Viser opslag med etiketten venindehygge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten venindehygge. Vis alle opslag

torsdag den 26. oktober 2017

Åbent Landbrug 2017

For en måneds tid siden var vi til Åbent Landbrug. Det blev ikke hos en svineproducent, som først planlagt, da jeg tog søde Line fra Vidunderlige Virvar med i stedet for manden. Line og hendes mand venter en lille San Francisco baby, så vi valgte en Arla mælkeproducent i stedet for grisene, for at undgå risiko for MRSA-smitte.
Det var et rigtig godt bytte, for der var virkelig gjort noget ud af det hos mælkeproducenten. Der var masser af Arla smagsprøver, aktiviteter, landbrugsmaskiner og kig ind til køerne i staldene. Vi fik også et par af de populære yver-glas og en "smør-ryster" til at lave smør ud af kærnemælk og piskefløde.
Et kæmpestort arrangement med mange gæster, men fordi, der var rigtig god plads, så føltes det ikke trangt på noget tidspunkt. Det skal vi helt sikkert igen til næste år.






mandag den 1. maj 2017

USA dag 1-2 - San Francisco | Ankomst, Academy of Sciences og Painted Ladies

Vores ferie i USA bliver delt op i flere blogindlæg, så de ikke bliver alt for lange for jer at læse. Vi var afsted i 12 dage og besøgte Line (hende her) og hendes mand i San Francisco (af to omgange) og Los Angeles. Jeg vil løbende udgive indlæg i kronologisk rækkefølge, når jeg får dem skrevet.
Ankomst
Den allerførste dag i USA var meget kort, da vi landede i Oakland lufthavn kl. 18 amerikansk tid. Efter udlevering af kufferter, afhentning af lejebilen og en lille køretur over Bay Bridge til San Francisco ankom vi hos Line og Tore omkring kl. 20, hvor Line havde lavet lækker pizza til os.
Genforeningen var fantastisk og det var helt surrealistisk at sidde på den anden side af jorden og spise aftensmad sammen med sin bedste veninde, man ikke har set i otte måneder.
Vi havde dog haft en lang rejse, så der gik kun et par timer, før vi måtte sige godnat og folde sovesofaen ud for første gang.

Hygge i flyet
Rejsen fra Danmark
Den lange rejse begyndte i Odense om formiddagen, hvor vi blev kørt til banegården af min veninde. Her fik vi tanket op på kaffe og kakao, inden vi satte os i toget mod København. Malou har aldrig kørt i tog før, så det i sig selv var en kæmpe oplevelse for hende.
Vi spiste madpakker og Malou fik smurt DSBs sæder godt ind i leverpostej (undskyld!). Malou faldt i søvn i mine arme lige inden vi nåede hovedbanegården, hvor vi skulle skifte tog. Vi prøvede uden held at putte hende over i klapvognen, men hun vågnede desværre og skreg stort set hele vejen til Kastrup. Det er hårdt at undvære sin middagslur.
I Kastrup fik vi ro på gemytterne og fik afleveret klapvogn og kufferter. Herefter brugte vi noget tid på at kigge på fly og Malou brændte en masse energi af på at løbe op og ned af de lange gange ved gaten. Flyveturen gik rigtig fint. Malou faldt i søvn og sov det meste af tiden og vi voksne fik også slumret nogle timer og set et par film på flyets underholdningssystem.
Vi havde købt et sæde til Malou og det er jeg så glad for. Selvom hun kan flyve med (næsten) gratis på skødet af en voksen (det kan de indtil de fylder 2 år), så vurderede vi, at 11 timers flyvetur var meget lang tid med en 11-12 kg. tung pige på skødet. Med tre sæder kunne Malou ligge imellem os med hovedet på en voksens lår og hun sov så fint, da hun først fik overgivet sig til søvnen. Det gjorde også måltiderne noget nemmere, at vi havde tre pladser og tre "borde" at spise ved. Selvom sædet koster tæt på fuld pris, så var det, for os, alle pengene værd.
Vi fløj t/r Kastrup - Oakland med Norwegian uden mellemlandinger og det kan vi kun anbefale andre at gøre. Det var billigere end at flyve til San Francisco Lufthavn og Oakland Lufthavn er desuden mindre og mere overskuelig. Den ligger dog lidt længere væk fra selve byen San Francisco og man skal være opmærksom på, at der, i myldretiden, er kø på Bay Bridge. Den korteste tur, fra lufthavnen til Line og Tores lejlighed i San Francisco, tog os 30 minutter og den længste tur tog en time, så det kan svinge meget alt efter trafikken (vi kørte i alt ruten seks gange på vores ferie).

Lidt brændstof til de voksne
I toget mod København
Ventetiden ved gaten blev bl.a. brugt på at beundre det store fly, vi skulle flyve med

Golden Gate Park og California Academy of Sciences
Onsdag morgen vågnede vi relativt tidligt efter en god nats søvn. Vi var alle tre friske og mærkede ikke noget til jetlag, så vi var friske på en længere gåtur sammen med vores lokalguide, Line.
Hun førte os til Golden Gate Park og Malou udpegede begejstret hver eneste bus, scooter, gravko og cykel fra sin plads i klapvognen, mens vi gik.
Da vi nåede parken, blev vi enige om at besøge California Academy of Sciences, der ligger tæt på den indgang, hvor vi gik ind.


Museet er enormt børnevenligt og det vrimlede også med børn i alle aldre, da vi kom ind. Malou blev lynhurtigt fanget af deres bassiner med fisk og vi brugte lang til på at kigge på rokker og søstjerner.
Vi gik videre ind til udstillingen med pingiviner og de udstoppede dyr, men Malou blev ved med at sige "fisk" og "vand", for hun ville gerne tilbage til bassinerne med rokker og søstjerner. Vi kiggede derfor endnu en gang på de fine fisk og fik til sidst Malou overtalt til at komme med op i den høje regnskov og se på papegøjer og sommerfugle. De var store og virkelig flotte. Der er også en masse små terrarier med frøer, edderkopper, leguaner og deslige på vejen mod toppen.
Derefter tager man en elevator ned i kælderen, hvor der er rigtig mange flotte akvarier med tusindvis af forskellige fisk og vanddyr. Her var Malou virkelig i sit es og hun løb rundt i mørket og så på fisk meget længe.
Vi endte vores besøg hos Albino-alligatoren Claude. Det er lidt mærkeligt at se en alligator med en helt forkert farve.
Der er også et flot bæredygtigt græstag, et planetarium og en udstilling om jordskælv, men vi var alle sultne og Malou var blevet en lille smule utålmodig, så vi begav os videre for at finde noget frokost

California Academy of Sciences
Vi endte med at købe lidt forskelligt frokost i en Whole Foods og satte os i udkanten af Golden Gate Park ved Haight Street ("Hippie-gaden", det kunne man også godt fornemme på en del af parkens besøgende) for at spise den. Malou ville hellere gå rundt og rundt om den lille sø tæt ved vores picnictæppe end at spise sin frokost. Hvad er det med vand, der er så tiltrækkende hos børn?
Vi fik puttet Malou til en sen middagslur i klapvognen, inden vi begav os mod dagens sidste stop.


Painted Ladies
Benene var ved at være trætte af at skubbe klapvognen op af alle San Franciscos stejle gader, men vi fandt alligevel vej til Painted Ladies. Det er en række af victorianske huse malet i fine pastelfarver. Denne slags huse er San Francisco fyldt med, men af en eller anden grund, er lige præcis disse huse blevet enormt kendte. De ligger også rigtig flot, med højhusene fra downtown i baggrunden. Det giver en ret fed kontrast gammelt til nyt, når man kan se begge dele.
Man får et rigtig godt view til husene fra parken overfor, men desværre var det meste af den lukket af pga. renovering, så vi fik desværre en metalafspærring med på de fleste billeder.
Malou vågnede af sin (meget) korte middagslur lige inden vi nåede Painted Ladies, så hun var fyldt med energi og løb op og ned af bakken, mens vi andre tog billeder.



Vi vendte snuderne hjemad mod lejligheden og tog lige et smut forbi Target for at tanke op med snacks, drikkelse, bleer og morgenmad til næste dag.
Vi var alle trætte, så vi besluttede at bestille take-away og vi endte med nogle ganske fine burgere med pomfritter. Efter aftensmaden og en enkelt øl kunne vi godt mærke jetlaggen og vi måtte gå rimelig tidligt i seng allerede omkring kl. 21:30.

tirsdag den 28. marts 2017

Min weekend

Fredag aften var jeg afsted til Nik og Jay koncert med fire veninder. Vi startede aftenen med at spise på UBN i Odense. Jeg fik en rigtig lækker bacon/cheese burrger med fries og en god rødvin til.
I min hast for at komme ud af døren havde jeg glemt min billet hjemme på køkkenbordet, men det søde og servicemindede personale på UBN formåede at printe en ny til mig!! Pyhh... Jeg nåede næsten at gå i panik og så for mig, hvordan jeg måtte skippe burgeren for at tonse de fire km. hjem på cykel for at hente den.


Efter middagen spadserede vi over til det nye koncerthus ODEON. Pga. ombygningen af Thomas B. Thriges Gade er der afspærret byggeplads på hele den ene side af bygningen og vi kunne derfor ikke finde indgangen, da vi kom fra byggepladssiden. Vi endte med at gå ned af rampen til p-kælderen og benytte den indgang, der er nede i p-kælderen. Jeg ville ellers gerne have set den flotte indgang til koncerthuset og det lysende ODEON skilt, men det må vente til en anden gang.
Inden koncerten fik vi købt os en cider og vi fik alle fem shoppet ens Nik og Jay merchandise t-shirts til overpris. Vi havde t-shirtsene på hele aftenen - også i byen senere. Sikke et syn, men vi havde det SÅ sjovt over det.
Koncerten var fantastisk! Lyden var god, stemningen hos publikum var fantastisk og man kunne virkelig fornemme, hvor meget både band og Nik og Jay nød at spille for os. Det var første koncert i deres tour, så de gav den virkelig max gas med både nye og gamle hits.
Vi havde ståpladser lige foran scenen og der stod kun en (kedelig) mor og hendes teenagedatter foran mig. Hende moren var tårnhøj (jeg er ret lav) og stod stille som en statue, imens hun filmede og tog billeder konstant. Jeg kunne liiige se over hendes skuldre, men måtte skifte side alt efter hvordan hun holdt sin mobil, for den var lige i mit synsfelt. Slip nu de mobiler og vær tilstede i nuet!!
Jeg fik selv taget et par enkelte billeder i starten af showet og ellers lå min mobil pænt i lommen, så jeg kunne skrige, synge og danse ubesværet.
Efter en kanon koncert tog vi videre i byen, hvor vi fik et par drinks, lidt shots og dansede.

Verdens største Le kLint lampe pryder forhallen i ODEON


Lørdag morgen tog manden tidligt afsted, så han vækkede mig 7:45. Jeg var træt, men var heldigvis ikke mærket af gårsdagens alkoholindtag.
Malou og jeg hyggede med sen morgenmad, en stor kop kaffe og et langt bad. Malou syntes, det er så sjovt, når vi er i bad samtidig. Hun sidder i sit lille badekar og jeg står i bruseren. Jeg syntes, det er genialt, fordi man slår to fluer med ét smæk. Vi bliver begge rene og jeg skal ikke skynde mig helt vildt og overveje, hvilke katastrofer tumlingen kan nå at lave, mens jeg står plaskvåd under bruseren.
Farmor og farfar kom et smut forbi, mens vi var i bad. Det passede egentlig meget godt, for så kunne de få Malou tørret, cremet og givet rent tøj på, imens jeg selv gjorde det samme. Jeg kvitterede med en kop kaffe, som tak for hjælpen.
Lige inden Malous middagslur tog jeg over til min veninde med Malou og barnevognen. Mens hun sov en god skraber i vognen, fik vi gang i et bål og lavede snobrød og popcorn med hendes to børn og deres to venner. Da Malou vågnede lavede jeg et snobrød til hende og alle fem unger legede sammen ude i haven. Jeg elsker altså de her lune forårsdage, hvor man kan sidde udenfor.


Spejdermoren måtte lige fotodokumentere Malous første snobrød
Søndag formiddag tog samme veninde og jeg med alle tre børn i Børnebyen i Vollsmose. Det er nok fem år siden, jeg var der sidst (det var dengang jeg arbejde som medhjælper i en børnehave). Der er sket rigtig meget med området siden. Alle dyrene er blevet fjernet (jeg håber, de kommer igen) og mange af legeredskaberne er revet ned og erstattet af nye. Der er stadig gang i mange projekter derude og flere steder er der tomt og ligesom gjort plads til noget nyt.
Det er et kæmpe stort område (ca. 7 hektar) med forskellige legepladser, bevoksning, små høje, borde/bænke sæt, bålpladser, gynger og en svævebane. Vi var faktisk de eneste derude og selvom, der er stor forskel i børnenes alder, så hyggede alle tre sig rigtig meget.
Vi havde taget madpakker med og da det blev tid for Malou at sove middagslur, så tog vi hjem. Det er helt klart et sted vi skal besøge igen.





Om eftermiddagen hyggede vi flere timer i haven og sandkassen. Det har altså bare været så lækkert vejr i Odense hele weekenden!
Da det blev aften hjalp Malou endnu engang med at lave aftensmaden. Hun er den sødeste og mindste kok, jeg kender. Jeg gad godt selv, at have hendes iver for at lave mad hver eneste dag.
Sikke en lang smøre jeg fik skrevet denne gang! Tak, fordi du læste med :)

Ja ja, vi skal nok få slået det græs inden længe ;)
Kartofler, pastinakker og gule rødbeder i Actifryen. Den lille hjælper tilføjer gavmilde mængder timian.

fredag den 17. februar 2017

Min weekend

Der har ikke været nogen aktivitet på bloggen i denne uge. Desværre er det ikke fordi, vi har holdt vinterferie, men fordi jeg har været syg næsten hele ugen.
I sidste weekend (se indlæg her) havde Malou lige været syg, inden vi tog i sommerhus. Den virus fik manden desværre fanget sig, så han lå syg det meste af ugen, efter vi kom hjem. Torsdag formiddag blev Malou ringet hjem fra dagpleje med feber og hun har så været syg hele weekenden. Søndag lagde mig så med feber, hoste, ondt i halsen og snot nok til at søsætte et mindre skib i. Sikke en elendighed, men nu er jeg tilbage på job og vi er alle tre ved at være ovenpå.
I får derfor lige et weekendindlæg fra sidste weekend lige inden, denne weekend starter.

Fredag var jeg hjemme med en rigtig sløj Malou med høj feber. Hun var ikke meget værd, men imellem lurene i sofaen (på mor, selvfølgelig) fik vi bagt en portion boller, men Malou havde desværre slet ingen appetit.



Med en syg pige og en mand, der heller ikke var helt på toppen endnu, passede det helt perfekt, at vi havde planlagt at skulle prøve en af færdigretterne fra Knorr, som jeg tester for Buzzador i øjeblikket.
Malou ville rigtig gerne hjælpe med maden, men retten (Tikka Masala) var så nem, at det var svært at finde noget, hun kunne hjælpe med. Poserne med krydderiblanding, ris og paste var dog ret fin underholdning for hende.
 Maden var god, men ikke noget ekstraordinært. Det smagte fint og vi fik agurkestænger og cherrytomater til, for der er ikke nogle grøntsager i selve retten.
De skriver, at der er to portioner i én pakke. Vi lavede to pakker og det passede fint til to voksne og ét barn (vi havde lidt mad i overskud, men én pakke havde været for lidt til os tre)



Lørdagen gik med at passe en feberramt lille pige, så den stod bare på indehygge, dyner og fjernsyn. Om aftenen, tog jeg ud til en veninde, hvor vi skulle spise og hygge, inden vi skulle i biffen og se den nye film med Mr. Grey. Bordet var pyntet med grå dug, grå bordløber og med slips, maske og bog.
Vi fik raclette med alverdens tilbehør og så den første film, mens vi spiste, drak vin og hyggesnakkede. Til dessert havde én af tøserne lavet en vildt lækkert cheesecake, men jeg kan desværre ikke huske, hvad der var i.
Der er mange blandede anmeldelser af filmen, personligt syntes jeg, at den var rigtig god og fulgte bogen godt. Der er nogle steder, hvor jeg syntes, de springer lidt let henover tingene ift. bogen, men det er jo svært at gengive alt nøjagtigt i en film.
Efter filmen tog vi ind til byen og fik et par drinks, inden vi gik hver til sit ved to-tiden.





Søndag havde jeg det virkelig ikke særlig godt, da jeg vågnede og denne gang, var det altså ikke tømmermændenes skyld (jeg havde også kun fået fire genstande lørdag) 
Jeg fik feber, ondt i halsen og hoste og lå det meste af dagen på sofaen og havde ondt af mig selv, mens jeg stenede Netflix.
Om aftenen fik jeg hevet mig op af sofaen, spiste et par panodiler og tog hjem til mine forældre for at fejre min mors fødselsdag. Vi tog dog hjem lige efter den lækre aftensmad, så jeg kunne komme under dynerne igen.

Engelsk te med honning og citron hjælper dejligt mod ondt i halsen

mandag den 29. august 2016

De bedste tips til en weekend i Barcelona?

Jubii! Jeg skal på forlænget weekendtur til Barcelona med en veninde. Vi har tre overnatninger i byen på et lækkert hotel med morgenmad og roof-top-pool. Hotellet ligger lidt udenfor byen, men der er en metrostation tæt på og centrum skulle være 10-15 minutter væk.
Er der mon nogle af jer, der har været der og har gode tips til os?
Vi skal slappe af, shoppe, drikke drinks og måske i byen. Så jeg vil rigtig gerne høre, hvis I kan anbefale restauranter, billige tapasbarer, butikker, gode drinks og hyggelige cafeer.
Selvfølgelig skal vi også lidt rundt og se byen og nogle få seværdigheder, da ingen af os har været der før, men det er slet ikke det primære formål med turen.


Vejrudsigten lige nu siger 29 grader og masser af sol, så bikinien skal pakkes, så vi kan ligge lidt ved poolen med en kold drink og nyde den vilde udsigt.

fredag den 26. august 2016

Et skønt besøg

I går blev det endelig min tur til at ses med min bedste veninde Line, der er på en uges ferie i Danmark. Line og manden har ellers rykket teltpælene op og bosat sig i San Francisco i et års tid. Line blogger i øvrigt om sin nye hverdag i det store amerikanske land på Vidunderlige Virvar og jeg kan kun anbefale jer at følge med derinde.
Jeg inviterede Line med i løbeklubben på jobbet. Det var vildt hyggeligt, men en løbetur i fuld sol i omkring 30 graders varme, var måske ikke verdens bedste ide, så jeg måtte ned at gå lidt.
Bagefter tog vi hjem til mig og spiste is i haven sammen med Malou og Brian, legede i sandkassen og snakkede løs.

To skønne piger! Malou var træt og svedig efter en lang dag i dagplejen
Da Malou var puttet, fik de voksne lækker sushi fra Sushikøkken på Nyborgvej. Nøj, det var godt og vi blev alle tre MEGET mætte! Vi sludrede videre i sofaen med et lille glas rødvin i hånden og lige pludselig var det desværre allerede tid til at sige farvel til Line igen. Sådan en eftermiddag og aften går altså bare alt for hurtigt, når man ikke har set hinanden i næsten tre måneder. Der er mange tøjkriser, oplevelser, livs begivenheder mm. der skal snakkes igennem.

Line elsker heldigvis sushi ligesom jeg gør, så det skulle vi selvfølgelig have i rigelige mængder
Line er allerede på vej "hjem" mod staterne igen, hvor hun de næste uger skal på ferie med manden. Det glæder jeg mig rigtig meget til at læse om på bloggen og høre om, når vi skyper sammen. Det er jo heldigvis forholdsvist nemt at holde kontakten i denne digitale tidsalder, selvom man bor mange tusinde kilometer fra hinanden.

tirsdag den 16. august 2016

Min weekend

Vi har nydt endnu en dejlig weekend, hvor der var børnefri kæreste-hygge fredag med de lækreste burgere på Burger Anarchy. Helt klart den bedste burger-restaurant i Odense.
Jeg fik en "Nacho Libre" med de sprødeste avocadofritter og en spicy salsa. Jeg fik deres håndskårne fritter til sammen med en klassisk aioli dip og en lækker estragon dip. Det smagte fantastisk.
Vi gik en hyggelig tur i Munke Mose, Eventyrhaven og Ansgar anlæg og derr var også tid til en stor is ved Skovsøen bagefter.



Lørdag var Brian ikke hjemme, så jeg var sammen med en veninde og hendes børn det meste af dagen. Vi lavede perlehalskæder, var på legepladsen og spiste aftensmad sammen. Det er så hyggeligt, at  være sammen og der behøver ikke at ske en masse. Min venindes to store børn (på 3 og 6 år) elsker at lege med Malou.


Søndag var vi i Odense Zoo alle tre. Jeg nævner det ofte herinde, men jeg eeeelsker at have årskort dertil. Det er sådan en dejlig zoologisk have med hyggelige madpakkekroge, gode legepladser og pæne stier rundt mellem anlæggene. Vejret var lidt halvkøligt med små byger indimellem, så vi havde det meste af haven for os selv.
Denne gang var Malou helt vild med gederne (sidst var hun IKKE begejstret for dem) og havde hun fået lov, så havde hun også aet de store pelikaner! Det er fantastisk at se, at hun bliver mere opmærksom og begejstret for dyrene i takt med at hun bliver ældre.




Alt i alt en perfekt weekend med både kærestetid, venindetid og familietid.

mandag den 27. juni 2016

Min weekend med Sct. Hans og shopping

Jeg har, som tæt på den eneste i Odense, ikke været til Tinderbox i weekenden. Det har min bedre halvdel dog og vi har også haft en veninde fra London boende, som har været på Tinderbox, så jeg har alligevel suget lidt af stemningen til mig.

Fredag tyvstartede jeg weekenden med lækker sushi fra Umashi til frokost på jobbet. Det er første gang jeg får sushi derfra, men absolut ikke sidste. Det var rigtig lækkert. Jeg var især vild med "Hells Eye", men "Tusindårsskoven" kan også klart anbefales. De har en del gode frokosttilbud og leverer for 30 kr.


Lørdag sov vi længe og nød en stille start på dagen. Vi var alle trætte, fordi vi havde haft et par dumme nætter sidst på ugen (Malou har fået endnu en kindtand) og sidst på eftermiddagen kørte vi ud til min far, hvor vi holdt en lidt forsinket Sct. Hans.
Det er nemlig svært at nå noget i hverdagene med en lille én, der helst skal ligge i sin seng kl. 19. Desuden havde Malou let feber og faldt i søvn på sofaen kl. 16.45 i torsdags (pga. den der kindtand), så vi fik slet ikke fejret Sct. Hans.
Vi spiste lækker grillmad til aften og da vi skulle tænde bålet, blev det voldsomt regnvejr, men vi fik gang i det store bål med en omgang tændvæske.Vi drak kaffe og spiste vandmelon i laden tæt på bålet, mens regnen væltede ned. Det var rigtig hyggeligt, at sidde i tørvejr, høre regnen tromme og kigge ud på bålet.


Malou faldt i søvn på vej hjem i bilen og kunne heldigvis puttes direkte i seng, da vi kom hjem.


Søndag var vi på den helt store shoppingtur med en veninde, mens farmand plejede sine tømmermænd fra Tinderbox. Det blev til en hulens masse sommertøj, en bikini, et par sandaler og lidt lækre sager i Matas til mig og faktisk ingenting til den lille og meget tålmodige dame i klapvognen. Det plejer ellers at være omvendt!


Vi spiste en lækker burger på Jensen's til frokost, mens Malou sov middagslur og i den sidste etape af shoppingen måtte Malou op i viklen, så der kunne komme indkøbsposer i klapvognen. Det passede Malou rigtig fint, for hun var blevet træt af at sidde i vognen.


Vores logerende for weekenden havde været så sød, at tage en gave med til Malou. Et sødt sæt tøj og en fin hårbøjle og en invitation om, at vi snart må komme og besøge hende i England.


Vi sluttede søndagen af med at fejre svigermor/farmors fødselsdag med boller og lagkage. Malou faldt desværre i søvn i bilen på vej hjem lige omkring kl. 18, men det gik heldigvis ok med at få hende vækket og få lidt aftensmad, inden det var rigtig sengetid.


Så kunne der vist heller ikke vrides mere ud af den weekend ;)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...