Viser opslag med etiketten malou. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten malou. Vis alle opslag

mandag den 30. april 2018

Farvel til sutterne

Vi havde en dejlig påskeferie, hvor Malou afleverede sine sutter til girafferne i Odense Zoo. Til gengæld havde girafferne anbragt en gave i vores bil på parkeringspladsen imens. Det var heldigvis lige præcis sådan en dukkevogn, som Malou ønskede sig allermest ;)
Det gik virkelig nemt med at aflevere sutterne i girafhuset. Jeg stod og var tæt på at fælde et par tårer, mens min store pige bare gerne ville ud og se på flere dyr i zoo, da sutterne var hængt på opslagstavlen.
Det er virkelig svært at finde det helt rigtige tidspunkt til sådan et suttestop. Vi ville gerne fjerne sutterne inden børnehavestart og lillesøsters ankomst i juni. Desuden har Malou fået en smule suttebid, så tandlægen anbefalede et suttestop, inden hun fylder tre år.




Hvordan er det så gået med at undvære sutterne?
Suttestoppet er gået sådan lidt blandet, da Malou altid har været utroligt glad og meget knyttet til sine sutter. Det er nu en måned siden og hun siger stadig jævnligt, at hun gerne vil have sine sutter tilbage. Åh, hvor det skærer i mit moderhjerte, at vi har frataget hende noget, hun elsker så højt.
Om dagen har hun egentlig været rimelig sej til at undvære dem, men vi har alligevel haft en periode med flere og større raserianfald og grådudbrud, der kunne have været undgået eller mildnet med sutten. Det er  heldigvis markant bedre nu.
Om natten har det været samme mønster, dog værre. Malou har jo aldrig været sådan et barn, der har sovet særlig godt om natten og hun vågner stadigvæk ca. hveranden nat, men førhen sov hun hurtigt videre, hvis man puttede hende med dynen og sutten.
Nu, hvor sutten er væk, har hun dog haft rigtig svært ved at finde tilbage i søvnen, de nætter, hvor hun vågner. Den sidste måned har vi været vågne flere gange hver nat, nogle gange i mere end en time, med en træt og skrigende pige, der ikke kan finde ro til at falde i søvn igen. Her efter en måneds tid virker det til, at vi er ovre det værste og Malou har efterhånden lært at finde tilbage i søvnen uden sine sutter.
Vi er rigtig glade for, at hun er så knyttet til sin nusseklud, da den kan trøste hende og hjælpe hende med at falde i søvn, nu hvor sutten mangler. Samtidig har hun fået en helt ny kærlighed for bamser i alverdens afskygninger, så nu er hele hendes seng proppet med bløde bamser.

torsdag den 26. april 2018

Siden sidst

Tiden flyver afsted og jeg kan slet ikke følge med.Vi har det godt allesammen og venter spændt på lillesøsters ankomst til juni.
Jeg har rygende travlt på jobbet og jeg kan næsten ikke vente, til min barsel starter i midten af maj måned. Det gør, kombineret med en aktiv lillesøster i maven og en ret så hidsig næsten-tre-årig i huset, der helst vil bestemme alt selv, at jeg bruger jeg de fleste aftener på at halvsove i sofaen foran fjernsynet. Derfor har der ikke været så meget overskud til bloggen.
Jeg savner at dele min hverdag med jer i store og små glimt, så jeg vil forsøge at prioritere bloggen igen.
Her får I lige et par små glimt fra den sidste uges tid.

"Tag et billede af mig, mor" 
Divaen viser sine splinternye LYSERØDE (det er vigtigt) kondisko frem. Det er disse søde sneakers fra Viking i str. 27(!!) Jeg syntes, det er lidt vildt, at hun har så store fødder.

Malou har fået en juniorseng og det går rigtig fint med at sove i den

Lillesøster fylder godt i maven og hun er en meget aktiv baby, der møffer rundt hele døgnet

torsdag den 15. februar 2018

Fastelavn 2018

Malou har været til fastelavn i dagplejen som den sødeste lille sommerfugl.
I år var overskuddet ikke til et hjemmesyet kostume, udover de hjemmefabrikerede følehorn (altså piberensere på hårbøjle), men det fortryder jeg faktisk lidt nu. Kvaliteten af det købte kostume er virkelig ringe. Allerede efter at have leget lidt med det derhjemme, røg glimmer og mange af de små pålimede stjerner af vingerne og tylskørtet gik op i en syning, så jeg måtte igang med nål og tråd, inden fredagens fastelavnsfest i dagplejen.
Efter nogle timers brug i dagplejen hang vingerne gevaldigt nedad og skørtet er gået mere op og efter endnu en fastelavnsfest i vinterferien er skørtet faktisk næsten helt skilt ad.Øv, altså!
Men pigen er heldigvis lykkelig for sin udklædning, som hun i øvrigt selv har bestemt og valgt, og så må jeg jo ærgre mig lidt over kvaliteten i stilhed.

onsdag den 7. februar 2018

Malou skal være storesøster

Vi udvider familien til juni!


Vi har fået overstået en 20-ugers scanning/misdannelsesscanning, hvor alt så perfekt ud, men den lille baby lå med krydsede ben, så sygeplejersken kunne ikke se kønnet med sikkerhed. Derfor bookede vi selv tid til en kønsscanning hos jordemoder.dk i Odense og her var der ingen tvivl.

Det er en lillesøster, der ligger inde i maven! 


Vi fik en rigtig god behandling af Louise, der scannede mig. Det var hyggeligt og afslappet og Malou fik lov til at være med, selvom hun ikke rigtig helt forstod, at det var lillesøster, vi så på den store fladskærm.
Vi har gemt stort set alt tøj og udstyr fra Malou, så vi har ikke det store behov for indkøb denne gang, men lidt hjemmestrik slipper lillesøster altså ikke for. Jeg har allerede strikket en lillebitte Lillebrors Romper til hende og en lilla djævlehue i bomuld. Selvom man er nr. 2, så må man altså godt få lidt nyt.


Min graviditet har, ligesom sidste gang, været præget af enorm træthed og rigtig meget kvalme de første 16 uger. Det er lettet nu og jeg nyder at "være mig selv igen" og at den voksende mave endnu ikke er en hindring for mig. Jeg er 20 uger henne og mærker nu små møf hver eneste dag. Jeg glæder mig sådan til, at de bliver kraftige nok til, at Malou og far kan mærke dem udenpå maven.

torsdag den 4. januar 2018

Spejdernes Lejr 2017

Igen et indlæg fra gemmerne. Denne gang fra vores sommerferie. Vi startede ferien med en uge i sommerhus (læs indlægget her), derefter havde vi nogle dage hjemme inden vi tog afsted på Spejdernes Lejr.



Spejdernes Lejr er en kæmpestor fælles lejr for Det Danske Spejderkorps, KFUM, Baptisterne, De Grønne Pigespejdere og mange andre, her i blandt en masse udenlandske spejdere.
Lejren afholdes hvert femte år forskellige steder i Danmark. Denne gang blev lejren afholdt på Kær Vestermark ved Sønderborg. Sådan en lejr er et kæmpestort set-up med over 37.000 deltagende spejdere fra hele verden. Der bliver opsat små supermarkeder, kiosker, bank, apotek og bageri. Det er et helt lille samfund for sig selv i den uge, lejren varer. Spejdergrupperne ligger i små lejre med telte og bålplads og hjemmebyggede køkkenborde til madlavningen. Vand hentes fra fælles vandhaner placeret rundt omkring i den store lejr. Toiletbesøg og bad foregår i transportable vogne, som man kender det fra festivaller.



Malou og jeg var afsted i tre overnatninger, mens kæresten var afsted i elleve dage. Vi boede i min kærestes lejr sammen med alle spejderne og lederne fra hans gruppe. Vi tre havde vores eget telt og Malou sov på liggeunderlag og i sovepose for første gang. Malou var meget spændt på at sove i sovepose og havde lidt svært ved at finde ro, når hun blev puttet. Hun ville meget gerne have overkrop og arme udenfor soveposen (for ikke at føle sig så klemt, tænker jeg), men det var bare lige lidt for koldt om natten til at sove uden sovepose på hele overkroppen.



Vejret var mildest talt ikke med hos. Det regnede massivt i dagene før vi ankom og der var også heldagsregn de første to dage, vi var der. På tredjedagen så vi solen en smule og den dag, vi skulle hjem skinnede solen rigtig meget og varmede faktisk også lidt.
På grund af al den regn var der kæmpe vandpytter og mudder overalt. Vi fik i den grad testet vores gummistøvler og regntøj og klapvognen var besværlig at have med rundt, de steder, hvor der var meget mudder. Heldigvis havde jeg også vikler med, så Malous trætte ben kunne få et hvil, selv når vi ikke havde klapvognen med. Lejren var nemlig meget stor og Malou kunne ikke selv gå hele turen fra den ene ende til den anden.
Det var bare så fedt at opleve den store lejr sammen med Malou og det gik så godt, at vi sagtens kunne have blevet nogle flere overnatninger. Jeg havde kun tilmeldt os tre overnatninger, da jeg var bange for at en hel lejr ville blive for kedelig, besværlig eller voldsom for Malou. Min hensigt var at få en succesoplevelse af spejderlivet med barn og det fik vi i den grad!
Malou hyggede sig gevaldigt trods regnen og jeg syntes, det var rigtig fedt at se alle mine spejdervenner igen.



onsdag den 3. januar 2018

Malous 2 års fødselsdag

Jeg har ikke lavet deciderede nytårsfortsætter for 2018, men jeg har alligevel sat mig et mål om at få udgivet mange af mine "kladder", altså indlæg til bloggen, der af en eller anden grund ikke er blevet færdiggjort. Det første er dette om Malous 2 års fødselsdag i juni 2017.


Det er faktisk mere end et halvt år siden, vi holdt Malous 2 års fødselsdag, men alligevel er dette indlæg blevet ved med at gå i glemmebogen.
Vi holdt Malous fødselsdag på grundlovsdag, dagen før hendes rigtige fødselsdag. Vi havde inviteret familien til eftermiddagskaffe med boller og kage. Om aftenen grillede vi pølser og brød, inden gæsterne smuttede hjem. Kagen er denne her.


Det var en rigtig hyggelig dag og Malou hyggede sig rigtig meget og fik bare så mange gaver. Hun var lidt betuttet, da gæsterne begyndte at komme, men hun fik hurtigt smag for at åbne gaver og lege med alt det nye legetøj. Malou er det eneste barn i familien, men heldigvis stod bedsteforældre, onkler og faster klar til at lege med hende og alle hendes nye gaver.


På selve dagen blev hun fejret om morgenen af os og om formiddagen i dagplejen, hvor hun havde kiks og frugt med til sine små venner. Kiksene er lavet efter denne opskrift, der altid er et hit hos børnene. Jeg havde stukket dem ud med to-tals udstikkere herfra. Jeg havde også købt nogle på Ebay, som jeg linkede til her, men de levede desværre slet ikke op til annonceteksten. De var alt for små i forhold til, hvad sælgeren lovede i annoncen og to-tallet lignede slet ikke et to-tal og var i øvrigt magen til fem-tallet.
Efter arbejde/dagpleje kom moster et smut forbi for at sige tillykke, da hun ikke havde været der dagen før pga. arbejde.



Malou fik en løbecykel af os og den er bare et stort hit. Hun kunne faktisk cykle på den med det samme. Det tog kun lige et par minutter før hun havde forstået konceptet og så drønede hun bare afsted.
Jeg havde 14 dage før Malous fødselsdag fundet en næsten ubrugt løbecykel, lige præcis den model, hun skulle have, på Reshopper, men sælger blev ved med at trække tiden ift. afhentning og torsdag eftermiddag slettede hun sin annonce uden at sige noget til mig. Fredag fik jeg fat i hende og hun beklagede, at den ikke var til salg alligevel, fordi hendes datter ikke ville af med den. Surt show, for Malou skulle have haft den lørdag, så vi kunne bruge weekenden på at køre på den.
Jeg endte med at bruge hele lørdag formiddag på at ringe rundt til alle Odenses forhandlere for at finde nogle, der havde lige præcis den model på lager. (Ja, moren VILLE have lige præcis den cykel) Det viste sig at kun én butik i hele Odense havde den på lager og kun i en model med ekstraudstyr, så den var 150 kr. dyrere end normalt. Typisk.
Vi kørte ud og hentede den med det samme og heldigvis elsker Malou sin løbecykel, for det endte med at være en rigtig besværlig og noget dyrere gave end først beregnet.


tirsdag den 28. november 2017

LEGO Duplo test

Vi har igen været så heldige fået lov til at teste noget igennem Buzzador. Denne gang er det Malou, der har testet LEGO Duplo.
Vi har VIRKELIG meget Duplo herhjemme og det er noget, Malou leger rigtig meget med og det har hun gjort siden hun var omkring et år gammel. Nu er legen mere nuanceret og de små figurer kører bil, fodrer dyr og bor i hjemmebyggede huse.



Den pakke vi har testet, hedder Min Første Karrusel 10845 og koster 230 kr.
Pakken består af tre LEGO figurer, en lille fugl, en plade, to cupcake-forme, nogle byggeklodser og en parasol. Desuden også et stort og fire små tandhjul, som sammen danner en lille karrusel, der drejer rundt, så Duplo-børnene kan få en drejetur i cupcakeformene.
Tandhjulene sidder ikke fast, men ligger på pladen og det har Malou (2,5 år) lidt svært ved at finde ud af, da LEGO normalt sidder fast på pladen, når vi bygger.


Det kræver god finmotorik for de små fingre at dreje karrusellen forsigtigt uden at drejepinden i midten går fra hinanden. Det er rigtig god øvelse i rolige bevægelser for de små, men det gør også at Malou ikke kan bygge det uden hjælp. Jo flere gange vi har leget med det, jo nemmere bliver det for hende at bygge den selv.
Jeg syntes at ideen med tandhjulene er rigtig god, da børnene igennem leg, lærer de helt grundlæggende principper for mekanik og bevægelse. Det varmer i mit ingeniør-hjerte.
Det gør heller ikke noget, at det er svært for Malou at bygge karrusellen, da leg gerne må udfordre de små på forskellige måder.

torsdag den 26. oktober 2017

Åbent Landbrug 2017

For en måneds tid siden var vi til Åbent Landbrug. Det blev ikke hos en svineproducent, som først planlagt, da jeg tog søde Line fra Vidunderlige Virvar med i stedet for manden. Line og hendes mand venter en lille San Francisco baby, så vi valgte en Arla mælkeproducent i stedet for grisene, for at undgå risiko for MRSA-smitte.
Det var et rigtig godt bytte, for der var virkelig gjort noget ud af det hos mælkeproducenten. Der var masser af Arla smagsprøver, aktiviteter, landbrugsmaskiner og kig ind til køerne i staldene. Vi fik også et par af de populære yver-glas og en "smør-ryster" til at lave smør ud af kærnemælk og piskefløde.
Et kæmpestort arrangement med mange gæster, men fordi, der var rigtig god plads, så føltes det ikke trangt på noget tidspunkt. Det skal vi helt sikkert igen til næste år.






onsdag den 23. august 2017

Tredje omgang dræn til Malou

Mandag var vi afsted igen. For tredje gang på under et år fik Malou lagt nye dræn i ørene, fordi de bliver ved med at ryge ud. Vi var afsted i december 2016 og marts 2017, men denne gang har hun fået lagt titaniumdræn, der gerne skulle sidde bedre fast, så vi forhåbentlig ikke skal besøge ørelægen så ofte.
Malou fik konstateret væske i mellemøret allerede i starten af juli, men på grund af sommerferien har vi ventet seks meget lange uger på operationen. Det har været hårdt for hele familien med dårlig søvn, mange opvågninger om natten og alt for korte middagslure.
Det er rart, at Malou nu er blevet så stor, at vi bedre kan forklare hende, hvad der skal ske. Desuden kan hun også godt huske, at hun har været ved ørelægen før, så hun var hverken bange eller ked af det denne gang. Jeg kneb (igen) et par tårer, da hun blev lagt i narkose. Det bliver altså bare ikke nemmere for mig. Det er så hårdt, at se hende spjætte, når narkosen begynder at virke og så efterlade hende sovende inde på operationsstuen.
Resten af dagen hyggede vi derhjemme med rolig indeleg, middagslur og masser af Rasmus Klump på tv'et.

På vej hjem med endnu en blød isbjørn fra Trygfonden (De bliver uddelt gratis til børn, der skal i fuld narkose. Verdens bedste koncept!)
Slapper af med lidt Rasmus Klump og de to nusseklude skal selvfølgelig se med

tirsdag den 22. august 2017

Odense Blomsterfestival 2017

I weekenden var vi til Odense Blomsterfestival. Festivalen er gratis og varer torsdag til søndag og desværre var der masser af regn i år, ligesom der har været resten af sommeren.
Vi var der søndag formiddag og det var et stort hit for Malou. Odense City er dækket af blomster og finurlige skulpturer og der er masser af spændende ting for børn. Små kighuller, skøre påfund og ting der kan kravles på. For de større børn var der også kreative aktiviteter såsom byg dit eget fuglehus og mal på muleposer mod en mindre betaling.
Det er rigtig hyggeligt sådan at gå rundt at kigge, forundres og fornøjes over alle de fine blomsterdekorationer. Årets tema var "What a wonderful world"og det var et rigtig godt tema med spændende og forskelligartede dekorationer..









tirsdag den 15. august 2017

Min weekend

Så er endnu en weekend gået. Denne her har været en skøn én af slagsen, der for mit vedkommende startede med en overnatning i spejderhytte.
Jeg var inviteret til leder- og bestyrelseshygge i min spejdergruppe. Jeg er ikke tilknyttet som fast leder (eller bestyrelsesmedlem), men hjælper når jeg har tid og mulighed for det.
Vi var afsted i vores lille turhytte ude i skoven, hvor der ikke er rindende vand eller indlagt el. Til gengæld er der fred, ro og hyggeligt, som bare pokker. Hytten består af ét enkelt stort rum på omkring 40 kvm. og en åben hems med plads til 10 overnattende personer.



Da vi ankom fik vi båret alle vores ting over i hytten. Det er lidt en udfordring, da parkeringspladsen er nogle hundrede meter fra hytten. Stien derhen er en lille ujævn trampesti, der går op og ned i terræn og samtidig går over en høj bro.
Det var en ren forkælelsestur og vi startede med gin & tonic (Inkl. meget hippe agurkeskiver), inden vi gik over til rødvin og lækker mad udefra, så vi ikke skulle røre en finger. Vi sluttede middagen med fodbad, kaffe og tiramisu og resten af aftenen stod den på røverhistorier og lidt mere rødvin.


Lørdag morgen stod den på brunch og kaffe fra gaskomfuret og en lille nørkleaktivitet, inden vi drog hjemad omkring middagstid. Vi lærte at knytte små armbånd i broderigarn med sildebensmønster. En virkelig hyggelig aktivitet, hvor man samtidig kan snakke om løst og fast.


Inden jeg tog helt hjem til mand og barn, var jeg lige et smut forbi en veninde, som jeg ikke har snakket med længe. Hun var også med på turen med sin baby på 4-5 måneder og manglede et lift hjem. Jeg fik en rundvisning i deres nye hjem lidt udenfor Odense og mens vi drak en kop kaffe og sludrede, fik jeg også en masse strikketips, for hun er nemlig megasej til at strikke.
Hun opfordrede mig til at prøve noget diagramstrik og foreslog at jeg strikkede "Annas Sommercardigan" til Malou, så den er der nu indkøbt opskrift og garn til. Jeg har købt magasinet "Maries Ideer" 3/2017, hvor opskriften er gengivet i, men ellers kan den også købes her.
Det bliver min største strikkeudfordring nogensinde, og jeg håber virkelig, at jeg kommer i mål med den. Jeg har faktisk strikket i seks år, men har hidtil kun bevæget mig rundt i meget begyndervenlige opskrifter.


Jeg blev modtaget af en meget glad Malou derhjemme, der nærmest vågnede fra sin middagslur i barnevognen i samme øjeblik, jeg trådte ind af døren. Min lille sugemalle veg ikke fra min side resten af dagen og selv da jeg skulle i bad, sad hun troligt på badeværelsesgulvet og holdt øje med mig. Tænk nu, hvis mor forsvandt igen ;)


Søndag var Malou og jeg alene det meste af dagen, da manden hjalp en kammerat med hans nye køkken. Om formiddagen tog vi løbecyklen ned på legepladsen, hvor vi for en gangs skyld ikke var alene, men havde selskab af en fire-fem andre familier. Malou viste rigtig sit to-årige temperament, da hun blev meget sur og skabte sig over, at et andet barn brugte lige præcis dén gynge, Malou (åbenbart) ville bruge (og der er altså fire gynger i alt... og Malou sad allerede på en anden gynge... men altså, hun er jo vant til at have hele legepladsen for sig selv... såe)
Jeg havde taget et par bøtter med, for jeg havde luret i sidste weekend, at brombærene rundt i det levende hegn snart ville være modne og ganske rigtigt. Malou og jeg plukkede 1/2 kg. flotte modne bær, som vi forvandlede til to glas marmelade efter Malous middagslur. Vi bagte også en portion pandekager, så vi kunne smage marmeladen som eftermiddagsmad. Begge dele faldt i meget god jord hos Malou og selvom det er lidt besværligt, så elsker jeg, at hun så gerne vil være med i køkkenet.


Efter vores lækre eftermiddagsmad tog vi en cykeltur op i det lokale supermarked for at handle til aftensmad og ugens madpakker. Malou har fået en ide om, at hendes elskede dukke (som hun kalder "baby") skal med allevegne, så den blev selvfølgelig spændt fast bagpå sammen med hende. Den fik også lov til at sidde i indkøbsvognen, mens vi handlede.
En dejlig rolig weekend, der sluttede med at læse nogle siders krimi i sofaen for mit vedkommende og en eller anden form for sport på tv'et for mandens vedkommende.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...