mandag den 25. december 2017

Hjemmelavede julegaver 2017

Malou og jeg har igen i år været flittige med de hjemmelavede julegaver.


Til faster, moster og onkel har vi lavet små nøgleringe af krympeplast. Jeg har klippet cirkler ud (tegnet af et drikkeglas). Malou har dekoreret dem med sine kruseduller og jeg har tilføjet navn og årstal, inden de kom i ovnen.


Mormor og morfar samt farmor og farfar har hver fået et lille maleri på 15 x 15 cm. Det er malet med akrylmaling på lærreder fra Søstrene Grene.


Oldeforældre og dagplejen har fået et malet bloklys. De er malet med ganske almindelig vandfarve, hvor der er puttet godt med opvaskemiddel i vandet. Det binder farven til lyset.


Til slut har Malou også selv malet til og fra kort til de hjemmelavede gaver.


lørdag den 23. december 2017

Malous strikkede julenederdel

Det her er mit største projekt til dato. Jeg har i mange år bildt mig selv ind, at jeg stadig er nybegynder ud i strikkekunsten, men det er efterhånden gået op for mig, at jeg godt kan strikke større ting.
Nederdelen er dog stadig yderst begynderegnet. Opskriften er nem at forstå og du skal kun kunne ret, vrang og udtagninger. Men den tager laaaaaang tid at strikke, når man er vant til små projekter.
Opskriften er fra Petite Knit og hedder Noras nederdel.
Jeg har været i gang med den siden oktober, men jeg havde sat mig som mål at den skulle være færdig, så Malou kunne have den på til jul.
Den er ret kedelig at strikke på, så der er røget mange barselsgaver og andre små projekter ind imellem strikketiden på denne.
Selerne er desværre blevet ret korte, så dem skal jeg have ændret på, men det bliver efter jul.


fredag den 22. december 2017

Hjemmelavede barselsgaver til W

Min bedste veninde Line og hendes mand blev forældre til den sødeste lille dreng i november. Han blev bl.a. begavet med et lille strikket sæt med en romper og luffer og en lang sengeslange til tremmesengen. Han fik også et par mørkeblå strikkede strømper og en strikket grå savlesmæk, men dem glemte jeg at tage billeder af, inden jeg gav dem dem.

Sengeslangen er næsten magen til den jeg syede til Malou, da hun var lille. Se indlægget her. Den er så lang at den når hele vejen rundt i kanten af tremmesengen og skaber tryghed for de små pus, fordi sengen bliver lidt mindre.


Den lille strikkede romper er lavet efter opskrift fra Petite Knit og hedder Lillebrors Romper. De søde små luffer uden tommeltot er en gratis opskrift herfra. Begge dele er strikket i Stof og Stils lækre bløde Cotton Wool, der tåler maskinvask på 40 grader. 

onsdag den 29. november 2017

En strikket nissehue

Det er ikke kun barselsgaver, der er på strikkepindene, der ryger også lidt af til mit eget barn en gang i mellem.
Denne gang er det en nissehue. Jeg strikkede også en sidste år (se den her), men den var til den lille side, så den kan Malou ikke passe i år.
Jeg har valgt at strikke i ensfarvet mørkerød acryl fra Stof og Stil og med en kvast for enden.
Jeg har igen strikket efter Stof og Stils gratis mønster (findes her) Den er rigtig nem at gå til og hurtig at strikke. Min erfaring er, at størrelserne ikke rigtig hænger sammen med hovedmålet, så gå efter hovedmålene, da de er korrekte. Malous (2,5 år) hovedmål er 49 cm og jeg har strikket str. 50 cm. (str. 8-10 år ifølge opskriften!!) og den passer rigtig godt.
Jeg har strikket det meste på 40 cm. rundpinde og det sidste af toppen på strømpepinde.

tirsdag den 28. november 2017

LEGO Duplo test

Vi har igen været så heldige fået lov til at teste noget igennem Buzzador. Denne gang er det Malou, der har testet LEGO Duplo.
Vi har VIRKELIG meget Duplo herhjemme og det er noget, Malou leger rigtig meget med og det har hun gjort siden hun var omkring et år gammel. Nu er legen mere nuanceret og de små figurer kører bil, fodrer dyr og bor i hjemmebyggede huse.



Den pakke vi har testet, hedder Min Første Karrusel 10845 og koster 230 kr.
Pakken består af tre LEGO figurer, en lille fugl, en plade, to cupcake-forme, nogle byggeklodser og en parasol. Desuden også et stort og fire små tandhjul, som sammen danner en lille karrusel, der drejer rundt, så Duplo-børnene kan få en drejetur i cupcakeformene.
Tandhjulene sidder ikke fast, men ligger på pladen og det har Malou (2,5 år) lidt svært ved at finde ud af, da LEGO normalt sidder fast på pladen, når vi bygger.


Det kræver god finmotorik for de små fingre at dreje karrusellen forsigtigt uden at drejepinden i midten går fra hinanden. Det er rigtig god øvelse i rolige bevægelser for de små, men det gør også at Malou ikke kan bygge det uden hjælp. Jo flere gange vi har leget med det, jo nemmere bliver det for hende at bygge den selv.
Jeg syntes at ideen med tandhjulene er rigtig god, da børnene igennem leg, lærer de helt grundlæggende principper for mekanik og bevægelse. Det varmer i mit ingeniør-hjerte.
Det gør heller ikke noget, at det er svært for Malou at bygge karrusellen, da leg gerne må udfordre de små på forskellige måder.

onsdag den 22. november 2017

Ebay-fund | Jule-ting

Jeg kan simpelthen ikke holde mig fra at lure på Ebay efter billige ting og julesager er ingen undtagelse. Jeg var også på Ebay samme tid sidste år for at klikke julerier hjem. Se her og her.
I år har jeg fundet nogle farvestrålende pailetter og rulleøjne, som Malou og jeg skal bruge til at lave kreativ julepynt og måske julegaver af.
Jeg har også fundet et sjovt forklæde der skal bruges til pakkespil og brune papirsposer med julemotiv, der skal bruges til indpakning sammen med de hjerteformede manillamærker, der kan bruges som til og fra kort.
Jeg har også overvejet at købe de små træfigurer, der vil være rigtig søde som pynt på julegaverne eller på hjemmelavede julekort og til og fra kort.
Den lysende julekugle med indhold, syntes jeg er ret sjov. Den kunne også være en sød gave til pakkespil med familien.
Kageudstikkeren i tre dele til at lave små kagehuse med, kunne være et sjovt indslag til årets julebagning.


mandag den 20. november 2017

Børnevenlig madplan uge 47

Endnu en uge og endnu en madplan. Malou har fået skoldkopper og der er ingen, der har handlet i weekenden, så mandagens menu bliver ekstra nem og ikke så overskudsagtig. Heldigvis er Malou meget mildt ramt af skoldkopperne indtil videre og vi krydser fingre for, at det fortsætter sådan.
På fredag har kæresten fødselsdag og den vil han gerne fejre sammen med gutterne hjemme hos os. Malou og jeg er derfor sendt på hyggelig overnatning hos mormor og morfar, så drengene kan larme og være fulde uden at forstyrre vores nattesøvn.

Madplan uge 47
Mandag: Fuldkornstoast og gnavegrønt med hjemmelavet dip (rød peber, agurk, sukkerærter)
Tirsdag: Fiskefrikadeller med remoulade, bådkartofler og grøn salat
Onsdag: Stegte kyllingefileter med spidskål og gulerødder stegt på pande hertil fuldkornspasta
Torsdag: Kæresten bestemmer
Fredag: Vi spiser hos mine forældre
Lørdag: Hjemmelavede burgere med rodfrugtfritter
Søndag: Vi holder kærestens fødselsdag og spiser rester til aften, hvis vi er sultne

mandag den 6. november 2017

Børnevenlig madplan uge 45

Nu er det november og så kan jeg endelig med god samvittighed putte risengrød på madplanen. Normalt spiser Malou ikke specielt meget aftensmad, men der er enkelte favoritter, der kan få hende til at spise rigtig meget. Det er bl.a. risengrød og fiskefileter med remoulade, så begge dele optræder endnu en gang på madplanen.
Madplanen er lavet udfra at vi skal have tyndet ud i fryseren, hvor vi både har grønne bønner, kyllingfileter, hakket oksekød og svinemørbrad liggende. I skabe/køleskabet har vi også kartofler, frisk pasta, brune ris, risengryn og lasagneplader, så det bliver en billig uge med indkøb denne gang.

Madplan uge 45
Mandag: Kyllingfileter, frisk pasta og grønne bønner stegt med hvidløg
Tirsdag: Fiskefileter med remoulade, kartoffelbåde og grøn salat
Onsdag: Risengrød med kanelsukker og smørklat
Torsdag: Holdes fri til rester eller spontane planer
Fredag: Svinemørbrad i fad med brune ris og grøn salat
Lørdag: Lasagne med råkostsalat
Søndag: Lasagne med råkostsalat

torsdag den 26. oktober 2017

Åbent Landbrug 2017

For en måneds tid siden var vi til Åbent Landbrug. Det blev ikke hos en svineproducent, som først planlagt, da jeg tog søde Line fra Vidunderlige Virvar med i stedet for manden. Line og hendes mand venter en lille San Francisco baby, så vi valgte en Arla mælkeproducent i stedet for grisene, for at undgå risiko for MRSA-smitte.
Det var et rigtig godt bytte, for der var virkelig gjort noget ud af det hos mælkeproducenten. Der var masser af Arla smagsprøver, aktiviteter, landbrugsmaskiner og kig ind til køerne i staldene. Vi fik også et par af de populære yver-glas og en "smør-ryster" til at lave smør ud af kærnemælk og piskefløde.
Et kæmpestort arrangement med mange gæster, men fordi, der var rigtig god plads, så føltes det ikke trangt på noget tidspunkt. Det skal vi helt sikkert igen til næste år.






tirsdag den 24. oktober 2017

Inspiration til hjemmelavede julegaver for de helt små

Så er det snart tiden for, at planlægge, hvilke kreative julegaver, der skal under juletræet i år.
Jeg elsker selv at få inspiration og derfor vil jeg dele nogle af Malous tidligere kreationer med jer og nogle ideer, som vi endnu har til gode at prøve.
Det er faktisk ikke så svært, at finde på gaver, hvor selv de helt små kan være med i processen. Man skal bare huske, at det er tanken, der tæller og ikke lige præcis hvordan den to-åriges kunstværk ender ud. Fire skæve tuschstreger på en kaffekop kan gøre det ud for en fin gave, der nok skal vække glæde hos bedsteforældre.
Vi bruger rigtig meget at tegne og male til gaver, da det oftest er det, Malous motorik og tålmodighed rækker til indtil videre. Ideerne herunder kan selvfølgelig også sagtens bruges til større børn, der virkelig vil kunne male nogle flotte kunstværker.

Fra sidste års julegaveproduktion
  • Små malerier. Der kan f.eks. males med akrylmaling på små lærreder. Lærrederne har den fordel at de kan stå selv på en kommode.
  • Malede puder eller muleposer. Brug stofmaling til at male på hvidt stof og sy det til sofapuder eller muleposer. Man kan også købe færdige ensfarvede muleposer og male på dem, hvis det skal være ekstra nemt.
  • Malede julekugler af polystyrenkugler. Det lavede Malou sidste år her.
  • Nøgleringe og magneter i krympeplast. Jeg har lige klikket disse nøgleringe hjem fra Ebay og de vil passe rigtig godt til krympeplast.
  • Dekorerede tændstiksæsker. Det lavede Malou sidste år se her.
  • Tegne med porcelænstuscher på bordskånere, kaffekrus eller tallerkener. Det lavede Malou sidste år på bordskånere se her og jeg har selv lavet det tidligere på kopper, fade og tallerkener se her og her.
  • Hånd- eller fodaftryk i trylledej. Det lavede vi med Malou, da hun var helt lille. Se her. Det kan også laves med maling, som vi gjorde her.
  • Dækkeservietter. Lad barnet male, tegne eller på anden måde dekorere et stykke A3 karton eller tykt papir og laminer hele arket, når det er tørt. Kan også laves i mindre stykker til glasunderlag.
  • Lyslygter af syltetøjsglas. Dette kræver god hjælp fra en voksen, hvis man kun er 2,5 år som Malou, men er en rigtig hyggelig aktivitet. Jeg har tidligere lavet det selv her
  • Male på lys med vandfarve og sæbe. Dette har vi endnu ikke prøvet herhjemme, men du kan se fremgangsmåden her
  • Laminerede bogmærker som her

søndag den 22. oktober 2017

Børnevenlig madplan uge 43

Vi har snakket om frikadeller og stuvet hvidkål på kontoret i denne uge, så jeg fik simpelthen sådan lyst til at lave det. Det er den perfekte efterårsret og så elsker jeg i øvrigt stuvet hvidkål, så det er faktisk lidt overraskende, at jeg slet ikke har lavet det endnu, selvom efteråret er godt i gang.
Alle varer er igen handlet hos nemlig.com (græskarsuppen ligger dog allerede i fryseren, lavet i sidste weekend, fordi jeg fik to lækre hjemmedyrkede hokkaido-græskar af en fra mødregruppen) og inkl. madpakker, mellemmåltider, grønt og frugt til ugen kom jeg af med 600 kr.
Jeg elsker i øvrigt nemlig.coms koncept med "gaver" (gratis varer). Hver eneste uge er der forskellige varer man kvit og frit kan lægge i kurven. I denne uge har vi derfor fået en pakke tyggegummi, en lille børneyoghurt, en bolleblanding og den nye pålægsspread fra Tulip. Det skifter, hvilke varer, det er, men jeg har ikke oplevet, at der ikke var nogle gaver at vælge. Sidste gang fik vi en dåseøl, en pakke tyggegummi og en snackpose med saltede nødder/bønner.

Madplan uge 43
Mandag: Laksefileter med citronskiver, grønne bønner og frisk pasta
Tirsdag: Hokkaidosuppe med bacondrys og groft brød
Onsdag: Frikadeller med stuvet hvidkål og kogte kartofler/gulerødder
Torsdag: Frikadeller med stuvet hvidkål og kogte kartofler/gulerødder
Fredag: Jeg spiser ikke hjemme, manden finder selv på
Lørdag: Vi spiser hos mine forældre
Søndag: One pot ris med kylling og grøn salat

Fine gratis gaver fra nemlig.com

fredag den 20. oktober 2017

en lyserød barselsgave

Så er der endnu engang røget en lille barselsgave af strikkepindene. Sådan nogle bittesmå størrelser tager ingen tid at strikke og det er så hyggeligt at sidde med.
Jeg har strikket en djævlehue i rosa superwash babyuld og et par tykke, lune luffer (opskrift herfra) i grå og rosa superwash babyuld.
Dette sæt er til et vennepar, der har fået en lille Emma, som vi skal besøge for første gang i dag.
Vi har også købt en lille blød Jellycat kanin og en Design Letters kop med et E.


onsdag den 11. oktober 2017

Børnevenlig madplan uge 41

Så er endnu en uge allerede godt i gang. Vi har desværre startet den med sygdom over hele linjen. Vi har været syge på skift siden i onsdags, hvor manden lagde sig som den første med forkølelse og feber. Malou blev syg torsdag, og jeg blev syg lørdag. Manden og jeg er friske igen, men Malou har en sidste hjemmedag i dag sammen med moster, inden den forhåbentlig står på dagpleje i morgen torsdag.
Madplanen blev lavet liggende med feber i sofaen i søndags, så der var ikke det store overskud til at finde på en masse spændende retter. Indkøbene til hele ugen blev klaret på nemlig.com i samme omgang. Ingen af os kunne overskue at køre ud og købe stort ind og så er det altså super med levering lige til døren mandag eftermiddag.
Frokost, aftensmad, morgenmad, frugt, grønt og snacks til hele ugen løb op i 600 kr. inkl. emballagegebyr og levering. Det er absolut ikke galt, syntes jeg.

Madplan uge 41
Mandag: Stegte fiskefileter, med citron, remoulade og rugbrød. Grøntsagsstænger og evt. andet pålæg.
Tirsdag: Kødsovs med fuldkornspasta og grøn salat
Onsdag: Kødsovs med fuldkornspasta og grøn salat
Torsdag: Fuldkornstærte med broccoli, skinkestrimer og grønkålssalat
Fredag: Rester fra ugens løb
Lørdag: Vi spiser nok ude, manden er ikke hjemme
Søndag: Hjemmelavede burgere med hakket okse, grønt og ovnkartofler

mandag den 25. september 2017

Børnevenlig madplan uge 39

Så er der en madplan for ugen klar. Jeg holdt forsinket fødselsdag i weekenden. Jeg fyldte nemlig 30 år i august og havde derfor inviteret hele familien til brunch i går formiddags. Vi har en del pålæg og brød tilovers, så aftensmaden mandag bliver rugbrødsmadder med diverse lækkerier. Der er ingen grund til at lade så meget mad gå til spilde og flere af gæsterne fik også nogle rester med hjem.
Tirsdag gæster vi svigermekanikken og der er vi blevet lovet madpandekager med kødfyld.
Søndag lader vi stå fri til rester eller impulsive planer.

Mandag: Rugbrødsmadder med rester fra fødselsdag
Tirsdag: Vi spiser hos svigerforældrene
Onsdag: Stegt kyllingefilet, stegt spidskål med broccoli og kikærtesalat med tomater og grøn pesto
Torsdag: Pastasalat med stegte kyllingestykker fra onsdag
Fredag: Hakkebøffer med halve bagekartofler i ovnen og grøn salat
Lørdag: Svinemørbrad i fad med blomkål/gulerodmos og bønnefritter
Søndag:

mandag den 11. september 2017

Et lille tip om Åbent Landbrug igen i år

Sidste år var vi til Åbent Landbrug på en nærliggende gård med kødkvæg (se indlægget her) Det var simpelthen så hyggeligt og meget børnevenligt, så det har vi besluttet, at vi skal igen i år.
Jeg elsker at benytte mig af de gratis tilbud, der findes til børnefamilier, så man kan få lidt forskellige oplevelser i weekenderne uden at det altid skal koste en masse.
I var flere, der skrev til mig, at I gerne ville afsted næste år, så nu vil jeg lige nævne, at der er Åbent Landbrug i hele landet nu på søndag d. 17. september.
Den gård, vi besøgte sidste år, er desværre ikke med på listen i år, så jeg tror i stedet, vi skal besøge en gård med søer og smågrise. Det er den, der ligger tættest på os denne gang. I kan se kortet med de forskellige gårde her.
Skal I afsted på gårdbesøg i år?

søndag den 10. september 2017

Børnevenlig madplan uge 37

Siden maj måned har vi fået måltidskasser leveret fra Kokkens Hverdagsmad hver eneste uge, så der har jeg ikke lavet madplaner her til bloggen. Nu har vi skåret det ned til hver anden uge. Dels syntes vi, at det blev lidt kedeligt i længden, da nogle retter og tilbehør går igen og dels vil vi gerne selv bestemme lidt over menuen igen. Vi er dog ikke helt klar til at slippe nemheden i at få næsten færdig mad leveret lige til døren.
Den kommende uges madplan byder på flere gamle kendinge, men der har også sneget sig en ny ret ind, som Valdemarsro lige har delt på sin blog. Den glæder jeg mig meget til at smage.

Madplan uge 37
Mandag: Æggekage med pølser, bacon og rugbrød. Hertil cherrytomater og agurkestave.
Tirsdag: Fiskefileter, med bådkartofler og bønnesalat (haricoverts, edamame, kikærter, cherrytomat og feta)
Onsdag: Kyllingelår med honning og sesam, fuldkornspasta med rød pesto og bønnesalat fra tirsdag
Torsdag: Pikant koteletter i fad med chorizo hertil ris og grøn salat.
Fredag: Rester fra torsdag (Jeg er til arrangement med jobbet)
Lørdag: Lasagne og råkostsalat
Søndag: Lasagne og råkostsalat

fredag den 8. september 2017

En strikket barselsgave

Der er gang i fremstillingen af barselsgaverne for tiden. Der kommer små skønne babyer til verden overalt i vores omgangskreds.Det er simpelthen så hyggeligt med alle de små minimennesker og jeg elsker at lave små gaver til dem.
Dette grå strikkede sæt med hue og vest i babyuld er til en sød lille dreng, der skal hedde Storm. Han fik også en Brio stableklovn som han kan bruge, når han bliver lidt ældre.
Malou har også sådan en klovn fra Brio og den har været et meget populært stykke legetøj herhjemme. Jeg kan godt lide at give gaver, som vi selv har været glade for herhjemme.


mandag den 28. august 2017

Ebay-fund | Træknapper

Jeg er rigtig glad for at bruge neutrale træknapper i mit strik. Jeg køber dem hos forskellige stof- og garnbutikker, men de er absolut ikke billige. De koster gerne fra 20 kr. for 4 stk. og opefter, også selvom der ikke er noget mønster på eller andet specielt ved dem.
Jeg fik dog et tip om at tjekke E-bay ud og sikke et udvalg og til en noget anden pris.
Jeg har selv klikket 50 stk. hjem af nr. 1 i 20 mm. og nr. 2 i 15 mm.


1. Helt almindelige runde træknapper 50 stk. ca. 18 DKK Fås både i 15 mm. og 20 mm.
2. Runde træknapper med "Handmade with love" 50 stk. ca. 18 DKK. Fås både i 15 mm. og 20 mm.
3. Hjerteformede træknapper 50 stk. ca. 20 DKK
4. Træknapper med overskægsmotiver 50 stk. ca. 16 DKK

onsdag den 23. august 2017

Tredje omgang dræn til Malou

Mandag var vi afsted igen. For tredje gang på under et år fik Malou lagt nye dræn i ørene, fordi de bliver ved med at ryge ud. Vi var afsted i december 2016 og marts 2017, men denne gang har hun fået lagt titaniumdræn, der gerne skulle sidde bedre fast, så vi forhåbentlig ikke skal besøge ørelægen så ofte.
Malou fik konstateret væske i mellemøret allerede i starten af juli, men på grund af sommerferien har vi ventet seks meget lange uger på operationen. Det har været hårdt for hele familien med dårlig søvn, mange opvågninger om natten og alt for korte middagslure.
Det er rart, at Malou nu er blevet så stor, at vi bedre kan forklare hende, hvad der skal ske. Desuden kan hun også godt huske, at hun har været ved ørelægen før, så hun var hverken bange eller ked af det denne gang. Jeg kneb (igen) et par tårer, da hun blev lagt i narkose. Det bliver altså bare ikke nemmere for mig. Det er så hårdt, at se hende spjætte, når narkosen begynder at virke og så efterlade hende sovende inde på operationsstuen.
Resten af dagen hyggede vi derhjemme med rolig indeleg, middagslur og masser af Rasmus Klump på tv'et.

På vej hjem med endnu en blød isbjørn fra Trygfonden (De bliver uddelt gratis til børn, der skal i fuld narkose. Verdens bedste koncept!)
Slapper af med lidt Rasmus Klump og de to nusseklude skal selvfølgelig se med

tirsdag den 22. august 2017

Odense Blomsterfestival 2017

I weekenden var vi til Odense Blomsterfestival. Festivalen er gratis og varer torsdag til søndag og desværre var der masser af regn i år, ligesom der har været resten af sommeren.
Vi var der søndag formiddag og det var et stort hit for Malou. Odense City er dækket af blomster og finurlige skulpturer og der er masser af spændende ting for børn. Små kighuller, skøre påfund og ting der kan kravles på. For de større børn var der også kreative aktiviteter såsom byg dit eget fuglehus og mal på muleposer mod en mindre betaling.
Det er rigtig hyggeligt sådan at gå rundt at kigge, forundres og fornøjes over alle de fine blomsterdekorationer. Årets tema var "What a wonderful world"og det var et rigtig godt tema med spændende og forskelligartede dekorationer..









tirsdag den 15. august 2017

Min weekend

Så er endnu en weekend gået. Denne her har været en skøn én af slagsen, der for mit vedkommende startede med en overnatning i spejderhytte.
Jeg var inviteret til leder- og bestyrelseshygge i min spejdergruppe. Jeg er ikke tilknyttet som fast leder (eller bestyrelsesmedlem), men hjælper når jeg har tid og mulighed for det.
Vi var afsted i vores lille turhytte ude i skoven, hvor der ikke er rindende vand eller indlagt el. Til gengæld er der fred, ro og hyggeligt, som bare pokker. Hytten består af ét enkelt stort rum på omkring 40 kvm. og en åben hems med plads til 10 overnattende personer.



Da vi ankom fik vi båret alle vores ting over i hytten. Det er lidt en udfordring, da parkeringspladsen er nogle hundrede meter fra hytten. Stien derhen er en lille ujævn trampesti, der går op og ned i terræn og samtidig går over en høj bro.
Det var en ren forkælelsestur og vi startede med gin & tonic (Inkl. meget hippe agurkeskiver), inden vi gik over til rødvin og lækker mad udefra, så vi ikke skulle røre en finger. Vi sluttede middagen med fodbad, kaffe og tiramisu og resten af aftenen stod den på røverhistorier og lidt mere rødvin.


Lørdag morgen stod den på brunch og kaffe fra gaskomfuret og en lille nørkleaktivitet, inden vi drog hjemad omkring middagstid. Vi lærte at knytte små armbånd i broderigarn med sildebensmønster. En virkelig hyggelig aktivitet, hvor man samtidig kan snakke om løst og fast.


Inden jeg tog helt hjem til mand og barn, var jeg lige et smut forbi en veninde, som jeg ikke har snakket med længe. Hun var også med på turen med sin baby på 4-5 måneder og manglede et lift hjem. Jeg fik en rundvisning i deres nye hjem lidt udenfor Odense og mens vi drak en kop kaffe og sludrede, fik jeg også en masse strikketips, for hun er nemlig megasej til at strikke.
Hun opfordrede mig til at prøve noget diagramstrik og foreslog at jeg strikkede "Annas Sommercardigan" til Malou, så den er der nu indkøbt opskrift og garn til. Jeg har købt magasinet "Maries Ideer" 3/2017, hvor opskriften er gengivet i, men ellers kan den også købes her.
Det bliver min største strikkeudfordring nogensinde, og jeg håber virkelig, at jeg kommer i mål med den. Jeg har faktisk strikket i seks år, men har hidtil kun bevæget mig rundt i meget begyndervenlige opskrifter.


Jeg blev modtaget af en meget glad Malou derhjemme, der nærmest vågnede fra sin middagslur i barnevognen i samme øjeblik, jeg trådte ind af døren. Min lille sugemalle veg ikke fra min side resten af dagen og selv da jeg skulle i bad, sad hun troligt på badeværelsesgulvet og holdt øje med mig. Tænk nu, hvis mor forsvandt igen ;)


Søndag var Malou og jeg alene det meste af dagen, da manden hjalp en kammerat med hans nye køkken. Om formiddagen tog vi løbecyklen ned på legepladsen, hvor vi for en gangs skyld ikke var alene, men havde selskab af en fire-fem andre familier. Malou viste rigtig sit to-årige temperament, da hun blev meget sur og skabte sig over, at et andet barn brugte lige præcis dén gynge, Malou (åbenbart) ville bruge (og der er altså fire gynger i alt... og Malou sad allerede på en anden gynge... men altså, hun er jo vant til at have hele legepladsen for sig selv... såe)
Jeg havde taget et par bøtter med, for jeg havde luret i sidste weekend, at brombærene rundt i det levende hegn snart ville være modne og ganske rigtigt. Malou og jeg plukkede 1/2 kg. flotte modne bær, som vi forvandlede til to glas marmelade efter Malous middagslur. Vi bagte også en portion pandekager, så vi kunne smage marmeladen som eftermiddagsmad. Begge dele faldt i meget god jord hos Malou og selvom det er lidt besværligt, så elsker jeg, at hun så gerne vil være med i køkkenet.


Efter vores lækre eftermiddagsmad tog vi en cykeltur op i det lokale supermarked for at handle til aftensmad og ugens madpakker. Malou har fået en ide om, at hendes elskede dukke (som hun kalder "baby") skal med allevegne, så den blev selvfølgelig spændt fast bagpå sammen med hende. Den fik også lov til at sidde i indkøbsvognen, mens vi handlede.
En dejlig rolig weekend, der sluttede med at læse nogle siders krimi i sofaen for mit vedkommende og en eller anden form for sport på tv'et for mandens vedkommende.

fredag den 11. august 2017

Min weekend

Jeg kan lige nå at dele det her weekend-indlæg fra sidste uge med jer, inden vi går på weekend igen.
Fredag eftermiddag var vi til min farmors (Malous oldemor) 85 års fødselsdag. Det var rigtig hyggeligt og dejligt at se mine kusiner/fætre og deres børn, som vi ikke ser særlig tit. Der var bare fuld leben med fem små børn i alderen 2-6 år.
Vi fik mad fra Kokken og Jomfruen med tunmousse til forret og buffet til hovedret med kylling, frikadeller, pasta med pesto, salat, coleslaw, og kartofler. Min dygtige kusine havde lavet de lækreste kager til dessert. Jeg fik desværre ikke taget nogen billeder hverken af mad, kager eller fødselsdag.

Lørdag formiddag kl. 9 kom min veninde og afleverede deres 4-årige pige, som vi skulle passe indtil søndag formiddag. Det var første gang hun skulle sove hos os og det er heldigvis bare gået så godt. Pigerne har leget rigtig godt med hinanden og der har næsten ikke været nogle konflikter.
VI tog i Naturama i Svendborg om formiddagen, da vejret (endnu engang) så lidt tvivlsomt ud.
Naturama er gratis for børn og da manden havde en frisøraftale i Odense, var det kun mig og pigerne, der tog afsted, så vi slap med 140 kr. i indgang for en enkelt voksen (110 kr. pr. voksen i lavsæsonen)
Naturama er fuld af udstoppede dyr og den store på fire år, syntes desværre ikke, at det var særligt spændende. Hun spænede igennem udstillingerne og kunne ikke rigtig holde koncentrationen, mens Malou og jeg prøvede at kigge lidt mere grundigt på de forskellige dyr. Udstillingerne er delt op i tre hoveddele, hvor man starter i kælderen under vandet, hvor der er sæler, hvaler og andre havdyr. Så går man op i stueetagen, hvor der er landdyr såsom elge, grævling, bjørne, pindsvin og til sidst ender man på førstesalen hos fuglene. Der er åbent imellem de forskellige etager, så man har kig til de andre niveauer.
Der er også et lille legeområde, hvor man kan klæde sig ud som forskellige dyr. Der brugte vi også lidt tid, inden vi spiste vores madpakker i solen i gården.




Eftermiddagen gik med at handle til aftensmad og en gåtur til legepladsen, hvor vi fik brændt det sidste krudt af.
Pigerne hjalp med aftensmaden og lavede hver deres pizza. Det er altid et sikkert hit hos Malou og Laura var også meget engageret. De var meget stolte, da pizzaerne var færdige og Laura ville have resten af sin pizza med hjem dagen efter.
Putningen tog lidt tid. Laura sov på en madras på gulvet i Malous værelse og de holdt hinanden vågne et godt stykke tid, inden der faldt ro over dem.


Søndag formiddag nåede vi en god gåtur, inden Laura blev hentet igen. Der blev løbet på grusstier, skrabet et lille knæ, fundet pinde, kigget på ænder og sagt muuh til køerne.


Søndag eftermiddag nåede jeg at drikke en kop kaffe sammen med Line, inden den stod på aftensmad, indbagt mørbrad med flødekartofler, hos svigerfamilien. Det er altså skønt, at Line igen er tilbage i Odense, så vi kan ses noget oftere og også bare til en hurtig kop kaffe, inden vi begge skal videre i programmet.
Svigerfamilien havde i øvrigt feriegaver til os. Malou og jeg fik matchende forklæder med jordbær og tøsede flæser. Det er da ret sjovt.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...