fredag den 28. juni 2013

Hyldeblomstsaft || Opskrift

Jeg har igen i år plukket en hulens masse hyldeblomster for at lave dem til saft. Uhm... En rigtig hyggelig søndagsaktivitet sammen med en god veninde eller børnene.
I år har jeg efter råd fra en kollega prøvet at lave halvdelen af saften med jordbær. Så får saften en snert af jordbærsmag, der går rigtig godt sammen med hyldeblomst og saften får den fineste klare røde farve.
Grundopskriften, som jeg har brugt med stor succes i mange år, følger herunder. Jeg lavede saften sammen med skønne Line og vi lavede fire portioner; to ligesom opskriften og to, hvor vi tilføjede en pose frosne jordbær. Så er der ca. 4 L. saft af hver slags, som vi kan dele.


Hyldeblomstsaft
Ca. 2 L. færdig saft (koncentreret. Skal blandes op med vand ca. 1:4)

Ingredienser
40 hyldeblomstskærme
1 kg. sukker
1 citron (eller andre slags citrusfrugter, vi freestylede med grape og lime i år sammen med citron)
2 kanelstænger
½ tsk. stødt ingefær
2 breve citronsyre
1½ L. kogende vand
Evt. atamon
(Evt. en pose frosne jordbær)

Fremgangsmåde
Klip de største stængler af skærmene og ryst dem fri for dyr. Placer dem i en stor skål ca. 5 L (de falder meget sammen ligeså snart du tilføjer kogende vand, så gå ikke i panik over, at de fylder det hele)
Skær citrusfrugterne i skiver og læg i skålen. Tilføj kanelstænger, stødt ingefær, sukker og citronsyre i skålen (og de frosne jordbær, hvis du vil have dem med)
Kog 1½ L. vand på elkedlen og hæld over skærmene. Rør rundt til sukkeret er helt opløst og lad det trække 4-6 dage i køleskabet med låg over. Rør lidt i blandingen hver dag.
Den færdige saft sies igennem et klæde/viskestykke.
Hæld saften på rene atamonskyllede flasker og opbevar dem køligt.
Tilføj atamon til den færdigsiede saft for længere holdbarhed eller du kan fryse saften for lang holdbarhed uden atamon.

Tip! Du kan lave hyldeblomstmarmelade af resterne fra saftproduktionen, så gem endelig hele molevitten! Se min opskrift her.

torsdag den 27. juni 2013

Husk at følge med via Bloglovin'

Google Reader lukker ned på mandag, så husk at følge med via Bloglovin' i stedet.
Du finder mig lige her eller via Bloglovin' ikonet i bloggens højre sidepanel.


onsdag den 26. juni 2013

Glimt fra fra nogle travle dage / Mange billeder

Jeg har haft et par virkelig begivenhedsrige dage og vil lige dele mine glimt fra den med jer sådan ca. fra torsdag til mandag. Jeg har haft fri mandag, og det har været virkelig lækkert med sådan en forlænget weekend.
Jeg vil lige advare om en god omgang billedspam i dette indlæg!

Torsdag aften drak jeg rødvin i haven og skrev båltale til Sct. Hans i spejdergruppen sammen med min gruppeleder-makker.

Lørdag formiddag var jeg ved frisøren og der røg ca. 15 cm. af de lange lokker og jeg fik lyse striber i. Jeg er selv meget tilfreds med resultatet. (Og det må åbenbart passe meget godt til mig, for der er næsten ingen, der har bemærket, at jeg har ændret hårfarve og -længde!!)


Lørdag aften var jeg til Kim Larsen og Kjukken koncert i silende regnvejr, men humøret var i top og bandet var i hopla. Vi fik danset i mudderet og skrålet med på sange som Jutlandia og Kvinde Min.


Bagefter tog vi på værtshus og drak (flere) øl.

Jeg har plukket hyldeblomster med søde Line søndag formiddag og lavet virkelig meget hyldeblomstsaft, der nu står og trækker de næste par dage. Der kommer opskrift på bloggen snart.



Søndag eftermiddag var jeg til Sct. Hans i spejdergruppen, hvor vi næsten druknede i nogle ordentlige regnbyger.
Heldigvis vendte vejret midt i arrangementet og vi kunne derfor tænde bål i tørvejr og jeg fik holdt min allerførste båltale for alle de fremmødte, spejdere, ledere, søskende og forældre.


Bagefter tog vi ned på Engen ved Skovsøen i Fruens Bøge og så det store Sct. Hans bål og bagefter dansede vi til gratis koncert med Joey Moe.

Jeg har haft min nye mint&berry blusekjole på til fejring af min svigerinde, der blev student i mandags. Hun fik en flot buket og gave + kort som jeg ikke nåede at få et billede af.



Jeg har desuden brugt 8 timer og 49 minutter på at høre Mari Jungstedts spændende krimi "Den du ikke ser" og jeg er allerede hoppet videre til to'eren "I denne stille nat". Det er krimier lige efter min smag; tilpas spændende uden at blive så uhyggelige, at man får mareridt.
Jeg tester lydbøger hos tjenesten Storytel igennem Buzzador og jeg har stadig to valgfrie lydbøger jeg kan forære væk helt gratis. Skriv en kommentar, hvis du er interesseret.

mandag den 24. juni 2013

Madplan uge 26

Ferien nærmer sig og jeg synes, at vores uger er fyldt helt ud med arrangementer, der skal nås inden ferien sætter ind og Danmark går i dvale. Således er denne uge godt pakket med studenter-festligheder og det bliver kun til tre gange aftensmad, der skal laves i parcelhuset.
I forrige weekend skulle vi lave pizzaer i Weberen og det lykkedes ikke rigtig (heldigvis blev de gode i ovnen), så måske gør vi et nyt forsøg på søndag. Det afhænger helt af dagsformen efter brylluppet hos gode venner lørdag.

Madplan uge 26
Mandag: Svigerinden bliver student og skal fejres
Tirsdag: Pastasalat med helstegt kyllingebryst, rucola fra haven og groft brød
Onsdag: Jeg skal til studenterfest hos en ven
Torsdag: Tunsteaks med ovnkartofler og frisk salat fra haven
Fredag: Svigerinden har dimission og studenterkørsel, så vi spiser nok ikke hjemme
Lørdag: Vi skal til bryllup
Søndag: Pizzaer på bagesten (måske i grillen) med frisk salat fra haven

I sidste uge fik vi lækre gourmet hotdogs med gode grillpølser og lækkert hjemmelavet tilbehør; syltede rødløg (så fine pink), agurkesalat, rørt remoulade og hjemmebagt brød. Virkelig lækkert, men efter sådan en enkelt "hotter med det hele" er man godt mæt!

fredag den 21. juni 2013

Storytel

Jeg har fået lov til at prøve tjenesten Storytel gratis i en måned. På Storytel kan man høre lydbøger - og der er mange, rigtig mange, at vælge imellem! Jeg er især gået ombord i krimikategorien, som klart er den slags bøger, jeg sluger flest af. Der er også kategorier som børnebøger, klassikere, romaner, biografier, noveller, digte, thriller og personlig udvikling.

Jeg har allerede føjet en del bøger til min "bogreol" - bøger jeg gerne vil høre.
Jeg har længe tænkt på, hvordan det er med de lydbøger. Om det er noget for mig. Jeg har hørt om flere, der hører lydbøger mens de pendler i bilen (som jeg jo også gør ca. 1½ time om dagen), laver mad og strikker. Alle tre ting skal testes. Jeg er dog lidt bekymret for, om jeg kan koncentrere mig nok om f.eks. bilkørslen, hvis krimien bliver for spændende :)

Jeg har fået mulighed for at give fem lydbøger væk i gave, så I også kan prøve, hvordan det er med sådan en lydbog.
Jeg har også fået muligheden for at fem venner kan lytte til en enkelt lydbog efter eget valg helt gratis. Jeg har allerede givet én bog væk, så har fire endnu. Skriv en kommentar med din e-mail, hvis det har interesse. Du kan f.eks. høre Fifty Shades Of Grey, Sara Blædels krimier, Kronvidnet (om Hells Angels) eller Bjarne Reuters klassiker Når Snerlen Blomster.

Jeg tester produktet igennem Buzzador

onsdag den 19. juni 2013

Nyt yndlingsmærke - mint&berry

Jeg er brændt godt og grundig varm på et tøjmærke kaldet mint&berry. Jeg kan ikke finde det andre steder i Danmark end på Zalando.dk, måske I ved hvor jeg købe det ellers?
Indtil videre har jeg købt disse to lækre kjoler derfra og hvis pengepungen havde været med mig (dumme fartbøde...) så havde jeg helt sikkert klikket mere hjem.
Det er lige efter min smag; feminint, stilfuldt, god kvalitet, lækre mønstre og vintage på den fede måde.


Den hvide med de sorte hjerter skal på, på mandag, hvor min svigerinde bliver student og den marineblå med blomsterne skal, som tidligere nævnt, på til bryllup i næste weekend. For ja, jeg endte med den. Selvom jeg havde bestilt kjolen for stor til at starte med, og stroppen var gået i stykker. Efter et par panikdage, hvor kjolen var udsolgt i størrelsen mindre, klikkede jeg den hjem i dét øjeblik, den dukkede op på siden igen. (I skrivende stund er der selvfølgelig et par stykker i min størrelse. Typisk)
Billederne skulle gerne være links til Zalando, hvis du klikker på dem.

mint&berry 369 kr. 189 kr.

mint&berry 369 kr.




tirsdag den 18. juni 2013

Update på terrasseprojekt

Sådan så her ud, da vi overtog huset i april 2011.

Mod nord
Mod syd
Efter at have fældet, klippet, gravet og revet ned af flere omgange ser haven nu sådan ud og er snart klar til, at vi kan bygge ny lækker træterrasse. Jeg glæder mig. Meget.

Mod nord
Mod syd

mandag den 17. juni 2013

Madplan uge 25

Jeg elsker at finde inspiration til ugens madplan hos andre bloggere og i denne uges madplan, er jeg blevet inspireret af Ann-Christine med bloggen Valdemarsro. På fredag skal vi derfor have hotdogs med hjemmebagte hotdogsbrød samt hjemmelavet agurkesalat og syltede rødløg. Det er altså noget andet end dem, du kan købe hos pølsemanden!
Rødløgene syltede jeg i sidste uge, så de kan nå at trække lidt. De bliver så fine lyserøde og er meget nemme at lave. Se selv her

Mine syltede rødløg. Virkelig smuk pink farve.

Madplan uge 25
Mandag: Pizza fra søndag med grøn salat
Tirsdag: Hjemmebagt rugbrød med bl.a. nykogte æg og rejer
Onsdag: Fiskefrikadeller med hjemmerørt remoulade, bådkartofler og grønne bønner
Torsdag: Helstegte kyllingefileter med fuldkornspasta og lynkogte grøntsager
Fredag: Hotdogs med hjemmelavet brød, agurkesalat og syltede rødløg hertil gulerodsråkost
Lørdag: Vi spiser ikke hjemme
Søndag: Sct. Hans aften, vi spiser ikke hjemme

torsdag den 13. juni 2013

Syrlige rabarbermuffins || Opskrift

Ja, jeg er altså bare vild med rabarber og siden haven er fuld af dem, så arbejder mit hoved også på højtryk for at finde forskellige måder at bruge dem på.
I går bagte jeg lækre syrlige rabarbermuffins og I skal da også have glæde af opskriften.
Jeg kan se, at det bliver den fjerde opskrift med rabarber, jeg har delt her på bloggen i løbet af den sidste måned. Undskyld til jer, der ikke er så pjattede med rabarber. Jeg kan trøste jer med, at rabarbersæsonen snart er slut (den starter godt nok igen til august...) 


Rabarbermuffins 
12 stk.

Ingredienser
2 æg
160 g. rørsukker
2 tsk. vaniljesukker 
80 g. smeltet/flydende margarine
1 dl. mælk
160 g. hvedemel
2 tsk. bagepulver
1 tsk. natron
1 tsk. salt
60 g. kokosmel
250 g. rabarber
Lidt ekstra hvedemel

12 stk. papirforme
Metalform til muffins 

Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 185 grader og sæt 12 papirforme i en metal muffinform.
Rabarberne snittes i små stykker ca ½ cm. tykke. 
Pisk æg, sukker og vaniljesukker luftigt med en elpisker. Tilsæt smeltet margarine og mælk og rør sammen.
Bland hvedemel, bagepulver, natron og salt og rør det i dejen. Tilsæt kokosmel. 
Til sidst vendes rabarberstykkerne i lidt hvedemel. Dette gør at de ikke falder til bunds i kagerne. 
Vend rabarberstykkerne i dejen og fyld dej til kanten af papirformene.
Bages i en forvarmet ovn på 185 grader i 20 minutter.

onsdag den 12. juni 2013

Inspiration til aftensmad #2

Så kommer der igen et indlæg med inspiration til aftensmad. Der er både svin, fisk og kylling, så der er lidt til enhver smag. Alle retterne har også været nævnt i en madplan. Hvad skal I have til aftensmad i dag?

Perlespeltsalat med blancherede grønne asparges, blancheret broccoli, forårsløg, cherryomater, rød peber, agurk og feta. Hertil grillet nakkekotelet og grøntsagsstave med hjemmerørt dip.

En sommerklassiker! Frikadeller med hjemmelavet kartoffelsalat og nye grønne asparges.

Pizza med fuldkornsbund og røget laks, spinat, store tomatskiver og forårsløg. Smurt med creme fraiche istedet for tomatsovs og drysset med revet ost. Hertil en grøn salat med avocado, agurk, cherrytomat og radisser.

Pastaret i fad med kyllingestykker, broccoli, forårsløg, squash, hakket tomat (dåse) og madlavningsfløde. Toppet med revet ost og serveret med....
....gulerodsråkost med rosiner, solsikkekerner og citronsaft.

mandag den 10. juni 2013

Weekend-glimt

Fredag fik jeg hentet kapillærkasser og plantet aubergine, jungle-agurk og tre gul cherrytomat planter i det nye drivhus. Vi lavede også lækker mad på grillen; nakkekoteletter, perlespeltsalat, grøntsagsstave og hvidløgsflute. Maden blev nydt i aftensolen på terrassen.




Lørdag var jeg til polterabend fra tidlig morgen til sen aften med masser af god stemning og sjove aktiviteter. Vi spillede lasergame, lavede et glasfad og fik undervisning i thai bo (en slags kampsport, mega hårdt jo)

Klokken er 7 lørdag morgen og jeg er på vej ud af døren for at kunne overraske bruden kl. 7.30 med morgenmad. Beige cardigan med sorte  pailletter fra Soaked In Luxury, vinrød t-shirt, ugle-halskæde fra Arbjørn Accesories og frisk sommernederdel fra H&M.
Kongespil/vikingespil med en hyldeblomstcider i hånden.
Mit bidrag til et glasfad til bruden. Vi lavede allesammen en lille brik, der bliver sat sammen til et 40x40 cm. glasfad.
Søndag blev mest brugt til afslapning med de to første sæsoner af Breaking Bad på TV2 Zulu (Hurra for Zulu-boksen om søndagen!). Indimellem afsnittene (læs: i reklamepauserne) fik vi også lavet noget praktisk og fik f.eks. regnet lidt på terrasseprojektet (og ordnet vasketøj og sådanne kedelige ting). Vi lavede lækre kyllingenuggets ala Emily Salomon med varm broccoli-auberginesalat og bådkartofler til aftensmad. God søndagsmad, også for kæresten, der var lidt ramt efter en fest lørdag.




søndag den 9. juni 2013

Madplan uge 24

Et lille kort indlæg med den kommende uges madplan. Vi håber på godt, vejr så vi kan få brugt Weber-grillen.

Madplan uge 24
Mandag: Hjemmelavede kyllingenuggets fra søndag
Tirsdag: Hjemmebagt rugbrød med bl.a. hjemmerørt tunsalat og kartoffelmadder
Onsdag: Forårsruller (den slags fra fryseren) med grøn salat
Torsdag: Fyldte kyllingefileter (med flødeost og parmaskinke) hertil grov pastasalat
Fredag: Vi griller. Tilbehør: Brød, grillet peberfrugt og grov pastasalat fra torsdag
Lørdag: Vi spiser ikke hjemme
Søndag: Pizza med bl.a. oksekød på grillen hertil grøn salat

fredag den 7. juni 2013

Picnic og løb

I går aftes var jeg til Alt For Damernes Kvindeløb sammen med en god veninde. Hun fik mig slæbt igennem alle 5 km. i løb (i varierende tempo, men dog løb) Dejligt med sådan en personlig løbecoach, det kunne jeg da godt bruge til hverdagens træning også.


Bagefter holdt vi sammenskuds-picnic. Min veninde havde lavet alt for lækre sandwiches med hjemmebagt brød. Jeg kunne kun spise den med kylling, så i dag har der været en laks/flødeost med på arbejde til frokost. Mmm...


Jeg medbragte forskellige snacks og lidt drikkelse. Jeg havde lavet grøntssagstave, med hjemmerørt dip, hjemmebagte havregrynskiks med nutella til, kogte majskolber og små friske abrikoser. Puha, vi var mætte efter den omgang.
Vi fik også en flot grå løbe t-shirt med neonorange detaljer og den obligatoriske goodiebag med alskens godter, dameblade, rugbrød, vand, æble, snackbar, chokolade, morgenmad og nødder. Der manglede absolut ikke noget.

torsdag den 6. juni 2013

Mit drivhus

Et lille drivhus har længe stået højt på min ønskeseddel. Og her i går, hvor vi havde fri pga. Grundlovsdag, fik kærestemanden så samlet min nyerhvervelse.

Det færdige drivhus. Så skal der bare lige sås græs.
Drivhuset er et Vitavia drivhus fra den fynske virksomhed OPJ, der laver rigtig mange flotte drivhuse, der bl.a. kan købes i Bilka og der er gratis levering. 
Mit drivhus er et vægdrivhus af modellen IDA 1300, i almindelige aluprofiler og med rigtig drivhusglas. Det er det næstmindste drivhus, man kan få hos Vitavia og der er lige plads til to kapillærkasser (4-6 planter).
Vi har købt drivhuset med stålsokkel, da vi synes det var nemmest og pænest, men man kan godt selv bygge en sokkel af f.eks. træ.
Vi har belagt bunden af drivhuset med gamle terrassefliser (vi har bare vendt dem om, så er de som nye) fra en terrasse, der er sløjfet for at få mere græs og plads til den nye træterrasse, der også er i støbeskeen. Jeg synes, det er en meget fin løsning (i stedet for f.eks. jord eller grus i bunden) og så passer flisebelægningen i drivhuset også til vores indkørsel og terrassen i baghaven tæt på drivhuset. Ja, og så var fliserne jo gratis og nemt tilgængelige. Nu skal der bare sås græs, rundt om, men det bliver først efter sommerferien.

Kæresten har lagt fliser i bunden af drivhuset.
I dag skal jeg have sat planter i kapillærkasser. Jeg har selv sået gule cherrytomater i april, og så har jeg har købt jungle-agurk og aubergine. Spændende og anderledes planter til drivhuset. (Jeg er jo ret sent ude, så alt andet var udsolgt...)
Jeg er godt klar over, at jeg er kommet sent i gang i denne sæson, men jeg håber da, at jeg alligevel får glæde af mit lille drivhus i år og kan gøre mig en masse erfaringer, som jeg kan bruge næste år.

Skelettet er kommet op, så mangler der dør og glas.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...