Viser opslag med etiketten Kitchenaid. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kitchenaid. Vis alle opslag

onsdag den 14. maj 2014

Hjemmelavet hyldeblomst-is med bagte rabarber || Opskrift

Jeg har brugt det sidste af hyldeblomstsaften fra sidste sommer på at lave denne lækre dessert sammen med friske jordbær-rabarber fra haven. Jeg brugte den flotte røde saft, men man kan sagtens bruge almindelig hyldeblomstsaft - også den fra supermarkedets hylder. Isen er frisk og ikke ligger ikke så tungt, faktisk lidt sorbet-agtig i konsistensen. Selvom jeg brugte en meget rød saft, har isen kun fået et svagt lyserødt skær, som slet ikke kan ses på billedet. Jeg frøs isen med isskålen til min Kitchenaid.
Dette er en frisk sommerdessert, der egner sig rigtig godt til gæster. Isen kan laves flere dage i forvejen og de bagte rabarber kan forberedes i fadet og laves nemt, mens gæsterne er der, for de skal kun have 10 minutter i ovnen.
Jeg synes, det er en spændende og nem måde at tilføje smag til is ved at bruge saft, så det tror jeg, at der skal eksperimenteres mere med i fremtiden.


Hyldeblomst-is
4-5 portioner dessert

Ingredienser
2 dl. koncentreret hyldeblomstsaft
150 g. rørsukker
1,5 dl. piskefløde
6 pasteuriserede æggehvider (4 bægre)
100 g. hakket mørk chokolade til drys ved servering

Pisk æggehvider og rørsukker hvidt og luftigt. Pisk fløden til flødeskum. Vend hyldeblomstsaften forsigtigt i æggehviderne og vend til sidst flødeskum i.
Indfryses på ismaskine i ca. ½ time. Fordeles herefter i 4-5 frostsikre portionsskåle og fryses færdig i fryseren i minimum 2 timer, gerne længere.

Hvis du ikke har en ismaskine, skal du fryse isen i en stor bøtte, hvor du har mulighed for at røre rundt i isen. Saften er tungere end resten af ingredienserne og den vil derfor lægge sig i bunden af bøtten, hvis du ikke får rørt rundt.. Rør ca. 1. gang i timen de første 3-4 timer og lad derefter isen fryse til en fast masse i ca. tre timer.

Bagte rabarber / rabarbergrød
Tilbehør til 4-5 portioner is

Ingredienser
250 g. rabarber
75 g. rørsukker
1 tsk. vaniljesukker

Rabarberne skæres i 1-2 cm stykker og lægges i et ildfast fad. Drys med sukker og bag ca. 10 minutter i en forvarmet ovn på 225 grader.
Når du tager rabarberne ud af ovnen, moses stykkerne med en gaffel, for at få en lidt mere sammenhængende og grød-lignende konsistens.
Kan spises både lun og kold til isen.

Tip ved servering! Skyl portionsskålene med varmt vand og vend isen ud på en tallerken. Drys med hakket mørk chokolade og anret de bagte rabarber ved siden af isen. Rabarberen kan være både lun og kold.

mandag den 6. januar 2014

Julekagebagning

Som traditionen efterhånden foreskriver bagte jeg igen i år diverse julekager med sødeste Line i december. Klog af skade delte vi vores bagning op i to etaper (sidste år bagte vi kager til langt over midnat en hverdagsaften...) Den ene etape blev dog aflyst af en lille storm (dumme Bodil), men vi fik arrangeret en ny bage-date. Gå glip af kager skulle vi i hvert fald ikke.
Med julemusikkken på max volumen er der bagt ægte juleglæde ind i lækkerierne.
I første omgang lavede vi havregrynskugler, pebernødder og mandler med hvid chokolade og lakrids. Mandlerne drillede os en del, fordi den hvide chokolade blev tyk, grynet og meget mærkelig, når vi smeltede den.
I anden etape bagte vi brunkager og vaniljekranse. Jeg nåede desværre ikke at få en kageplade hjem til kødhakkeren på min Kitchenaid, så alle vaniljekransene er møjsommeligt rullet i hånden. Det giver en meget rustik og personlig udstråling til småkagerne!
Jeg har også selv lavet lidt konfekt i december, men det er bare så hyggeligt at bage med Line, fordi vi begge deler glæden ved julen og den ægte hyggestemning, der kommer, når man bager.



fredag den 22. november 2013

Et lækkert groft brød || Opskrift


Til vores gæster i dag har jeg bagt dette lækre og rimelig simple brød. Brødet er hævet i en skål drysset med mel og bare vippet ud på bagepladen efter hævning og så direkte i ovnen. Ingen besvær med æltning, formning, efterhævning og pensling. Bum.

Ingredienser
½ pk. gær
1 dl. lunken vand
3 dl. creme fraiche
1 æg
2 spsk. solsikkeolie
1 dl. grahamsmel
1 dl. boghvedegryn
½ dl. sesamfrø
1 tsk. salt
2 tsk. rørsukker
Hvedemel så det passer...

Fremgangsmåde
Rør gæren ud i det lunkne vand. Tilsæt derefter cremefraiche, olie og æg rør lidt. Tilsæt alle andre ingredienser end hvedemel og rør godt. Når massen er jævn tilsættes hvedemel lidt efter lidt indtil konsistensen er god, men stadig ret våd. Sørg for at ælte godt og længe.
Drys mel i en skål (eller endnu bedre en hævekurv, men sådan en har jeg ikke) og fordel lidt mel på dejklumpen, så du kan flytte den over i skålen.
Lad brødet hæve i ca. 45 minutter - 1 time
Vend brødet ud på en bageplade med bagepapir og bag i en forvarmet ovn ved 200 grader i 30 minutter.

Tip! Jeg bruger min Kitchenaid røremaskine til at røre dejen sammen med og efter, alle ingredienser er tilsat, ælter jeg dejen i ca. 15 min på mellemtrin.

onsdag den 18. september 2013

Æbleboller med grahamsmel || Opskrift

Så er der endnu en æbleopskrift på bloggen. Denne gang har jeg bagt æbleboller med fuldkornsmel efter inspiration fra Arlas opskrift på frugtboller. De fleste er kommet i fryseren i mindre portioner, så de er lige til at tage op og bruge som tilbehør til f.eks. suppe. Bollerne er også rigtig gode som morgenmad, eftermiddagsmad eller bare en et lille mellemmåltid med smør, ost eller marmelade.
Æblerne gør, at bollerne er gode fugtige og ikke bliver så hurtigt tørre.

fuldkorn æblebolle
Lun æblebolle med hjemmelavet æble-hyben marmelade og smør
fuldkornsmel æbleboller frugtboller
Første plade ude af ovnen. Der er allerede hapset en bolle til prøvesmagning :)
Æbleboller med grahamsmel
24 stk.

Ingredienser
50 g. gær
2 dl. lunken vand
300 g. æble (skrællet og uden kernehus)
1,5 spsk. akaciehonning
2 tsk. salt
1 æg
2 dl. creme fraiche
60 g. havregryn
200 g. grahamsmel
Ca. 600 g. hvedemel (put i lidt ad gangen og stop, når dejen har en god konsistens)

Fremgangsmåde
Riv æblerne fint. Hæld vandet i en skål og rør gæren ud heri. Tilsæt æbler og de øvrige ingredienser (hold lidt mel tilbage). Ælt dejen godt igennem på en røremaskine 15 - 20 minutter på mellem trin.
Dæk skålen med et viskestykke og stil dejen til hævning et lunt sted i ca. 45 minutter - 1 time.
Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt den godt igennem. Tilsæt evt. resten af melet. Del dejen i 24 stykker og form dem til boller. Fordel bollerne på bageplader med bagepapir og lad bollerne efterhæve tildækket i ca. 30 min. Pensl med vand og bag bollerne en plade ad gangen midt i ovnen ved 200 grader i 20 minutter.

lørdag den 24. august 2013

Kanelsnurrer

Jeg tester opskrifter til min fødselsdag. Jeg elsker at bage og jeg vil gerne have noget helt specielt med på arbejde og til mine gæster, når det er min tur til at give fødselsdagskage.
Jeg er faldet lidt for trenden med at lave kanelsnurrer i stedet for snegle og jeg har hørt meget godt om Meyers opskrift. Opskriften er noget tidskrævende (40 + 40 minutter æltning og 1,5 + 2 timers hævning!!) Og bevares, de er da gode, men om de helt er besværet værd, er jeg ikke overbevist om endnu.



Jeg lavede en halv portion og fik 20 små kanelsnurrer, der kunne ligge i en muffinform. Meyers opskrift giver 16 (meget) store kanelsnurer af en hel portion. Jeg er mere til små mundrette kager end de ret så store kanelsnurrer, som Meyers er kendt for.
Jeg brugte denne fine guide og metode 1 til at snurre bollerne.

Nu tror jeg, at jeg vil prøve at lave en almindelig omgang kanelsnegle og snurre dem som kanelsnurrer, for den opskrift jeg har fra min mor er ikke nær så kompleks i forhold til ælte- og hævetider. (Og så har jeg endnu en kage i ærmet, der skal testes inden min fødselsdag, så det bliver en sød weekend)

tirsdag den 28. maj 2013

Kold rabarbersuppe med vaniljeis || Opskrift

Sommeren er på vej og det mærkede vi tydeligt, da weekendens dessert blev indtaget. Hjemmelavet rabarbersuppe - det smager bare af sol og sommer!
Vi fik hjemmelavet vaniljeis i den kolde suppe. Man kan også vælge at spise flødeskum eller vaniljeyoghurt til.

kold rabarbersuppe med vaniljeis
Kold rabarbersuppe 
Dessert til fire personer

Ingredienser
450 g. rabarber
1 L vand
½-1 vaniljestang (Alt efter hvor vild man er med vanilje. Kan også udelades)
100 g. rørsukker

Fremgangsmåde
Snit rabarberne i små fine stykker og flæk vaniljestangen og skrab vaniljekornene ud.
Kog rabarber, vaniljekorn og vaniljestang i vandet i 30 min. Lad være med at røre rundt undervejs, da rabarberne ellers splatter helt ud.
Efter 30 min. sigtes suppen over i en ren gryde gennem et viskestykke. Mos rabarberstykkerne godt for at få al den lækre rabarbersaft med.
Tilsæt rørsukker og kog suppen op til al sukker er opløst.
Hæld den færdige suppe i en skål for at køle af og server den iskold direkte fra køleskabet - gerne sammen med en skefuld vaniljeis.

Vaniljeis på den nemme måde
Ca. 1½ L. færdig is

Ingredienser
6 pasteuriserede æggeblommer (3 bægre)
7 dl. piskefløde
1 vaniljestang (kun kornene)
6 spsk. sukker

Fremgangsmåde
Pisk æggeblommer, vaniljekorn og sukker til en luftig masse. Pisk fløden til flødeskum. Vend sukkermassen i flødeskummen. Indfrys i ismaskine eller i en lukket beholder i fryseren (i fryser skal den omrøres et par gange, mens den fryser ind)

Jeg prøvede at lave isen på min Kitchenaid ismaskine, men gjorde den store fejl, at jeg kom ismassen i skålen, INDEN jeg kom rørevingen i. Det resulterede i, at ismassen frøs fast i bunden og i siderne, så vingen ikke kunne dreje rundt. Dumt, men så har jeg lært lektien: Vingen skal køre rundt i skålen, mens du hælder ismassen i! Jeg endte med at fryse isen i fryseren.

fredag den 3. maj 2013

Store chokolademuffins || Opskrift

Jeg bagte de lækreste chokolademuffins forleden. Jeg brugte ikke en decideret opskrift, men eksperimenterede ud fra en opskrift på blåbærmuffins jeg havde liggende.
Her er opskriften på de lækre chokolademuffins, så jeg selv kan huske den til en anden gang og så I også kan få glæde af dem.
I opskriften bruger jeg 100 g. mørk chokolade og 100 g. hvid chokolade. Hvis du er mere til andre slags chokolade kan du nemt udskifte, så længe mængden stadig er 200 g. i alt. Du kan også eksperimentere med nødder i stedet for noget af chokoladen. Det tror jeg, at jeg skal prøve næste gang de skal bages.


Store chokolademuffins
12 stk.

100 g. blød margarine
140 g. sukker
2 æg
2,5 dl. kærnemælk
2 tsk. vanillesukker
280 g. hvedemel
1 tsk. natron
2 tsk. bagepulver
½ tsk. salt
3 spsk. kakao
100 g. hvid chokolade
100 g. mørk chokolade

12 papir-muffinforme
1 metal-muffinform med plads til 12 muffins

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 185 grader og sæt 12 papirforme i en metal muffinform.
Chokoladen hakkes groft. (Jeg kørte halvdelen af chokoladen på det grove rivejern på min Kitchenaid og den anden halvdel hakkede jeg ekstra groft i hånden)
Pisk margarine og sukker med en elpisker/på køkkenmaskine til det er let og luftigt.
Pisk æg og kærnemælk i sukkerblandingen.
Bland de tørre ingredienser i en skål ved siden af.
Bland langsomt de tørre ingredienser i de våde og rør til melet er forsvundet.
Rør forsigtigt den hakkede chokolade i dejen.
Fyld formene til kanten af papir-formen og bag 18-20 minutter i midten af ovnen.
Tag straks kagerne op af metalformen, når de kommer ud af ovnen, så de kan køle af.


onsdag den 24. april 2013

Endnu et indlæg om bagning

 Ja, jeg ved det godt. Det hele handler om mad lige nu her på bloggen. Og især mad, der kan laves på min nye Kitchenaid-maskine er i høj kurs.
Jeg har således meget frivilligt meldt mig til at bage kage til både mit sjak (hold) og kærestens sjak her til weekenden. Og da også lige pizzasnegle og pølsehorn til frokost i weekenden til begge sjak.

Find min opskrift på de store chokolademuffins her
Find min opskrift på grove pølsehorn her

I går bagte jeg chokolademuffins med hvid og mørk chokolade og pizzasnegle med skinke og ost. Det hele er puttet i fryseren, så det er frisk til weekenden. (Så skal vi bare huske, at få det med!!)

24 stk. flotte muffins blev det til. Kæresten har prøvesmagt et par stykker og dommen er, at de smager af mere...
Jeg brugte både hvid og mørk chokolade til mine muffins. Den ene halvdel rev jeg på maskinens grove rivejern (billedet) og resten hakkede jeg ekstra groft med kniv (jeg elsker store chokoladestykker i kager)
Jeg fik bagt 36 grove (rugmel og havregryn) pizzasnegle med skinkestrimler og pizzasovs indeni og et drys revet ost ovenpå. De er til mit sjak.
Mandens sjak ville helst have pølsehorn, så i dag har jeg bagt 32 grove pølsehorn med fuldkornshvedemel, ketchup indeni og drysset med sesam. Og dem glemte jeg at tage et billede af. Måske kan jeg nå at tage et i weekenden inden de bliver spist...

UPDATE 29/4-13: Så er der billede af pølsehornene :)


mandag den 22. april 2013

En weekend i køkkenets tegn

Jeg har i den grad fået afprøvet det røde køkkenlyn i weekenden - og jeg er bare så glad for den maskine. Altså, hvor er det bare smart!

I fredags fik jeg bagt "Verdens Bedste Roulade". Meget nem opskrift og et godt resultat. Jeg vidste slet ikke, at det var så hurtigt og nemt at bage roulade. Jeg smurte den med hjemmelavet hindbærsyltetøj.


I lørdags fik jeg virkelig brugt køkken og maskine:

Jeg bagte endnu et Finax rugbrød. Denne gang et kernerugbrød. Det hævede dog ikke rigtig og resultatet blev lidt skuffende. Om det er æltningen eller rugbrødsblandingen, der er skyld i den manglende hævning ved jeg ikke.
Jeg fik bagt en portion lækre grove spinatboller med grahamsmel, solsikkekerner og et drys nigellafrø på toppen. De blev rigtig gode og hævede fint.
Jeg fik afprøvet råkostjernet og det kan jeg mærke, at jeg bliver rigtig glad for. Det er virkelig nemt og giver et flot resultat.
Grov og fin gulerodsråkost fra maskinen. Det grove blev til en lækker råkostsalat med rosiner og solsikkekerner, mens den fine råkost kom i en gulerodskage.
Råkostjernet kan også lave skiver og jeg lavede en lækker agurkesalat ala farmor til vores burgere søndag aften.
En lækker gulerodskage med valnødder og ostecreme.
Jeg fik heldigvis mulighed for at dele ud af al kagen. I fredags besøgte jeg en dejlig veninde og hendes kæreste og her havde jeg taget en halv roulade med. Lørdag kom svigerforældrene forbi til en kop kaffe, de fik også et stykke roulade.
Lørdag eftermiddag kom en rigtig god veninde forbi for at se køkkenvidunderet i funktion. Hun fik både serveret roulade og gulerodskage. 
Kæresten har også taget godt fra på kagesiden og der er nu en halv gulerodskage tilbage, som skal serveres i aften, når kæresten holder møde hos os.

Søndag brugte jeg maskinens råkostjern til at lave forskelligt tilbehør til vores burgere. Jeg glemte selvfølgelig at tage et billede af det, men der er vist også rigeligt med billeder i dette indlæg nu...

fredag den 19. april 2013

Min nye bedste køkkenven

Jeg har meget længe gået og sukket efter en Kitchenaid køkkenmaskine, men efter priserne at dømme er de altså lavet af guld og diamanter.
Jeg har derfor holdt lidt øje med brugte maskiner til salg. Vi vil helst have en rød, så den passer til de andre køkkenmaskiner (blender, elkedel, toaster)
Bum - så var der endelig en til salg og til en overordentlig god pris med masser af ekstraudstyr. Jeg slog til og hentede min nye bedste ven i går aftes lidt udenfor Kolding. Det var hele køreturen værd!
Udover maskinen, som sælger siger er ca. 4 år gammel, fulgte der råkostjern, ismaskine, kødhakker, purépresser og en ekstra stål skål med. Hvis maskine og udstyr skulle købes fra ny ville det koste over 7200 kr.! Jeg har givet under det halve. En god handel, synes jeg. Sådan en brugt Kitchenaid har jo mange gode år i sig endnu...


Nu er eneste problem bare, hvad jeg skal lave først? Der er så mange muligheder... Jordbæris, råkost, rugbrød, boller, pølsehorn, kage, agurkesalat, flødekartofler, mere is... Mmm!

God weekend til jer! Min weekend står i køkkenets tegn :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...