onsdag den 15. juni 2016

Påskeferie i Prag || Rejsebeskrivelse

Omkring påske var vi på forlænget weekend til Prag. Det var vores første udlandstur som en familie og Malous første tur med fly. Jeg har delt vores ferie op i to bidder - ét med selve rejsebeskrivelsen, det er det, du læser nu, og ét med fokus på, at rejse med en baby.



Vi venter i gaten i Billund
Torsdag
Vi fløj fra Billund Lufthavn torsdag morgen kl. 7 en kort tur på knap to timer med et lille rutefly. I lufthavnen i Prag blev vi hentet af en bil bestilt igennem hotellet. Det er første gang, der har stået en chauffør med mit navn på et papskilt og ventet på mig.
Vi var på hotellet ved 11-tiden, hvor vi fik deponeret vores bagage, inden vi gik ud for at udforske byen. Vi kunne ikke tjekke ind før kl. 14, det vidste vi godt på forhånd, så vi havde pakket det hele, så vi kunne smutte en tur rundt i byen.

Det Astronomiske Ur
Vi gik til den gamle rådhusplads tæt på vores hotel, hvor der var påskemarked med boder og masser af liv. Vi købte pandekager i en af boderne og så Det Astronomiske Ur slå, da klokken slog 12. Derefter ville vi se Domkirken med Tycho Brahes grav. Vi havde et vældigt hyr med at finde indgangen, men efter et par gange rundt om kirken fandt vi endelig den lille passage imellem to restauranter.

På Karlsbroen
Derefter gik vi over Karlsbroen og lidt rundt i kvarteret omkring broen, inden vi gik tilbage over broen igen for at finde lidt frokost. Vi fik begge gullasch-suppe til forret og jeg fik Cæsar-salat til hovedret, mens kæresten fik en kyllingefilet med pommes frites. Vi nød en stor kold tjekkisk fadøl til.
Lille Malou sov fra det hele i sin klapvogn og vågnede først en times tid efter, vi var kommet tilbage til hotellet og havde fået tjekket ind. Det er hårdt at være tidligt oppe for at nå et fly. Hun tog lidt over fire timers sammenhængende lur den eftermiddag!
Resten af eftermiddagen blev brugt på leg med Malou på hotelværelset og lidt Netflix på computeren. Til aften orkede vi ingenting, så jeg smuttede ud efter noget hurtig take-away til os, som vi kunne spise på værelset.

Fredag
Vi spiste morgenmad på hotellet, der havde en rigtig fin og meget varieret morgenbuffet.
Efterfølgende gik vi en tur til "Det gule marked".

Der er et indendørs grøntsagsmarked ved "Det Gule Marked"
Vejret var mildest talt ikke med os og det stod ned i stænger, så vi søgte ly på en cafe, hvor vi fik varm kakao og kaffe, mens Malou sov formiddagslur i klapvognen. Vi blev enige om, at finde en indendørs aktivitet i stedet og valget faldt på Det Tekniske Museum. 


Det Tekniske Museum havde en meget flot udstilling med gamle biler, fly og motorcykler.
Her brugte vi mange timer, der var rigtig meget at kigge på. Rigtig mange udstillinger bl.a. om arkitektur, legetøj, trykkekunst, husholdning, minedrift, ure, astronomi og en meget stor udstilling af gamle biler, motorcykler, flyvemaskiner og et tog. Helt klart et besøg værd!! Vi spiste frokost i deres cafe, som har et lille udvalg af sandwiches og drikkevarer.

Udsigt fra Letna-bakken. Vores hotel er faktisk med på billedet. Det er til højre i billedet lige bagved bygningen med kuplen. Lige til venstre for kuplen var vores værelse.
Om eftermiddagen klarede vejret op og vi gik en dejlig tur på Letna-bakken overfor Det Tekniske Museum. Det er en flot park med legepladser, udendørs servering og gode stier til barnevogne, cykler og gående. Vi så Prags Metronom, der ligger i udkanten af parken og er et af Prags vartegn. Der var meget slidt omkring det, med masser af graffiti og det var tydeligt, at området omkring Metronomet bliver brugt til skateboard-bane og hæng-ud-sted for byens unge.


Prags Metronom
Vi sluttede dagen af med shopping i det kæmpestore shoppingcenter Palladium, hvor vi også spiste aftensmad. Hele den øverste etage i centeret er fyldt med spisesteder. Vi valgte en restaurant med traditionel tjekkisk mad. Det var helt ok mad, men ikke den store oplevelse.

Lørdag
Vi tilbragte stort set hele lørdagen i Prags zoologiske have, Zoo Praha.

Stromovka Park
Vi gik derhen, mens Malou sov formiddagslur i klapvognen. Det var en god gåtur på ca. 5 km. hver vej bl.a. igennem den rigtig flotte Stromovka Park, hvor der er en stor legeplads og gode stier. Meget besøgt af tjekkerne til hundeluftning, løb og gåture.
Det er en kæmpestor zoologisk have og meget flot anlagt. Den er bygget på en skråning, så der er mange stejle stigninger, men der er gode stier og vi kunne komme overalt med klapvognen også i de indendørs anlæg.
Entréprisen var mere end rimelig 200 Koruna (ca. 55 DKK) pr. voksen og børn under 3 år er gratis. (Priser april 2016)
Den zoologiske have har flere spisesteder primært med pommes frites og deslige. Vi havde smurt madpakke til Malou hjemmefra og købte noget frokost til os selv. Der var masser af højstole til de små og mange borde omkring spisestederne.

Vi kigger på små papegøjer inde i en fuglevoliere
Udvalget af dyr er meget stort og de fleste har rigtig god plads. Der er  bl.a. elefanter, isbjørne, flodheste, myresluger, bjerggeder, gorillaer og orangutang. Vi nåede lige knap at se det hele på fem timer. Malou faldt i søvn, inden vi nåede til børnezooen, hvor man kan klappe geder og lignende, så den sprang vi over.

Isbjørn
Gorilla
Det eneste minus ved haven var, at langt de fleste skilte ved dyrene kun var på tjekkisk. Det var kun ved de mest attraktive dyr (f.eks. elefant, gorilla, isbjørn) at der var skilte på engelsk. Lidt ærgerligt, for de dyr var vi oftest ikke i tvivl om, hvad var.

De meget stejle skråninger er blevet udnyttet til anlæg til bjerggeder og bjergaber
En meget spidsnæbbet krokodille - en Gharial krokodille
Dagen fløj afsted, fordi der var så meget forskelligt at se. Vi gik også hjem igen og inden vi ramte hotellet tog vi forbi Palladium igen for at spise aftensmad. Vi fik running sushi og det var desværre ikke så imponerende. Stedet var helt fyldt allerede kl. 17:30 og vi havde nær ikke fået en plads, men det var et meget lille og kedeligt udvalg, der kørte rundt på de små tallerkener.
Personalet var søde og rare og de var helt vilde med Malou.

Søndag
Vi tjekkede ud af hotellet efter morgenmaden søndag. Vi skulle først flyve om eftermiddagen, så vi havde en halv dag vi kunne bruge i Prag.
Vi ville se den jødiske kirkegård, men efter at have stået i kø i den jødiske turistinformation i en halv times tid, fandt vi ud af, at man kun kunne købe en samlet billet til de jødiske syngagoer, kirkegården og et museum. Vi havde ikke tid til at se alt det og syntes, det var for dyrt kun for at se kirkegården, så vi gik igen.

Gågaden
Vi gik op i gågaden, shoppelysten var ikke så stor, så vi kiggede bare lidt i de forskellige butikker. Det er meget de samme brands som herhjemme. Til frokost købte vi sandwich på Subway, som vi spiste på en bænk i gågaden.


Vi gik op på rådhuspladsen og købte en Trdelnik, en slags snobrød rullet i sukker og mandler. Det er et traditionelt bagværk i Tjekkiet og de omkringliggende lande. Det er rullet på tykke pinde og bagt over åben ild ligesom et snobrød og har derfor en god røget smag, der går overraskende godt sammen med det hvide sukker og mandelflagerne.

Vi fodrer duer
Sandwichen lå lidt tungt i maven, så vi fodrede duerne med det sidste af brødet til stor fornøjelse for Malou. Herefter gik vil tilbage til hotellet og tilbragte en times tid med leg og afslapning i lobbyen, inden vores taxa kom og kørte os til lufthavnen.

2 kommentarer:

  1. Jeg kunne altså godt lige klare en tur mere til Prag! Nåede slet ikke at blive færdig med den by. Det ser ud til, I havde en super god tur :-)

    /Line

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er en dejlig by. Vi kunne godt have brugt en hel uge dernede :)

      Slet

Jeg elsker kommentarer og glæder mig til at læse din.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...