Adventsdekorationen i år er lidt anderledes end den har været de seneste par år (se 2012 her, se 2013 her), men jeg kører stadig den nemme stil uden alt for meget arbejde.
I år har jeg købt noget mos i lyse/hvide nuancer og lagt i bunden af et lysfad. Jeg har købt to hvide hyacinter, der ikke er sprunget ud endnu. Jeg har vasket dem fri for jord, men beholdt de lange rødder og placeret dem i mosset. Jeg samlede nogle kogler på vores tur til Langesøskoven og har pyntet med dem, samt lidt hasselnødder og nogle små julekugler i guld, som jeg havde fra tidligere år.
I slutningen af oktober købte jeg et kalenderlys i Netto og jeg har fået det gemt så godt, at det er helt og aldeles forsvundet. Jeg har ledt i sammenlagt en time efter det i skuffer, skabe og samtlige rum i vores lille hus.
Til sidst opgav jeg altså og i stedet blev det til en juledekoration med fyrfadsstager. Den er nu også blevet meget fin og fordelen er, at vi kan bruge diodelys (sådan nogle her) og undgå dårlige nerver, når Malou farer rundt i stuen som en hvirvelvind. Malou synes, de kunstige lys er vildt sjove, så de bliver hele tiden pillet op af dekorationen og kommer med i legen.
De fine lærkegrene (dem med kogler på) har jeg møjsommeligt indsamlet en eftermiddag på vej hjem fra job. Jeg opdagede nemlig, at der er rigtig mange lærketræer i den skov, jeg cykler igennem hver eneste dag.
Jeg har også sat større lærkegrene i vaser rundt i huset. Det er hyggeligt og pynter så fint, sådan at få lidt af naturen indenfor til vinter og jul.
Virkelig fine dekorationer! Og spændende, hvornår kalenderlyset dukker op ;-) Heldigvis kan det jo bare ryge i dekorationen til næste år.
SvarSlet/Line
Mange tak :) Ja, det er virkelig skørt, at jeg har smidt det væk. Hvis det dukker op igen, så ryger det nemlig bare i julekassen til næste år ;)
Slet