Viser opslag med etiketten genbrug af syltetøjsglas. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten genbrug af syltetøjsglas. Vis alle opslag

tirsdag den 3. december 2013

Hjemmelavet rystekugle

Rystekugle, snekugle... kært barn har mange navne. Det er sæson for julekrearier og denne er en af mine favoritter. Det tager ikke så lang tid og alle kan være med. Ja, og så er der jo glimmer i og det kan man jo aldrig få for meget af vel?

diy snekugle

Materialer:
Rengjorte syltetøjsglas uden etiketter med låg
Vandfast lim (f.eks. limpistol)
Julefigurer (i plast eller andet vandfast)
Glycerin ½ - 1 tsk. pr. rystekugle
Vand
Glimmer/sne/pailletter
Evt. maling, maskingtape

Fremgangsmåde:
Vælg en julefigur og lim den fast indeni låget fra syltetøjsglasset. Pynt evt. bunden rundt om figuren med mindre dele, der limes fast eller mal bunden med vandfast maling. Lad tørre.
Fyld syltetøjsglasset med vand, glycerin og glimmer, sne, pailetter. Pas på, at der ikke kommer for meget  "fyld" i vandet, da det så bliver for grumset og svært at se figuren.
Skru låg med figur på glasset. Vandet vil flyde over, så gør det evt. over en balje/vask.
Nu er rystekuglen sådan set færdig, men den kan godt pyntes mere.
Du kan male låget (kan med fordel også gøres inden, man går i gang) eller du kan pynte kanten af låget med maskingtape/washitape/silkebånd.


Tip! Jeg har hørt, at rystekuglen vil holde længere, hvis man bruger demineraliseret vand, men jeg er ikke klar over, om det rent faktisk er korrekt.

lørdag den 23. november 2013

Lyslygter af silkepapir og syltetøjsglas


Det er nemt og sjovt at lave flotte lyslygter ud af gamle syltetøjsglas. Vi er godt inde i den mørke tid allerede, hvor vi tænder stearinlys og hygger og her er disse lygter perfekt.
Lygtens udtryk bestemmer du selv, for man bruger silkepapir og servietter til at beklæde lygten med, så mulighederne er uendelige. Jeg har her lavet nogle julelygter og en lygte med en sød ugle, der kan stå fremme hele året. Børn kan også sagtens være med.

Materialer:
Syltetøjsglas/sylteglas uden låg og mærkater
Decoupagelim/limlak (Kan f.eks. købes her)
Servietter og/eller silkepapir
Pensel

Fremgangsmåde:
Sørg for at glasset er helt rent og uden limrester. 
Hvis du bruger servietter så skal de skilles ad, så du kun har det yderste lag med mønsteret på (det er typisk 2 eller 3-lags servietter)
Klip eller riv ( alt efter det ønskede udtryk) serviet eller silkepapir i mindre stykker. Så er det en del nemmere at styre.
Påfør med en pensel et tyndt lag limlak på glasset og placer et stykke serviet ovenpå. Glat ud med penslen. Fortsæt til du har påført de stykker, du ønsker. Jo flere lag du putter på, jo sværere er det for lyset at trænge igennem.
Til sidst bruges limlakken som lak og påføres hele den færdige lygte for at forsegle alle kanter og stykker.
Lad lygten tørre et par timer, inden du sætter fyrfadslys i.

lygte fyrfadslys serviet decoupage

Tip! Limlak hedder sådan fordi, det både fungerer som lim og lak på samme tid. På den måde behøver du kun at bruge et produkt. Limlak findes både i mat og blank.

søndag den 14. april 2013

Huer til syltetøjet

Jeg har haft symaskinen fremme i weekenden og syet lidt pynt til de glas med syltetøj jeg lavede i sidste weekend. Nemt og sødt!
Jeg forærede et glas med hue til min moster, da vi var til fødselsdag tidligere i dag og hun blev rigtig glad.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...