Viser opslag med etiketten det vil jeg gerne nå. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten det vil jeg gerne nå. Vis alle opslag

fredag den 31. marts 2017

Det vil jeg gerne nå i april

I morgen skriver vi allerede april og det er derfor endnu engang tid til at gøre status på den forgangne måned og lave en ny liste for denne måned.
Jeg har nået samtlige punkter på martslisten. Bevares, det var da også overkommelige mål, men alligevel er jeg ret stolt, for det lykkedes næsten aldrig at komme helt i mål med disse lister.
Vi har (heldigvis) fået planlagt hele vores påskeferie, der går til USA. Der er booket flybilletter og hotel, lavet ESTA-ansøgninger, købt togbilletter til Kastrup, booket Airshell til klapvognen, lejet bil, tjekket op på rejseforsikringen og købt børnepanodil. Jep, vi er vist så klar, som man kan blive uden at have pakket kufferterne endnu.
Malou fik nye dræn i ørene og det var endnu hårdere end første gang. Indgrebet gik som det skulle, men denne gang var Malou meget påvirket af narkosen, da hun vågnede. Desuden har hun døjet med irritation og rødme i ørene efterfølgende, så hun sover ikke så godt og er også mere pylret, end hun plejer at være.
Det er gået både godt og dårligt med sund mad og træning. Jeg har tabt mig to kilo, men vi har desværre også haft en del dage, hvor vi har fået take-away eller usund mad og jeg har kun været ude at løbe et par gange. Men det har klart været bedre end i februar måned.
Malou og jeg har fået sat stedmoderblomster og mini-påskeliljer i krukker. Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag efter dagpleje og det er så dejligt, at hun gerne vil hjælpe med alt muligt. Også selvom, hun sviner med jorden og flytter rundt på blomsterne, efter de egentlig er plantet.
Jeg har været til den bedste Nik og Jay koncert nogensinde. Jeg har været til flere af deres koncerter i årenes løb på festival, Grøn Koncert og lignende, men det kan slet ikke sammenlignes med den stemning, der var til koncerten i ODEON. Jeg havde en rigtig sjov aften med fire veninder, hvor vi også spiste burger og var i byen.
I eftermiddag skal vi ud at købe nye sko og/eller sandaler til Malou. Vi havde håbet, at vi kunne vente og se, om vi fandt nogle lækre sko til hende i USA, men hun kampsveder i sine vinterstøvler (der er de eneste sko hun kan passe), så vi skal have købt noget mindre varmt fodtøj til hende nu (EDIT: Se Malous nye sko i dette indlæg)

Selvom nogle af blomsterne fik en lidt hård medfart af den ivrige tumling, så vokser de allesammen og pynter så fint ved hoveddøren

I april vil jeg gerne nå at...
  • Besøge min meget savnede veninde i San Francisco. Det giver jo næsten sig selv, men HOLD.NU.OP, hvor jeg glæder mig til at se hende igen! Det er 7,5 måned siden, jeg sidst så hende, da hun var på kort visit i Danmark
  • Lave fine gækkebreve med Malou, måske skal de ikke være nær så avancerede, som dem jeg lavede for fire år siden
  • Komme i haven og gøre den forårsklar og måske endda også...
  • ...nyde en kop kaffe udendørs på en solbeskinnet plet 
  • Lave disse søde karsekyllinger eller karsekaniner sammen med Malou
  • Deltage i den afsluttende gymnastikopvisning med Malou. Det bliver spændende om hun gider på dagen, for det er sådan lidt on/off, om hun vil deltage, når vi har øvet opvisningen til gymnastik om onsdagen
  • Sy sommerleggings og shorts til Malou. Jeg har fået syet tre søde sommerkjoler i marts. Jeg vil også gerne have syet nogle ensfarvede lysegrå leggings hun kan have indenunder kjolerne og måske også nogle små shorts i det printede jersey, der er tilovers fra kjolerne
Jeg syntes, hun er så kær i den lille gymnastikdragt og de små gymnastiksko

torsdag den 2. marts 2017

Det vil jeg gerne nå i marts

Så fløj der endnu en måned afsted i turbofart og nu er det faktisk forår sådan helt officielt! Hurra for lysere morgener og længere eftermiddage. Det er virkelig tiltrængt.
I februar gik det helt fint med at få opfyldt mine ønsker  fra månedslisten (se den her) Jeg nåede alle punkter pånær ét . Fordi vi alle tre var syge på skift i de første tre uger af februar, nåede vi desværre ikke en tur i Odense Zoo, inden kærestens årskort udløb d. 22. februar.
Men, vi nåede så mange andre gode ting! Vi var på en virkelig hyggelig weekendtur i sommerhus med gode venner og deres børn.
Jeg fik syet et rigtig fint (men lidt stramt) fastelavnskostume til Malou og hun var klædt ud som den sødeste høne i dagplejen i mandags.
Vi nåede lige præcis én enkelt dag med sne nok til at kælke og det udnyttede vi til en god kælketur på vej hjem fra dagplejen.
Vi fik leveret en dejlig måltidskasse fra Aarstiderne og Malou er blevet helt vild med at være med i køkkenet, så hun "hjælper" med madlavningen stort set hver dag. Lige så snart vi begynder at skramle med gryder i køkkenet, kommer hun løbende og råber "stooool" og så bakser hun sin skammel (stol i hendes hoved) hen til køkkenbordet, for at være med. Det er fantastisk at have sådan et stort barn, der gerne vil hjælpe til!
Jeg havde en dejlig tøseaften, hvor vi hyggede med raclette, begge 50 Shades of Grey film og afsluttede med drinks.

Det har været skønt med friske blomster i hjemmet hele februar. Jeg har både haft påskeliljer, tulipaner og roser. Det giver en lille følelse af, at foråret er på vej.
I marts vil jeg gerne nå at...
  • Planlægge vores påskeferie lidt mere detaljeret. Vi skal alle tre til San Francisco og besøge Line og hendes mand og jeg glæder mig helt vildt!
  • Få "overstået" at Malou endnu engang skal i fuld narkose for at få indlagt dræn. Jeg er absolut ikke fan og kan næsten tude bare ved tanken.
  • Købe nye kondisko og sandaler til Malou (vi skal også til Los Angeles i påsken og der skulle det gerne være sandalvejr) Malous fødder vokser som ukrudt og lige nu er de eneste sko, hun kan passe, hendes vinterstøvler og gummistøvler.
  • Skråle med på nye og gamle numre, når Nik og Jay gæster det nye splinternye Odeon (koncerthus) i Odense.
  • Få gang i den sunde mad og vægttabet igen. Jeg tabte fire kilo i januar, men både træning og den sunde livsstil har været pakket væk i februar, men nu skal jeg i gang igen.
  • Det har været så skønt med friske blomster indendørs i februar, så jeg vil gerne lave en eller to sammenplantninger med forårsblomster, der kan stå ved hoveddøren. Blomster er bare en fantastisk forårsbebuder.

torsdag den 2. februar 2017

Det vil jeg gerne nå i februar

Jeg nåede en hel del på januars liste (se den her):
Jeg er kommet i gang med min løbetræning igen og løber mindst én gang om ugen, gerne flere. Jeg har været rigtig god til at tage Malou med i løbevognen, så det f.eks. ikke er en begrænsning at være alene hjemme.
Vi har været ude at gå tur flere gange i løbet af januar, mest i lokalområdet, men vi elsker alle tre at komme ud og få noget luft.
Vi har været på biblioteket og Malou elskede legerummet. I samme weekend var jeg også til 10 års jubilæum på mit gymnasium.
Vi har været gode til at holde vores weekender rolige og afslappede uden alt for mange planer. Vi har også brugt en weekend på at få ryddet op i kælderen, heriblandt få styr på meget af Malous aflagte tøj, legetøj og babyting. Kælderen er faktisk så ryddelig nu, at jeg har fået mig et arbejdsbord med plads til begge mine symaskiner.
Jeg har også fået lavet nogle sundere snacks. Vi har f.eks. fået frugt i stedet for fredagsslik. Jeg har desuden bagt en portion havregrynskiks (se indlæg her) og en portion bananmuffins uden sukker (opskrift her) og begge dele var et hit hos hele familien, så de skal vist snart bages igen.

Der er to ting, jeg desværre ikke har nået og det er at få købt nye løbesko og at få startet på min nye bog.

Malou har været syg siden søndag aften med feber og hoste, så I får lige et billede der er et par uger gammelt fra dagplejen

I februar vil jeg gerne nå at...
  • Tilbringe en weekend i skønt selskab på vores årlige sommerhustur med med seks andre par og deres børn. I år går turen til et stort sommerhus med pool og spa i Bagenkop på Langeland
  • Gå tur og fodre områdets ænder sammen med Malou
  • Sy et fastelavnskostume til Malou på min nye syplads i kælderen. Sidste år lavede jeg det mest nuttede humlebi-kostume til hende. Jeg dør stadig lidt over, hvor sød hun var, når jeg ser billederne
  • Kælke sammen med Malou i hendes nye bobslæde. Kom nu med noget ordentlig sne, der ikke smelter med det samme!!
  • Bestille en måltidskasse fra Årstiderne igen. Det er bare så nemt og lækkert, at der er nogle, der har sammensat sunde aftensmåltider til os og stillet dem lige foran hoveddøren
  • Få Malou mere med i køkkenet. Hun hjalp med at lave pizza i søndags og det var en kæmpe succes! Normalt har hun ikke den store tålmodighed og mister hurtigt fokus, men hun var meget koncentreret og hun fik samlet to pizzaer med tomatsovs, fyld og ost med minimal hjælp fra mig
  • Nå en tur i Odense Zoo alle tre, inden mandens årskort udløber her i slutningen af februar
  • Se den nye 50 Shades Of Grey film. Jeg har læst alle tre bøger og har tålmodigt ventet i to år på at den næste film skulle udkomme. Vi laver en god tøseaften ud af det med spisning, rødvin og biotur
  • Købe friske blomster til stuen for at hjælpe foråret lidt på vej
Endnu et fantastisk billede af min glade pige fra dagplejen

søndag den 8. januar 2017

Det vil jeg gerne nå i januar

Den første uge i januar er fløjet afsted med arbejde og desværre også et uventet dødsfald i mandens familie. Oldemors hjerte kunne ikke mere. Selvom vi savner olde og skal bisætte hende i næste uge, vil jeg alligevel lige dele mine planer for januar med jer. Det er faktisk rart at få tankerne vendt og se positivt på den nærmeste fremtid.
Jeg nåede stort set alle punkterne på december måneds liste. Jeg fik bagt en del julekager, men nåede desværre aldrig at få bagt honninghjerter, så fordejen er netop røget i skraldespanden. Vi fik pyntet rigtig fint op, men fik ikke indkøbt en udendørs lyskæde, det må blive næste år i stedet. 
Til gengæld nåede jeg at være på en rigtig hyggelig spejdertur med Malou, julegave-shoppede med kæresten og fik lavet en masse hjemmelavede julegaver til bedste- og oldeforældre (se her, her og her)
Vi købte også et juletræ sammen med en halvsur Malou, der absolut ikke ville bruge sine ben til at gå på, Jeg var desuden en af de få, der fulgte trofast med i DR's julekalender "Den Anden Verden" og syntes, at den var rigtig god.

Et skønt billede fra dagplejen i torsdags
I januar måned vil jeg gerne nå at...
  • Komme ud og nyde den skønne natur i det vinterkolde Danmark
  • Få gang i min træning igen
  • Købe nye løbesko (julegaven fra mine forældre)
  • Tage på biblioteket med Malou (den var på listen i november, men vi nåede det ikke)
  • Deltage i 10-års jubilæumsfest på mit gamle gymnasium (Jep, i sommers var det åbenbart 10 år siden, jeg blev student)
  • Få startet på den bog jeg fik i julegave
  • Nyde nogle rolige weekender derhjemme uden planer, bare sen morgenmad, nattøj og masser af LEGO Duplo 
  • Få ryddet op i Malous tøj og sortere alt det, der er for småt
  • Lave nogle sundere snacks uden tilsat sukker måske disse muffins, søde saltede mandler eller figenkugler

torsdag den 1. december 2016

Det vil jeg gerne nå i december

Okay, jeg indrømmer: Jeg gik fuldstændig i selvsving, da jeg lavede denne liste for december. Jeg ELSKER virkelig julen og i år skal der skrues max op for julehyggen herhjemme! Så alle ni punkter på min december-liste omhandler altså julen.
Jeg plejer normalt at julehygge en masse med Line i løbet af december, men i år er hun i San Francisco, så det julehyggen bliver online i år. Hun er dog så betænksom, at hun har sendt mig en kaffejulekalender, så jeg får alligevel en god portion julestemning af hende og jeg glæder mig helt vildt til at smage den første i dag.

Årets adventsdekoration
I december måned vil gerne nå at...
  • Bage honninghjerter (fordejen står pænt og venter i et mørkt skab i soveværelset) og andet juleknas. Jeg tyvstartede allerede med pebernødderne i søndags
  • Høre julemusik for fuld smadder og danse (grimt) sammen med Malou
  • Pynte op til jul og måske endda anskaffe os en udendørs lyskæde
  • Købe et juletræ, for vi holder nemlig jul hjemme i år. Vi overvejer at tage ud og fælde et selv. Kender I til nogle hyggelige steder på Fyn med pæne træer?
  • Hygge mig til hele TO julefrokoster (en med kollegaerne og en med veninderne) og prøve at nyde, at være afsted uden barn for en gangs skyld
  • Deltage på spejdergruppens årlige juletur sammen med Malou
  • Tage på julegaveshopping sammen med min dejlige kæreste
  • Lave de sidste julegaver til bedsteforældrene sammen med Malou
  • Følge med i minimum én julekalender i fjernsynet. Jeg satser på DR's klassiker Nissebanden i Grønland, for jeg så alle 24 afsnit af Nissebanden sidste år, mens jeg var på barsel. Det var mit faste formiddagsritual hele december, når Malou sov sin første lur. Jeg skal også se de første afsnit af DR's nye julekalender Den Anden Verden, for at se om det er noget, der fanger mig.
Du kan se min liste for november her. Vi nåede alle punkter, pånær det med at tage på biblioteket. De har lidt dumme åbningstider i forhold til Malous middagslur, men jeg vil prøve at nå det i januar.
Jeg har fået lavet adventsdekoration og fik også inviteret familien med i skoven og hjem til julehygge 1. søndag i advent. Vi tog også selv i skoven i en weekend.
Jeg har netop været ved frisøren i denne uge og fået farvet håret lysere. Jeg er rigtig glad for det, men jeg skal lige vænne mig til den noget mere lyse farve.
Jeg fik også færdiggjort en strikket nissehue til Malou. Det var egentlig et mål for oktober at få gang i strikketøjet igen. I oktober strikkede jeg faktisk også en sød lille dragt til barselsgave, men jeg brugte noget forkert garn, så den blev helt skør i størrelsen og alt alt for lille.

Min kaffejulekalender fra Line med 24 kaffekapsler til min Nespresso-maskine

onsdag den 2. november 2016

Det vil jeg gerne nå i november...

Så kom vi ind i endnu en måned. Mine ønsker for oktober måned, kan du se her. Jeg nåede næste helt igennem listen og laver lige en lille opsummering herunder.
I oktober måned, bestilte vi varer fra nemlig.com flere gange, og vi er rigtig glade for det. Faktisk får vi vores femte bestilling leveret i eftermiddag.
Vi havde også en skøn lille efterårsferie, hvor vi bl.a. besøgte oldeforældre og var på biblioteket.
Malous ønskeseddel er skrevet færdig og snart på vej til de spændte bedsteforældre, der glæder sig rigtig meget til at give hende julegaver. Jeg tænker, at jeg samler nogle af ønskerne i et indlæg for sig. Min egen ønskeseddel halter det dog lidt mere med.
Malou har også fået vinterstøvler og vi har også været ude og nyde efterårets fine farver og nedfaldne blade.


I november måned, vil jeg gerne nå at...
  • Lave fordej til honninghjerter efter denne opskrift (og være en lille smule ærgerlig over, at min faste julekage-bage-makker Line, ikke kan være med i år)
  • Tage en tur i skoven og gå en lang tur, mens vi nyder det sidste af efteråret
  • Invitere min familie til adventshygge og æbleskiver d. 27. november (1. søndag i advent)
  • Tage på biblioteket og lege igen, for det var et kæmpe hit hos Malou, da vi var der sidst
  • Få bestilt tid ved frisøren. Nu er det over et halvt år siden, jeg var der sidst og det kan altså ses på både udgroning og spidser.
  • Fejre kærestens fødselsdag og måske endda invitere ham ud at spise uden barn
  • Få styr på årets juledekoration og adventskrans. Kalenderlyset er allerede indkøbt, men resten mangler.

torsdag den 6. oktober 2016

Det vil jeg gerne nå i oktober...

Jeg fik da sprunget september over i min lille føljeton, men nu tager jeg bare fat på oktober i stedet. Jeg synes, det er så hyggeligt, at lægge en lille plan for måneden.
Du kan se min liste fra august lige her, hvor jeg nåede det hele, undtagen det med at grille på terrassen. Det var som om, at vejret i august ikke rigtig indbød til udeliv. Jeg fik også holdt min fødselsdag, den kan du læse mere om her.

I oktober måned vil jeg gerne nå at...

  • Holde (mini) efterårsferie med kæresten og Malou. Vi har fri mandag og tirsdag i uge 42 og vi har endnu ikke nogle planer. Malou har fri fra dagplejen hele uge 42 og skal hygge med sine bedsteforældre, de dage, hvor vi skal på arbejde
  • Komme ud i naturen og nyde efterårets flotte farver
  • Starte på at kigge på julegaveønsker til både mini og jeg
  • Shoppe vinterstøvler til Malou
  • Få gang i mit strikketøj igen
  • Prøve at lette hverdagen ved at bestille dagligvarer hos nemlig.com. De er lige begyndt at levere i Odense og det skal da prøves!
Efteråret er fantastisk, især når solen skinner og man kan putte sig lidt under dynen i barnevognen.

søndag den 7. august 2016

Det vil jeg gerne nå i august...

Så sluttede juli og dermed også min sommerferie. Vi har haft en skøn juli måned og med en uges sol på Rhodos, så har der også været lidt sommervejr imellem de danske regnbyger.

I ferien har der været tid til leg og fuld opmærksom og med lidt hjælp, synes Malou at det er rigtig sjovt at lave puslespil.
Julis liste kan du se her. Fem af punkterne nåede jeg helt sikkert, mens to er nået lige knapt og ét punkt har jeg slet ikke nået.
Jeg er især glad for, at sandkassen blev færdig. Malou leger stort set i den hver eneste dag. Det er fantastisk at se, hvor godt hun leger og hun kan få flere timer til at gå med det.
Vi har haft nogle fantastiske feriedage, hvor der ikke har været meget på programmet. Det har været skønt at komme helt ned i gear. Du kan læse om vores solferie til Rhodos her og spejderlejren i Ry her. Begge dele gik over al forventning med Malou.
Drivhuset bugner af især agurker, men nu er tomaterne også på vej. Det er rigtig hyggeligt at være lidt selvforsynende og Malou kan godt lide at gå med ud og plukke agurker. De skal helst smages på med det samme.
Det går meget bedre på balancecyklen, men der er god plads til forbedring og Malou har slet ikke kørt på den i de 14 dage, vi var på ferie.
Det er ikke blevet til meget sol i Danmark og jeg har faktisk ikke drukket én eneste iskaffe på terrassen, men jeg fik så rigeligt af dem på Rhodos, så det er også ok.

I august måned vil jeg gerne nå at...

  • Nyde den sidste del af sommeren så meget udenfor som muligt
  • Grille og hygge på terrassen - gerne med gode venner og vin
  • Sige hej til allersødeste og meget savnede Line, der er på kort visit i Danmark
  • Holde min fødselsdag og fejre mit sidste år i 20'erne
  • Lege med Malou i den nye sandkasse 
  • Lave sunde og nemme aftensmåltider i hverdagene
  • Tage i svømmehallen med Malou .Hun var ikke helt tryg ved at være i poolen på Rhodos, så det skal vi arbejde lidt med
  • Skære kraftigt ned på mit sukkerindtag, der er eskaleret helt åndssvagt i ferien.
Det har været sjovt at være på ferie, men Malou var glad for at komme hjem til sit legetøj igen. Hun elsker sine Scleich-dyr. De bliver stillet op på række, puttet i kasser, taget op igen, stillet på række osv. 

tirsdag den 5. juli 2016

Det vil jeg gerne nå i juli...

Så er sommeren for alvor over Danmark, eller sommerferien i det mindste. Det gode vejr lader vente på sig, men jeg kan svagt huske, at vi havde kanon vejr i slutningen af maj og starten af juni. Kom tilbage sol!
Jeg nåede faktisk alle delene på min juni-liste, selvom vejret svigtede os en uges tid efter, jeg skrev indlægget.
Vi var bl.a. i Odense Zoo på Malous fødselsdag, jeg købte en ny sommerhat til Malou (som hun stort set ikke har brugt endnu) og vi holdt 1 års fødselsdag for den lille fis, både derhjemme og i dagplejen. Koldskål og iskaffe har jeg ikke fået nok af endnu og jordbærrene fra haven er desværre ved at være sluppet op, men vi har spist godt og nydt dem.
Vi holder snart tre ugers sommerferie alle tre, så det kommer denne måneds "Det vil jeg gerne nå..." til at bære præg af.

Malou fik bl.a. en Pukylino balancecykel i fødselsdagsgave. Det sjoveste pt. er ringeklokken og at kravle op på sadlen og ned igen og op og ned... Jeg håber, vi kan opmuntre hende til at køre cyklen, for hun kan faktisk godt.
I juli måned vil jeg gerne nå at...
  • Komme helt ned i gear og slappe af, mens vi har ferie
  • Lære Malou at cykle på hendes lille balancecykel
  • Få noget sol på mine blege stænger (Det MÅ altså være muligt med en uges ferie på Rhodos)
  • Nyde kolde is og lækker iskaffe i solen på vores terrasse
  • Få en snert af friluftslivet med en uge på spejderlejr (i villatelt. Med et rigtig køkken og toiletter indenfor rækkevidde)
  • Kysse på min kæreste og min datter og virkelig nyde, at vi har hele tre uger i hinandens selskab
  • Spise friske cherrytomater og agurker fra drivhuset
  • Få sandkassen til Malou helt færdig, så vi kan lege udenfor 
Manden har anlagt en lille terrasse til sandkassen. Vi var ikke tilfredse med kvaliteten af den første sandkasse, vi købte, så nu har vi denne på vej i stedet. 

lørdag den 4. juni 2016

Det vil jeg gerne nå i juni...

Vi er allerede et par dage inde i juni måned og sommeren er for alvor kommet til Fyn. Nu, hvor det gode vejr er over os, så popper der tusind ideer op i mit hoved, om ting jeg gerne vil nå inden sommerferien. Jeg har derfor kreeret en lille liste, efter inspiration fra Line, der på sin tidligere blog gjorde det meget.

I juni måned vil jeg gerne nå at...

  • Drikke store mængder af hjemmelavet iskaffe. Jeg er især glad for denne opskrift med et godt skvæt vaniljesirup i. 
  • Spise mig mæt i koldskål og gerne den hjemmelavede af slagsen. 
  • Lege med vand i haven sammen med Malou.
  • Købe en ny sommerhat til Malou, da ingen af de tre (!) modeller vi har passer særlig godt.
  •  Komme en smule mere i haven end jeg har nået i maj, for at ordne drivhus, køkkenhave og blomsterbede.
  • Holde 1 års fødselsdag for Malou. Det er så stort og slet ikke til at forstå, at min lille mus allerede er et helt år...
  • Nyde store saftige jordbær fra haven. De er allerede godt på vej og jeg håber, at jeg i år, når at plukke dem før solsortene.
  • Tage på en heldagstur til en dyrepark eller et sommerland med manden og datteren og måske nogle gode venner.
  • Få ryddet op i Malous garderobe og få lagt alt tøjet i str. 68 og 74 væk, for tøsen er nu officielt rykket i en str. 80. 
  • Spise aftensmad i skyggen på terrassen. Gerne med grillen tændt og manden som kok.

I går spiste Malou og jeg tøsemiddag på terrassen, mens far var til fodbold. Jeg elsker, at spise
udenfor og håber på mange gode sommeraftener i juni, så det kan lade sig gøre. 
Vi har allerede leget med vand et par gange og uanset om det er badekarret eller en skål med vand,
så er det et hit hos den lille frøken.
Sommerhatten på billedet er en af de nævnte tre og ja.... den er arvet, pasformen er dårlig og
falder absolut ikke i moderens smag.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...