fredag den 20. februar 2015

Ebay-fund | Spiralizer og julienne-jern

Jeg kan godt lide at lave "pasta"/squashgetti af squash eller gulerod (Maria har lavet en god vejledning på bloggen Vanløse Blues), men jeg har indtil videre været tilbageholdene med at indkøbe endnu et køkken-agregat til formålet. Jeg har bare brugt en ganske almindelig kartoffelskræller og så lavet nogle lidt bredere strimler.
Meeeen, så faldt jeg over disse to produkter på E-bay; en spiralizer (en slags blyantspidser til grøntsager) og en julienne-skræller. De blev begge to klikket hjem, da prisen inkl. fragt var helt i orden.
Nu har jeg fået afprøvet dem og de er begge to glimrende til formålet prisen taget i betragtning.

SPIRALIZER
2,6 GBP Ca. 25 DKK
Leveringstid: Ca. 1 måned

Det går lynende hurtigt at "spidse" en squash i spiralizeren. Jeg delte squashen i to, skar enderne af og satte squashen på det lille spyd på håndtaget. Herefter er det ingen sag, at dreje squashen. Præcis, som når du spidser en blyant. Man får en masse fine og meget lange strimler ud af. Dog er det svært at undgå at få marven af squashen med. Hvis man skal bruge strimlerne til squashgetti er det et minus, da strimlerne af marven bliver ret splattede. Måske der er et trick, jeg ikke kender til?


JULIENNE-SKRÆLLER
Link her
1 AU$ Ca. 5 DKK
Leveringstid: Ca. 1½ uge

Det er lidt mere besværligt at bruge julienneskrælleren, men det er ikke svært. Man skræller sin squash, ligesom man ville skrælle en gulerod, Skærene på julienneskrælleren sørger for, at man får fine ensartede strimler, der er lækre at bruge som squashgetti. Med denne skræller er det nemmere at styre udenom at bruge marven af squashen.
I den anden ende af skrælleren er der en alm. kartoffelskræller, men den er ikke særlig god.

onsdag den 18. februar 2015

Savlesmække i jersey

Jeg er gået helt amok med overlockeren. Da jeg havde syet tilstrækkeligt mange huer af restestofferne fra babybukserne (kæresten spurgte forundret, HVOR mange huer en lille sommerbaby skal bruge...), gik jeg over til at sy savlesmække af det sidste jersey og en lille smule bomuld, som jeg havde liggende. Nu mangler jeg bare at sætte trykknapper i, men jeg er meget i tvivl om, hvor de skal sidde. Jeg må enten finde mig en "prøve-baby" eller vente til Lillepigen kommer til verden, så de hverken bliver for stramme eller for løse.
Mønsteret er igen fra Annas skønne blog, Laralil. Jeg har valgt kun at bruge bagstykket som mønster til både for og bag, da jeg ikke er så vild med "tørklæde-effekten". Det fungerer rigtig godt. Bagsiden af smækkene er fleece-stof, som jeg havde en stor rest liggende af. Jeg tænker, at det suger fint. Det blev til 20 smække, så er der også lidt til at forære væk til andre små børn i vennekredsen.




Smækkene er hurtigt syet, men der er til gengæld tre ender på hver savlesmæk, der skal hæftes.



mandag den 16. februar 2015

Madplan uge 8

Jeg er bare blevet helt vild med Arlas opskrift på syrlig pasta med laks. Pasta, fløde, citron og laks er en lækker kombi, som har været på madplanen flere gange og nu skal nydes igen som mandagens menu. Endnu et plus er, at det ikke tager særlig lang tid at lave.
Tirsdag er det jo pandekagedag/hvide tirsdag, så der skal vi have pandekager - dog med oksekødsfyld. Det er jo trods alt aftensmad :)
Torsdag skal vi have en lidt speciel suppe, som bare smager rigtig godt. Prøv den! Vi spiser den dog uden mynte og creme fraiche som topping, men det er jo en smagssag.

Mandag: Syrlig pasta med laks (men med kogt laks i stedet for røget)
Tirsdag: Pandekager med oksekødsfyld og grøn salat
Onsdag: Vi spiser hos min farmor
Torsdag: Suppe med flødeost, porre og oksekød hertil groft brød
Fredag: Hjemmebagte burgerboller med kylling og grønt
Lørdag: Hjemmebagte burgerboller med kylling og grønt
Søndag: Kylling og pasta i fad med masser af grøntsager, hertil råkostsalat

søndag den 15. februar 2015

Fastelavnsboller og weekend-hygge

Så blev det fastelavn og traditionen tro skulle det fejres med hjemmebagte fastelavnsboller i weekenden.
Jeg har brugt opskriften på bolledejen herfra. Opskriften har jeg brugt i flere år og de bliver altid gode! Den ene halvdel er lavet med den nemme købecreme som fyld og den anden halvdel med marcipan-æblefyld herfra, da jeg havde marcipan tilovers fra julen.
Det er første gang jeg bruger marcipan som fyld i fastelavnsboller, og det blev ok. Men de smagte ikke af så meget og jeg vil nok bruge revet æble eller æblemos en anden gang. Æblestykkerne fyldte ret meget. Til gengæld er det noget nemmere at arbejde med en creme, når bollerne skal formes.

Fastelavnsboller med cremefyld
Det er svært, at "lukke" bollerne ordentlig, men i år overlevede næsten alle bollerne turen i ovnen uden at miste fyldet.
Lørdag formiddag ville vi have brugt i Odense Zoo, men da vi kom derhen var køen siiiindssygt langt. Vi blev hurtigt enige om, at det gad vi ikke bruge tid på, så vi kørte i Langesøskoven i stedet og gik turen hele vejen rundt om søen. Omkring 5 km. vil jeg tro. Det var bare en rigtig hyggelig tur, hvor vi fik snakket og grint rigtig meget. Skoven var så smuk og rolig og der lå en let tåge over søen. Madpakkerne inkl. ovenstående fastelavnsboller blev slæbt med hjem igen og nydt hjemme i varmen.



torsdag den 12. februar 2015

Matchende leo-leggings hot or not?

Jeg kan ikke rigtig finde ud af om jeg skal grine eller klappe i hænderne?
Jeg synes at Marmar laver nogle rigtig lækre items til de små og generelt er jeg bare ret forelsket i leopard-print.
Så opdagede jeg da lige, at de også laver nogle af deres ting i voksen str.! Åh jo. De er jo sygt lækre de her leggings og med en voksende mave er jeg blevet utrolig glad for tøj med elastik. De fås både i børne- og voksenstørrelse, men er det hot eller not at matche sit barn SÅ meget?

Voksen str. 399 kr. her
Børne str. 249 kr. her


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...