onsdag den 29. november 2017

En strikket nissehue

Det er ikke kun barselsgaver, der er på strikkepindene, der ryger også lidt af til mit eget barn en gang i mellem.
Denne gang er det en nissehue. Jeg strikkede også en sidste år (se den her), men den var til den lille side, så den kan Malou ikke passe i år.
Jeg har valgt at strikke i ensfarvet mørkerød acryl fra Stof og Stil og med en kvast for enden.
Jeg har igen strikket efter Stof og Stils gratis mønster (findes her) Den er rigtig nem at gå til og hurtig at strikke. Min erfaring er, at størrelserne ikke rigtig hænger sammen med hovedmålet, så gå efter hovedmålene, da de er korrekte. Malous (2,5 år) hovedmål er 49 cm og jeg har strikket str. 50 cm. (str. 8-10 år ifølge opskriften!!) og den passer rigtig godt.
Jeg har strikket det meste på 40 cm. rundpinde og det sidste af toppen på strømpepinde.

tirsdag den 28. november 2017

LEGO Duplo test

Vi har igen været så heldige fået lov til at teste noget igennem Buzzador. Denne gang er det Malou, der har testet LEGO Duplo.
Vi har VIRKELIG meget Duplo herhjemme og det er noget, Malou leger rigtig meget med og det har hun gjort siden hun var omkring et år gammel. Nu er legen mere nuanceret og de små figurer kører bil, fodrer dyr og bor i hjemmebyggede huse.



Den pakke vi har testet, hedder Min Første Karrusel 10845 og koster 230 kr.
Pakken består af tre LEGO figurer, en lille fugl, en plade, to cupcake-forme, nogle byggeklodser og en parasol. Desuden også et stort og fire små tandhjul, som sammen danner en lille karrusel, der drejer rundt, så Duplo-børnene kan få en drejetur i cupcakeformene.
Tandhjulene sidder ikke fast, men ligger på pladen og det har Malou (2,5 år) lidt svært ved at finde ud af, da LEGO normalt sidder fast på pladen, når vi bygger.


Det kræver god finmotorik for de små fingre at dreje karrusellen forsigtigt uden at drejepinden i midten går fra hinanden. Det er rigtig god øvelse i rolige bevægelser for de små, men det gør også at Malou ikke kan bygge det uden hjælp. Jo flere gange vi har leget med det, jo nemmere bliver det for hende at bygge den selv.
Jeg syntes at ideen med tandhjulene er rigtig god, da børnene igennem leg, lærer de helt grundlæggende principper for mekanik og bevægelse. Det varmer i mit ingeniør-hjerte.
Det gør heller ikke noget, at det er svært for Malou at bygge karrusellen, da leg gerne må udfordre de små på forskellige måder.

onsdag den 22. november 2017

Ebay-fund | Jule-ting

Jeg kan simpelthen ikke holde mig fra at lure på Ebay efter billige ting og julesager er ingen undtagelse. Jeg var også på Ebay samme tid sidste år for at klikke julerier hjem. Se her og her.
I år har jeg fundet nogle farvestrålende pailetter og rulleøjne, som Malou og jeg skal bruge til at lave kreativ julepynt og måske julegaver af.
Jeg har også fundet et sjovt forklæde der skal bruges til pakkespil og brune papirsposer med julemotiv, der skal bruges til indpakning sammen med de hjerteformede manillamærker, der kan bruges som til og fra kort.
Jeg har også overvejet at købe de små træfigurer, der vil være rigtig søde som pynt på julegaverne eller på hjemmelavede julekort og til og fra kort.
Den lysende julekugle med indhold, syntes jeg er ret sjov. Den kunne også være en sød gave til pakkespil med familien.
Kageudstikkeren i tre dele til at lave små kagehuse med, kunne være et sjovt indslag til årets julebagning.


mandag den 20. november 2017

Børnevenlig madplan uge 47

Endnu en uge og endnu en madplan. Malou har fået skoldkopper og der er ingen, der har handlet i weekenden, så mandagens menu bliver ekstra nem og ikke så overskudsagtig. Heldigvis er Malou meget mildt ramt af skoldkopperne indtil videre og vi krydser fingre for, at det fortsætter sådan.
På fredag har kæresten fødselsdag og den vil han gerne fejre sammen med gutterne hjemme hos os. Malou og jeg er derfor sendt på hyggelig overnatning hos mormor og morfar, så drengene kan larme og være fulde uden at forstyrre vores nattesøvn.

Madplan uge 47
Mandag: Fuldkornstoast og gnavegrønt med hjemmelavet dip (rød peber, agurk, sukkerærter)
Tirsdag: Fiskefrikadeller med remoulade, bådkartofler og grøn salat
Onsdag: Stegte kyllingefileter med spidskål og gulerødder stegt på pande hertil fuldkornspasta
Torsdag: Kæresten bestemmer
Fredag: Vi spiser hos mine forældre
Lørdag: Hjemmelavede burgere med rodfrugtfritter
Søndag: Vi holder kærestens fødselsdag og spiser rester til aften, hvis vi er sultne

mandag den 6. november 2017

Børnevenlig madplan uge 45

Nu er det november og så kan jeg endelig med god samvittighed putte risengrød på madplanen. Normalt spiser Malou ikke specielt meget aftensmad, men der er enkelte favoritter, der kan få hende til at spise rigtig meget. Det er bl.a. risengrød og fiskefileter med remoulade, så begge dele optræder endnu en gang på madplanen.
Madplanen er lavet udfra at vi skal have tyndet ud i fryseren, hvor vi både har grønne bønner, kyllingfileter, hakket oksekød og svinemørbrad liggende. I skabe/køleskabet har vi også kartofler, frisk pasta, brune ris, risengryn og lasagneplader, så det bliver en billig uge med indkøb denne gang.

Madplan uge 45
Mandag: Kyllingfileter, frisk pasta og grønne bønner stegt med hvidløg
Tirsdag: Fiskefileter med remoulade, kartoffelbåde og grøn salat
Onsdag: Risengrød med kanelsukker og smørklat
Torsdag: Holdes fri til rester eller spontane planer
Fredag: Svinemørbrad i fad med brune ris og grøn salat
Lørdag: Lasagne med råkostsalat
Søndag: Lasagne med råkostsalat
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...