Viser opslag med etiketten nytår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nytår. Vis alle opslag

tirsdag den 2. januar 2018

Jul og nytår 2017

Så er juleferien ovre for vores vedkommende og vi var alle meget trætte i morges, da vækkeuret ringede.
Vi har haft nogle skønne juledage med plads til både familiehygge og afslapningsdage. Malou blev simpelthen så glad for samtlige af sine julegaver og vi havde den bedste juleaften hjemme hos os sammen med mine forældre og søskende. Vi så Disneys juleshow om eftermiddagen og både and, tilbehør og risalamande var rigtig lækkert. Min far vandt i øvrigt mandelgaven, som han oftest gør, så alt var lige som det skal være.
Malou havde sin nye hjemmestrikkede nederdel på i juledagene, så indlægget her er opdateret med et billede i brug.


Malou fik simpelthen så mange gode gaver og hun hoppede og klappede af begejstring, hver gang det var hendes tur til at åbne en gave.
Af os fik hun et Bobles rullebræt Hun fik en Baby Born dukke med tilbehør, tøj og en lille klapvogn af farmor og farfar. Mormor og morfar gav hende en svømmevest, en masse retro My Little Pony og tøj (kjole, strømpebukser og denimleggings) Moster og onkel gav hende et rigtigt striglesæt til heste og en pink hoppehest. Af faster og kæreste fik hun nattøj, undertøj og en striktrøje. Af oldeforældrene fik hun nattøj, malebog med tuscher samt blyanter og et Schleich sæt med shetlandsponyer. Min veninde gav desuden Malou en rigtig sød bog og af dagplejen fik hun en My Little Pony taske.


Jeg fik også en masse gode gaver. Jeg fik en Royal Copenhagen hvidriflet kagetallerken, mega mussel fyrfadsstager og en mega mussel skål med låg. Jeg fik en strikkebog og to romaner. Jeg fik også makeup-pensler og en eyeliner. Jeg fik et par lækre regnbukser af mine forældre og et 6 måneders abonnement til Goodie Box af kæresten.


Nytårsaften holdt vi helt nede i gear sammen med tre andre par, der alle er gravide eller har små børn. Den mindste mus var kun knap tre uger gammel!
Vi havde tjansen med dessert og natmad. Desserten var denne enormt lækre lemon cheesecake, som vi pyntede med hvid chokolade og blåbær. Til natmad og børnesnacks havde vi bagt en ordentlig stak pølsehorn efter min egen opskrift her.
Det var en rigtig hyggelig aften, Malou bad selv om at blive puttet kl. 21, vi havde en weekendseng med og hun faldt i søvn med det samme. Vi voksne holdt ud til kl. 4, hvor vi bar Malou og alle vores ting ud i bilen og kørte hjem for at sove. Det var dog en kort fornøjelse, da Malou allerede vågnede kl. 7 og selvom vi prøvede at putte hende i vores seng for at få hende til at sove lidt længere, så måtte jeg kapitulere lidt over otte og stå op med hende efter omkring tre timers søvn. Jeg fik mig dog en velfortjent middagslur senere samtidig med Malou og ellers blev det meste af dagen brugt på sofaen med tegnefilm kørende i flimmerkassen.

fredag den 24. januar 2014

De mest populære indlæg i 2013

Som mange gør, når man starter et nyt år, vil jeg gøre status over det gamle. 2013 var mit første hele år som blogger og jeg er blevet rigtig glad for at have en blog, alle jer læsere og for at følge med i andre blogs.
Jeg har fundet de tolv mest populære indlæg - ét for hver måned i 2013. Det er primært indlæg med madopskrifter eller kreative DIY's, der får flest hits.

I årets første måned, var det et blogindlæg om endnu et hjemmestrikket pandebånd, der fik flest hits.


Februar måned bød på en opskrift på fuldkornstærte, som jeg har brugt i mange år. I indlægget giver jeg også tips til variation af fyldet. Det er en opskrift jeg stadig bruger ofte, da den er simpel og lækker.

I marts skrev jeg ikke så meget på bloggen, da jeg havde rigtig travlt med at være spejder. Det mest læste indlæg fra denne måned er da også en opskrift på nemme minipizzaer lavet af grove pitabrød, der er perfekte til madpakken, picnic eller spejdertur.


I april startede jeg med at lave et indlæg med inspiration til aftensmad. Jeg elsker at lave mad og jeg tager ofte også billeder af den mad, jeg laver, men det er ikke altid at det ender ud i opskrifter på bloggen. I dette indlæg startede jeg en tradition med at samle 4-5 forholdsvist simple ideer til aftensmaden. Indtil videre har jeg lavet fire indlæg med billeder af min aftensmad.

Rabarbersæsonen startede i maj og det gorde mine indlæg om mad fra haven også. Et indlæg, der stadig får masse af hits hver eneste uge er min opskrift på kold rabarbersuppe med hjemmelavet vaniljeis. Det er en virkelig lækker dessert og det er noget af det første, jeg skal lave, når rabarberne kommer igen til foråret.

I juni havde jeg nogle travle dage og dem opsummerede jeg i et indlæg med mange billeder. Det kunne I lide og det blev det mest besøgte indlæg i den måned. Det var også i juni vi så småt begyndte vores projekt med en meget stor træterrasse.


I juli lavede jeg en af mine klassiskere kylling med chorizo og delte opskriften med jer på bloggen. I må også være vilde med retten, for opskriften er rigtig velbesøgt. Det var også i juli at vi begyndte at bygge træterrassen i en voldsom varme.

I august faldt jeg over en rabatkode til Wonderhagen og jeg delte den med jer her på bloggen. Jeg brugte selv rabatkoden og anskaffede mig en fin blå plakat med en lakridspibe. Indlægget er ikke så aktuelt mere, da rabatkoden forlængst er udløbet, men i dette indlæg kan du se, hvor jeg hængte plakaten op. I august var vi også på en afbudsrejse til Alanya og træterrassen blev endelig færdig.


Da det blev efterår og æbletid fik jeg kassevis af æbler fra mine svigerforældre og det kom der en masse æbleopskrifter ud af, som jeg delte med jer i september. I var allermest glade for opskriften på æbleflæsk og det kan jeg godt fortstå. Det er en klassiker og den er nem at gå til. Se de andre æbleopskrifter her.

I oktober brugte jeg min efterårsferie på at lave kursus for spejdere og det ville I gerne læse om. Fordi jeg havde travlt med at arrangere kursus bød oktober ikke på så mange indlæg.

Jeg brugte den mørke tid i efteråret på at lave en masse kreativt og i november delte jeg en DIY på søde lyslygter lavet af syltetøjsglas og silkepapir. Mon der er nogle af jer, der har gjort mig kunsten efter?


I december blev det kun til fire indlæg fra min side. Jeg blev slået ud af skrivekurs pga. nyt arbejde og almindelig december travlhed. I har dog alligevel holdt ved og det er jeg glad for. Inden jeg smuttede på en lang blogfri juleferie delte jeg et indlæg om en hjemmelavet rystekugle og det ville I gerne læse om.

Tak for et rigtig dejligt år med bloggen. Jeg håber, at 2014 bliver et ligeså fantastisk blogår!

torsdag den 2. januar 2014

Nytår 2013/2014

For tredje år i træk var vi værter for nytår. Se indlægget om nytår 2012 her
I år fik vi mad udefra, det var virkelig nemt og det var en rigtig fin menu vi havde fået bestilt. Vi bestilte fra Smageriet, der havde tre forskellige nytårsmenuer at vælge imellem. Vi bestilte mellem menuen til 249 kr. pr. kuvert og var godt tilfredse.
Jeg skrev menuen på den store tavle ude i gangen, så alle kunne følge med i, hvad vi skulle have at spise i løbet af aftenen.


Jeg havde dækket bordet med glimmerkugler fra Netto (samme slags, som jeg brugte i min adventsdekoration - bare en anden farve), hyacinter i Royal Copenhagen termokrus og serpentiner.

royal copenhagen glimmerkugler glimmer hyacint blåroyal copenhagen glimmerkugler glimmer hyacint blå

Bordkortene lavede jeg som stjerner i hvidt selvtørrende ler og det passede rigtig fint ind i borddækningen.

selvtørrende ler navnekort stjerne hvid nytårselvtørrende ler navnekort stjerne hvid nytår

Nogle af gæsterne havde selv bagt og medbragt kransekage formet som en pyramide for at prøve noget nyt. Den var rigtig god og blev skyllet ned med champagne og Asti til midnat.



Jeg fik ikke taget et outfitbillede, men jeg fik da taget et obligatorisk nytårs-selfie et godt stykke hen ad aftenen. Alt i alt en rigtig god og hyggelig nytårsaften. Nu kan 2014 bare komme an!

onsdag den 2. januar 2013

Årets sidste dag

Så kom årets sidste dag og vi havde endnu engang huset fuld af gæster. Vi var 14 til spisning og 16 i alt, da to stødte til efter maden. Året kan ikke slutte bedre end sammen med nogle af de bedste venner man har! Det var en rigtig god fest og de sidste af os var først i seng kl. 6! Oprydningen dagen efter hjalp fire overnattende gæster med, så det var til at overkomme.
Vi skulle heldigvis ikke selv stå for maden, da den var delt ud mellem gæsterne. Manden i huset stod for at grille stegen til hovedretten på Weberen (det gik dog ikke så godt, da den stærke vind blæste kullene ud, heldigvis kunne den laves færdig i ovnen) og ellers stod vi bare for borddækning og oppyntning.
Aftenens menu så nogenlunde sådan ud, og var bare rigtig lækker:
Forret 1: Tunmousse med salat, agurk og tomat på ciabattabrød
Forret 2: Avocadosuppe med spicy tigerrejer og ristede hvidløgsrugbrødsstænger
Hovedret: Grillet kalvesteg, med gigant röstikartofler, krydret sovs, grøn salat med avocado og æble samt hivkålssalat med tomat
Dessert: Tre slags hjemmelavet is (Daim, vanille og hindbærsorbet) med chokoladekage og frugt
Midnat: Hjemmebagt kransekage med Asti

Vi har lige nået at male en skabslåge i gangen med sort tavlelak, det har længe været et projekt, vi overvejede og nu skulle det altså være, så vi også kunne have lidt sjov med det til nytår.


Jeg nåede også at blive færdig med endnu en strikket butterfly til kæresten. Se den første her. Bestilt i rød, da det er hans yndlingsfarve. Den blev båret sammen med nytårsoutfittet - sort jakkesæt og hvid skjorte.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...