Viser opslag med etiketten hverdagsbilleder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hverdagsbilleder. Vis alle opslag

mandag den 30. april 2018

Farvel til sutterne

Vi havde en dejlig påskeferie, hvor Malou afleverede sine sutter til girafferne i Odense Zoo. Til gengæld havde girafferne anbragt en gave i vores bil på parkeringspladsen imens. Det var heldigvis lige præcis sådan en dukkevogn, som Malou ønskede sig allermest ;)
Det gik virkelig nemt med at aflevere sutterne i girafhuset. Jeg stod og var tæt på at fælde et par tårer, mens min store pige bare gerne ville ud og se på flere dyr i zoo, da sutterne var hængt på opslagstavlen.
Det er virkelig svært at finde det helt rigtige tidspunkt til sådan et suttestop. Vi ville gerne fjerne sutterne inden børnehavestart og lillesøsters ankomst i juni. Desuden har Malou fået en smule suttebid, så tandlægen anbefalede et suttestop, inden hun fylder tre år.




Hvordan er det så gået med at undvære sutterne?
Suttestoppet er gået sådan lidt blandet, da Malou altid har været utroligt glad og meget knyttet til sine sutter. Det er nu en måned siden og hun siger stadig jævnligt, at hun gerne vil have sine sutter tilbage. Åh, hvor det skærer i mit moderhjerte, at vi har frataget hende noget, hun elsker så højt.
Om dagen har hun egentlig været rimelig sej til at undvære dem, men vi har alligevel haft en periode med flere og større raserianfald og grådudbrud, der kunne have været undgået eller mildnet med sutten. Det er  heldigvis markant bedre nu.
Om natten har det været samme mønster, dog værre. Malou har jo aldrig været sådan et barn, der har sovet særlig godt om natten og hun vågner stadigvæk ca. hveranden nat, men førhen sov hun hurtigt videre, hvis man puttede hende med dynen og sutten.
Nu, hvor sutten er væk, har hun dog haft rigtig svært ved at finde tilbage i søvnen, de nætter, hvor hun vågner. Den sidste måned har vi været vågne flere gange hver nat, nogle gange i mere end en time, med en træt og skrigende pige, der ikke kan finde ro til at falde i søvn igen. Her efter en måneds tid virker det til, at vi er ovre det værste og Malou har efterhånden lært at finde tilbage i søvnen uden sine sutter.
Vi er rigtig glade for, at hun er så knyttet til sin nusseklud, da den kan trøste hende og hjælpe hende med at falde i søvn, nu hvor sutten mangler. Samtidig har hun fået en helt ny kærlighed for bamser i alverdens afskygninger, så nu er hele hendes seng proppet med bløde bamser.

torsdag den 26. april 2018

Siden sidst

Tiden flyver afsted og jeg kan slet ikke følge med.Vi har det godt allesammen og venter spændt på lillesøsters ankomst til juni.
Jeg har rygende travlt på jobbet og jeg kan næsten ikke vente, til min barsel starter i midten af maj måned. Det gør, kombineret med en aktiv lillesøster i maven og en ret så hidsig næsten-tre-årig i huset, der helst vil bestemme alt selv, at jeg bruger jeg de fleste aftener på at halvsove i sofaen foran fjernsynet. Derfor har der ikke været så meget overskud til bloggen.
Jeg savner at dele min hverdag med jer i store og små glimt, så jeg vil forsøge at prioritere bloggen igen.
Her får I lige et par små glimt fra den sidste uges tid.

"Tag et billede af mig, mor" 
Divaen viser sine splinternye LYSERØDE (det er vigtigt) kondisko frem. Det er disse søde sneakers fra Viking i str. 27(!!) Jeg syntes, det er lidt vildt, at hun har så store fødder.

Malou har fået en juniorseng og det går rigtig fint med at sove i den

Lillesøster fylder godt i maven og hun er en meget aktiv baby, der møffer rundt hele døgnet

onsdag den 23. august 2017

Tredje omgang dræn til Malou

Mandag var vi afsted igen. For tredje gang på under et år fik Malou lagt nye dræn i ørene, fordi de bliver ved med at ryge ud. Vi var afsted i december 2016 og marts 2017, men denne gang har hun fået lagt titaniumdræn, der gerne skulle sidde bedre fast, så vi forhåbentlig ikke skal besøge ørelægen så ofte.
Malou fik konstateret væske i mellemøret allerede i starten af juli, men på grund af sommerferien har vi ventet seks meget lange uger på operationen. Det har været hårdt for hele familien med dårlig søvn, mange opvågninger om natten og alt for korte middagslure.
Det er rart, at Malou nu er blevet så stor, at vi bedre kan forklare hende, hvad der skal ske. Desuden kan hun også godt huske, at hun har været ved ørelægen før, så hun var hverken bange eller ked af det denne gang. Jeg kneb (igen) et par tårer, da hun blev lagt i narkose. Det bliver altså bare ikke nemmere for mig. Det er så hårdt, at se hende spjætte, når narkosen begynder at virke og så efterlade hende sovende inde på operationsstuen.
Resten af dagen hyggede vi derhjemme med rolig indeleg, middagslur og masser af Rasmus Klump på tv'et.

På vej hjem med endnu en blød isbjørn fra Trygfonden (De bliver uddelt gratis til børn, der skal i fuld narkose. Verdens bedste koncept!)
Slapper af med lidt Rasmus Klump og de to nusseklude skal selvfølgelig se med

torsdag den 22. juni 2017

2-årsundersøgelse

I dag har Malou været til 2-årsundersøgelse ved lægen. Farmand havde fri, da han skulle på Tinderbox senere på dagen, så det var ham, der var afsted med hende om formiddagen.
Vi syntes, at Malou er vokset meget på det sidste og hun virker bestemt ikke til at være "en af de mindste" længere.
Vi havde ret i vores antagelser for hun er nu 89 cm. høj og vejer 13 kg. Hun ligger således en lille smule over gennemsnittet for en to-årig. Hele hendes første leveår lå hun et stykke under gennemsnittet, så det er meget flot, at hun har rykket sig opad og væk fra hendes oprindelige kurve. Hun er også blevet normalvægtig for sin alder, hvor hun før var til den ret slanke side.
Hvor er det vildt at tænke på, at min lille pige er vokset 13 cm. og har taget 4,5 kg. på siden sidste sommer! Prøv bare at se i dette indlæg om hendes 1-årsundersøgelse.


Vores store to-årige pige udvikler sig stadig alderssvarende. Hun er blevet meget genert og tilbageholdene, nå vi er ude nye steder, møder mange på én gang eller nye mennesker. Her er mor og far den trygge havn, hvor hun putter sig, til hun har fundet modet til at udforske det nye.
Hun er enormt viljestærk, har temperament som et stædigt æsel, men samtidig er hun meget kærlig og deler gerne ud af kys og kram til familien. Hun er en rigtig ude-pige, der elsker at være udenfor både i dagplejen og derhjemme. Hun trives i dagplejen og er god til at lege både selv og parallelt med de andre børn.
Hun snakker hele tiden, siger sætninger med 4-5 ord, har styr på navne, farver og kan tælle til tre.
Hun kan løbe, hoppe, gå baglæns, klatre på stiger, kaste med ting og sparke til en bold. Hun har også en god balance og kan køre stærkt på løbecyklen. Hun har en god finmotorik, kan lave perleplader og halskæder med de store Hama-perler og spiser (nogenlunde) pænt.

fredag den 16. juni 2017

Ugen i billeder

Så er endnu en uge gået. Lige i øjeblikket bruger jeg rigtig rigtig meget tid på at arbejde. Jeg har fået en ny stilling indenfor samme firma, hvor jeg har været i 3,5 år. Jeg er kommet i en anden afdeling med andre kollegaer, ny chef og helt nye arbejdsopgaver med mere ansvar. Det er meget spændende, men også tidskrævende at sætte sig ind i noget helt nyt, jeg ikke har beskæftiget mig med før. Jeg er blevet sælger af reservedele, hvor jeg før sad i ingeniørafdelingen og ordnede alt det tekniske med nye anlæg.
Udover at arbejde rigtig meget, har jeg dog også nået lidt andet i denne uge.

Jeg har modtaget en pakke med BIC Soleil Bella barberskrabere jeg skal teste igennem Buzzador. Jeg har sværget til Venus-skrabere lige siden jeg begyndte at barbere mine ben i teenage-årene, så det bliver spændende at prøve et andet mærke.
Malou slog desværre et stykke af sin fortand i mandags, så vi har været ved tandlægen både tirsdag og fredag. Det gav plads til en langsom morgen for Malou og jeg med blødkogte æg og varm kaffe i morges.
Perlerne har været fremme og Malou har lavet sin allerførste halskæde. Hendes finmotorik er ret god af en nyslået to-årig, syntes jeg.
Torsdag deltog jeg i Alt For Damernes Kvindeløb i Odense sammen med den hjemvendte "amerikaner" Line, der har bloggen Vidunderlige Virvar. Ingen af os havde fået trænet særlig meget, men vi gennemførte da en 5 km. i løb hele vejen.
Vi har leget med heste hjemme på stuegulvet. Malou fik denne hestestald fra Schleich i fødselsdagsgave og den er et KÆMPE hit. Jeg har pakket de allermindste smådele væk, for den er egentlig til større børn fra 3 år og op, men selve stalden, hestene og foldene er også rigeligt for Malou lige nu.


tirsdag den 13. juni 2017

Krudtuglens anden tur ved tandlægen

Malou er ret ligeglad med, at man i Odense Kommune først indkaldes til tandlægekontrol, når man fylder tre år. Hun har allerede været ved tandlægen to gange, selvom hun kun lige er fyldt to år.
For tre måneder siden var vi et smut ved tandlægen, fordi Malou havde slået et stykke af den ene fortand. I dag var vi der så igen for at få tilset den anden fortand, der pludselig også manglede et stykke i går efter dagpleje. Den lille vildbasse havde taget et par styrt dernede, men ikke noget alvorligt.
I venteværelset hos tandlægen
Denne gang er det et lidt større stykke der er knækket af og nerven er muligvis blottet. Malou var ikke meget for at åbne munden for tandlægen, så vi har en tid igen på fredag, hvor de vil prøve at smøre den med noget for at beskytte og mindske eventuel smerte fra nerven.
Malou fik en hoppebold af tandlægen og var, trods genertheden under besøget, meget stolt, da vi gik derfra og viste sin nye "fodbold" til alle, vi gik forbi.
Malous fortænder er ekstra udsatte for at knække, fordi hun har et charmerende mellemrum imellem dem. Det er så blevet endnu bredere nu, hvor begge fortænder mangler et hjørne. Heldigvis er det kun mælketænder og vi krydser fingre for, at de blivende tænder ikke har taget skade, men det kan man først se, når de vokser ud. Begge skader er meldt til forsikringen, hvis nu, der bliver noget senere.

Det er svært at få et ordentlig nærbillede af krudtuglens tænder, men her kan man godt se, at begge fortænder mangler et hjørne ind mod mellemrummet

lørdag den 20. maj 2017

Små hverdagsglimt fra sygesengen

Det der med at have en næsten to-årig og at skulle holde sig i ro efter en operation falder umiddelbart ikke så godt i spænd. Men Malou forstod faktisk rimelig hurtigt, at mor var syg og hun har været sød til at putte med mig på sofaen og komme med vand, når jeg er tørstig.
I takt med at jeg har fået det bedre, har vi lavet små stillesiddende aktiviteter sammen og det har Malou været helt med på. Især overraskede hun os meget ved at være meget koncentreret og ret skarp til at lave perleplader med de store maxiperler.

fredag den 19. maj 2017

Indlæggelse og operation

Det er 2,5 uge siden, jeg sidst fik skrevet her på domænet og det er der en god grund til.
Jeg har været sat helt ud af spil med en slem halsbetændelse, der udviklede sig til en halsbyld, akut operation, tre dages indlæggelse og massive mængder af penicillin for at bekæmpe infektionen.
Jeg fik fjernet begge mandler og skåret halsbylden væk midt om natten i fuld narkose. Jeg har efterfølgende haft smerter, været dødtræt pga. penicillinen og har også skulle holde mig fuldstændigt i ro, da der er risiko for blødning i såret, hvis jeg får pulsen op.
Selvom 14 dage på langs i sofaen med middagslure, Netflix og is i uanede mængder lyder fantastisk, så er jeg ret så glad for, at jeg nu er ved at være ude på den anden side igen.
På mandag starter jeg på job igen efter næsten tre ugers fravær og det glæder jeg mig meget til.

fredag den 28. april 2017

Ugen i billeder

Det har været en flad uge med slatne forældre og en træt Malou. Vores jetlag er dog ved at være lettet igen, så det skal nok blive en god weekend, hvor vi forhåbentlig har lidt mere overskud.


I denne uge har Malou været i skoven med dagplejen og det så ud til at være et stort hit hos den lille dame.
Vi har også viklet hver eneste dag, siden vi kom hjem. Malou genfandt sin vikleglæde, mens vi var i USA. Inden vi tog afsted havde hun haft en længere periode, hvor hun ikke gad vikles. Men med dagplejeopstart og en smule jetlag, har det været ekstra godt at kunne sidde tæt på sin mor. Hun er endda selv kommet med en vikle og sagt "Malou bikle". Arhmen, så smelter mit hjerte altså lidt.
Jeg har endelig fået set et afsnit af "Historien om Danmark", som alle taler om. Jeg måtte prøve to gange, for første gang faldt jeg simpelthen i søvn, mens jeg så det. Jeg giver igen mit jetlag skylden, for normalt falder jeg aldrig i søvn på sofaen og slet ikke før kl. 21. Jeg er endnu ikke vildt imponeret, men jeg giver det lige en chance mere med et afsnit i weekenden, inden jeg fælder min endelige dom.
Vi har fået nem, sund og lækker aftensmad fra Kokkens Hverdagsmad i denne uge. Det har imponeret mig ret meget, men mine forventninger var også lave. Det er ganske almindelig børnefamilie-mad, hvor en del er forberedt på forhånd, så det kræver minimal tilberedning. Malou er stadig meget interesseret i at hjælpe med madlavningen og fulgte spændt med i udpakningen af termokassen i mandags. (Læs mere i mit indlæg her, hvor jeg også deler en rabatkode)
Malou har været rigtig glad for at komme hjem til sit legetøj igen. Hun har været rigtig god til at lege med de få stykker legetøj, vi havde med på ferie, men vi kunne også mærke på hende de sidste dage, at det var begyndt at blive kedeligt at lege med det samme hele tiden. Så er det jo heldigt at både stuen og børneværelset er spækket med legetøj og det hele bliver også flittigt hevet frem og ned fra hylder, når vi kommer hjem om eftermiddagen.

tirsdag den 25. april 2017

Så er vi hjemme igen og lidt om Kokkens Hverdagsmad

Det er omkring 40 timer siden, vi landede i Danmark igen efter en fantastisk ferie i Californien hos Line og hendes mand.
Vi er stadig ramt af jetlag. Det gik ellers så fint, men Malou erklærede i går aftes kl. 22, at hun var "færdig sove" og nægtede at falde i søvn igen indtil kl. 1 i nat. Sådan tre timers natteroderi kan altså mærkes i dag, hvor jeg er startet på arbejde igen efter 14 dages ferie.
Jeg er så småt gået i gang med at stykke nogle indlæg sammen til bloggen om vores helt igennem skønne ferie i San Francisco og Los Angeles. Indtil de er klar får I lige en lille forsmag med et par billeder herunder.

Den ikoniske Golden Gate Bridge i fantastisk vejr
Udsigt til San Francisco fra Alcatraz Island
Jeg havde forudset, at vi ville være trætte og energiforladte i denne uge, så inden vi tog afsted, sørgede jeg for at bestille nem aftensmad til os fra Kokkens Hverdagsmad. Det er aftensmad til fire dage, der kræver minimal forberedelse. Jeg har fået det anbefalet af en kollega, der er rigtig glad for konceptet, hvor man nemt kan få sund og varieret aftensmad i en travl hverdag.
I går aftes fik vi fiskeburger med kartofler. Kartoflerne var udskåret og krydret på forhånd og skulle bare direkte i en varm ovn. Fiskebøffen var færdiglavet og skulle også bare i ovnen sammen med de grove burgerboller. Det eneste, der skulle laves, var at snitte rødkål og æbler til fyld i burgeren. Det var nemt, lækkert og faldt i hele familiens smag. Jeg er spændt på, hvordan resten af ugens mad smager.
Det er samme firma, som står bag Kokken og Jomfruen, der laver Kokkens Hverdagsmad. Jeg syntes umiddelbart at Kokkens Hverdagsmad virker mere spændende, varieret og ikke så kedeligt og præfabrikeret, som Kokken og Jomfruen har ry af.
Det hele ankommer mandag i en termokasse med isklumper. Alt er markeret op med grønne labels, hvor der står, hvad der er i samt hvilken dag, det skal spises. Meget af det er pakket i praktiske bøtter, der er nemme at stable i køleskabet.
Vi har bestilt "Lille Familie Kokkekasse" og det virker til at passe meget godt i mængden til os.
Hvis I også kunne tænker jer at prøve sådan en omgang nem aftensmad, så kan I få 50 kr. i rabat ved at bruge min personlige rabatkode "28453805". Når I taster den, så får jeg samtidig også 50 kr. i rabat på min næste bestilling.

Her er der aftensmad til os alle tre i fire dage
Mandagens menu: Fiskeburger med ovnkartofler

fredag den 7. april 2017

Ugen i billeder


Så er endnu en uge med gode dage gået og om et par dage, er vi på vej mod USA og tiltrængt ferie.
I denne uge har jeg færdiggjort en lille bog til Malou med billeder af familien (se lidt mere her)
Malou har været udenfor i dagplejen og lege hver eneste dag. Derfor har der været brug for lidt tøffetid med snacks foran fjersynet, når hun er kommet hjem om eftermiddagen. Malou kan bare ikke sidde stille, så hun ser f.eks. tv liggende i bro mellem sofa og sofabord.
Jeg har givet blod og derfor spist chips og chokolade med god samvittighed i blodbanken.
Jeg har købt smukke tulipaner til en 5'er i Netto og drukket kaffe med påskeæg som sidevogn.

fredag den 24. marts 2017

Ugen i billeder


Så gik der endnu en uge og denne gang har jeg fået knipset en del billeder af vores skønne hverdag.
Malou er begyndt selv at kunne tage bukser på og selvom de vender forkert 8 ud af 10 gange (hvordan er det overhovedet muligt!?), så er hun hver gang meget stolt over sin egen bedrift.
Jeg har været ude at bowle med spejderne og spist kage på jobbet.
Malou har hjulpet med at sætte forårsblomster i krukker og min lille hjælper var meget gavmild både med jord og vandkande.
Malou har erklæret solbrille-sæsonen for åben ved at have solbriller på to morgener i denne uge, mens vi cyklede til dagplejen.
Malou sørger for at bamsen får børstet tænder. Andre aftener kan det også være dukken eller LEGO dyrene, der er heldige at få rene bisser.
I denne uge, har jeg været god til at gå ned i mit syrum i om aftenen i stedet for at sidde og halvsove til tv'et i stuen. Når kæresten f.eks. er til fodboldtræning, så sidder jeg i kælderen og hører lydbog, drikker kaffe og syr sommertøj til Malou. Jeg viser det frem i et indlæg snart, jeg skal bare lige have taget billeder af det i et ordentligt lys.
Torsdag aften fik vi de her lækre tortillapizzaer, der er så hurtige at lave. Malou lavede sin egen med masser af majs (de fleste røg i maven, inden pizzaen kom i ovnen). Det er så hyggeligt, at stå sammen og bygge små minipizzaer og Malou får smagt på alle mulige råvarer imens.

tirsdag den 14. marts 2017

En tur ved tandlægen

Vi får besøgt en masse læger for tiden. I dag var vi ved tandlægen, fordi Malou slog et lille stykke af sin øverste venstre fortand i lørdags, da vi var i zoo. Den uopmærksomme mor opdagede det først, da vi var kommet hjem og skulle børste tænder inden sengetid. Jeg havde godt bemærket, at hun var faldet og havde bidt sig lidt i læben derude, men ikke noget, der gjorde hende ked af det, så jeg havde ikke overvejet at tjekke tænderne.
Det er heldigvis bare et lille stykke og det hele så fint ud. Ingen løse tænder, misfarvninger eller tandbylder, så vi håber, det forbliver sådan. Malou fik slebet tanden lidt, for den var blevet lidt skarp, der hvor det lille stykke, er røget af.
Malou tog det hele i stiv arm og fik en lille dinosaur til at aflede opmærksomheden.
Hele vejen derhen i bilen talte hun om, at hun skulle til ørelæge. Hihi, der har vi vist været en del på det sidste.

onsdag den 8. marts 2017

Endnu en omgang dræn til Malou

I mandags fik Malou for anden gang dræn i begge ører. For to uger siden, fandt jeg pludselig det ene dræn liggende i Malous øregang sammen med en masse betændelse. Vi fik en hurtig konsultation hos ørelægen og blev i samråd med ham enige om, at hun skulle have et nyt dræn, selvom øret egentlig så fint ud (trods betændelsen)
Det var godt, at vi gjorde det, for allerede her små 14 dage efter den konsultation var venstre mellemøre helt fyldt med væske. Meget mere væske, end første gang hun fik dræn i december 2016. Det højre dræn var desuden også på vej ud, så det blev skiftet i samme indgreb.
Hun tog narkosen så flot, men flippede helt ud, da hun vågnede. Hun var desorienteret, bange, skreg, græd og vred sig rundt. Jeg kunne slet ikke holde hende eller trøste hende! Åh, det skar i mit moderhjerte, at sidde med en helt utrøstelig, sparkende og grædende lille pige i venteværelset. Efter 30 minutter fik jeg hende båret ned i bilen og så stilnede gråden af på vej hjem.
Da først jeg sad i bilen røg min cool facade, jeg ellers havde holdt hele tiden, både før, under og efter operationen og tårene trillede ned af mine kinder. Hold nu op, hvor er det hårdt at se sit barn så bange og ked af det og ikke kunne trøste hende.
Vel hjemme og da vi begge var færdige med at tude, så krammede vi, legede og hyggede resten af dagen. Malou kom hurtigt i hopla, da hun først fik lidt mad og drikke. Vi bagte pandekager og gik en lille tur med klapvognen.

Malous fine sæt med trøje og leggings med guldprikker er fra Pomp De Luxs nye kollektion. Jeg viste det frem i dette indlæg

torsdag den 2. marts 2017

Et år siden Malou startede i dagpleje

Ej, men det er lige gået op for mig, at det her d. 1. marts allerede var et år siden, Malou startede i dagpleje.
Hold nu op, hvor går tiden altså stærkt. Totalt mor-kliche, men der er altså noget om det.
Det var en lille ni måneder gammel, ret korthåret pige, der liiige havde lært at kravle, som havde sine første timer alene i dagplejen i starten af marts sidste år. Hun havde fire tænder og passede str. 74 i tøj.
Jeg startede arbejde igen d. 7. marts og Brian overtog barslen de sidst tre uger og derfor også resten af indkøringen af Malou i dagplejen.
Nu har vi en stor pige i str. 86/92 med 14 tænder. Hun kan løbe, hoppe og sige små sætninger. Håret er langt nok til at blive sat med elastikker, hun elsker at være udenfor og har en mening om, hvilket tøj, hun gerne vil have på (ALT med dyremotiver!)

Marts 2016
Marts 2017

fredag den 24. februar 2017

Ugen i billeder

Det har virkelig været småt med billeder på telefonen i denne uge, så det bliver en lillebitte collage, jeg kan vise jer fra ugens løb.
I mandags hjalp Malou med at lave pizza. Hun er enormt stolt over, at hun har fået sin egen lille kagerulle. Det er denne her til 30 kr. fra Trævarefabrikernes Udsalg.
Tirsdag eftermiddag røg Malous venstre dræn ud. Jeg fandt det i øret, da jeg ville vaske en ordentlig omgang betændelse væk. Onsdag måtte jeg derfor tage tidligt fri og tage Malou med til en akuttid hos ørelægen. Ganske rigtigt var venstre øre betændt og uden dræn, så nu står den på øredråber den næste uge, for at slå betændelsen ned og så har vi fået tid til ilæggelse af nyt dræn d. 6. marts.
Puha, jeg kan stadig tydeligt huske, hvor hårdt det var (mest for mig, Malou var meget sejere end sin mor), da hun fik lagt dræn i begge ører i december. Jeg skrev lidt om det her.
Malou er inde i en periode, hvor hun rigtig gerne selv vil tage gummistøvler, huer, cykelhjelm, jakker osv. på, men altid kun, når vi ikke skal ud af døren. Hun bliver så stolt, når det lykkedes hende at få et eller andet rigtigt på. Derfor har hun bl.a. set Shaun The Sheep med cykelhjelm på.

Rigtig god weekend til jer alle! Vores bliver en rar en af slagsen fyldt med en masse dejlige planer - kaffeaftaler, færdiggørelse af fastelavnstøj, tøjparty og fastelavnsfest.

lørdag den 18. februar 2017

Malous nye stol

Malou har fået en fin stol af bedstemoster (mandens moster). Stolen er fra den børnehave, hvor hun arbejder. Den er i god stand, men meget slidt. så vi skal have den slebet godt ned og så enten lakeret eller malet.
Det er en Hukitstol fra 1989, så den har nogle år på bagen og er blevet brugt flittigt nede i børnehaven. Det er en af de store modeller med en siddehøjde på 36 cm.
Lige nu hælder jeg mest til at male ryglæn og sæde sort, men den er jo også ret pæn, som den står nu, bare med lak.
Imens, manden og jeg tænker videre, bruger vi den bare som den er og Malou syntes, det er helt vildt sjovt at have fået sin egen stol, så hun kan sidde ved sofabordet og spise eftermiddagsmad.




torsdag den 9. februar 2017

Sne i Odense

Onsdag fik vi en god portion sne i Odense, så jeg tog lidt tidligere fri fra job og hentede Malou med kælken. Det var hendes første kælketur og hun grinede stort, når jeg løb med kælken, så det gik rigtig stærkt. Jeg håber, sneen bliver liggende til weekenden, så vi kan gå en tur på kælkebakken.
Da vi kom hjem i varmen hjalp Malou med at lave aftensmad. Lige for øjeblikket vil hun bare så gerne hjælpe og lige så snart, jeg går i køkkenet, så kommer hun slæbende med en skammel for at være med. Hun er simpelthen så sød og vil rigtig gerne putte salat/grønt i skåle, lægge pomfritter på bagepladen og bære maden over på spisebordet. Det er lidt svært at finde opgaver, som hun reelt kan hjælpe med, men jeg prøver at inkludere hende, så meget, jeg kan og lukker øjnene for alt det, der ryger ved siden af.


Vi fik denne menu fra Aarstidernes Kvikkasse og Malou var helt vild med karrysovsen, så den skal vi snart lave igen

onsdag den 14. december 2016

Min seje lille pige

I mandags fik Malou lagt dræn og hun var bare så sej til det. Jeg tog det knap så godt, faktisk hylede jeg i vilden sky, da de lukkede døren til operationsstuen, hvor min lille pige lå og var bevidstløs af narkosen. Selve indgrebet tog kun fem minutters tid, så kom ørelægen ud og fortalte os at alt var gået fint og at Malou nu havde fået dræn i begge ører. Da narkoselægen derefter kom bærende på en stadig tungtsovende Malou og lagde hende ind på opvågningsstuen, fløj jeg op af stolen og med ind.
Det tog omkring 10 minutter før hun vågnede og var helt fortumlet og ked af det. Det hjalp dog hurtigt at komme op at sidde hos mor og far. Sygeplejersken på opvågningstuen kom endda med en lille is til hende og det hjalp meget på humøret.
Resten af dagen hyggede vi derhjemme. Malou var hurtigt i gang igen, og selvom hun var lidt træt, så tonsede hun rundt og legede.
Det har helt klart hjulpet på hendes hørelse, der har vi mærket en tydelig forbedring allerede. Nattesøvnen er uændret, hun vågner stadig op mange gange, men det virker til at det er fordi, hun sover uroligt og ikke fordi, hun har ondt. Jeg tænker, at det måske er fordi, hun lige pludselig kan høre en masse, hun ikke plejer og derfor bearbejder alle de nye indtryk i søvnen.

I venteværelset inden indgrebet || En træt pige ser tv og putter med sin nye isbjørn fra Trygfonden. Den gives til børn, der skal i narkose

lørdag den 10. december 2016

Ugen i billeder (og en lille video)

Vi har set flere afsnit af Bamses Julerejse på DRTV i løbet af ugen. Det er næsten et større hit end de almindelige afsnit, for Bamse har "hue på" i følge Malou. Hun er altså ret skarp, hvis jeg selv skal sige det.


Tirsdag fik vi leveret varer fra nemlig.com og det var vist ret heldigt, at jeg bestilte varerne mandag aften, for hele tirsdagen var deres website nede pga. en opdatering, der ikke var gået som planlagt.


Jeg håber, I kan se videoen. Det er første gang, jeg prøver at lægge video på bloggen. Malou elsker at hoppe i vandpytter og i onsdags blev det kombineret med en form for moonwalk, da jeg hentede fra dagpleje.


Jeg nyder hver eneste kop kaffe jeg får i den fine julekalender og sender samtidig en tanke til San Francisco, hvor den lille julenisse, der sørgede for at kalenderen kom min vej, sidder.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...