 2013

Madplan uge 40

Vi er kommet godt hjem fra London igen. Ankom sent natten mellem mandag og tirsdag. Jeg lå i min seng lidt over to og da vækkeuret ringede kl. 6, var det altså hårdt at komme op!

Ugens madplan ser sådan ud

Tirsdag: Kyllingefrikadeller med pastasalat og grønne bønner
Onsdag: Æggekage med pølser og bacon på rugbrød hertil grøn salat
Torsdag: Jeg spiser hos en veninde
Fredag: Karolines karrysuppe med kylling, rød peber og champignon. Hertil grove æbleboller
Lørdag: Vi spiser ikke hjemme
Søndag: Hakkebøffer med ærter, rodfrugtfritter og bearnaisesovs