onsdag den 3. januar 2018

Malous 2 års fødselsdag

Jeg har ikke lavet deciderede nytårsfortsætter for 2018, men jeg har alligevel sat mig et mål om at få udgivet mange af mine "kladder", altså indlæg til bloggen, der af en eller anden grund ikke er blevet færdiggjort. Det første er dette om Malous 2 års fødselsdag i juni 2017.


Det er faktisk mere end et halvt år siden, vi holdt Malous 2 års fødselsdag, men alligevel er dette indlæg blevet ved med at gå i glemmebogen.
Vi holdt Malous fødselsdag på grundlovsdag, dagen før hendes rigtige fødselsdag. Vi havde inviteret familien til eftermiddagskaffe med boller og kage. Om aftenen grillede vi pølser og brød, inden gæsterne smuttede hjem. Kagen er denne her.


Det var en rigtig hyggelig dag og Malou hyggede sig rigtig meget og fik bare så mange gaver. Hun var lidt betuttet, da gæsterne begyndte at komme, men hun fik hurtigt smag for at åbne gaver og lege med alt det nye legetøj. Malou er det eneste barn i familien, men heldigvis stod bedsteforældre, onkler og faster klar til at lege med hende og alle hendes nye gaver.


På selve dagen blev hun fejret om morgenen af os og om formiddagen i dagplejen, hvor hun havde kiks og frugt med til sine små venner. Kiksene er lavet efter denne opskrift, der altid er et hit hos børnene. Jeg havde stukket dem ud med to-tals udstikkere herfra. Jeg havde også købt nogle på Ebay, som jeg linkede til her, men de levede desværre slet ikke op til annonceteksten. De var alt for små i forhold til, hvad sælgeren lovede i annoncen og to-tallet lignede slet ikke et to-tal og var i øvrigt magen til fem-tallet.
Efter arbejde/dagpleje kom moster et smut forbi for at sige tillykke, da hun ikke havde været der dagen før pga. arbejde.



Malou fik en løbecykel af os og den er bare et stort hit. Hun kunne faktisk cykle på den med det samme. Det tog kun lige et par minutter før hun havde forstået konceptet og så drønede hun bare afsted.
Jeg havde 14 dage før Malous fødselsdag fundet en næsten ubrugt løbecykel, lige præcis den model, hun skulle have, på Reshopper, men sælger blev ved med at trække tiden ift. afhentning og torsdag eftermiddag slettede hun sin annonce uden at sige noget til mig. Fredag fik jeg fat i hende og hun beklagede, at den ikke var til salg alligevel, fordi hendes datter ikke ville af med den. Surt show, for Malou skulle have haft den lørdag, så vi kunne bruge weekenden på at køre på den.
Jeg endte med at bruge hele lørdag formiddag på at ringe rundt til alle Odenses forhandlere for at finde nogle, der havde lige præcis den model på lager. (Ja, moren VILLE have lige præcis den cykel) Det viste sig at kun én butik i hele Odense havde den på lager og kun i en model med ekstraudstyr, så den var 150 kr. dyrere end normalt. Typisk.
Vi kørte ud og hentede den med det samme og heldigvis elsker Malou sin løbecykel, for det endte med at være en rigtig besværlig og noget dyrere gave end først beregnet.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg elsker kommentarer og glæder mig til at læse din.