Viser opslag med etiketten efterår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten efterår. Vis alle opslag

torsdag den 3. august 2017

12 regnvejrsaktiviteter for de mindste

Vi har holdt alle tre ugers sommerferie her i gode gamle Danmark i år. Vi havde håbet på en dansk sommer med sol, strandture og is, men vi har haft flere dage med regn end med solskin. Vi har dog haft en rigtig dejlig ferie alligevel.
Vi har haft hovederne lidt i blød over, hvad vi kunne lave af regnvejrsaktiviteter med en meget aktiv to-årig og jeg har lavet en lille liste til jer med nogle af de ting, man kan bruge sådan en regnvejrsdag på.

Vandpytter er altid et hit!

  • Hjemmelavet modellervoks. Det er både sjovt at være med til at lave og at lege med det bagefter. Vi har brugt denne opskrift fra Valdemarsro og modellervoksen holder længe i køleskabet.
  • Tegne, male og sætte klistermærker i malebøger
  • Tage i svømmehallen eller indendørs legeland
  • Bygge en hule og læse bøger indeni den
  • Bage boller, pandekager, knækbrød eller kage sammen med de små. Det sviner, men er også rigtig hyggeligt.
  • Lave perleplader eller halskæder med de store Hamaperler. 
  • Danse og tosse rundt til høj musik
  • Tage på biblioteket. Vores lokale bibliotek har et meget stort legeområde til børn, så vi kan få lang tid til at gå der udover at kigge i bøgerne.
  • Lave praktiske gøremål sammen. Malou elsker at få lov til at hjælpe med ting som f.eks. vasketøj, rengøring eller tømning af opvaskeren.
  • Gåtur i regnen, hvor der er god tid til at hoppe i vandpytter. Det er et stensikkert hit hos vores to-årige
  • Bygge motorikbaner af Bobles, puder, tæpper, kasser, skamler og hvad der ellers er ved hånden
  • Lave puslespil sammen
Hjemmelavet modellervoks på en regnverjsdag i sommerhuset

tirsdag den 15. november 2016

Min weekend

Fredag havde jeg en træt Malou med i Brugsen og handle lidt småting. Vognen ser meget fyldt ud, men det er primært toiletpapir og så fordi, det var Malou, der "lagde" alle varerne ned i vognen.
Da Malou var puttet, hyggede vi på sofaen. Manden så landskamp og jeg så et par afsnit Bones på Netflix (sæson 11 er lige kommet på, juhuu!) på min telefon. Malou og jeg havde også købt en enkelt juleøl i Brugsen, for jeg følte mig så snydt sidste fredag, hvor det var J-dag. Den var virkelig god og jeg tror, jeg skal have en igen inden jul.

Fredagstræt lille pige
Årets første juleøl og en virkelig god en af slagsen
Efter de mange dages sygdom trængte vi alle tre til noget frisk luft og lørdag tog vi derfor en tur til Langesøskoven for at gå en tur. Det var koldt, men virkelig flot. Jeg elsker efterårets farver og på de klare dage, hvor solen brænder igennem og himlen er helt blå, så er sådan en gåtur i en orange skov nok noget af det smukkeste, jeg ved.
Malou faldt i søvn på vej hjem i bilen, og tog sig en god lang middagslur, da vi kom hjem og puttede hende over i barnevognen. Vi voksne varmede os på en kop varm kaffe/kakao, da vi kom ind i varmen.

Der er så smukt i den danske natur for tiden
Koldt, men flot

Til sidste ville Malou ikke sidde i klapvognen længere, men benene var for trætte til at gå. Heldigvis havde jeg taget en ringslynge med, for hun er altså for tung at bære på armen. Især en glat flyverdragt.
Søndag formiddag var kæresten ikke hjemme, så Malou og jeg drog på en lille gåtur ned til ænderne. Det er så hyggeligt, at fodre ænderne med hende, nu hvor hun har forstået konceptet. De små brødstykker i posen, bliver sirligt taget op et af gangen og "kastet" til ænderne. I dag stod vi ved bredden af åen, da broen vi normalt står på, var helt glat af is. Ænderne var virkelig sultne og kom helt tæt på, for at få brød. 
Da vi kom tilbage tog Malou sig en ordentlig lang middagslur på fire timer (FIRE!), så jeg fik ordnet en masse vasketøj og gjort hele huset rent. Da hun vågnede, tog vi over til farmor og farfar og spiste aftensmad. Vi fik fløderand til dessert og Malou var helt vild med det. Det er godt at komme ud til bedsteforældrene og blive forkælet lidt.

Alt i alt en skøn weekend, der gik alt for hurtigt. 
Jeg har i øvrigt købt en masse vitaminpiller til kæresten og skal have købt biostraht-dråber til Malou. Desuden vil jeg lave ingefærshot i denne uge. Nu skal vores immunforsvar altså styrkes og så håber jeg, at vi slipper for sygdom det næste lange stykke tid.

Jeg elsker at vi har så flot natur i vores nabolag
Meget koncentreret om at give ænderne brød

fredag den 11. november 2016

Vi nåede lige at nyde sneen

I Odense faldt der faktisk en del sne i denne uge, den er desværre næsten smeltet nu igen. På billederne herunder ser det ikke ud af så meget, men vores græs er virkelig langt, derfor stikker det op af sneen. 
Da vi stod op tirsdag morgen opdagede Malou med det samme, at haven ikke så ud, som den plejer. Hun var meget fascineret af det hvide lag, der lå overalt. Hun kiggede og pegede og kiggede igen, det var virkelig sødt at se hendes reaktion og undren.
Tirsdag eftermiddag var vi ude og lege i haven i 20 minutter. Malou elskede det og gik helt bananas, da vi skulle ind igen. Hun ville gerne være ude meget længere, men de små fingre var jo allerede stivfrosne af at lege med sneen uden handsker (de sad kun på hænderne de første 2 minutter) 
Onsdag faldt der endnu mere sne, men det var desværre tøvejr hele dagen, så alt var meget vådt og det orkede jeg ikke lige at sende Malou ud i. 

Malou var meget forundret, da hun vågnede tirsdag morgen og haven var indhyllet i sne
 
Hvordan har du tænkt dig, at jeg skal lege i sandkassen med vanter på, mor?

Lidt mere modig, men sneen var kold på hænderne

Onsdag morgen var Malou totalt klar på at komme ud i sneen igen og fandt selv sine støvler frem

onsdag den 2. november 2016

Det vil jeg gerne nå i november...

Så kom vi ind i endnu en måned. Mine ønsker for oktober måned, kan du se her. Jeg nåede næste helt igennem listen og laver lige en lille opsummering herunder.
I oktober måned, bestilte vi varer fra nemlig.com flere gange, og vi er rigtig glade for det. Faktisk får vi vores femte bestilling leveret i eftermiddag.
Vi havde også en skøn lille efterårsferie, hvor vi bl.a. besøgte oldeforældre og var på biblioteket.
Malous ønskeseddel er skrevet færdig og snart på vej til de spændte bedsteforældre, der glæder sig rigtig meget til at give hende julegaver. Jeg tænker, at jeg samler nogle af ønskerne i et indlæg for sig. Min egen ønskeseddel halter det dog lidt mere med.
Malou har også fået vinterstøvler og vi har også været ude og nyde efterårets fine farver og nedfaldne blade.


I november måned, vil jeg gerne nå at...
  • Lave fordej til honninghjerter efter denne opskrift (og være en lille smule ærgerlig over, at min faste julekage-bage-makker Line, ikke kan være med i år)
  • Tage en tur i skoven og gå en lang tur, mens vi nyder det sidste af efteråret
  • Invitere min familie til adventshygge og æbleskiver d. 27. november (1. søndag i advent)
  • Tage på biblioteket og lege igen, for det var et kæmpe hit hos Malou, da vi var der sidst
  • Få bestilt tid ved frisøren. Nu er det over et halvt år siden, jeg var der sidst og det kan altså ses på både udgroning og spidser.
  • Fejre kærestens fødselsdag og måske endda invitere ham ud at spise uden barn
  • Få styr på årets juledekoration og adventskrans. Kalenderlyset er allerede indkøbt, men resten mangler.

mandag den 31. oktober 2016

Min weekend

Vi startede weekenden med en syg lille mus (IGEN!!!), der dog var markant mere frisk end de foregående to dage, hvor hun bare har været helt mat med høj feber. Fredag morgen kom mormor for at passe det lille pus og de to havde en hyggelig dag. Malou var blevet feberfri i løbet af natten, men stadig meget træt og pylret, så hun havde ikke været klar til dagpleje.
Kæresten skulle til afslutningsfest med fodboldholdet om aftenen, så Malou og jeg fik bare nem varme-mad med forskellige rester fra ugen.

Til oldes fødselsdag
Lørdag var vi til oldemors (min mormor) 80 års fødselsdag til frokost og heldigvis var Malou helt frisk og feberfri. Den lille ballademager charmerede hele familien og fik pillet i alle oldemors små og store nipsting. Og så spiste hun næsten to tarteletter med fyld! Og en rugbrødsmad med fiskefilet og remoulade. Men hun havde så heller ikke rigtig spist noget siden onsdag...

En fantastisk flot formiddag
Malou sparker til blade ligesom alle andre på de sociale medier
Søndag stod den på afslapning og en hyggelig gåtur i det mest fantastiske efterårsvejr ned til åen for at fodre ænderne. Malou holdt godt fast i posen med brød hele vejen derned, imens hun sagde "'ap, 'ap, 'ap" (Rap, rap, rap) Hun skulle selvfølgelig prøvesmage brødet, da vi åbnede posen og hun hvinede af fryd, når ænderne hapsede brødet i vandet. Det er første gang, hun virkelig har været "med", når vi har fodret ænder. Det er altså bare så hyggeligt med den alder hun har nu, hvor hun begynder at forstå mere og mere.

Ændernes brød prøvesmages
Det er rigtig rart, at vi kan stå på den lille bro og fodre ænderne. Så skal jeg ikke være nervøs for, at Malou skvatter i vandet.
Eftermiddagen blev brugt på at bage rugbrød og gulerodsboller. Der er næsten ikke noget, der slår sådan en lun nybagt bolle med et godt lag smør. Perfekt til at slutte weekenden af med og så var der også til madpakkerne i ugens løb.

onsdag den 19. oktober 2016

Vores mini-efterårsferie

Vi har nydt vores forlængede weekend og vi har alligevel nået en del, synes jeg.
Jeg endte med at tage til 30 års om fredagen også sammen med Malou. Det var sådan noget åbent hus og der var mange andre, der havde børn med, så Malou hyggede sig gevaldigt. Malou og jeg kørte hjem, da det blev sengetid for den lille dame og farmand blev og festede med vennerne.

Lidt betuttet, men klar til fest i ny kjole
Lørdag formiddag tog vi ind til byen for at købe en skjorte til kæresten (I god tid til aftenens fest, selvfølgelig...) Vi spiste brunch på Eydes. De har en virkelig lækker brunchbuffet til rimelige penge. Det var første gang vi havde Malou med derind, hun hyggede sig og opførte sig eksemplarisk, så både mor og far også fik spist brunch i nogenlunde ro og mag. Desuden spiser små børn gratis, det er da fantastisk!

Til brunch på Eydes
Lørdag aften var vi igen til 30 års. Denne gang en "rigtig" fest uden børn, med helstegt pattegris, DJ og dans til langt ud på natten. Malou hyggede sig hos farmor og farfar, imens mor og far gjorde sig til grin på dansegulvet.
Jeg havde købt ny kjole i dagens anledning. Det er denne som Miss Jeanett linker til her fra ASOS. Desværre nåede den at blive udsolgt, inden jeg fik taget mig sammen til at få den klikket hjem, men den findes heldigvis også i en "Tall" version. Jeg er absolut ikke høj (kun 164 cm), men lidt ekstra længde på kjolen gør mig ikke noget. Jeg havde dog ikke overvejet, at ærmerne også ville være længere, så de måtte foldes op. Haha!

Kjole fra ASOS 400 kr.
Søndag forløb stille og roligt, Malou sov en lang middagslur, da hun var blevet hentet hos farmor og farfar. Om eftermiddagen gik vi ud i haven og legede med sand og regnvand. Vi havde alle brug for lidt luft og en pause fra LEGO tårne, der blev væltet meget højlydt ;)

Det er altid et hit at få lov til at lege med vand
Mandag tilbragte vi derhjemme. Om formiddagen kom en veninde og hendes datter over med lidt brugt tøj til Malou. Vi er så heldige at deres pige kun er et halv år ældre end Malou, så vi har arvet meget tøj derfra. Nu er pigerne dog snart i samme størrelse.
Om eftermiddagen kom naboen og hendes dreng (der er på samme alder som Malou) over med nybagte boller, så Malou fik rigtig øvet sig i at dele sit legetøj. Det er hun ikke meget for i øjeblikket.

Der bliver leget med oldeforældrenes legetøj på køkkengulvet
Tirsdag formiddag besøgte vi Malous oldeforældre (min mormor og morfar). Vi købte lidt sødt med fra bageren og havde nogle rigtige hyggelige timer, inden det blev tid til middagslur og vi kørte hjem igen. Malou faldt i søvn i autostolen og sov de 40-50 minutter det tog at køre hjem. Desværre vågnede hun, da jeg puttede hende over i barnevognen, så hun var noget pylret resten af dagen pga. den (for hende) meget korte lur.

Endnu engang faldt Malou i søvn i autostolen. Med åben mund og det hele
VI tog på biblioteket om eftermiddagen, fordi Malou var sur og træt. Det plejer at hjælpe at komme lidt ud. Det gjorde det absolut også denne gang. Der var fuld fart over feltet i den times tid, vi var der. Vi har ikke været der før, men der er et kæmpestort legerum med masser af legetøj, udklædningstøj, rutsjebane, legekøkken, legetelt osv. Der skal vi helt sikkert hen igen en anden gang.
Kl. 18 sov lilleprutten allerede og vi kunne gøre klar til at tage på arbejde igen onsdag morgen.

Sådan en tur på biblioteket kan gøre alle glade

torsdag den 6. oktober 2016

Det vil jeg gerne nå i oktober...

Jeg fik da sprunget september over i min lille føljeton, men nu tager jeg bare fat på oktober i stedet. Jeg synes, det er så hyggeligt, at lægge en lille plan for måneden.
Du kan se min liste fra august lige her, hvor jeg nåede det hele, undtagen det med at grille på terrassen. Det var som om, at vejret i august ikke rigtig indbød til udeliv. Jeg fik også holdt min fødselsdag, den kan du læse mere om her.

I oktober måned vil jeg gerne nå at...

  • Holde (mini) efterårsferie med kæresten og Malou. Vi har fri mandag og tirsdag i uge 42 og vi har endnu ikke nogle planer. Malou har fri fra dagplejen hele uge 42 og skal hygge med sine bedsteforældre, de dage, hvor vi skal på arbejde
  • Komme ud i naturen og nyde efterårets flotte farver
  • Starte på at kigge på julegaveønsker til både mini og jeg
  • Shoppe vinterstøvler til Malou
  • Få gang i mit strikketøj igen
  • Prøve at lette hverdagen ved at bestille dagligvarer hos nemlig.com. De er lige begyndt at levere i Odense og det skal da prøves!
Efteråret er fantastisk, især når solen skinner og man kan putte sig lidt under dynen i barnevognen.

mandag den 29. september 2014

Turist i egen by | Odense

Jeg har brugt en lørdag i det skønneste selskab! Jeg har været "turist i egen by" sammen med Line, der har skrevet om vores dag i dette indlæg.
Når man er ude i verden eller bare besøger en anden by i Danmark, så undersøger man, hvad det er muligt at opleve. Det er jeg ikke særlig god til at få gjort i min egen by - Odense. Så det måtte vi få gjort noget ved.

Vi startede ud med at spise en lækker brunch-buffet på Eydes Gastro Pub. Det er et sted, jeg klart vil anbefale, hvis man skal spise brunch i Odense. Det er en god og meget varieret brunch buffet til en yderst rimelig pris. Der er alt, hvad hjertet begærer af brunch, morgenmad, frokost-anretninger, frugt, kage, brød osv. Buffeten koster kun 129 kr. og drikkelse tilkøbes til fair priser. Vi fik kaffe og friskpresset appelsinjuice til.

Første omgang fra den lækre brunch-buffet
Efter et solidt måltid drog vi ud i Odense City. Målet var Møntergården - Odenses kulturhistoriske museum, der blev totalrenoveret i og genåbnet i august 2013. Museet har to permanente udstillinger "Fyn midt i verden", der er placeret i de nye museumsbygninger og "Byens liv", der er placeret i den gamle købmandsgård og handler om Odense. Som to historisk interesserede voksne mennesker, brugte vi rigtig lang tid i hver udstilling. Vi læser stort set alle skilte og opdager og snakker undervejs. I de nye bygninger er udstillingerne delt op med temaer og ikke på traditionel vis i tid. Det giver en rigtig god dynamik i udstillingerne, der giver mange gode vinkler på Fyns rolle op i gennem tiden.

Der er mange forskellige udstillede genstande. Her er en lut fundet i en mose.
Hat med tilhørende skulderpynt og slevfølgelig hatteæske.
Udstillinger er et godt miks af ting fra gammel og nyere tid
Der er masser af aktiviteter for børn og barnlige sjæle. Der er små film, udstillede genstande, man må røre ved, spil, lege, man kan skrive med fjerpen og blæk samt slå sin egen mønt. For to voksne med et barnligt sind, var det rigtig sjovt at kombinere museumsbesøget med interaktive tiltag.
Vi brugte næsten fire timer i alt på at se alle udstillingerne på Møntergården. Det kan sagtens gøres hurtigere, men vi havde god tid og ville gerne have det hele med.
En billet til Møntergården koster kun 50 kr.
Som bonus fik vi en fribillet til Odense Bys Museer ved at besvare et spørgeskema, så inden årets udgang skal vi på den igen som turister i Odense.

Der er rig mulighed for at føle og dufte udstillede genstande. Der er noget for alle sanser.
Selv den fynske brunsviger er kommet i montre
Møntergårdens "vartegn" er et kæmpe stort Ingrid Marie æble.
Vi sluttede dagen af med at gå i "H.C. Andersens fodspor". Et nyt og gratis tiltag i Odense, hvor man via en folder eller en app (findes her) kan følge en rute i Odense, der går forbi 13 seværdigheder, der har tilknytning til H.C. Andersen. I app eller folder, er der en lille fortælling om hvert af de 13 steder. Ruten er markeret med fodspor i str. 47, samme størrelse som HCA himself, og er lige lidt over 3 km. lang. Det er en rigtig hyggelig tur og selv som indfødte Odenseanere lærte vi noget nyt om digteren.

H.C. Andersens barndomshjem
Det charmerende kvarter, hvor H.C. Andersen er født. Dengang var det et slumkvarter for byens fattigste.
H.C. Andersens fødehjem
De tre billeder fra HCA ruten har jeg lånt af Line, da min telefon løb tør for strøm.

onsdag den 24. september 2014

Efterårsstøvler

Jeg er på udkig efter et par gode ankelstøvler til kontoret i hverdagene. De skal altså ikke være for varme og må gerne være "pæne" og stilfulde. Samtidig skal det være en ordentlig kvalitet, der kan holde flere sæsoner. Indtil videre ser feltet således ud.
Hvad synes du?

1. Touch 75B støvle, Ecco, 1100 kr.  2. Dawn støvle, Vagabond, 899 kr.
3. Cool Zip Boot Exp 14, Bianco, 899 kr.

onsdag den 23. oktober 2013

Min efterårsferie

Som jeg allerede har nævnt et par gange før her på bloggen, så har jeg været væk hele efterårsferien. Jeg har tilbragt 10 pragtfulde dage i en skov et sted på Fyn sammen 100 andre spejdere med samme passion som mig.
Vi er et team på 22 personer, der sammen har brugt det meste af et år på at planlægge 7 dages kursus for 80 kursister fra hele landet på omkring de 13 år. Vi sætter dem sammen i blandede patruljer på otte spejdere med en vejleder tilknyttet. Udover at lære om samarbejde på den hårde måde (bo sammen med syv fremmede i en uge), så prøver vi at lære dem om planlægning, konstruktiv kritik, evaluering og god kommunikation – på et plan, hvor man som 13 årig kan være med.
Jeg vil gerne vise jer billeder fra min uge, men jeg vil ikke vise billeder af deltagerne, så det bliver et lidt anderledes udpluk af billeder.
Se videoer fra kurset på YouTube

Et lille udpluk af lejren

Spejdere kan også være kreative. Dekorering af porcelæn.

Perleskåle af store Hama-perler.

Forhindringsbane i skoven

Stor fed og meget behåret larve

"Kemi-udslip", der gjorde skovens dyr syge. Heldigvis reddede spejderne skoven og dyrene til sidst (Spejderlogik)

Skoven var fyldt med efterårssvampe. Både spiselige og ikke så spiselige. Her er det nogle meget flotte røde fluesvampe.


Så skøn natur i området!

Jeg fik testet min nye regnjakke

Ved hjælp af fakler, tilråb, slangebøsser og bolde med havregryn fik spejderne jaget kemifabrikkens medarbejdere væk, så der kunne placeres en bombe, der sprængte hele fabrikken i luften (Spejderlogik)

torsdag den 3. oktober 2013

Kylling i fad med æble og cider || Opskrift

Det er sæson for æbler, og det er oplagt at lave en masse søde desserter og snack af dem, men man kan også bruge dem i madlavningen. Jeg bruger bare helt almindelig æbler fra svigermors have til både fadet og salaten. Det er god efterårsmad!


Kylling i fad med æble og cider
Fire personer

Ingredienser
4 kyllingebrystfileter
2 - 3 æbler
1 aubergine
2 løg
3 dl. æblecider
5 dl. madlavningsføde
Fedtstof

Tilbehør
Brune ris og avocado-æblesalat

Fremgangsmåde
Del kyllingefileterne i tre og svits dem brune i fedtstof på panden. Placer kyllingestykkerne i et fad.
Skær æblerne i både og i tynde skiver og svits i fedtstof på panden. Læg de brunede æbler i fadet med kylling.


Skær aubergine i små tern og løg i halve tynde ringe. Steg aubergine og løg godt i fedtstof.


Tilsæt cider og lad det koge godt ind. Drik evt. et glas cider imens du venter :)


Tilsæt madlavningsfløde og kog saucen op, inden det hele hældes i fadet.
Placeres i varm ovn på 200 grader i ca. 30 min.


Serveres f.eks. med brune ris og avocado-æblesalat.Velbekomme!


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...