lørdag den 12. november 2016

Malous julegaveønsker 2016

1// Bobslæde 150 kr. 
2// Bobles tumlebogstav "M" 500 kr.
3// LEGO Duplo "Verden rundt" 10805 på tilbud til 600 kr. (normalpris 900 kr.) 
4// Schleich golden retriever 60 kr. 
5// Spil "Find Bamse" 170 kr. 
6// Magni toastmaskine i træ 70 kr. 
7// IKEA legekøkken 700 kr.
8// Bobles krokodille, multi grå 750 kr.
9// Schleich hanelefant 80 kr. 

Her får i et lille udpluk fra lillepigens juleønsker. Malou er jo kun 1,5 år gammel og det er derfor mig, der helt og holdent står for at lave hendes ønskeseddel. Hun ved jo ikke engang, at det er juleaften om halvanden måned og hun ved slet ikke, at hun også skal forkæles med en masse gaver. Hun ved faktisk slet ikke, at der findes butikker fyldt med nyt legetøj.
Malous ønskeseddel bærer generelt præg af hendes tre yndlingslege for tiden. Siden hun fyldte et år har hun faktisk stort set kun leget de tre forskellige lege. Yndlingslegen er LEGO Duplo. Hun bygger høje tårne (med lidt hjælp), kører med biler og leger med de små dyr og mennesker. Hun elsker også at lege med Schleich-dyr. De bliver stillet op på række og så bliver dyrets navn og lyd nævnt. Den sidste yndlingsleg er mere fysisk, hvilket jeg synes er fedt. Hun er ret ferm til at bygge baner af Bobles. Der bliver balanceret imellem de enkelte elementer, klatret op og hoppet ned til den store guldmedalje. Bobles-dyrene indgår også tit i legen med Duplo eller Schleich, hvor de enten fungerer som siddeplads for Malou eller til at sætte dyr og klodser op på.
Fordi andet legetøj ikke rigtig siger hende noget, har vi besluttet, at hun ønsker sig mere af de ting, hun allerede leger meget med, så vi kan styrke hende i de lege, der er sjove for hende.
Udover det, så skal hun også have lidt "nyt". Hun har flere gange vist stor interesse for legekøkkener, når vi har været ude hos andre, så sådan et ønsker hun sig også og en masse tilbehør til det. Hun er begyndt at lege at hun "drikke luft-kaffe og spiser luft-frikadeller".
Vi håber på hvid jul, så en bobslæde er også på ønskesedlen, så vi rigtig kan tumle rundt i sneen.
Malou er glad for gemmeleg, så jeg tror, at hun vil syntes, at Bamse-spillet er sjovt. De voksne gemmer Bamse et sted i huset, tænder for ham og så kalder han ellers på barnet, der så skal finde ham via lyden. Desuden er hun blevet ret vild med at se Bamses Billedbog, da hun var syg og hun har helt styr på, at det er Bamse, der er i skålen under havregrøden og på hendes sengetøj.
Selvom hun er en pige, så siger dukker hende ikke rigtig noget endnu. Vi vil ikke bestemme, at hun skal lege med noget hun ikke finder sjovt eller ikke har lyst til, så derfor venter vi med at give hende "rigtigt pigelegetøj". Jeg syntes, vores vigtigste opgave som forældre er, at støtte barnet i den personlighed, de selv er ved at udvikle. Selvfølgelig skal vi også introducere dem for nye ting, men hvis det ikke fanger dem, så skal de ikke tvinges til at lege med det.

Hvad er de store julegaveønsker hos jeres børn?

4 kommentarer:

  1. God ønsker :-) Tror det Bamse spil ryger på listen herhjemme. Den byder på LEGO duplo, en Sofus-bamse, forskellige bøger og ting med Paw Patrol, som er det nye store hit ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Sikke nogle gode ønsker, Johan har. Det er sjovt, når de begynder at have yndlings-tegnefilm :)

      Slet
  2. Ja jeg købte dukker og tilbehør til Silke og hun har ikke leget med dem overhovedet (gjorde jeg heller ikke da jeg var barn) - så nu ryger dukkebogn, dukker, tøj mm til min niece i julegave (hun er lige fyldt 1 år i oktober) - men viser stor interesse for det (hvilket hendes mor også gjorde som barn :) )
    Silke fik legetøjskataloget fra Bilka og satte selvfølgelig kryds ved ALLE ting ;)
    Jeg fik fat i et nyt katalog og sagde hun måtte vælge 20 ting - det gjorde hun og så sagde jeg hun måtte vælge 10 af de 20 ting hun virkelig ønskede sig - det var sjov at se hvordan hun fik hjernecellerne i gang da hun skulle udvælge de 10 ting - det tog sin tid og hele tiden tælle og tælle hvor mange der nu var :)
    Det lykkedes - og kunne godt være en metode jeg bruger fremover.

    SvarSlet
    Svar
    1. Seje, Silke. Det lyder til, at hun er blevet en stor pige!
      Hvor sjovt, at hun slægter sin mor på og det samme med din søster :)
      Malou fik en dukkevogn (i gåvogns-størrelse) og en "slaskedukke" i fødselsdagsgave. Dukken har ingen interesse, men vognen bliver brugt til alt muligt andet end dukken ;)

      Slet

Jeg elsker kommentarer og glæder mig til at læse din.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...