Viser opslag med etiketten haven. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten haven. Vis alle opslag

tirsdag den 30. maj 2017

Min weekend

Et lidt forsinket weekend-indlæg fra weekenden før Kristi Himmelfart-ferien.
Jeg havde en stille og rolig weekend derhjemme for at blive helt frisk til at starte arbejde igen om mandagen.
Fredag var jeg ved lægen for at få lavet en lægeerklæring på mit sygdomsforløb til jobbet, så de kan få refusion for mit fravær. På vej hjem smuttede jeg lige en tur i den lokale genbrug, der ligger meget tæt på lægen og jeg fandt nogle små skatte. To fine glas til en god fredagsdrink og nogle Disneybøger i meget pæn stand til Malou. Den med pingvinen har jeg selv haft som barn og jeg har allerede læst den højt for Malou flere gange. Det er ren nostalgi.
Jeg hentede Malou på gåben og så tog vi et smut på legepladsen i det gode vejr med smoothie og gyngeture. Kaffen til mig selv havde jeg glemt hjemme på køkkenbordet.


Lørdag formiddag stod den igen på en tur på legepladsen, denne gang med kaffe til mig og på scooter for Malous vedkommende. Hun er helt pjattet med at køre på scooter for tiden og det skal helst foregå udenfor haven, så der er god plads til at køre stærkt.
Om eftermiddagen hjalp Malou med at luge ukrudt i forhaven. Det var virkelig blevet højt, mens jeg var syg og der kom da også to naboer (pensionister med flotte velholdte haver) og kommenterede, at det var dejligt, at vi endelig fik fjernet ukrudt. Vi nød en is på terrassen, da det hårde arbejde var overstået.
Aftenen bød på kærestehygge med lækker sushi, da Malou var puttet.



Søndag formiddag tog Malou og jeg på planteskolen for at købe blomster til terrassen og planter til drivhuset. Da vi kom hjem plantede vi blomsterne i krukker, inden vi spiste frokost på terrassen.
Mens Malou sov middagslur slappede jeg af og da hun vågnede igen hjalp hun med at sætte planter i drivhuset. Vi købte to slags cherrytomater, en skoleagurk og en almindelig agurk. Vi fik også ryddet plads til en squashplante i jordbærbeddet.
Vi fik hjemmelavede pizza til aftensmad. Malou elsker at lave sin egen pizza selv. Hendes pizza består af tomatsovs, majs og revet ost.
Hun er generelt rigtig glad for at hjælpe i køkkenet og det er både rart og nogle gange lidt irriterende altid at have en lille hjælper ved sin side, så snart man skramler det mindste i køkkenet.
Ja og sådan en weekend går altså ret hurtigt, selvom man ikke laver så meget.


tirsdag den 4. april 2017

Min weekend

Fredag har jeg allerede beskrevet i dette indlæg.
Lørdag formiddag var vi til gymnastikopvisning i den lokale idrætshal. Malou og jeg skulle, sammen med resten af mor/far/moster/bedste-barn gymnastikholdet vise lidt af, hvad vi har lavet i sæsonens løb. Mine forventninger var lave, for vi skulle lave 3-4 sanglege og ikke noget med redskaber. Sanglegene plejer Malou ikke rigtig at gide deltage i. De er forholdsvis komplicerede for en på 1,5 år og så vil hun egentlig bare hellere tonse afsted på en airtrack...
Det gik faktisk helt ok både med indmarch og de første to sange. I tredje sang blev hun vildt genert og klamrede sig til mig som en lille abeunge og resten af opvisningen blev sådan lidt amputeret fra vores side af. Selvom jeg prøvede ihærdigt at lave øvelserne, så godt som jeg kunne med Malou på armen.
Stort set hele familien (far, farmor, farfar, faster, bedstemoster, morfar og moster) var kommet for at se vores 10 minutter på gulvet og Malou var lidt forvirret og genert over al den opmærksomhed, men blev også stolt over, at alle sagde, hun havde været dygtig til gymnastikopvisningen.

Desværre ikke de bedste billeder, da de er taget på lang afstand, men jeg syntes alligevel, at I skulle se dem
Lørdag eftermiddag afleverede jeg Malou hos mormor og morfar til overnatning og så delte manden og jeg os op. Vi skulle til hver vores 30 års fødselsdag, da vi desværre var blevet inviteret to steder hen på samme dag.
Jeg tog cyklen ud til en veninde fra mødregruppen. Her havde hendes kæreste arrangeret et surprise-party for hende og hun blev heldigvis meget overrasket og havde ikke luret noget.
Vi fik kinesisk buffet udefra og havde en rigtig hyggelig aften med masser af rødvin, øl, shots og drinks. Det var sjovt at lære en masse nye mennesker at kende. Jeg kendte kun de andre fra mødregruppen. Det gør man ikke så tit længere, når man nærmer sig de 30 år.



Søndag formiddag blev Malou afleveret af mormor og morfar, mens jeg var til et spejdermøde. Da jeg kom hjem til middag, lå både hende og kæresten, arm i arm, og sov på sofaen.
Jeg fik puttet den sovende pige i barnevognen, uden at hun vågnede. Vi voksne kunne godt mærke trætheden fra dagen før, så vi sumpede på sofaen med chips, cola og en film.
Da filmen var slut, smuttede jeg i haven og fik ordnet krukker og klippet nogle buske, inden Malou vågnede efter 3,5 times lang middagslur.
Malou ville gerne med ud, så hun hjalp mig med mine gøremål. Vi fik rengjort drivhuset og tømt det for de visne planter fra sidste år, vi klippede hindbærbuskene ned og lugede også omkring rabarberen. Inden vi gik ind, plukkede vi en fin lille buket af mini-påskeliljer.

Min meget entusiastiske havehjælper
Rabarberen er allerede godt på vej og jeg fik lige luget lidt af skvalderkålen, så rabarberen kunne få lidt luft
Jeg viste Malou, at man kan plukke blomster. Hun var noget forundret over konceptet, men da vi kom dem i den lille fine vase fra oldemor, blev hun meget stolt.

fredag den 24. marts 2017

Ugen i billeder


Så gik der endnu en uge og denne gang har jeg fået knipset en del billeder af vores skønne hverdag.
Malou er begyndt selv at kunne tage bukser på og selvom de vender forkert 8 ud af 10 gange (hvordan er det overhovedet muligt!?), så er hun hver gang meget stolt over sin egen bedrift.
Jeg har været ude at bowle med spejderne og spist kage på jobbet.
Malou har hjulpet med at sætte forårsblomster i krukker og min lille hjælper var meget gavmild både med jord og vandkande.
Malou har erklæret solbrille-sæsonen for åben ved at have solbriller på to morgener i denne uge, mens vi cyklede til dagplejen.
Malou sørger for at bamsen får børstet tænder. Andre aftener kan det også være dukken eller LEGO dyrene, der er heldige at få rene bisser.
I denne uge, har jeg været god til at gå ned i mit syrum i om aftenen i stedet for at sidde og halvsove til tv'et i stuen. Når kæresten f.eks. er til fodboldtræning, så sidder jeg i kælderen og hører lydbog, drikker kaffe og syr sommertøj til Malou. Jeg viser det frem i et indlæg snart, jeg skal bare lige have taget billeder af det i et ordentligt lys.
Torsdag aften fik vi de her lækre tortillapizzaer, der er så hurtige at lave. Malou lavede sin egen med masser af majs (de fleste røg i maven, inden pizzaen kom i ovnen). Det er så hyggeligt, at stå sammen og bygge små minipizzaer og Malou får smagt på alle mulige råvarer imens.

tirsdag den 12. juli 2016

Så kom sandkassen op

I dag har Malou og far samlet sandkassen. Desværre sov Malou en lang eftermiddagslur, så hun har ikke nået at lege i den endnu. Vi tog nemlig ud for at shoppe de sidste ting til ferien og spiste aftensmad på Jensens Bøfhus, da hun vågnede.
Jeg glæder mig til at se hendes reaktion, når hun opdager den i morgen!
Sandkassen er en Plus sandkasse i sortimprægneret træ og vi har købt vores her. Leveringstiden var lang, lidt over en uge, men det var det billigste sted, vi kunne finde.

Malou vil så gerne være med, når vi laver noget. Det er rigtig sødt, når hun prøver at efterligne os.
Vi har selv en kat og jævnligt besøg af naboernes katte, så vi håber, at nettet kan holde dem væk fra sandet.
Malous første tur på Jensens

onsdag den 30. april 2014

Madplan uge 18

Denne uges madplan byder på masser af pasta og kylling. Kæresten skal løbe halvmarathon på lørdag, så kulhydrat-depoterne skal fyldes godt op i løbet af ugen og der skal en masse proteiner indenbords til musklerne.
Onsdag bruger vi det sidste af forårets ramsløgspesto. Jeg fandt forleden ud af, at vi har ramsløg i haven! Vi har boet i huset i tre år, og jeg havde ikke tænkt over, at en del at ukrudtet i haven kunne være ramsløg. Jeg har nu flyttet ramsløgene til et sted i haven, hvor jeg bedre kan styre dem. De gror jo ret voldsomt og er en slags ukrudt ligesom skvalderkål.

Mandag: Alene hjemme. Rester fra weekenden.
Tirsdag: Fyldte peberfrugter med krydret oksekød. Hertil grøn salat.
Onsdag: Helstegt kyllingfilet hertil grovpasta vendt i ramsløgspesto og lynkogt broccoli
Torsdag: Grovpasta med kødsovs og grøntsagstænger
Fredag: Masser af pasta til manden (jeg spiser ikke hjemme)
Lørdag: Halvmarathon, vi ved ikke hvad vi gør med aftensmad
Søndag: Pizza bagt på pizzasten (måske i grillen) hertil grøn salat (hvid pizza med kartofler og skvalderkål til mig og tomatpizza med cocktailpølser, skinkestrimler og ananas til kæresten)

Fine ramsløg fra haven

søndag den 23. februar 2014

Så er foråret endelig på vej

Puha, hvor har jeg været vintertræt, men i takt med at dagene bliver lysere og vejret mildere, så er det også som om, at jeg bliver i bedre humør. Jeg elsker foråret. Det er en virkelig skøn årstid, hvor dagene bliver længere og lysere og alt springer ud. Man kan næsten se forandringer fra dag til dag.
Se bare, hvordan alle forårsbebuderne er på vej frem i vores have. Jeg glæder mig så meget til at komme igang med køkkenhave og drivhus igen.


tirsdag den 10. september 2013

Æbleamok

Jeg har fået så sindssygt mange æbler fra mine svigerforældres æbletræ og har virkelig haft lagt hovedet i blød for at finde på noget at bruge dem til.
I sidste uge lavede jeg æble-hyben marmelade og en ret med kylling og æble til aftensmad.
I går gik jeg æbleamok og lavede en stor portion æbleflæsk, som vi spiste lidt af til aftenmad på hjemmebagt rugbrød. Der er gemt en del til ugens madpakker og resten er kommet i fryseren.


Jeg fik også lavet æblechips efter denne opskrift og dryssede dem med kanelsukker. De er dog ikke det store hit herhjemme, selvom de både blev sprøde og pæne.

ovnbagte æble chips kanelsukker

Til sidst fik jeg lavet en portion æblegrød, der også kom i fryseren. Tænker at det skal laves til gammeldags æblekage med rasp og flødeskum næste gang, der kommer gæster.


onsdag den 7. august 2013

Træterrassen

Vi (altså manden) fik afsluttet træterrassen dagen inden vi tog til Alanya. Vi havde dog brugt den i ugen op til, da det primært var de sidste detaljer af terrassen, der ikke var færdig og selve dækket sagtens kunne bruges.
Vi er bare SÅ glade for den. Det er endnu bedre, end jeg havde turdet drømme om. Den er stor, men den passer lige til os. Nu mangler vi bare et sæt havemøbler til den ene side. Vi håber på at finde et loungesæt på udsalg her i sensommeren.
Jeg vil lade nedenstående billeder tale for sig selv.







mandag den 5. august 2013

Puha, hvor har der været stille...

Jeg gik fuldstændig i ferie-mode, da jeg skød mine tre ugers ferie i gang! Mails og computer er stort set ikke blevet brugt. Jeg har dog opdateret lidt på Facebook og Instagram, men kun et enkelt indlæg er det blevet til her på bloggen i tre uger.
Det råder jeg nu bod på. Hverdagen er begyndt i dag og nøj, hvor er det hårdt at stå tidligt op og komme på arbejde efter en skøn lang ferie.
Kæresten er i Norge på spejderlejr i denne uge, så jeg har sørget for en masse spise-ude aftaler og madplanen er derfor meget sparsom:

Madplan uge 32
Mandag: Helstegt kyllingefilet med squash/gulerods-spaghetti
Tirsdag: Kylling, kartofler og squash i Römertopf med gammeldags agurkesalat
Søndag: Hjemmelavede pizzaer på grillen (kæresten kommer hjem lørdag nat)

Haven bugner af lækkerier og jeg er helt pjattet med det. Det er SÅ dejligt, at kunne høste lige, hvad man vil og jeg nyder at se, det hele gro.

Squash har vi mange af, ærterne høstede vi en fin portion af, men de er ligesom hindbærrene færdige nu.

Pluksalat, radiser, gulerødder, gule cherrytomater, ærter og squash klar til at blive lavet til en lækker frisk salat

Heldigvis elsker jeg squash, for de to squash-planter giver 2-3 squash om ugen. De er plantet i store krukker på terrassen og det fungerer rigtig godt.

Der er godt gang i drivhuset og jeg har allerede høstet fine gule cherrytomater og de første auberginer er snart klar

Jungleagurken i venstre side af drivhuset vokser som besat, men har endnu ikke båret modne agurker.



lørdag den 13. juli 2013

Det går stille og roligt den rigtige vej

Vi slider og slæber og sveder gevaldigt i sommervarmen. Vi har nemlig fået leveret materialerne til vores nye træterrasse. Jeg kan se potentialet, det bliver så fedt, når den er færdig.
Du kan følge med i byggeri og renovering af vores hus generelt via dette link, hvis du er interesseret i flere billeder.





Nyd solen og sommeren - ligesom Frida gør!






onsdag den 26. juni 2013

Glimt fra fra nogle travle dage / Mange billeder

Jeg har haft et par virkelig begivenhedsrige dage og vil lige dele mine glimt fra den med jer sådan ca. fra torsdag til mandag. Jeg har haft fri mandag, og det har været virkelig lækkert med sådan en forlænget weekend.
Jeg vil lige advare om en god omgang billedspam i dette indlæg!

Torsdag aften drak jeg rødvin i haven og skrev båltale til Sct. Hans i spejdergruppen sammen med min gruppeleder-makker.

Lørdag formiddag var jeg ved frisøren og der røg ca. 15 cm. af de lange lokker og jeg fik lyse striber i. Jeg er selv meget tilfreds med resultatet. (Og det må åbenbart passe meget godt til mig, for der er næsten ingen, der har bemærket, at jeg har ændret hårfarve og -længde!!)


Lørdag aften var jeg til Kim Larsen og Kjukken koncert i silende regnvejr, men humøret var i top og bandet var i hopla. Vi fik danset i mudderet og skrålet med på sange som Jutlandia og Kvinde Min.


Bagefter tog vi på værtshus og drak (flere) øl.

Jeg har plukket hyldeblomster med søde Line søndag formiddag og lavet virkelig meget hyldeblomstsaft, der nu står og trækker de næste par dage. Der kommer opskrift på bloggen snart.



Søndag eftermiddag var jeg til Sct. Hans i spejdergruppen, hvor vi næsten druknede i nogle ordentlige regnbyger.
Heldigvis vendte vejret midt i arrangementet og vi kunne derfor tænde bål i tørvejr og jeg fik holdt min allerførste båltale for alle de fremmødte, spejdere, ledere, søskende og forældre.


Bagefter tog vi ned på Engen ved Skovsøen i Fruens Bøge og så det store Sct. Hans bål og bagefter dansede vi til gratis koncert med Joey Moe.

Jeg har haft min nye mint&berry blusekjole på til fejring af min svigerinde, der blev student i mandags. Hun fik en flot buket og gave + kort som jeg ikke nåede at få et billede af.



Jeg har desuden brugt 8 timer og 49 minutter på at høre Mari Jungstedts spændende krimi "Den du ikke ser" og jeg er allerede hoppet videre til to'eren "I denne stille nat". Det er krimier lige efter min smag; tilpas spændende uden at blive så uhyggelige, at man får mareridt.
Jeg tester lydbøger hos tjenesten Storytel igennem Buzzador og jeg har stadig to valgfrie lydbøger jeg kan forære væk helt gratis. Skriv en kommentar, hvis du er interesseret.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...