tirsdag den 2. december 2014

Madplan uge 49

Tro det eller lad være, jeg er her endnu! Jeg er ved at komme ud på den anden side efter en meget travl periode og håber, at jeg kan finde tid til bloggen igen. 
Jeg starter roligt ud med at dele denne uges madplan. Vi får en grøntkasse fra Aarstiderne på torsdag og i den er der bl.a. pak choi, som jeg aldrig har smagt eller set i et køkken. Det glæder jeg mig til at prøve af i en omgang klassisk wok, jeg har fundet på Alt For Damernes hjemmeside.

Madplan uge 49


Mandag: Pastasalat med rejer til mig og kylling til manden
Tirsdag: Ærtesuppe med bacondrys og groft brød som her
Onsdag: Stegt medister med kartofler og rødkålssalat
Torsdag: Wok med kylling, pak choi og broccoli. Hertil brune ris som her
Fredag: Syrlig pasta med squash og røget laks som her
Lørdag: Vi spiser hver for sig
Søndag: Hjemmelavet pizza og grønkålssalat

tirsdag den 7. oktober 2014

Madplan uge 41

Mandag: Marinerede svinekoteletter, perlespelt-salat og bagte rodfrugter fra haven (pastinakker, gulerødder og rødbeder) med hvidløg og chili
Tirsdag: Mou karrysuppe med fyld og hjemmebagt brød
Onsdag: Laksedeller med rørt remoulade, ovnfritter og lynkogte grøntsager
Torsdag: Æggekage med pølser og bacon. Hertil rugbrød og grøn salat.
Fredag: Nachos med stegt kyllingebryst, cheddar og salsa
Lørdag: Rugtortillas med falafel og grønt
Søndag: Lasagne med grove plader. Hertil grøn salat

mandag den 29. september 2014

Turist i egen by | Odense

Jeg har brugt en lørdag i det skønneste selskab! Jeg har været "turist i egen by" sammen med Line, der har skrevet om vores dag i dette indlæg.
Når man er ude i verden eller bare besøger en anden by i Danmark, så undersøger man, hvad det er muligt at opleve. Det er jeg ikke særlig god til at få gjort i min egen by - Odense. Så det måtte vi få gjort noget ved.

Vi startede ud med at spise en lækker brunch-buffet på Eydes Gastro Pub. Det er et sted, jeg klart vil anbefale, hvis man skal spise brunch i Odense. Det er en god og meget varieret brunch buffet til en yderst rimelig pris. Der er alt, hvad hjertet begærer af brunch, morgenmad, frokost-anretninger, frugt, kage, brød osv. Buffeten koster kun 129 kr. og drikkelse tilkøbes til fair priser. Vi fik kaffe og friskpresset appelsinjuice til.

Første omgang fra den lækre brunch-buffet
Efter et solidt måltid drog vi ud i Odense City. Målet var Møntergården - Odenses kulturhistoriske museum, der blev totalrenoveret i og genåbnet i august 2013. Museet har to permanente udstillinger "Fyn midt i verden", der er placeret i de nye museumsbygninger og "Byens liv", der er placeret i den gamle købmandsgård og handler om Odense. Som to historisk interesserede voksne mennesker, brugte vi rigtig lang tid i hver udstilling. Vi læser stort set alle skilte og opdager og snakker undervejs. I de nye bygninger er udstillingerne delt op med temaer og ikke på traditionel vis i tid. Det giver en rigtig god dynamik i udstillingerne, der giver mange gode vinkler på Fyns rolle op i gennem tiden.

Der er mange forskellige udstillede genstande. Her er en lut fundet i en mose.
Hat med tilhørende skulderpynt og slevfølgelig hatteæske.
Udstillinger er et godt miks af ting fra gammel og nyere tid
Der er masser af aktiviteter for børn og barnlige sjæle. Der er små film, udstillede genstande, man må røre ved, spil, lege, man kan skrive med fjerpen og blæk samt slå sin egen mønt. For to voksne med et barnligt sind, var det rigtig sjovt at kombinere museumsbesøget med interaktive tiltag.
Vi brugte næsten fire timer i alt på at se alle udstillingerne på Møntergården. Det kan sagtens gøres hurtigere, men vi havde god tid og ville gerne have det hele med.
En billet til Møntergården koster kun 50 kr.
Som bonus fik vi en fribillet til Odense Bys Museer ved at besvare et spørgeskema, så inden årets udgang skal vi på den igen som turister i Odense.

Der er rig mulighed for at føle og dufte udstillede genstande. Der er noget for alle sanser.
Selv den fynske brunsviger er kommet i montre
Møntergårdens "vartegn" er et kæmpe stort Ingrid Marie æble.
Vi sluttede dagen af med at gå i "H.C. Andersens fodspor". Et nyt og gratis tiltag i Odense, hvor man via en folder eller en app (findes her) kan følge en rute i Odense, der går forbi 13 seværdigheder, der har tilknytning til H.C. Andersen. I app eller folder, er der en lille fortælling om hvert af de 13 steder. Ruten er markeret med fodspor i str. 47, samme størrelse som HCA himself, og er lige lidt over 3 km. lang. Det er en rigtig hyggelig tur og selv som indfødte Odenseanere lærte vi noget nyt om digteren.

H.C. Andersens barndomshjem
Det charmerende kvarter, hvor H.C. Andersen er født. Dengang var det et slumkvarter for byens fattigste.
H.C. Andersens fødehjem
De tre billeder fra HCA ruten har jeg lånt af Line, da min telefon løb tør for strøm.

fredag den 26. september 2014

Min sommerferie til Frankrig 2014

Nu hvor dagene bliver kortere, dagslyset forsvinder og temperaturen gør det nødvendigt at hygge med stearinlys og tæpper, tænker jeg tilbage på den varme sommer.
Vi tog ret spontant på bilferie til Frankrig i vores nye (brugte) bil. En lækker Ford Focus stationcar fra 2011. Manden ville gerne se Tour De France og jeg elsker Frankrig.
Vi havde kun en uges ferie sammen, så det var bare med at komme afsted mod syd. Vi kørte fra Odense kl. 4 om morgenen med en propfyldt bil. Destinationen var i første omgang Mulhouse i Nordfrankrig, hvor vi skulle overnatte en enkelt nat.

 

Dagen efter kørte vi videre til slutdestinationen - en campingplads midt i Alperne. Meget tæt ved L'Alp'Huex. Her satte vi det store campingtelt op og satte os igen ind i bilen.




Turen gik mod endnu et bjerg, hvor vi skulle overnatte i det lille telt, så vi var klar til at se Touren kravle op ad bjerget dagen efter.
Det er en hel kultur for sig, en samling af cykel-entusiaster, der bruger en hel sommer i en autocamper og følger med i Tour De France fra vejsiderne. Det er en helt speciel oplevelse at være en del af dette fællesskab for en kort bemærkning.




Vi ventede hele formiddagen og hyggede med spil, afslapning, magasinlæsning osv. Man kunne mærke at stemningen i lejren blev mere og mere intens, som timerne gik. Endelig kom karavanen - en samling af reklamebiler, sponsorer, holdejere og lignende, der kører et godt stykke foran feltet. Der var gjort rigtig meget ud af det med udsmykning, musik og et ordentlig læs reklamegaver.




Herefter gik der en lille halv time og så kom feltet cyklende. Vi stod strategisk placeret på vej OP ad bjerget, så vi havde god tid til at se feltet køre forbi. Vi fik heppet på alle tre danskere i løbet -Fuglsang, Mørkøv og Bak.



Så drog vi hjem mod campingpladsen igen. Det var en køretur på knap to timer og vi var ikke de eneste, der skulle ned af bjerget igen, så trafikken var tæt og langsom i starten.
Næste morgen, da vi vågnede var vejret ikke så godt. Det var tåget, regnede og ikke særlig varmt. Kæresten benyttede det eneste ophold i regnen på at springe på cyklen og tage turen op og ned af L'Alp'Huex. Han er så sej!




Eftermiddagen brugte vi i en lille by tæt ved campingpladsen. Det regnede, så det blev kun til en kort tur rundt i byen og en burger på en cafe. Mens vi spiste vores burgere begyndte det at lyne og tordne og regne rigtig kraftigt. 


Vi skyndte os tilbage til campingpladsen og også her var der kraftigt skybrud. Vi kiggede på vejrudsigten for resten af ugen og den lovede kun mere regn og ikke særlig varme temperaturer. 
Vi blev derfor enige om, at tage hjem til Danmark, hvor vejret var rigtig godt, selvom vi havde booket tre overnatninger mere på campingpladsen. Med hedebølge og masser af sol i Danmark, er der ikke meget ved at være fanget i et telt i heldags-regnvejr.



Så næste morgen pakkede vi vores meget våde telt sammen og begyndte turen mod Danmark omkring kl. 10. Vi kørte turen i et enkelt stræk uden overnatning og var hjemme i Danmark ca. kl. 2 om natten. Om morgenen kunne vi sidde på terrassen i strålende solskin, mens teltet tørrede. Resten af vores ferie nød vi i fulde drag i Danmark.


onsdag den 24. september 2014

Efterårsstøvler

Jeg er på udkig efter et par gode ankelstøvler til kontoret i hverdagene. De skal altså ikke være for varme og må gerne være "pæne" og stilfulde. Samtidig skal det være en ordentlig kvalitet, der kan holde flere sæsoner. Indtil videre ser feltet således ud.
Hvad synes du?

1. Touch 75B støvle, Ecco, 1100 kr.  2. Dawn støvle, Vagabond, 899 kr.
3. Cool Zip Boot Exp 14, Bianco, 899 kr.

mandag den 22. september 2014

Madplan uge 39

Madplan uge 39
Mandag: Pizza fra søndag og grøn salat
Tirsdag: Kyllingefileter, squashpasta og avocadocreme
Onsdag: Vi spiser ikke hjemme
Torsdag: Mousuppe med kyllingestykker. Hertil brød.
Fredag: Medister med stuvet spidskål, kartofler og gulerødder
Lørdag: Oksekødsfrikadeller, rodfrugtmos (af søde kartofler og pastinak) og grøn salat
Søndag: Pitabrød med falafel og grønt

tirsdag den 16. september 2014

Madplan uge 38

Så er vi halvvejs igennem september og der er ingen tvivl om, at efteråret sætter ind nu. Jeg har derfor genindført en "regel" fra sidste år, hvor vi i efterår/vinter-halvåret skal have en ugentlig suppe- eller grøddag. Mest fordi jeg elsker supper - det er nemt, varieret og man bliver mæt på en god måde af det. Tildels også fordi, det giver lidt luft i budgettet. Vi startede faktisk allerede i sidste uge, hvor vi fik broccoli/blomkålssuppe.

Madplan uge 38
Mandag: Hakkebøffer med grov pastasalat og lynkogte mini-gulerødder fra haven
Tirsdag: Risengrød
Onsdag: Vi spiser ikke hjemme
Torsdag: Helstegte kyllingefileter, sweet potato fries og grøn salat
Fredag: Mousakka og grøn salat
Lørdag: Evt. mousakka og grøn salat (ved ikke helt, om vi spiser hjemme)
Søndag: Hjemmelavet pizza med tomatsovs, portobello svampe, parmaskinke og parmesanflager. hertil rucola.

Et bundt friske minigulerødder lige fra haven


mandag den 8. september 2014

Madplan uge 37

Madplan uge 37
Mandag: Ovnbagte pastinakker, helstegt kyllingefilet og grøn salat. Evt. hjemmebagt grovbrød
Tirsdag: Til svigerfars fødselsdag
Onsdag: Jeg spiser ikke hjemme
Torsdag: Grøn blomkålssuppe med bacondrys og hjemmebagt grovbrød
Fredag: Oksekødsfrikadeller, bulgursalat, hjemmerørt dressing og lynkogte minigulerødder
Lørdag: Samme som fredag
Søndag: Hjemmelavet pizza m. parmaskinke, parmesan og rucola

tirsdag den 2. september 2014

Madplan uge 36

Så kom årets efterårsdag og det skal fejres med en håndfuld efterårs-retter. Vi skal bl.a. have rodfrugter, grønkål og råkostsalat med æble. 
Jeg har holdt fødselsdag i weekenden sammen med fem skønne piger, der kom over til tapas og drinks for at fejre, at jeg nu er et skridt længere mod de 30 år. Jeg fik desværre slet ikke taget et eneste billede, sådan er det, når man hygger sig :)
Efter at have holdt sommerpause med frugt og grønt fra Aarstiderne har vi nu bestilt en kasse igen og får leveret første gang på torsdag. I denne omgang har vi bestilt "Den Lille Grøntkasse", da vi syntes at meget af det frugt vi fik med i "Mixkassen" var lidt kedeligt. Torsdagens levering lyder rigtig spændende se den her

Madplan uge 36
Mandag: Tapas fra weekendens fødselsdag
Tirsdag: Frikadeller, råkostsalat og rodfrugter i fad
Onsdag: Jeg er ikke hjemme, manden spiser rester fra tirsdag
Torsdag: Grønkålssalat (med inspiration herfra), majskolber og helstegt kyllingefilet
Fredag: Alm. salat, ovnkartofler m. chili/hvidløg og helstegt kylling
Lørdag: Vi ved endnu ikke om vi spiser hjemme

torsdag den 21. august 2014

Madplan uge 34

Ugens madplan ser således ud.

Mandag: Stegt kyllingebryst med peanutbutter og sesam. Hertil kogte majskolber og stegt spidskål med friske gulerødder fra haven.
Tirsdag: Fuldkornspitabrød med falafel og masser af grønt
Onsdag: Fuldkornspitabrød med falafel og masser af grønt (Kun manden er hjemme)
Torsdag: Stegte kyllingestykker med lynkogt broccoli og spidskålsalat (evt. grove pasta til)
Fredag: Hakkebøffer med ovnkartofler, grønne bønner og bearnaisesovs
Lørdag: Vi spiser ikke hjemme
Søndag: Gratineret grovpasta i fad med hakket oksekød, grøntager og fløde/tomatsovs. Hertil grøn salat.

onsdag den 13. august 2014

Min personlige Mega Mussel tallerken

Her er så resultatet af mine anstrengelser på den Royale malerskole i marts. Efter man har været afsted på malerskole går der op til 3 uger før man kan hente den færdige tallerken. Det tager tid, før end at tallerkenerne kan blive brændt korrekt.
Det produkt man får fra sådan en malerskole matcher således i kvalitet og håndværk præcis Royal Copenhagens egne produkter i butikkerne. Bortset fra bemalingen af tallerkenen, naturligvis.

Min tallerken er den til venstre i billedet. med det røde kryds på. 

Detaljer fra både min og Lines tallerken. Min tallerken er den øverste.

Fin tager den sig ud, når der serveres mad på den.
Da jeg hentede min tallerken i butikken blev jeg lidt skuffet. Ikke pga. mine evner som porcelænsmaler, men fordi der var gået et lille skår af min tallerken under brændingen. Og det sker desværre jævnligt, blev jeg fortalt, fordi porcelæn er et naturprodukt. Under normale omstændigheder vil produkter med skår blive sorteret fra og ikke blive solgt - ej heller som 2. sortering. Jeg er nu meget glad for, at jeg fik min tallerken alligevel. Skåret er lille og sidder under tallerkenen, så man kan ikke se det, når den er i brug.
Som kompensation for det lille skår har jeg fået en gratis plads på en ny malerskole i Odense til august. Det er meget fornemt og et virkelig lækkert plaster på såret.


onsdag den 2. juli 2014

Madplan uge 27

En lidt forsinket madplan for uge 27


Mandag: Spaghetti med kødsovs og grøntstænger
Tirsdag: Kylling i kokos/karry med ris (Opskrift fra Valdemarsro)
Onsdag: Krebinetter, nyopgravede kartofler fra haven og grøn salat
Torsdag: Kyllingeoverlår marineret i salsa, hvidkålssalat og stegt aubergine/broccoli
Fredag: Jeg er alene hjemme, rester fra fredag
Lørdag: Til fødselsdag
Søndag: Pulled pork burgere med coleslaw og grøntstænger

torsdag den 26. juni 2014

Bryllupsgæst og kjoler

Til august skal jeg til bryllup ved min dejlige veninde Line og jeg glæder rigtig meget. Jeg er bare ikke helt på plads med en kjole endnu. Mest fordi jeg har virkelig svært ved at beslutte mig.
Sidste år ved denne tid bloggede jeg også om valg af kjole til et forestående brylllup. Se her og her.
Sidste år valgte jeg en mellemlang kjole fra mint & berry, så i år kunne jeg godt tænke mig en maxikjole. Det gør bare et eller andet ved kjolen, når den får længde på, så bliver man ligesom lidt mere "fin", synes jeg.
Lige nu overvejer jeg en maxikjole i en blå nuance og jeg har snævret feltet ind til disse tre. Jeg forestiller mig at style dem med en farverig (mønstret/blomstret) blazer for at få lidt kulør på.
Hvad synes I?


Alle tre kjoler er fundet på Zalando.dk Anna Field her, mint&berry her og KIOMI her

tirsdag den 17. juni 2014

Madplan uge 25

Jeg  blev opfordret af sødeste Line til at starte op med at skrive mine madplaner her på bloggen igen. Jeg laver stadigvæk madplan hver uge, jeg er er bare ikke så god til at få dem lagt på bloggen. Det er jo en skam, hvis I gerne vil læse dem og inspireres af dem.
Her får I så denne uges madplan.

Madplan uge 25
Mandag: Vi spiser hver for sig
Tirsdag: Kyllingestykker, grøntsager og grov pasta med flødeostsovs
Onsdag: Laksedeller med bulgursalat med granatæble og feta. Hjemmerørt dressing.
Torsdag: Hakkebøffer, bulgursalat med granatæble og feta samt lynkogt broccoli
Fredag: Kyllingeoverlår med honning og sesam, fennikelsalat og mangosalat med chili (måske som her)
Lørdag: Vi spiser ikke hjemme
Søndag: Grill (bl.a. oksekødspølser), majskolber, grøn salat og mangosalat med chili

onsdag den 21. maj 2014

Køkkenhaven og drivhuset er i gang

Foråret og det varme vejr har gjort sit indtog. Sammen med en hel del regn også. Jeg startede køkkenhaven op med at lægge kartofler for en måned siden. Jeg har prøvet at forskyde  kartoflernes vækst, så vi har kartofler i en længere periode i stedet for at have en masse på én gang.
Jeg har haft to spande stående i drivhuset, hvor de fik masser af varme. Plantesækken blev sat med kartofler samtidig, men har stået udenfor. De to sidste spande lagde jeg først kartofler i 2 uger efter de andre. Indtil videre virker det med forskydningen som en god ide.

Kartoffelspande i flere afskygninger står på række. Dem til venstre har været i drivhus, posen i midten har stået udenfor og de to spande yderst til højre er sat to uger senere end de andre.

Jeg har prøvet at købe to PotatoPots i år. Ideen er at der inden i spanden er endnu en spand med hul i, så man løbende kan løfte den inderste spand og tage de kartofler, der er klar. Endnu er der dog ingen kartofler at tage af.

I køkkenhaven/højbedet har jeg i år plantet ærter og jordbær. Jeg har sået forårsløg, pastinak, gulerod, radisse, rucola og pluksalat. Jeg har netop fået sået rødbeder og flere radisser i går aftes.
Jeg har desuden købt en hokkaido-plante (spiseligt græskar) og sat også. Den er jeg lidt spændt på, for jeg har erfaret, at jeg måske har fået sat den for tidligt ud?
Mine squash i vindueskarmen spirede aldrig, så jeg er på jagt efter squashplanter på planteskolerne, men indtil videre uden held. Nu ender jeg nok med at prøve at så direkte i jorden.

Højbedet er dækket af net. Primært for at holde katten fra at grave i jorden og bruge den som kattebakke.
Krydderurterne fra sidste år klarer sig fint og jeg bruger flittigt af dem. Der er oregano, kinapurløg, persille og timian. I år vil jeg prøve at tørre timian og oregano og gemme som tørret krydderi. Oreganoen breder sig helt vildt, så jeg kan ikke følge med og få brugt det hele.

Oreganoen er den store busk bagerst i baljen. Kinapurløg til højre i baljen, timian forrest og persillen gemmer sig i den mørke krog til venstre i baljen.
Drivhuset er blevet plantet til med mynte, bøftomat, stilktomat, blommetomat, agurk og skoleagurk. Når det bliver varmere kommer der også gul peberfrugt ud i det lille glashus.

Sidste år fik jeg først plantet drivhuset til  i starten af juni. Det var fordi vi kom lidt sent i gang med at samle og montere det spritnye drivhus.
Alligevel havde jeg et kæmpe udbytte fra planterne i drivhuset og nød godt af både køkkenhave og drivhus hele sommeren.

onsdag den 14. maj 2014

Hjemmelavet hyldeblomst-is med bagte rabarber || Opskrift

Jeg har brugt det sidste af hyldeblomstsaften fra sidste sommer på at lave denne lækre dessert sammen med friske jordbær-rabarber fra haven. Jeg brugte den flotte røde saft, men man kan sagtens bruge almindelig hyldeblomstsaft - også den fra supermarkedets hylder. Isen er frisk og ikke ligger ikke så tungt, faktisk lidt sorbet-agtig i konsistensen. Selvom jeg brugte en meget rød saft, har isen kun fået et svagt lyserødt skær, som slet ikke kan ses på billedet. Jeg frøs isen med isskålen til min Kitchenaid.
Dette er en frisk sommerdessert, der egner sig rigtig godt til gæster. Isen kan laves flere dage i forvejen og de bagte rabarber kan forberedes i fadet og laves nemt, mens gæsterne er der, for de skal kun have 10 minutter i ovnen.
Jeg synes, det er en spændende og nem måde at tilføje smag til is ved at bruge saft, så det tror jeg, at der skal eksperimenteres mere med i fremtiden.


Hyldeblomst-is
4-5 portioner dessert

Ingredienser
2 dl. koncentreret hyldeblomstsaft
150 g. rørsukker
1,5 dl. piskefløde
6 pasteuriserede æggehvider (4 bægre)
100 g. hakket mørk chokolade til drys ved servering

Pisk æggehvider og rørsukker hvidt og luftigt. Pisk fløden til flødeskum. Vend hyldeblomstsaften forsigtigt i æggehviderne og vend til sidst flødeskum i.
Indfryses på ismaskine i ca. ½ time. Fordeles herefter i 4-5 frostsikre portionsskåle og fryses færdig i fryseren i minimum 2 timer, gerne længere.

Hvis du ikke har en ismaskine, skal du fryse isen i en stor bøtte, hvor du har mulighed for at røre rundt i isen. Saften er tungere end resten af ingredienserne og den vil derfor lægge sig i bunden af bøtten, hvis du ikke får rørt rundt.. Rør ca. 1. gang i timen de første 3-4 timer og lad derefter isen fryse til en fast masse i ca. tre timer.

Bagte rabarber / rabarbergrød
Tilbehør til 4-5 portioner is

Ingredienser
250 g. rabarber
75 g. rørsukker
1 tsk. vaniljesukker

Rabarberne skæres i 1-2 cm stykker og lægges i et ildfast fad. Drys med sukker og bag ca. 10 minutter i en forvarmet ovn på 225 grader.
Når du tager rabarberne ud af ovnen, moses stykkerne med en gaffel, for at få en lidt mere sammenhængende og grød-lignende konsistens.
Kan spises både lun og kold til isen.

Tip ved servering! Skyl portionsskålene med varmt vand og vend isen ud på en tallerken. Drys med hakket mørk chokolade og anret de bagte rabarber ved siden af isen. Rabarberen kan være både lun og kold.

tirsdag den 6. maj 2014

Madplan uge 19

På torsdag får vi endnu engang en kasse fra Årstiderne med masser af lækkert frugt og grønt. Bl.a. både spidskål og glaskål. Spidskål kender jeg og det er noget jeg jævnligt bruger, men glaskål derimod. Det er noget, jeg aldrig har brugt før. Derfor bliver slutningen af denne uge og næste uge præget af masser af kål. Det er så spændende at bruge nye råvarer.
Vi har i de sidste uger fået oveerbooket madplanen, så nu prøver jeg at lave en bufferdag om ugen, hvor der ikke er planlagt noget. Så kan vi være mere fleksible angående aftaler og tiloversbleven mad fra andre dage.
Fredag fokæler vi os selv med take-away sushi. Det er noget vi begge er helt vilde med.

Mandag: Pizza og grøn salat fra søndag
Tirsdag: Stegt kyllingefilet hertil bulgursalat med grønne asparges, granatæble og gulerod. Desuden kogte bønner og hjemmerørt dressing.
Onsdag: Bufferdag
Torsdag: Medister med stuvet spidskål og nye kartofler
Fredag: Vi henter sushi
Lørdag: Grill, grøn salat og smørstegt glaskål
Søndag: Hakkebøffer med bernaise, kartoffelbåde og grønne asparges

onsdag den 30. april 2014

Madplan uge 18

Denne uges madplan byder på masser af pasta og kylling. Kæresten skal løbe halvmarathon på lørdag, så kulhydrat-depoterne skal fyldes godt op i løbet af ugen og der skal en masse proteiner indenbords til musklerne.
Onsdag bruger vi det sidste af forårets ramsløgspesto. Jeg fandt forleden ud af, at vi har ramsløg i haven! Vi har boet i huset i tre år, og jeg havde ikke tænkt over, at en del at ukrudtet i haven kunne være ramsløg. Jeg har nu flyttet ramsløgene til et sted i haven, hvor jeg bedre kan styre dem. De gror jo ret voldsomt og er en slags ukrudt ligesom skvalderkål.

Mandag: Alene hjemme. Rester fra weekenden.
Tirsdag: Fyldte peberfrugter med krydret oksekød. Hertil grøn salat.
Onsdag: Helstegt kyllingfilet hertil grovpasta vendt i ramsløgspesto og lynkogt broccoli
Torsdag: Grovpasta med kødsovs og grøntsagstænger
Fredag: Masser af pasta til manden (jeg spiser ikke hjemme)
Lørdag: Halvmarathon, vi ved ikke hvad vi gør med aftensmad
Søndag: Pizza bagt på pizzasten (måske i grillen) hertil grøn salat (hvid pizza med kartofler og skvalderkål til mig og tomatpizza med cocktailpølser, skinkestrimler og ananas til kæresten)

Fine ramsløg fra haven

fredag den 25. april 2014

Royal malerskole

I marts var jeg på malerskole med skønne Line. Vi brugte en aften i selskab med smukt porcelæn, kaffe, Asti, slik og god stemning. Nårh ja, og selvfølgelig også - råt porcelæn og blå maling.

Tallerkenen var påtegnet et blyantsmønster fra start, så vi havde en nogenlunde ide om, hvor vi skulle male vores rystende streger.
Der var dækket flot op med blomster og Royal Copenhagens produkter. Bl.a. denne smukke vase fra Mega Mussel.

Vi havde en måned forinden forgæves forsøgt at få plads på Royal Copenhagens malerskoler i København og Århus, hvor der jævnligt afholdes arrangementer. Pladserne bliver besat virkelig hurtigt, så inden vi kunne nå at koordinere fridage, kørsel og andet praktisk var der fuldt booket. Øv.
Jeg var tilfældigvis i Inspiration i Odense City og så et opslag i butikken om en ekstraordinær malerskole i Odense i Inspirations lokaler. SÅ fedt! Jeg skyndte mig at ringe til Line og heldigvis kunne vi begge to være i Odense den aften, hvor de afholdt arangementet. Ja, man har jo lov at være heldig nogen gange!
Vi nød hinandens selskab, så nyheder fra Royal Copenhagen og malede hver vores helt personlige Mega Mussel middagstallerken med kyndig vejledning fra en erfaren porcelænsmaler. Det var et virkelig godt arrangement.

Jeg maler meget koncentreret. Det er sværere end det ser ud!

Farven blandes op med vand og mængden af vand afgør farvens dybde (mørk/lys)
Jeg viser billeder af den helt færdige tallerken i et indlæg for sig. Tallerken skal nemlig brændes med den smukke blanke glasur efter påmalingen af mønsteret.

Det færdige resultat inden glasering og brænding. Den lyseblå baggrundsfarve på tallerkenen er Royal Copenhagens kvalitetstest af porcelænet. Alt porcelæn dyppes i en lyseblå væske, der afslører eventuelle revner i porcelænet. Både blyantsstreger og den lyseblå farve blæses væk inden glaseringen.

tirsdag den 22. april 2014

Madplan uge 17

Her er ugens madplan. Jeg har trukket årets første rabarber i haven og de skal bl.a. bruges onsdag, hvor vi skal have en superlækker ret med kylling og rabarber. Så må vi se, om der er nok raberber til lidt sødt også.
Vi håber også på godt vejr til weekenden, så vi kan få tændt op i Webergrillen for første gang i år. Vi åbner grillsæsonen med en rigtig klassiker - spareribs og kartoffelsalat.

Mandag: Rester fra påsken
Tirsdag: Fuldkornstærte med porre og skinke. Hertil tomatsalat med skvalderkål og feta.
Onsdag: Rabarberkylling som her
Torsdag: Rabarberkylling fra onsdag
Fredag: Rugtortillas med falafel og masser af grønt
Lørdag: Spareribs på grill med kartoffelsalat og grøn salat
Søndag: Hotdogs i hjemmebagt brød ala Valdemarsro hertil grøntstænger

mandag den 21. april 2014

Foråret er på vej

Jeg har nydt påskedagene i fulde drag og har bl.a. haft sandaler på for første gang i år. I dette indlæg ser jeg lidt tilbage på sidste forårs blogindlæg.


Sidste forår klippede jeg gækkebreve. Påsken lå tidligere end i år så allerede i slutningen af marts kunne jeg vise jer disse fine gækkebreve. I år har jeg ikke selv sendt gækkebreve, men jeg har modtaget dette flotte lysegrønne gækkebrev fra min venindes fire-årige søn.


I haven er rabarberne rigtig godt på vej og jeg har netop trukket de første stængler. Sidste år havde vi først rabarber tre uger senere (d. 15. maj)  pga. den lange vinter.

 

Jeg elsker rabarber og glæder mig helt vildt til at lave en masse lækkert i køkkenet. Det første jeg skal bruge rabarberne til er Rabarberkylling - ligesom sidste år.
Se mine opskrifter med rabarber her:
Rabarbertærte med kokos
Rabarberkylling
Rabarbersuppe med hjemmelavet vaniljeis
Rabarbermuffins

Jeg brød også min hjerne for at finde på en masse opskrifter med skvalderkål, så jeg kunne bruge alt ukrudtet i haven til noget fornuftigt. Det skrev jeg om i dette indlæg i starten af maj. Haven bugner allerede af skvalderkål, så måske jeg skal forsøge mig igen i år.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...