mandag den 28. august 2017

Ebay-fund | Træknapper

Jeg er rigtig glad for at bruge neutrale træknapper i mit strik. Jeg køber dem hos forskellige stof- og garnbutikker, men de er absolut ikke billige. De koster gerne fra 20 kr. for 4 stk. og opefter, også selvom der ikke er noget mønster på eller andet specielt ved dem.
Jeg fik dog et tip om at tjekke E-bay ud og sikke et udvalg og til en noget anden pris.
Jeg har selv klikket 50 stk. hjem af nr. 1 i 20 mm. og nr. 2 i 15 mm.


1. Helt almindelige runde træknapper 50 stk. ca. 18 DKK Fås både i 15 mm. og 20 mm.
2. Runde træknapper med "Handmade with love" 50 stk. ca. 18 DKK. Fås både i 15 mm. og 20 mm.
3. Hjerteformede træknapper 50 stk. ca. 20 DKK
4. Træknapper med overskægsmotiver 50 stk. ca. 16 DKK

onsdag den 23. august 2017

Tredje omgang dræn til Malou

Mandag var vi afsted igen. For tredje gang på under et år fik Malou lagt nye dræn i ørene, fordi de bliver ved med at ryge ud. Vi var afsted i december 2016 og marts 2017, men denne gang har hun fået lagt titaniumdræn, der gerne skulle sidde bedre fast, så vi forhåbentlig ikke skal besøge ørelægen så ofte.
Malou fik konstateret væske i mellemøret allerede i starten af juli, men på grund af sommerferien har vi ventet seks meget lange uger på operationen. Det har været hårdt for hele familien med dårlig søvn, mange opvågninger om natten og alt for korte middagslure.
Det er rart, at Malou nu er blevet så stor, at vi bedre kan forklare hende, hvad der skal ske. Desuden kan hun også godt huske, at hun har været ved ørelægen før, så hun var hverken bange eller ked af det denne gang. Jeg kneb (igen) et par tårer, da hun blev lagt i narkose. Det bliver altså bare ikke nemmere for mig. Det er så hårdt, at se hende spjætte, når narkosen begynder at virke og så efterlade hende sovende inde på operationsstuen.
Resten af dagen hyggede vi derhjemme med rolig indeleg, middagslur og masser af Rasmus Klump på tv'et.

På vej hjem med endnu en blød isbjørn fra Trygfonden (De bliver uddelt gratis til børn, der skal i fuld narkose. Verdens bedste koncept!)
Slapper af med lidt Rasmus Klump og de to nusseklude skal selvfølgelig se med

tirsdag den 22. august 2017

Odense Blomsterfestival 2017

I weekenden var vi til Odense Blomsterfestival. Festivalen er gratis og varer torsdag til søndag og desværre var der masser af regn i år, ligesom der har været resten af sommeren.
Vi var der søndag formiddag og det var et stort hit for Malou. Odense City er dækket af blomster og finurlige skulpturer og der er masser af spændende ting for børn. Små kighuller, skøre påfund og ting der kan kravles på. For de større børn var der også kreative aktiviteter såsom byg dit eget fuglehus og mal på muleposer mod en mindre betaling.
Det er rigtig hyggeligt sådan at gå rundt at kigge, forundres og fornøjes over alle de fine blomsterdekorationer. Årets tema var "What a wonderful world"og det var et rigtig godt tema med spændende og forskelligartede dekorationer..









tirsdag den 15. august 2017

Min weekend

Så er endnu en weekend gået. Denne her har været en skøn én af slagsen, der for mit vedkommende startede med en overnatning i spejderhytte.
Jeg var inviteret til leder- og bestyrelseshygge i min spejdergruppe. Jeg er ikke tilknyttet som fast leder (eller bestyrelsesmedlem), men hjælper når jeg har tid og mulighed for det.
Vi var afsted i vores lille turhytte ude i skoven, hvor der ikke er rindende vand eller indlagt el. Til gengæld er der fred, ro og hyggeligt, som bare pokker. Hytten består af ét enkelt stort rum på omkring 40 kvm. og en åben hems med plads til 10 overnattende personer.



Da vi ankom fik vi båret alle vores ting over i hytten. Det er lidt en udfordring, da parkeringspladsen er nogle hundrede meter fra hytten. Stien derhen er en lille ujævn trampesti, der går op og ned i terræn og samtidig går over en høj bro.
Det var en ren forkælelsestur og vi startede med gin & tonic (Inkl. meget hippe agurkeskiver), inden vi gik over til rødvin og lækker mad udefra, så vi ikke skulle røre en finger. Vi sluttede middagen med fodbad, kaffe og tiramisu og resten af aftenen stod den på røverhistorier og lidt mere rødvin.


Lørdag morgen stod den på brunch og kaffe fra gaskomfuret og en lille nørkleaktivitet, inden vi drog hjemad omkring middagstid. Vi lærte at knytte små armbånd i broderigarn med sildebensmønster. En virkelig hyggelig aktivitet, hvor man samtidig kan snakke om løst og fast.


Inden jeg tog helt hjem til mand og barn, var jeg lige et smut forbi en veninde, som jeg ikke har snakket med længe. Hun var også med på turen med sin baby på 4-5 måneder og manglede et lift hjem. Jeg fik en rundvisning i deres nye hjem lidt udenfor Odense og mens vi drak en kop kaffe og sludrede, fik jeg også en masse strikketips, for hun er nemlig megasej til at strikke.
Hun opfordrede mig til at prøve noget diagramstrik og foreslog at jeg strikkede "Annas Sommercardigan" til Malou, så den er der nu indkøbt opskrift og garn til. Jeg har købt magasinet "Maries Ideer" 3/2017, hvor opskriften er gengivet i, men ellers kan den også købes her.
Det bliver min største strikkeudfordring nogensinde, og jeg håber virkelig, at jeg kommer i mål med den. Jeg har faktisk strikket i seks år, men har hidtil kun bevæget mig rundt i meget begyndervenlige opskrifter.


Jeg blev modtaget af en meget glad Malou derhjemme, der nærmest vågnede fra sin middagslur i barnevognen i samme øjeblik, jeg trådte ind af døren. Min lille sugemalle veg ikke fra min side resten af dagen og selv da jeg skulle i bad, sad hun troligt på badeværelsesgulvet og holdt øje med mig. Tænk nu, hvis mor forsvandt igen ;)


Søndag var Malou og jeg alene det meste af dagen, da manden hjalp en kammerat med hans nye køkken. Om formiddagen tog vi løbecyklen ned på legepladsen, hvor vi for en gangs skyld ikke var alene, men havde selskab af en fire-fem andre familier. Malou viste rigtig sit to-årige temperament, da hun blev meget sur og skabte sig over, at et andet barn brugte lige præcis dén gynge, Malou (åbenbart) ville bruge (og der er altså fire gynger i alt... og Malou sad allerede på en anden gynge... men altså, hun er jo vant til at have hele legepladsen for sig selv... såe)
Jeg havde taget et par bøtter med, for jeg havde luret i sidste weekend, at brombærene rundt i det levende hegn snart ville være modne og ganske rigtigt. Malou og jeg plukkede 1/2 kg. flotte modne bær, som vi forvandlede til to glas marmelade efter Malous middagslur. Vi bagte også en portion pandekager, så vi kunne smage marmeladen som eftermiddagsmad. Begge dele faldt i meget god jord hos Malou og selvom det er lidt besværligt, så elsker jeg, at hun så gerne vil være med i køkkenet.


Efter vores lækre eftermiddagsmad tog vi en cykeltur op i det lokale supermarked for at handle til aftensmad og ugens madpakker. Malou har fået en ide om, at hendes elskede dukke (som hun kalder "baby") skal med allevegne, så den blev selvfølgelig spændt fast bagpå sammen med hende. Den fik også lov til at sidde i indkøbsvognen, mens vi handlede.
En dejlig rolig weekend, der sluttede med at læse nogle siders krimi i sofaen for mit vedkommende og en eller anden form for sport på tv'et for mandens vedkommende.

fredag den 11. august 2017

Min weekend

Jeg kan lige nå at dele det her weekend-indlæg fra sidste uge med jer, inden vi går på weekend igen.
Fredag eftermiddag var vi til min farmors (Malous oldemor) 85 års fødselsdag. Det var rigtig hyggeligt og dejligt at se mine kusiner/fætre og deres børn, som vi ikke ser særlig tit. Der var bare fuld leben med fem små børn i alderen 2-6 år.
Vi fik mad fra Kokken og Jomfruen med tunmousse til forret og buffet til hovedret med kylling, frikadeller, pasta med pesto, salat, coleslaw, og kartofler. Min dygtige kusine havde lavet de lækreste kager til dessert. Jeg fik desværre ikke taget nogen billeder hverken af mad, kager eller fødselsdag.

Lørdag formiddag kl. 9 kom min veninde og afleverede deres 4-årige pige, som vi skulle passe indtil søndag formiddag. Det var første gang hun skulle sove hos os og det er heldigvis bare gået så godt. Pigerne har leget rigtig godt med hinanden og der har næsten ikke været nogle konflikter.
VI tog i Naturama i Svendborg om formiddagen, da vejret (endnu engang) så lidt tvivlsomt ud.
Naturama er gratis for børn og da manden havde en frisøraftale i Odense, var det kun mig og pigerne, der tog afsted, så vi slap med 140 kr. i indgang for en enkelt voksen (110 kr. pr. voksen i lavsæsonen)
Naturama er fuld af udstoppede dyr og den store på fire år, syntes desværre ikke, at det var særligt spændende. Hun spænede igennem udstillingerne og kunne ikke rigtig holde koncentrationen, mens Malou og jeg prøvede at kigge lidt mere grundigt på de forskellige dyr. Udstillingerne er delt op i tre hoveddele, hvor man starter i kælderen under vandet, hvor der er sæler, hvaler og andre havdyr. Så går man op i stueetagen, hvor der er landdyr såsom elge, grævling, bjørne, pindsvin og til sidst ender man på førstesalen hos fuglene. Der er åbent imellem de forskellige etager, så man har kig til de andre niveauer.
Der er også et lille legeområde, hvor man kan klæde sig ud som forskellige dyr. Der brugte vi også lidt tid, inden vi spiste vores madpakker i solen i gården.




Eftermiddagen gik med at handle til aftensmad og en gåtur til legepladsen, hvor vi fik brændt det sidste krudt af.
Pigerne hjalp med aftensmaden og lavede hver deres pizza. Det er altid et sikkert hit hos Malou og Laura var også meget engageret. De var meget stolte, da pizzaerne var færdige og Laura ville have resten af sin pizza med hjem dagen efter.
Putningen tog lidt tid. Laura sov på en madras på gulvet i Malous værelse og de holdt hinanden vågne et godt stykke tid, inden der faldt ro over dem.


Søndag formiddag nåede vi en god gåtur, inden Laura blev hentet igen. Der blev løbet på grusstier, skrabet et lille knæ, fundet pinde, kigget på ænder og sagt muuh til køerne.


Søndag eftermiddag nåede jeg at drikke en kop kaffe sammen med Line, inden den stod på aftensmad, indbagt mørbrad med flødekartofler, hos svigerfamilien. Det er altså skønt, at Line igen er tilbage i Odense, så vi kan ses noget oftere og også bare til en hurtig kop kaffe, inden vi begge skal videre i programmet.
Svigerfamilien havde i øvrigt feriegaver til os. Malou og jeg fik matchende forklæder med jordbær og tøsede flæser. Det er da ret sjovt.

onsdag den 9. august 2017

I sommerhus på Sydfyn

Den første uge af vores sommerferie blev brugt i min families sommerhus i Faldsled på Sydfyn. Jeg elsker sommerhuset, som jeg er kommet i siden, jeg var barn. Især udsigten ud over vandet er helt fantastisk og lige så snart bilen svinger ind i indkørslen, så falder min puls og jeg går omgående i "ferietilstand".
Vi havde en fantastisk afslappende uge helt nede i gear. Vi havde nogle fine dage med solskin og også nogle dage med regn. To aftener havde vi besøg af vennepar til grill og hygge og ellers var vi bare os selv, slappede af, gik ture og legede på stranden eller i sommerhuset.







En eftermiddag kørte vi en tur med veterantoget mellem Faaborg og Korinth. En tur på 30 minutter med 30 minutters stop på Korinth station, hvor man lige kan nå at spise en is, mens de vender toget og så 30 minutter tilbage til Faaborg igen.
Det var et stort hit for Malou, der stadig snakker om det. Så det kan godt anbefales til børnefamilier eller andre folk med interesse i veterantog.



Vi brugte en hel dag på Egeskov, hvor vi fik set Falck-udstillingen og udstillingen med veteranbiler/fly. Vi brugte lang tid på at lege på Danmarks største Kompan legeplads og vi nåede også at spise is og gå en tur rundt i den store Slotspark. Det er et rigtig hyggeligt sted og meget børnevenligt.




søndag den 6. august 2017

Rabarbersaft og hjemmelavede is

Vi har masser af rabarber i haven og vi har slet ikke nået af bruge nogle af dem i foråret. Så en af de få solskinsdage i vores sommerferie gik Malou og jeg på rov i rabarberbedet og fik samlet os 1,5 kg. lækre sprøde jordbærrabarber-stængler.
Vi kogte saft af det hele efter denne opskrift fra Valdemarsro og en del af det har vi frosset til dejligt søde rabarber-is eller "safte-is", som Malou kalder dem.
Når vi drikker det som saft eller i danskvand blander jeg ca. 50/50 af vand og saft, men isene har jeg frosset med 100% rabarbersaft, da jeg ellers syntes, de kommer til at smage vandet.
De fine forme med kaniner er en fødselsdagsgave fra farmor og farfar og jeg ved desværre ikke, hvor de er købt. Skub-op formene er købt i Tiger sidste år.

fredag den 4. august 2017

Barselsgaver

Der er røget lidt kreativt igennem symaskinen og af strikkepindene her i ferien. Jeg elsker at lave og give hjemmelavede gaver. Det er mere personligt og jeg håber, at modtagerne syntes det samme.
Alle mine hjemmelavede gaver er altid vasket på forhånd, så de nybagte forældre ikke skal tænke over at få det gjort, inden poderne kan iføres tøjet.

Det er bl.a. blevet til et sødt sæt med vaskebjørne i str. 62/68 med en lyseblå bomuldshue i str. 1 år til en lækker lille gut i vennekredsen.
Jeg har også fået lavet et sejt sæt med solbrille-hunde i str. 50/56 og en farveskiftende uldhue i samme str. til en kollega, der går på barsel i dag.


torsdag den 3. august 2017

12 regnvejrsaktiviteter for de mindste

Vi har holdt alle tre ugers sommerferie her i gode gamle Danmark i år. Vi havde håbet på en dansk sommer med sol, strandture og is, men vi har haft flere dage med regn end med solskin. Vi har dog haft en rigtig dejlig ferie alligevel.
Vi har haft hovederne lidt i blød over, hvad vi kunne lave af regnvejrsaktiviteter med en meget aktiv to-årig og jeg har lavet en lille liste til jer med nogle af de ting, man kan bruge sådan en regnvejrsdag på.

Vandpytter er altid et hit!

  • Hjemmelavet modellervoks. Det er både sjovt at være med til at lave og at lege med det bagefter. Vi har brugt denne opskrift fra Valdemarsro og modellervoksen holder længe i køleskabet.
  • Tegne, male og sætte klistermærker i malebøger
  • Tage i svømmehallen eller indendørs legeland
  • Bygge en hule og læse bøger indeni den
  • Bage boller, pandekager, knækbrød eller kage sammen med de små. Det sviner, men er også rigtig hyggeligt.
  • Lave perleplader eller halskæder med de store Hamaperler. 
  • Danse og tosse rundt til høj musik
  • Tage på biblioteket. Vores lokale bibliotek har et meget stort legeområde til børn, så vi kan få lang tid til at gå der udover at kigge i bøgerne.
  • Lave praktiske gøremål sammen. Malou elsker at få lov til at hjælpe med ting som f.eks. vasketøj, rengøring eller tømning af opvaskeren.
  • Gåtur i regnen, hvor der er god tid til at hoppe i vandpytter. Det er et stensikkert hit hos vores to-årige
  • Bygge motorikbaner af Bobles, puder, tæpper, kasser, skamler og hvad der ellers er ved hånden
  • Lave puslespil sammen
Hjemmelavet modellervoks på en regnverjsdag i sommerhuset
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...