Viser opslag med etiketten familie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten familie. Vis alle opslag

onsdag den 3. januar 2018

Malous 2 års fødselsdag

Jeg har ikke lavet deciderede nytårsfortsætter for 2018, men jeg har alligevel sat mig et mål om at få udgivet mange af mine "kladder", altså indlæg til bloggen, der af en eller anden grund ikke er blevet færdiggjort. Det første er dette om Malous 2 års fødselsdag i juni 2017.


Det er faktisk mere end et halvt år siden, vi holdt Malous 2 års fødselsdag, men alligevel er dette indlæg blevet ved med at gå i glemmebogen.
Vi holdt Malous fødselsdag på grundlovsdag, dagen før hendes rigtige fødselsdag. Vi havde inviteret familien til eftermiddagskaffe med boller og kage. Om aftenen grillede vi pølser og brød, inden gæsterne smuttede hjem. Kagen er denne her.


Det var en rigtig hyggelig dag og Malou hyggede sig rigtig meget og fik bare så mange gaver. Hun var lidt betuttet, da gæsterne begyndte at komme, men hun fik hurtigt smag for at åbne gaver og lege med alt det nye legetøj. Malou er det eneste barn i familien, men heldigvis stod bedsteforældre, onkler og faster klar til at lege med hende og alle hendes nye gaver.


På selve dagen blev hun fejret om morgenen af os og om formiddagen i dagplejen, hvor hun havde kiks og frugt med til sine små venner. Kiksene er lavet efter denne opskrift, der altid er et hit hos børnene. Jeg havde stukket dem ud med to-tals udstikkere herfra. Jeg havde også købt nogle på Ebay, som jeg linkede til her, men de levede desværre slet ikke op til annonceteksten. De var alt for små i forhold til, hvad sælgeren lovede i annoncen og to-tallet lignede slet ikke et to-tal og var i øvrigt magen til fem-tallet.
Efter arbejde/dagpleje kom moster et smut forbi for at sige tillykke, da hun ikke havde været der dagen før pga. arbejde.



Malou fik en løbecykel af os og den er bare et stort hit. Hun kunne faktisk cykle på den med det samme. Det tog kun lige et par minutter før hun havde forstået konceptet og så drønede hun bare afsted.
Jeg havde 14 dage før Malous fødselsdag fundet en næsten ubrugt løbecykel, lige præcis den model, hun skulle have, på Reshopper, men sælger blev ved med at trække tiden ift. afhentning og torsdag eftermiddag slettede hun sin annonce uden at sige noget til mig. Fredag fik jeg fat i hende og hun beklagede, at den ikke var til salg alligevel, fordi hendes datter ikke ville af med den. Surt show, for Malou skulle have haft den lørdag, så vi kunne bruge weekenden på at køre på den.
Jeg endte med at bruge hele lørdag formiddag på at ringe rundt til alle Odenses forhandlere for at finde nogle, der havde lige præcis den model på lager. (Ja, moren VILLE have lige præcis den cykel) Det viste sig at kun én butik i hele Odense havde den på lager og kun i en model med ekstraudstyr, så den var 150 kr. dyrere end normalt. Typisk.
Vi kørte ud og hentede den med det samme og heldigvis elsker Malou sin løbecykel, for det endte med at være en rigtig besværlig og noget dyrere gave end først beregnet.


mandag den 11. september 2017

Et lille tip om Åbent Landbrug igen i år

Sidste år var vi til Åbent Landbrug på en nærliggende gård med kødkvæg (se indlægget her) Det var simpelthen så hyggeligt og meget børnevenligt, så det har vi besluttet, at vi skal igen i år.
Jeg elsker at benytte mig af de gratis tilbud, der findes til børnefamilier, så man kan få lidt forskellige oplevelser i weekenderne uden at det altid skal koste en masse.
I var flere, der skrev til mig, at I gerne ville afsted næste år, så nu vil jeg lige nævne, at der er Åbent Landbrug i hele landet nu på søndag d. 17. september.
Den gård, vi besøgte sidste år, er desværre ikke med på listen i år, så jeg tror i stedet, vi skal besøge en gård med søer og smågrise. Det er den, der ligger tættest på os denne gang. I kan se kortet med de forskellige gårde her.
Skal I afsted på gårdbesøg i år?

tirsdag den 2. maj 2017

Min weekend

Vi har haft en ganske rolig weekend, så vi kunne komme helt ovenpå efter vores jetlag. Manden er stadig ramt, mens Malou og jeg var ovre det om fredagen.
Fredag aften var jeg alene hjemme ( Malou var der selvfølgelig også, men hun sov), så jeg lavede en stor skål chokoladepopcorn (prøv det, det er altså ret lækkert!) og så to afsnit af Historien om Danmark. Det sidste var om vikingetiden, hvilket var rigtig spændende. Jeg syntes, det er helt fin underholdning, men det går altså lidt for langsomt og det bliver lidt for meget "folkeskole-undervisning" til mig.


Lørdag formiddag gik Malou og jeg en lang tur. Vejret var koldt og blæsende, men det regnede trods alt ikke, som det havde gjort dagen før.
Vi startede vores tur i den lokale Genbrug, hvor vi afleverede en pose legetøj og en pose med urtepotter. 
Malou fik også et sandkassesæt og lidt ting til legekøkkenet. Det kostede kun 5 kr. pr. sæt. Ej, men det er jo næsten for billigt.
Jeg fandt også to undertrøjer og to par leggings til Malou til 5 kr. pr. del. 
Da vi havde oset færdig smed vi de nyindkøbte sager under klapvognen og gik en lang tur langs åen hjem. Det var så hyggeligt at have god tid til at hoppe i vandpytter og kigge på ænder.

Lidt genbrugsfund. 30 kr. for alt på billedet
Ænderne var meget nærgående for at få fat i Malous bolle

Lørdag eftermiddag efter Malous middagslur tog vi igen vores lune tøj på og begav os udenfor. Denne gang i haven, hvor vi fik sået de fire små potter, vi har fået i Føtex for længe siden. Malou var meget ivrig med vandkanden, men selve det med at så frø, var ikke så spændende. Derfor fortsatte vi haven rundt og fik vandet alle krukkerne, blomsterne og græsplænen rigtig godt.



Søndag formiddag hyggede vi inde med puslespil og tegnesager. Malou er ved at være ret skrap til puslespil, selvom det er svært for hende at sidde stille i længere tid af gangen. Vi prøver alligevel en gang imellem og det er rigtig hyggeligt i den korte tid, det varer.


Søndag eftermiddag gik vi udenfor og legede i sandkassen, mens jeg fik mig en kop kaffe lige midt i solen. Selvom det var pivkoldt, så lugtede det altså lidt af forår.
Vi gik også en lille tur i kvarteret, mens Malou kørte ræs på sin scooter og samlede sten og kogler. 
Vi sluttede weekenden af med at køre hjem til mine forældre for at spise aftensmad (Stoooor økologisk lammekølle på grillen med flødekartofler. Virkelig lækkert) sammen med mine søskende og vise billeder fra vores USA-tur.


mandag den 1. maj 2017

USA dag 1-2 - San Francisco | Ankomst, Academy of Sciences og Painted Ladies

Vores ferie i USA bliver delt op i flere blogindlæg, så de ikke bliver alt for lange for jer at læse. Vi var afsted i 12 dage og besøgte Line (hende her) og hendes mand i San Francisco (af to omgange) og Los Angeles. Jeg vil løbende udgive indlæg i kronologisk rækkefølge, når jeg får dem skrevet.
Ankomst
Den allerførste dag i USA var meget kort, da vi landede i Oakland lufthavn kl. 18 amerikansk tid. Efter udlevering af kufferter, afhentning af lejebilen og en lille køretur over Bay Bridge til San Francisco ankom vi hos Line og Tore omkring kl. 20, hvor Line havde lavet lækker pizza til os.
Genforeningen var fantastisk og det var helt surrealistisk at sidde på den anden side af jorden og spise aftensmad sammen med sin bedste veninde, man ikke har set i otte måneder.
Vi havde dog haft en lang rejse, så der gik kun et par timer, før vi måtte sige godnat og folde sovesofaen ud for første gang.

Hygge i flyet
Rejsen fra Danmark
Den lange rejse begyndte i Odense om formiddagen, hvor vi blev kørt til banegården af min veninde. Her fik vi tanket op på kaffe og kakao, inden vi satte os i toget mod København. Malou har aldrig kørt i tog før, så det i sig selv var en kæmpe oplevelse for hende.
Vi spiste madpakker og Malou fik smurt DSBs sæder godt ind i leverpostej (undskyld!). Malou faldt i søvn i mine arme lige inden vi nåede hovedbanegården, hvor vi skulle skifte tog. Vi prøvede uden held at putte hende over i klapvognen, men hun vågnede desværre og skreg stort set hele vejen til Kastrup. Det er hårdt at undvære sin middagslur.
I Kastrup fik vi ro på gemytterne og fik afleveret klapvogn og kufferter. Herefter brugte vi noget tid på at kigge på fly og Malou brændte en masse energi af på at løbe op og ned af de lange gange ved gaten. Flyveturen gik rigtig fint. Malou faldt i søvn og sov det meste af tiden og vi voksne fik også slumret nogle timer og set et par film på flyets underholdningssystem.
Vi havde købt et sæde til Malou og det er jeg så glad for. Selvom hun kan flyve med (næsten) gratis på skødet af en voksen (det kan de indtil de fylder 2 år), så vurderede vi, at 11 timers flyvetur var meget lang tid med en 11-12 kg. tung pige på skødet. Med tre sæder kunne Malou ligge imellem os med hovedet på en voksens lår og hun sov så fint, da hun først fik overgivet sig til søvnen. Det gjorde også måltiderne noget nemmere, at vi havde tre pladser og tre "borde" at spise ved. Selvom sædet koster tæt på fuld pris, så var det, for os, alle pengene værd.
Vi fløj t/r Kastrup - Oakland med Norwegian uden mellemlandinger og det kan vi kun anbefale andre at gøre. Det var billigere end at flyve til San Francisco Lufthavn og Oakland Lufthavn er desuden mindre og mere overskuelig. Den ligger dog lidt længere væk fra selve byen San Francisco og man skal være opmærksom på, at der, i myldretiden, er kø på Bay Bridge. Den korteste tur, fra lufthavnen til Line og Tores lejlighed i San Francisco, tog os 30 minutter og den længste tur tog en time, så det kan svinge meget alt efter trafikken (vi kørte i alt ruten seks gange på vores ferie).

Lidt brændstof til de voksne
I toget mod København
Ventetiden ved gaten blev bl.a. brugt på at beundre det store fly, vi skulle flyve med

Golden Gate Park og California Academy of Sciences
Onsdag morgen vågnede vi relativt tidligt efter en god nats søvn. Vi var alle tre friske og mærkede ikke noget til jetlag, så vi var friske på en længere gåtur sammen med vores lokalguide, Line.
Hun førte os til Golden Gate Park og Malou udpegede begejstret hver eneste bus, scooter, gravko og cykel fra sin plads i klapvognen, mens vi gik.
Da vi nåede parken, blev vi enige om at besøge California Academy of Sciences, der ligger tæt på den indgang, hvor vi gik ind.


Museet er enormt børnevenligt og det vrimlede også med børn i alle aldre, da vi kom ind. Malou blev lynhurtigt fanget af deres bassiner med fisk og vi brugte lang til på at kigge på rokker og søstjerner.
Vi gik videre ind til udstillingen med pingiviner og de udstoppede dyr, men Malou blev ved med at sige "fisk" og "vand", for hun ville gerne tilbage til bassinerne med rokker og søstjerner. Vi kiggede derfor endnu en gang på de fine fisk og fik til sidst Malou overtalt til at komme med op i den høje regnskov og se på papegøjer og sommerfugle. De var store og virkelig flotte. Der er også en masse små terrarier med frøer, edderkopper, leguaner og deslige på vejen mod toppen.
Derefter tager man en elevator ned i kælderen, hvor der er rigtig mange flotte akvarier med tusindvis af forskellige fisk og vanddyr. Her var Malou virkelig i sit es og hun løb rundt i mørket og så på fisk meget længe.
Vi endte vores besøg hos Albino-alligatoren Claude. Det er lidt mærkeligt at se en alligator med en helt forkert farve.
Der er også et flot bæredygtigt græstag, et planetarium og en udstilling om jordskælv, men vi var alle sultne og Malou var blevet en lille smule utålmodig, så vi begav os videre for at finde noget frokost

California Academy of Sciences
Vi endte med at købe lidt forskelligt frokost i en Whole Foods og satte os i udkanten af Golden Gate Park ved Haight Street ("Hippie-gaden", det kunne man også godt fornemme på en del af parkens besøgende) for at spise den. Malou ville hellere gå rundt og rundt om den lille sø tæt ved vores picnictæppe end at spise sin frokost. Hvad er det med vand, der er så tiltrækkende hos børn?
Vi fik puttet Malou til en sen middagslur i klapvognen, inden vi begav os mod dagens sidste stop.


Painted Ladies
Benene var ved at være trætte af at skubbe klapvognen op af alle San Franciscos stejle gader, men vi fandt alligevel vej til Painted Ladies. Det er en række af victorianske huse malet i fine pastelfarver. Denne slags huse er San Francisco fyldt med, men af en eller anden grund, er lige præcis disse huse blevet enormt kendte. De ligger også rigtig flot, med højhusene fra downtown i baggrunden. Det giver en ret fed kontrast gammelt til nyt, når man kan se begge dele.
Man får et rigtig godt view til husene fra parken overfor, men desværre var det meste af den lukket af pga. renovering, så vi fik desværre en metalafspærring med på de fleste billeder.
Malou vågnede af sin (meget) korte middagslur lige inden vi nåede Painted Ladies, så hun var fyldt med energi og løb op og ned af bakken, mens vi andre tog billeder.



Vi vendte snuderne hjemad mod lejligheden og tog lige et smut forbi Target for at tanke op med snacks, drikkelse, bleer og morgenmad til næste dag.
Vi var alle trætte, så vi besluttede at bestille take-away og vi endte med nogle ganske fine burgere med pomfritter. Efter aftensmaden og en enkelt øl kunne vi godt mærke jetlaggen og vi måtte gå rimelig tidligt i seng allerede omkring kl. 21:30.

fredag den 30. september 2016

Min weekend

Jeg har været lidt stille på bloggen i denne uge. Det er fordi, jeg har været nedlagt med sygdom i to dage og nu har jeg ovenikøbet også fået hold i ryggen, så jeg er absolut ikke den mest muntre person at være sammen med. Kryds fingre for, at min kiropraktor kan gøre underværker i næste uge, så jeg igen kan løfte Malou og slipper for at skifte ble nede på gulvet.
Inden næste weekend starter om et par timer, kan jeg lige nå at fortælle jer om sidste weekend, som bød en masse hygge med min lille familie.

Av av, mit første møde med hold i ryggen og jeg er absolut ikke fan
Vi har råhygget i weekenden og nydt, at vi ikke havde de store planer. Det er altså rart med sådan nogle langsomme weekender, hvor der er tid til at drikke kaffe, lave forhindringsbaner af Bobles, gå på legepladsen og bygge med LEGO.
Fredag hentede jeg Malou tidligt. Faktisk så tidligt, at hun stadig sov til middag, da jeg kom ned i dagplejen. Jeg havde læst i avisen, at Cirkus Dannebrog var i byen tæt på os og at de havde gratis Cirkus Zoo, hvor man kunne komme og hilse på dyrene.
Vi cyklede i Fakta og købte æbler og gulerødder til dyrene og så hjulede mor ellers afsted på cykelstien til Bolbro, hvor cirkusteltet stod.
Det var så sjovt og virkelig hyggeligt, at få lov til at fodre kamelerne og de to store elefanter. Malou var lidt skeptisk ved elefantens snabel, når den bare sådan snuppede æblerne ud af hånden på hende.

Elefanten undersøger lige, om Malou har flere æbler
Sådan nogle kameler er virkelig store
Lørdag formiddag gik vi på legepladsen med Malou i viklen på ryggen. Jeg elsker at være tæt med hende og sådan en omgang vikling er jo egentlig bare et stort langt kram. Det er så hyggeligt.
Om aftenen spiste vi hos mine forældre og Malou fik en sodavandsis til dessert.

Malou elsker at være på legepladsen
VI har byttet os til en ny lækker vikle i en skøn afdæmpet mørkegrå nuance
Søndag formiddag løb Malou og jeg en tur med løbevognen, mens far sov længe og ellers stod den på store mængder kaffe (Malou hoster om natten og vækker både sig selv og os) leg med dyr og Boblesbane. Malou tog sig en god lang eftermiddagslur på 3,5 time og jeg nåede i en Outlet, hvor der dog ikke var det helt store at komme efter. Jeg kom dog alligevel hjem med fire par strømper, to natsæt, et par leggings og en langærmet t-shirt, altsammen til Malou.

Det var et hit at få is hjemme hos mormor og morfar i lørdags
Min søde løbemakker, der heppede på mig søndag formiddag

mandag den 19. september 2016

Åbent Landbrug 2016

Det er bare med at udnytte alle e gode gratis arrangementer, der findes rundt om i landet. Åbent Landbrug er landsdækkende og er en dag, hvor forskellige typer landbrug åbner dørene og gratis inviterer alle indenfor til et kig. I år var det i går (søndag d. 18. september)

Mor og datter i (næsten) matchende gummistøvler. Mine er fra Viking og Malous fra Føtex
En lillebitte tyrekalv slikker på Malous fingre
Klappe-kalvene var et hit og de var meget rolige
Vi besøgte Enemærket Kalveproduktion i Otterup, der opdrætter Jersey tyrekalve til kødproduktion, har lidt høns og en gårdbutik, der sælger alskens kødudskæringer og friske æg. Et hyggeligt lille sted.
Vi tog afsted om eftermiddagen efter Malou havde sovet middagslur og det passede perfekt. Der var ikke nær så mange besøgende, som der havde været om formiddagen og vi havde masser af albuerum til at komme tæt på kalve, høns og traktorer.
Der var rigtig mange aktiviteter såsom halmlegeplads, gruslegeplads, ansigtsmaling, klap en kalv, og hestevognskørsel. Samtidig var gården åben, så man kunne komme rundt og se dyr og maskiner.

Malou elsker sandkasse-leg, så vi kunne ikke gå forbi denne bunke grus, uden at hun skulle lege i den.
Malou var meget fascineret af hønsene, der ifølge hende, siger "Kykeliky"
Det var bare kanon at have ringslyngen med. For selvom Malou sagtens kan gå selv nu, så bliver hendes små ben hurtigt trætte over længere afstande og hun er ved at være tung at bære i armene
Malou lærte at sige "traktor". Det er altså så freaking sødt, at hun er begyndt at sige ord! Mit moderhjerte smelter, når hun prøver at gentage det, vi siger. Hun var meget fascineret af de store maskiner og pegede glad på dem (også mejetærskeren, ballepresser mm.) og sagde stolt "traktor" igen og igen.
Det var et rigtig godt arrangement og vi skal helt sikkert afsted igen næste år og overvejer at besøge en mælkeproducent eller en svineproduktion for at se noget andet.

Min lille store pige sad helt selv på en rigtig stol og spiste vafler

tirsdag den 6. september 2016

En skøn fridag

Jeg landede fra pigeturen til Barcelona søndag aften og havde sørget for også at have fri mandag, så jeg kunne holde Malou hjemme og kysse en masse på hende. Hold nu op, hvor har jeg savnet hende i de fire dage, vi har været væk. Ja og også min kæreste selvfølgelig, men ham, har jeg været væk fra mange gange efterhånden, så det kan jeg bedre kapere.
Mine to har haft nogle rigtige hyggelige dage derhjemme og Malou har ikke rigtig været mærket af, at mangle den ene forælder.
Vi havde en rigtig dejlig fridag uden nogle planer. Vi har pakket ud (Malou eeeelsker at hjælpe), storhygget, kogt æblemos af æbler fra svigerforældrenes have, været på legepladsen, leget i haven og bare været tætte. Malou fulgte mig i hælene hele dagen og gav mig masser af kram og kys. Det lille menneske, kan jo ikke forstå, hvor mor har været henne og om jeg mon kan finde på at forsvinde igen <3
Vi havde forresten en kanon tur til Barcelona og det skal der nok komme mere om i et andet indlæg.

Sandkassen i haven er det allerbedste sted at lege lige for tiden
Malou har ikke helt fattet fidusen med at se tv, men i 5-10 minutter kan det godt fange
Det blev også til en tur på legepladsen

fredag den 5. august 2016

Vores ferie på Rhodos

Så blev det hverdag igen og det danske sommervejr er endnu engang tvivlsomt, men jeg drømmer mig tilbage til vores dejlige ferie i varmen på Rhodos. Nøj, hvor kunne jeg godt drikke et glas koldt hvidvin ved sådan en pool lige nu!

Malou brugte meget tid på at lege med isterninger i skyggen
Der var en lille legeplads på hotellet og der tilbragte vi ofte lidt tid om eftermiddagen 
Vi boede i Ixia, Ialyssos på den vestlige side af øen. Det blæser en del på denne side af øen, men for os var det faktisk bare et plus med lidt luft, for 35 graders varme kan godt være ret trykkende. Man skal dog lige holde øje med sine oppustelige badedyr, chipsposer og andre lette genstande.

Pga. vinden er der stort set altid ret store bølger ved stranden. Desuden bliver der hurtigt dybt og stranden er dækket af småsten og ikke sand. Stranden er perfekt for store børn, voksne og windsurfere, men vi valgte, som de fleste andre småbørnsfamilier, at tilbringe tiden ved hotellets pool i stedet.

Stranden ved Ixia
Hotellets ene børnepool. Vi lå oppe i græsarealet til højre i billedet næsten hver dag. Der var god skygge fra palmerne, legepladsen var også deroppe og Malou kunne ikke lige skvatte i poolen i et uopmærksomt øjeblik (min store frygt)
Byen vi boede i havde ikke det store at byde på, der var en del restauranter og nogle kiosker. Vores hotel lå lige ud til en stor hovedgade, hvor der kørte rigtig mange biler og turistbusser, så der var ikke de store muligheder for hyggelige gåture.

Lille gåtur i byen for at tjekke området ud
Vi havde købt All Inclusive og det var vi glade for, når byen ikke var mere spændende. Det passede os perfekt, at maden altid var tilgængelig i buffeten i det øjeblik vi satte os i restauranten og Malou fik smagt en masse forskelligt fra buffeten. Hvis den første tallerken ikke smagte, kunne vi altid gå op og finde noget andet. Hun var især helt vild med deres vandmelon.
Drikkelse, snacks og is var også med i All Inclusive og det nød vi godt af både ved poolen om dagen og om aftenen på altanen, når Malou var puttet. Det passede os perfekt på denne ferie, når vi ikke havde de store planer om at forlade hotellets område.

Vi hyggede med spil og øl/drinks på altanen de fleste aftener, når Malou var puttet
Jeg stornød masser af disse. Den græske iskaffe var perfekt i varmen.
Vi lejede bil en enkelt dag og kørte til "De 7 kilder". Det var en ret stor skuffelse. Det er et meget bakket terræn, der hverken egner sig til klapvogn eller små 1-årige ben. Gudskelov, havde jeg taget viklen med, så Malou røg på ryggen. Det var godt nok varmt!
Vi gik igennem en meeeeeget lang, smal og helt mørk tunnel, og så skulle vi eftersigende blive 10 år yngre. Det var heller ikke specielt børnevenligt, Malou tog det ganske fint, men en større dreng foran os gik i panik og vi måtte alle prøve at klemme os sammen, så han kunne komme ud.
Malou var til gengæld vild med ænderne i søen og påfuglene, der gik frit omkring. Vi spiste frokost på den lille restaurant på stedet. Det var ok mad, men ikke noget specielt.

Malou på ryggen i viklen ved De 7 Kilder med en gnavebolle fra morgenbuffeten 
Så er udgangen endelig i syne. Der løber vand i bunden af tunnelen, så turen tages i bare tæer
Malou var meget fascineret af de store påfugle. Desværre var der ingen af dem, der "foldede" halefjerene ud.
Om eftermiddagen kørte vi ind til Rhodos by (ca. 4-5 km. fra vores hotel) og gik en tur i den hyggelige (men utroligt turistede) gamle bydel og spiste aftensmad på en rigtig hyggelig restaurant, hvor vi fik traditionel græsk mad.

Vi sad i skyggen på en tagterrasse og spiste aftensmad i den gamle bydel.Malou var meget interesseret i aktiviteten på torvet nedenfor.
Havnen og et kig til bymuren rundt om den gamlebydel
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...