fredag den 31. marts 2017

Det vil jeg gerne nå i april

I morgen skriver vi allerede april og det er derfor endnu engang tid til at gøre status på den forgangne måned og lave en ny liste for denne måned.
Jeg har nået samtlige punkter på martslisten. Bevares, det var da også overkommelige mål, men alligevel er jeg ret stolt, for det lykkedes næsten aldrig at komme helt i mål med disse lister.
Vi har (heldigvis) fået planlagt hele vores påskeferie, der går til USA. Der er booket flybilletter og hotel, lavet ESTA-ansøgninger, købt togbilletter til Kastrup, booket Airshell til klapvognen, lejet bil, tjekket op på rejseforsikringen og købt børnepanodil. Jep, vi er vist så klar, som man kan blive uden at have pakket kufferterne endnu.
Malou fik nye dræn i ørene og det var endnu hårdere end første gang. Indgrebet gik som det skulle, men denne gang var Malou meget påvirket af narkosen, da hun vågnede. Desuden har hun døjet med irritation og rødme i ørene efterfølgende, så hun sover ikke så godt og er også mere pylret, end hun plejer at være.
Det er gået både godt og dårligt med sund mad og træning. Jeg har tabt mig to kilo, men vi har desværre også haft en del dage, hvor vi har fået take-away eller usund mad og jeg har kun været ude at løbe et par gange. Men det har klart været bedre end i februar måned.
Malou og jeg har fået sat stedmoderblomster og mini-påskeliljer i krukker. Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag efter dagpleje og det er så dejligt, at hun gerne vil hjælpe med alt muligt. Også selvom, hun sviner med jorden og flytter rundt på blomsterne, efter de egentlig er plantet.
Jeg har været til den bedste Nik og Jay koncert nogensinde. Jeg har været til flere af deres koncerter i årenes løb på festival, Grøn Koncert og lignende, men det kan slet ikke sammenlignes med den stemning, der var til koncerten i ODEON. Jeg havde en rigtig sjov aften med fire veninder, hvor vi også spiste burger og var i byen.
I eftermiddag skal vi ud at købe nye sko og/eller sandaler til Malou. Vi havde håbet, at vi kunne vente og se, om vi fandt nogle lækre sko til hende i USA, men hun kampsveder i sine vinterstøvler (der er de eneste sko hun kan passe), så vi skal have købt noget mindre varmt fodtøj til hende nu (EDIT: Se Malous nye sko i dette indlæg)

Selvom nogle af blomsterne fik en lidt hård medfart af den ivrige tumling, så vokser de allesammen og pynter så fint ved hoveddøren

I april vil jeg gerne nå at...
  • Besøge min meget savnede veninde i San Francisco. Det giver jo næsten sig selv, men HOLD.NU.OP, hvor jeg glæder mig til at se hende igen! Det er 7,5 måned siden, jeg sidst så hende, da hun var på kort visit i Danmark
  • Lave fine gækkebreve med Malou, måske skal de ikke være nær så avancerede, som dem jeg lavede for fire år siden
  • Komme i haven og gøre den forårsklar og måske endda også...
  • ...nyde en kop kaffe udendørs på en solbeskinnet plet 
  • Lave disse søde karsekyllinger eller karsekaniner sammen med Malou
  • Deltage i den afsluttende gymnastikopvisning med Malou. Det bliver spændende om hun gider på dagen, for det er sådan lidt on/off, om hun vil deltage, når vi har øvet opvisningen til gymnastik om onsdagen
  • Sy sommerleggings og shorts til Malou. Jeg har fået syet tre søde sommerkjoler i marts. Jeg vil også gerne have syet nogle ensfarvede lysegrå leggings hun kan have indenunder kjolerne og måske også nogle små shorts i det printede jersey, der er tilovers fra kjolerne
Jeg syntes, hun er så kær i den lille gymnastikdragt og de små gymnastiksko

4 kommentarer:

  1. Gode planer for måneden! Hvor er hun en sød lille gymnast :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :) Vi er jo væk 14 dage af måneden, så det er ikke de vilde planer ;)

      Slet
  2. Det besøg glæder jeg mig sjovt nok også til ;-)

    /Line

    SvarSlet

Jeg elsker kommentarer og glæder mig til at læse din.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...