søndag den 25. august 2013

Udfordringer

Jeg har udfordret mig selv og prøvet noget nyt. Måske ikke det vilde for jer, men for mig, der har været bange for heste det meste af mit liv, er det her bare så sejt!
Min søster har haft hest i mange år og jeg er langsomt blevet mere og mere modig med at tage med på rideskolen. Klappe hesten. Give den hø. Trække den på fold. Klappe en FREMMED hest. Og nu - finalen!
Jeg har redet på min søsters hest! Dog med min seje søster ved siden af til at guide mig og hesten i den rigtige retning. Og ved I hvad? Det var slet ikke farligt og jeg vil gerne prøve igen! Ja, det er altså rigtigt. Juhuu!




lørdag den 24. august 2013

Kanelsnurrer

Jeg tester opskrifter til min fødselsdag. Jeg elsker at bage og jeg vil gerne have noget helt specielt med på arbejde og til mine gæster, når det er min tur til at give fødselsdagskage.
Jeg er faldet lidt for trenden med at lave kanelsnurrer i stedet for snegle og jeg har hørt meget godt om Meyers opskrift. Opskriften er noget tidskrævende (40 + 40 minutter æltning og 1,5 + 2 timers hævning!!) Og bevares, de er da gode, men om de helt er besværet værd, er jeg ikke overbevist om endnu.



Jeg lavede en halv portion og fik 20 små kanelsnurrer, der kunne ligge i en muffinform. Meyers opskrift giver 16 (meget) store kanelsnurer af en hel portion. Jeg er mere til små mundrette kager end de ret så store kanelsnurrer, som Meyers er kendt for.
Jeg brugte denne fine guide og metode 1 til at snurre bollerne.

Nu tror jeg, at jeg vil prøve at lave en almindelig omgang kanelsnegle og snurre dem som kanelsnurrer, for den opskrift jeg har fra min mor er ikke nær så kompleks i forhold til ælte- og hævetider. (Og så har jeg endnu en kage i ærmet, der skal testes inden min fødselsdag, så det bliver en sød weekend)

fredag den 23. august 2013

Ny plakat - Tip om rabatkode (UDLØBET)

Der er ny kunst på vej til vores vægge. En fin lille plakat med en lakridspibe på. Hjemme hos os elsker vi nemlig lakridspiber.
Jeg synes, plakaten er så fed og har også kigget på den før, men da Boligcious lagde en rabatkode op på bloggen med -30% slog jeg til. OBS! RABATKODEN ER UDLØBET!
Plakaten er fra Wonderhagen og de har også andre lækkerier på plakater bl.a. lakridskonfekt og Zapp-is.
Gå ind og tjek de fede plakater ud, der er -30% med rabatkoden resten af august.

The Pipe 30 x 40 cm. 250 kr.

The Pipe 30 x 40 cm. 250 kr.

tirsdag den 20. august 2013

Fødselsdagsønsker

Jeg har fødselsdag om halvanden uges tid og ønskesedlen er rigtig lang. Jeg er en af dem, der altid kan finde på noget at ønske sig. Jeg har fundet ni forskellige ønsker frem, der vidner om, at ønskesedlen er meget alsidig.

Jeg ønsker mig bl.a. en super lækker gasbrænder til spejderturene, så jeg kan lave koge vand til kaffe på få minutter.
En ny cykelhjelm er snart nødvendig, da den gamle er slidt og trænger til udskiftning. Denne fra Nutcase er så fin med prikkerne, synes jeg.
Æggebægrene "Bordfolk" skaber en hyggelig stemning på morgenbordet og de måtte allesammen gerne bo hos mig.
Bogen med strikketips er god at have ved hånden, når jeg skal starte nye projekter på pindene.
Kaj Bojesens sangfugle er jeg helt vild med, og jeg kan slet ikke beslutte mig for, hvilken af dem, jeg ønsker mig mest.
Parfumen fra Lancomé fik jeg som en lille prøve i Matas og den er virkelig god til mig, så den ønsker jeg mig.
Jeg kunne godt tænke mig at bage lækre brød i den fine runde hævekurv.
Husnumrene fra Kähler er super fine og jeg ønsker mig både et til husmuren og et til reolen indenfor.
Vi har ikke noget æggeur, og klarer os sådan set fint med telefonernes tidstagning, men der er bare noget hyggeligt over et rigtigt æggeur og dette vil pynte fint ved siden af den lille røde hoptimist, der allerede står i køkkenet.


mandag den 19. august 2013

Madplan uge 34

Der er nu ved at være rødbeder i køkkenhaven og det skal fejres med en omgang rødbede-coleslaw med rå revet rødbede og finthakket spidskål tirsdag. Hvis der er mange rødbeder, der er store nok til at høste, så skal der også laves syltede rødbeder til vinterens leverpostej-maddder.

Madplan uge 34

Mandag: Pastafad fra søndag med grøn salat
Tirsdag: Oksekødsfrikadeller med perlespeltsalat og rødbede-coleslaw
Onsdag: Helstegte kyllingefileter, cremet pastasalat med friske krydderurter og gnavegrønt
Torsdag: Oksedeller fra tirsdag
Fredag: Jeg spiser hos mine forældre, manden på spejdertur
Lørdag: Kyllingelår med honning og sesam hertil kikærtesalat
Søndag: Rugtortillas med oksekød og grønt



I fredags prøvede vi kræfter med vores nye Römertopf, en stegeso af ler. Vi lavede en hel kylling i den på en bund af kartoffel, aubergine, gulerødder, løg og en dåse hakket tomat. Resultatet blev rigtig godt, dog blev kyllingen ikke så sprød som vi havde håbet. Vi havde ellers puttet smør ind under skindet og den fik både varmluft og grill uden låg til sidst. Hvordan får I jeres kylling sprød?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...