En nem og lækker rabarbertærte med kokos. Den smuldrer ret meget, når man tager et stykke og derfor er den nok lidt ovre i crumble-kategorien, men da den er med bund, så er det nok en tærte. Uanset, hvad det er, så smager den altså virkelig godt!
Denne rabarbertærte har jeg lavet i mange år, især efter jeg fik egen have med rabarber. Jeg har fået opskriften af en af mine barndomsveninders mor, da jeg var teenager. Hun synes det var sødt, at jeg var så vild med tærten, så hun gav mig en opskrift med hjem.
Det eneste jeg har ændret i opskriften er, at jeg bruger rørsukker i stedet for almindelig hvid sukker, men det er jo bare en smagssag.
Rabarbertærte med kokos
Til et alm. tærtefad ca. 6-8 portioner
Rå kompot
350 g. røde rabarber i små stykker
125 g. rørsukker
1 tsk. vaniljesukker
Tærtedej
125 g. smør eller margarine
125 g. rørsukker
1 æg
60 g. mel
100 g. kokos
½ tsk. bagepulver
Tilbehør
Creme fraiche rørt med vaniljesukker eller vaniljeis.
Strø rørsukker og vaniljesukker udover de små rabarberstykker og lad den rå kompot trække i minimum en time, gerne to.
Tænd ovnen på 185 gr.
Rør sukker og smør sammen til en luftig masse. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør godt sammen. (Hvis du ælter med hænderne bliver dejen meget blød pga. at smørret smelter. Sæt den i køleskabet en halv times tid inden du fortsætter)
Fordel halvdelen af dejen i et tærtefad. Jeg bruger bare hænderne til at fordele dejen. Jeg starter med en klump dej på midten og arbejder ud mod kanterne.
Fordel den rå kompot udover tærtedejen. Undlad det meste af væsken.
Smuldr resten af dejen over tærten som et låg.
Bages i ca. 35 minutter ved 185 gr.
Serveres allerbedst lun med en klat creme fraiche rørt med vaniljesukker eller en klat vaniljeis. Den søde vanilje står helt perfekt til de let syrlige rabarber.
Ser rigtig lækker ud.
SvarSletÅh, hvor ser det bare lækkert ud - rabarber er en af de ting, jeg glæder mig til, kommer i sæson!
SvarSlet- Anne
Tak Anne. De tidlige rabarber-sorter har vist sæson nu. Jeg har i hvert fald haven fuld af jordbær-rabarber :)
Slet