tirsdag den 27. december 2016

Hjemmelavede julegaver | Bordskånere

Malou har lavet de her fine bordskånere til morfar og farfar i julegave. Når man er 1,5 år er det jo ikke de helt store mesterværker, man kan præstere med en tusch, men jeg synes alligevel, at de har deres egen charme på sådan en minimalistisk måde. Større børn vil jo virkelig kunne lave nogle flotte tegninger på kaklerne og man kan også få et rigtig flot resultat med porcelænsmaling.


Jeg har købt bordskånerne til 19 kr. pr. stk. i Red Office Kontorsupermarked (der ligger nemlig en lige ved siden af min arbejdsplads) men de fås flere steder bl.a. i Bog og Ide samt Bøger og Papir.
Porcelænstuscherne er fra Panduro Hobby til 60 kr. pr. stk og jeg har før tegnet med dem her og her.

Fremgangsmåden står bag på tuscherne, så hvis du selv vil prøve, så følg producentens vejledning, hvis den afviger fra min.
Sørg for at overfladen, der skal males er ren og tør og så males kunstværket. Malou fik én tusch af gangen og jeg syntes, det var nok med to farver (tuscherne er jo også ret dyre...)
Lad tuschen tørre i minimum fire timer og gerne længere. Herefter sættes kaklerne ind i en kold ovn, der tændes på 160 grader. Når temperaturen er nået skal emnerne være i ovnen i 1,5 time. Derefter slukkes ovnen og du må først tage emnerne ud, når de er kølet helt af. Det er vigtigt, at man følger instruksen om kold ovn og at lade emnet køle ned, da porcelænen kan sprænge ved for store temperaturudsving.
Til sidst limes kaklerne på korkbunden med en passende lim. Jeg har skrevet navn og årstal bag på korkpladen, så ingen bliver i tvivl om, hvem der har kreeret mesterværket.

mandag den 26. december 2016

Hjemmelavede julegaver | Pyntede tændstiksæsker

Allerede i slutningen af november lavede Malou og jeg julegaver til oldeforældre, men da nogle af dem kigger herind en gang imellem, så har jeg ikke kunnet dele det før nu. Se også de flotte julekugler vi lavede i samme omgang til bedsteforældrene her.


Tændstikæskerne er pyntet med et udklip af et større maleri. Jeg var lidt i tvivl om, hvor meget Malou gad at male, så jeg valgte at lave nogle gaver, hvor jeg kunne få mange ud af et enkelt maleri.
Hun malede på akvarelpapir, da det er lidt tykkere end almindeligt pap og suger godt, for når man kun er 1,5 år gammel forstår man ikke rigtig det med at fordele malingen jævnt. Et almindeligt A4 kopiark vil krølle og blive meget ujævnt med så meget maling på.

Meget koncentreret omkring mesterværket
2 A4 ark holdt koncentrationen til og så var det ikke så sjovt længere med det tredje ark
Da arkene var tørre, udvalgte jeg de pæneste dele på malerierne og klippede dem ud i firkanter, der passede med fronten på tændstikæsken. Jeg limede udklippene på æsken og pyntede med et par guldstjerner, for at give dem lidt ekstra julestemning.
Jeg har købt de lidt større tændstikæsker, hvor tændstikkerne er 53 mm. Man kan også få nogle rigtig store tændstikæsker med 170 mm. lange tændstikker. De er gode til de større børn, der gerne vil tegne/male en hel tegning til hver æske.
Modtagerne bestemmer selv, om de vil gemme tændstikæsken og fylde den op med nye tændstikker, når den er tom eller om den kun skal pynte, så længe der er tændstikker i.
Jeg har desuden skrevet navn og årstål på bagsiden af tændstikæsken, så selv de allermest glemsomme af olderne, kan huske, hvem der har lavet æsken.
Vi forærede bl.a. oldeforældrene en tændstikæske og en kuvert med 8-9 fremkaldte billeder af Malou, som de kan sætte i deres oldschool fotoalbum. Dagplejen fik også en tændstiksæske som en lille symbolsk gave og tak for alle de kys og kram, Malou får dernede.

søndag den 25. december 2016

Hjemmelavede julegaver | Julekugler

Allerede i slutningen af november lavede Malou og jeg disse julegaver til mormor og farmor (og en til os selv), men da nogle af bedsteforældrene kigger herind en gang imellem, så har jeg ikke kunnet dele det før nu.


Malou er 1,5 år gammel og har ikke før prøvet at male, så jeg var lidt spændt på, hvad hun ville sige til det. Hun var lidt skeptisk omkring morens overdrevne afdækning af spisebord og gulv, IKEA højstolen kom frem istedet for den dyre Nomi og Malou var kun i ført ble.

Hvad laver du dog med plastic og en gammel voksdug, mor?
Da hun havde set mine krumspring an, så syntes hun, at det var rigtig sjovt og især den røde farve var et hit. Malou fik tre farver at vælge imellem.  Jeg valgte at tage rød, kobber og sølv, så det blev lidt julet, men samtidig ikke alt for rodet.
Julekuglerne er lavet af flamingokugler (polystyren). Jeg satte et trægrillspyd i dem, så Malou havde noget at holde på, mens hun malede og så kunne de også nemt stå og tørre i en gammel kaffekop bagefter.



Da kuglerne var tørre, sprayede jeg dem med lak og dryssede kobberfarvet glimmer ud over dem. Jeg syntes, det giver dem et mere gennemført look og de bare hvide pletter, hvor Malou ikke har fået malet, falder ikke lige så meget i øjnene.
Da lakken var tør, lavede jeg hullet fra grillspyddet lidt større, fyldte det med lim fra en limpistol og skubbede begge ender af et stykke satinbånd godt ned i lim og hul med den spidse ende af grillspyddet. Det skal gøres rimelig tjept, så limen ikke når at tørre, inden satinbåndet er skubbet ned i hullet.
De fine julekugler blev foræret til bedsteforældrene (vi beholdt også en selv) og kan f.eks. pynte på juletræet, hænges i et vindue eller på en stor troldegren.

torsdag den 22. december 2016

Min weekend

Jeg har endnu engang haft en skøn, men travl weekend.
Fredag aften, var jeg til julefrokost/sammenskudsgilde med nogle veninder. Jeg havde taget forret med og det blev denne spinatroulade med parmaskinke og en hjemmelavet creme fraiche dressing. Den var virkelig lækker og faldt i god jord hos alle.



Lørdag skulle jeg allerede op kl. 9, så det blev ikke til mange timers søvn. Manden skulle også til julefrokost og de startede allerede kl. 10, så jeg måtte op og tage tjansen med at være voksen.
Malou og jeg tullede rundt i matchende outfit om formiddagen (mit er det her natsæt fra H&M. Malous er desværre en arvet sweatshirt, men også fra H&M). Malou legede med sit nye testel, som hun fik i lørdagsgave om morgenen. Det er et kæmpe hit hos hende og vi skal allesammen drikke "kaki" (kaffe selvfølgelig) og hun er ikke nærig med hverken sukker, fløde eller refills.



Ved 11-tiden tog vi over til min veninde og hendes børn. Hun havde også været med til julefrokosten dagen før, så vi var begge lidt matte i betrækket.
Vi spiste  hjemmelavede sandwich med kylling og bacon og ungerne legede så fint sammen. Da Malou sov middagslur fik vi endda mulighed for at se en film. Vi så Bad Moms og den er virkelig sjov. Kan klart anbefales!

Søndag formiddag tog vi i Tarup Centeret, da Malou skulle klippes for første gang. Vi var tidligt på den og desuden var frisøren forsinket pga. juletrafikken (vi havde den allerførste tid kl. 10), så vi gik rundt og kiggede på deres juleudstilling og prøvede Postmand Per bilen, heldigvis ved hun endnu ikke, at man kan putte penge i, ellers kunne det hurtigt blive en dyr fornøjelse.



Det var Malous allerførste klipning og hun var bare så dygtig. Jeg havde frygtet det værste med min lille krudtugle, men hun sad bare helt musestille og spiste den chokoladekiks, hun fik af frisøren. Der røg ca. tre cm. af det lange hår, så det nu er blevet mere lige og ikke så tjavset. Det havde jo alle mulige forskellige længder.
Det blev også til en lille studsning af pandehåret, da jeg gerne vil have at det skal vokse med ned i længde med resten.
En fin page med god længde på og lidt mere jævn kant på håret.
Vi spiste frokost på Det Grønne Køkken. Det var rigtig hyggeligt med noget mor/datter tid og så kunne far få lov til at sove længe derhjemme efter julefrokosten dagen før. Det kan nemlig være svært for Malou at forstå, at hun ikke skal gå ind i soveværelset og vække den, der sover længe. Hun er generelt heller ikke så god til at være stille og vores hus er ikke vanvittigt stort, så man kan ofte godt høre hende alligevel.
Malou er helt vild med maden hos Det Grønne Køkken og hun har nu en størrelse, hvor det faktisk er hyggeligt at tage hende med ud at spise
Da Malou havde sovet middagslur tog vi ud for at fælde årets juletræ. Det var rigtig hyggeligt, men knap så idyllisk, for Malou ville absolut bæres rundt og jeg havde selvfølgelig glemt bæreselen. Jeg fik rigtig lange arme og mudder overalt på mit tøj fra Malous støvler, men vi endte da med at få et rigtig fint juletræ med hjem.

Med sut i munden og Ninus (nussekluden) i hånden, kunne Malou lige akkurat overtales til at deltage i fældnngen af årets juletæ.

søndag den 18. december 2016

Børnevenlig madplan uge 51

Julen nærmere sig med hastige skridt og dette bliver den sidste madplan for i år. Jeg glæder mig helt vildt til at holde jul hjemme og til at dele min juleglæde med Malou. Sidste år var hun 6 måneder gammel og sov fra det meste, så det bliver rigtig sjovt at fejre julen i år, når hun er mere "med".

Madplan uge 51
Mandag: Oksekødsfrikadeller hertil bulgursalat med stegt peberfrugt, stegt squash og feta
Tirsdag: Oksekødsfrikadeller hertil bulgursalat med stegt peberfrugt, stegt squash og feta
Onsdag: Stegt kyllingebryst med fuldkornspasta, kogt broccoli og mornaysovs
Torsdag: Risengrød med kanelsukker og smørklat
Fredag: Lillejuleaften. Vi spiser hos mine forældre.
Lørdag: Juleaften
Søndag: Juledag. Vi skal til julefrokost

onsdag den 14. december 2016

Min seje lille pige

I mandags fik Malou lagt dræn og hun var bare så sej til det. Jeg tog det knap så godt, faktisk hylede jeg i vilden sky, da de lukkede døren til operationsstuen, hvor min lille pige lå og var bevidstløs af narkosen. Selve indgrebet tog kun fem minutters tid, så kom ørelægen ud og fortalte os at alt var gået fint og at Malou nu havde fået dræn i begge ører. Da narkoselægen derefter kom bærende på en stadig tungtsovende Malou og lagde hende ind på opvågningsstuen, fløj jeg op af stolen og med ind.
Det tog omkring 10 minutter før hun vågnede og var helt fortumlet og ked af det. Det hjalp dog hurtigt at komme op at sidde hos mor og far. Sygeplejersken på opvågningstuen kom endda med en lille is til hende og det hjalp meget på humøret.
Resten af dagen hyggede vi derhjemme. Malou var hurtigt i gang igen, og selvom hun var lidt træt, så tonsede hun rundt og legede.
Det har helt klart hjulpet på hendes hørelse, der har vi mærket en tydelig forbedring allerede. Nattesøvnen er uændret, hun vågner stadig op mange gange, men det virker til at det er fordi, hun sover uroligt og ikke fordi, hun har ondt. Jeg tænker, at det måske er fordi, hun lige pludselig kan høre en masse, hun ikke plejer og derfor bearbejder alle de nye indtryk i søvnen.

I venteværelset inden indgrebet || En træt pige ser tv og putter med sin nye isbjørn fra Trygfonden. Den gives til børn, der skal i narkose

tirsdag den 13. december 2016

Min weekend

Jeg har haft en fantastisk god weekend, hvor vi har lavet en masse.
Fredag var jeg til julefrokost på jobbet. Vi startede allerede kl. 15 med bowling og fadøl, herefter tog vi tilbage til firmaet og fik gløgg og æbleskiver. Dernæst var der lækker julebuffet, snaps og fællessang. Der var uddeling af priser og jeg vandt en udklædningspris for at være den mest stjerne-lækre (der var også priser til den mest hjerte-varme og den mest kugle-skøre). Jeg havde bl.a. disse hjemmelavede stjerne-spænder i håret. Resten af aftenen spillede en DJ op til dans med alt godt fra 90'erne.

Stjerner i håret og i ørene
Jeg vandt en fin julekurv med forskellige lækkerier, men jeg byttede faktisk med ham, der vandt mandelgaven, da han absolut ikke var særligt glad for sin gave. Han havde vundet en stor bonbonniere i glas (denne) fra Lyngby Porcelæn. Jeg syntes, at byttet var til min egen fordel og det syntes han også, så det var jo helt perfekt.

Fadøl, hårpynt, juleudsmykket kantine og gavekurven, der røg videre
Lørdag formiddag var vi til brunch hos mine forældre for at fejre min søsters 20 års fødselsdag. Malou hyggede sig gevaldigt med den store mængde LEGO Duplo, mormor har samlet på diverse loppemarkeder. En tur i opvaskeren og så er det som nyt.

Moster og Malou byggede et højt tårn
Søndag formiddag afleverede vi Malou hos farmor og farfar og så tog vi ind til gågaden i Odense for at købe de sidste julegaver. Det gik rimeligt tjept, for der var faktisk ikke så mange mennesker. Vi sluttede af med at spise burger og nachos på et af mine yndlingssteder, Café Chinos i Brandts Passage. Det var en rigtig hyggelig dag og rart at have noget voksentid sammen.

Gratis chokolade, juleudsmykning og god mad
Vi tog hjem med alle julegaverne, fik dem pakket ind og manden nåede også en lille lur, inden vi kørte over for at hente Malou og spise flæskesteg hos farmor og farfar. Efter den store burger til frokost var det desværre kun en lille portion aftensmad, der kunne klemmes ned, men Malou var ellevild med den brune sovs.
Da vi kom hjem og fik puttet Malou tog jeg et hurtigt smut over til en veninde for at drikke en kop kaffe og vende verdenssituationen.

Hos farmor og farfar kan man sagtens kælke, selvom der ikke er noget sne 

mandag den 12. december 2016

Børnevenlig madplan uge 50

Mandag skal Malou have lagt dræn i ørene. Vi håber virkelig, at det hjælper på nattesøvnen og på hendes daglige ørepine. Fordi, hun skal opereres har jeg bestemt, at vi skal have en af hendes hofretter mandag aften, nemlig lasagne. Desuden har jeg planer om at lave risengrød til frokost, når vi kommer hjem fra lægen. Det må man gerne få, når man skal springe morgenmaden over pga. faste før narkosen.

Madplan uge 50
Mandag: Lasagne og grøn salat
Tirsdag: Lasagne og grøn salat
Onsdag: Fiskefrikadeller med remoulade, ovnkartofler og grøn salat
Torsdag: Pitabrød med falafel og grønt
Fredag: Jeg skal til julefrokost med pigerne
Lørdag: Manden skal til julefrokost med drengene
Søndag: Hjemmelavede burgere med pommes frites

lørdag den 10. december 2016

Ugen i billeder (og en lille video)

Vi har set flere afsnit af Bamses Julerejse på DRTV i løbet af ugen. Det er næsten et større hit end de almindelige afsnit, for Bamse har "hue på" i følge Malou. Hun er altså ret skarp, hvis jeg selv skal sige det.


Tirsdag fik vi leveret varer fra nemlig.com og det var vist ret heldigt, at jeg bestilte varerne mandag aften, for hele tirsdagen var deres website nede pga. en opdatering, der ikke var gået som planlagt.


Jeg håber, I kan se videoen. Det er første gang, jeg prøver at lægge video på bloggen. Malou elsker at hoppe i vandpytter og i onsdags blev det kombineret med en form for moonwalk, da jeg hentede fra dagpleje.


Jeg nyder hver eneste kop kaffe jeg får i den fine julekalender og sender samtidig en tanke til San Francisco, hvor den lille julenisse, der sørgede for at kalenderen kom min vej, sidder.

fredag den 9. december 2016

Julepynt til håret

I aften er der julefrokost på på jobbet og vi skal komme juleudklædte, så jeg har bikset lidt stjernelækkert hårpynt sammen og så sætter jeg det sammen med nogle julede smykker og denne kjole.
Jeg glæder mig!


Hårpynten er lavet af de klassiske flettede julestjerner, hvor der kun er lavet store spidser på den ene side, så den anden side er holdt helt flad. Derefter er de limet på nogle hårklemmer med limpistol. Sørg for at hårklemmen klemmer om et stykke papir, når du limer, så undgår du at lime hele spændet sammen.
Hårklemmerne er købt her hos Emborg Design og der røg samtidig lidt hårpynt med til Malou. Jeg har handlet hårpynt hos Louise flere gange, det er fantastisk service og et rigtig fint og sødt udvalg. De små siliconeelastikker her, er geniale til Malous fine tynde hår og sådan en pose røg også med i denne bestillling. Der er 250 stk. i en pose til 20 kr,, så de holder meget længe, selvom de ikke rigtig kan genbruges.
Malou ville have alle sine nye spænder i med det samme. Hun er simpelthen bare så sjov og har allerede  udviklet sin helt egen skønne personlighed.


De små sølvspænder finder du her
De små lyserøde spænder kan jeg desværre ikke lige finde igen, men der er nogle større pink spænder med glimmer her og her
Spændet med kronen finder du her

onsdag den 7. december 2016

Årets juledekorationer 2016

Adventsdekorationen i år er lidt anderledes end den har været de seneste par år (se 2012 herse 2013 her), men jeg kører stadig den nemme stil uden alt for meget arbejde.
I år har jeg købt noget mos i lyse/hvide nuancer og lagt i bunden af et lysfad. Jeg har købt to hvide hyacinter, der ikke er sprunget ud endnu. Jeg har vasket dem fri for jord, men beholdt de lange rødder og placeret dem i mosset. Jeg samlede nogle kogler på vores tur til Langesøskoven og har pyntet med dem, samt lidt hasselnødder og nogle små julekugler i guld, som jeg havde fra tidligere år. 


I slutningen af oktober købte jeg et kalenderlys i Netto og jeg har fået det gemt så godt, at det er helt og aldeles forsvundet. Jeg har ledt i sammenlagt en time efter det i skuffer, skabe og samtlige rum i vores lille hus. 
Til sidst opgav jeg altså og i stedet blev det til en juledekoration med fyrfadsstager. Den er nu også blevet meget fin og fordelen er, at vi kan bruge diodelys (sådan nogle her) og undgå dårlige nerver, når Malou farer rundt i stuen som en hvirvelvind. Malou synes, de kunstige lys er vildt sjove, så de bliver hele tiden pillet op af dekorationen og kommer med i legen.
De fine lærkegrene (dem med kogler på) har jeg møjsommeligt indsamlet en eftermiddag på vej hjem fra job. Jeg opdagede nemlig, at der er rigtig mange lærketræer i den skov, jeg cykler igennem hver eneste dag.
Jeg har også sat større lærkegrene i vaser rundt i huset. Det er hyggeligt og pynter så fint, sådan at få lidt af naturen indenfor til vinter og jul. 

tirsdag den 6. december 2016

Min weekend

I fredags ankom vores nye spisebord og stole, så v brugte eftermiddagen på at køre de gamle stole på containerpladsen, sætte bordet til salg og samle det nye.
Det er bare så flot. Vi er virkelig glade for det. Vi har i lang tid gået og overvejet, hvad vi skulle have, for især de gamle stole var helt slidt op og kunstlæderet faldt af i store flager.
Det er købt i Idémøbler på Black Friday, så vi fik en god rabat. Desværre har de først stolene på lager til februar. Efter lidt snak frem og tilbage kom vi så frem til denne løsning, hvor vi har fået leveret stolene med de forkerte ben og så udskifter vi dem med de rigtige i sortlakeret eg, når de kommer på lager igen til februar.

Vores gamle stole var store og klodsede, så dem kunne Malou ikke selv komme op i. Derfor er det bare det fedeste lige nu at skubbe rundt med stolene og sætte sig i dem.
Moon stol 700 kr. pr. stk. || Spisebord True 7000 kr.
Lørdag var Malou og jeg på juletur hele dagen i en stor spejderhytte ved Skåstrup Strand sammen med 80 andre spejdere fra 6 år og opefter. Vi havde en rigtig hyggelig dag og Malou nød i fulde drag alt den opmærksomhed hun fik fra både spejdere og ledere. Børnene på 10-12 år stod ligefrem i kø for at lege med hende og der blev spurgt til hende mange gange, mens hun sov sin tre timer lange middagslur.
Om formiddagen var vi udenfor og se spejderne være på løb i området og om eftermiddagen var der juleklip, juledekorationer og hygge indenfor samt bål og andre aktiviteter udendørs.
Efter en lækker julemiddag, hvor Malou fik spist en meget stor andel brun sovs, tog vi hjem igen for at sove i vores egne senge, mens alle spejderne satte sig til rette foran lærredet for at se DRs julekalender "Den Anden Verden".

Spejderhytten ligger lige ned til stranden
Det har været tradition siden 80'erne, at der hvert år laves en juledug, hvor alle deltagerne skriver deres navn på. Lørdag aften, dækkes der op til stor julemiddag med alle de gamle duge, Det er sådan en hyggelig tradition og både store og små studerer ivrigt de gamle duge og kigger efter deres eget navn. (Mit spejdernavn er Røskva)
Søndag sov vi længe, faktisk helt til kl. 7:45, det er en stor luksus lige for tiden, hvor Malou gerne vågner før kl. 6. Vi tog i mødregruppe om formiddagen. Vi mødes stadigvæk ca. en gang om måneden. Jeg er så glad for, at  vi stadig ses, for det er nogle søde mødre og det er sjovt at følge de andre børn. Der sker så meget med dem og de har alle fire hver deres skønne personlighed allerede.
Eftermiddagen blev brugt på at pynte til jul og på at handle til aftensmaden, der bestod af lækker hjemmelavet pizza.

I mødregruppe. Både børn og voksne hygger sig.
Malou synes det er noget mærkeligt noget med alle de nisser.
Malou får både lørdagsgaver og søndagsgaver her i december af sine bedsteforældre og i denne weekend fik hun to pegebøger med dyr, et par julemandssutsko (som lige krævede lidt overtalelse at få på) og et puslespil med Cirkeline.

Malou er ved at have forstået fidusen i at pakke gaver op
Jubii, bøger!

mandag den 5. december 2016

Børnevenlig madplan uge 49

Svensk pølseret er altid et hit hos den mindste i familien og jeg supplerer gerne kartoflerne med gulerødder, jordskokker og pastinakker. Rodfrugterne glider nemt ned sammen med den røde sovs og nogle gode pølser.
Det er gået lidt i vasken med en ugentlig suppedag, for Malou er bare ikke fan af at spise suppe. Uanset om jeg laver suppe med lækkert fyld af f.eks. grønt, kød, pasta og ris eller skønne cremede grøntssagsupper, så gider hun ikke spise dem og får så kun brød med (tand)smør til aftensmad. Det er ikke helt nok, synes jeg.
Grød elsker hun, men vi kan jo ikke få risengrød hver eneste uge...
Vi har ikke handlet på nemlig.com i et par uger, men jeg tror, at jeg vil taste en ordre i aften. De kører lige nu med en julekalender, hvor der hver dag dumper gratis ting eller rabatkoder ind i ens mailbox. Man får f.eks. gratis fragt med koden JULEKALENDER7, men det er med levering på onsdag og det tror jeg desværre ikke, at vi kan vente på.

Madplan uge 49
Mandag: Pizza fra weekenden med grøntsagsstænger
Tirsdag: Svensk pølseret med rodfrugter hertil grøntsagsstænger
Onsdag: Svensk pølseret med rodfrugter hertil grøntsagsstænger
Torsdag: Pasta med grøn pesto, parmaskinke og grønne bønner
Fredag: Jeg skal til julefrokost på jobbet
Lørdag: Hjemmelavede burgere med kyllingebøffer og fritter
Søndag: Hjemmelavede burgere med kyllingebøffer og fritter

I går havde jeg en råbende/syngende lille nisse med i Rema for at handle til aftensmaden

fredag den 2. december 2016

Ugen i billeder


I denne uge har jeg...
  • Sendt en nisse afsted i dagpleje (med hjemmestrikket nissehue)
  • Fået lysnet lokkerne hos frisøren
  • Været til spejdermøde og lavet bål
  • Været til gymnastik med Malou, der har fået en gymnastikdragt og gymnastiksko
  • Spist laksefileter med mascarponesovs - en nem og lækker fiskeret (opskrift her)

torsdag den 1. december 2016

Det vil jeg gerne nå i december

Okay, jeg indrømmer: Jeg gik fuldstændig i selvsving, da jeg lavede denne liste for december. Jeg ELSKER virkelig julen og i år skal der skrues max op for julehyggen herhjemme! Så alle ni punkter på min december-liste omhandler altså julen.
Jeg plejer normalt at julehygge en masse med Line i løbet af december, men i år er hun i San Francisco, så det julehyggen bliver online i år. Hun er dog så betænksom, at hun har sendt mig en kaffejulekalender, så jeg får alligevel en god portion julestemning af hende og jeg glæder mig helt vildt til at smage den første i dag.

Årets adventsdekoration
I december måned vil gerne nå at...
  • Bage honninghjerter (fordejen står pænt og venter i et mørkt skab i soveværelset) og andet juleknas. Jeg tyvstartede allerede med pebernødderne i søndags
  • Høre julemusik for fuld smadder og danse (grimt) sammen med Malou
  • Pynte op til jul og måske endda anskaffe os en udendørs lyskæde
  • Købe et juletræ, for vi holder nemlig jul hjemme i år. Vi overvejer at tage ud og fælde et selv. Kender I til nogle hyggelige steder på Fyn med pæne træer?
  • Hygge mig til hele TO julefrokoster (en med kollegaerne og en med veninderne) og prøve at nyde, at være afsted uden barn for en gangs skyld
  • Deltage på spejdergruppens årlige juletur sammen med Malou
  • Tage på julegaveshopping sammen med min dejlige kæreste
  • Lave de sidste julegaver til bedsteforældrene sammen med Malou
  • Følge med i minimum én julekalender i fjernsynet. Jeg satser på DR's klassiker Nissebanden i Grønland, for jeg så alle 24 afsnit af Nissebanden sidste år, mens jeg var på barsel. Det var mit faste formiddagsritual hele december, når Malou sov sin første lur. Jeg skal også se de første afsnit af DR's nye julekalender Den Anden Verden, for at se om det er noget, der fanger mig.
Du kan se min liste for november her. Vi nåede alle punkter, pånær det med at tage på biblioteket. De har lidt dumme åbningstider i forhold til Malous middagslur, men jeg vil prøve at nå det i januar.
Jeg har fået lavet adventsdekoration og fik også inviteret familien med i skoven og hjem til julehygge 1. søndag i advent. Vi tog også selv i skoven i en weekend.
Jeg har netop været ved frisøren i denne uge og fået farvet håret lysere. Jeg er rigtig glad for det, men jeg skal lige vænne mig til den noget mere lyse farve.
Jeg fik også færdiggjort en strikket nissehue til Malou. Det var egentlig et mål for oktober at få gang i strikketøjet igen. I oktober strikkede jeg faktisk også en sød lille dragt til barselsgave, men jeg brugte noget forkert garn, så den blev helt skør i størrelsen og alt alt for lille.

Min kaffejulekalender fra Line med 24 kaffekapsler til min Nespresso-maskine
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...