mandag den 9. februar 2015

Madplan uge 7

Endnu en uge, endnu en madplan. Vi holder ikke vinterferie, så denne uge er bare endnu en i rækken.
Vi fik ikke lavet lasagne i går (søndag), så det skal vi have mandag og tirsdag i denne uge stedet for. Vi havde begge været på spejdertur i weekenden og var helt flade, da det blev aftensmads-tid, så vi bestilte pizzaer. Man skal ikke tirre en sulten gravid kvinde, så da vores pizzaer endelig kom efter en times ventetid og de så afleverer EN FORKERT pizza, da blev jeg ret irriteret!! Jeg kunne så vente yderligere tre kvarter på min RIGTIGE pizza, mens kæresten guffede sin Hawaii-pizza i sig. Øv altså, men jeg havde bestilt en pizza med kebab og salat og jeg fik en meatlover-version med pepperoni, bacon, oksekød, cocktailpølser og jalapenos. Ikke helt det samme!
Jeg kunne sikkert have nået at lave to gange lasagne på den tid i stedet for at vente på pizza. Haha, så meget for "nem" aftensmad!

Mandag; Fuldkornslasagne og råkostsalat
Tirsdag: Fuldkornslasagne og råkostsalat
Onsdag: Tortillas med falafel og masser af grønt
Torsdag: Fiskefileter, bagte rodfrugter og grøn salat
Fredag: Fiskefileter, bagte rodfrugter og grøn salat
Lørdag: Vi har årsdag og ved ikke helt hvad vi skal endnu :)
Søndag: Stegte kyllingefileter, stegt grønt (gulerod, hvidkål, tomater, peberfrugt) og couscous med feta og persille. Hjemmerørt dressing.

onsdag den 4. februar 2015

Lige nu drømmer jeg om...

Lige nu er mine drømme fyldt med baby-relaterede items. Collagen herunder viser et udsnit, af hvad jeg går og drømmer om at få fyldt lillepigens værelse op med.
Puslepuden har jeg allerede købt til halv pris på januarudsalg og jeg har købt to hjemmehæklede rangler ala Smallstuffs med vaskebjørne. Efter min mening behøver det ikke være så tøset det hele og så har faren et eller andet med vaskebjørne og han skal jo også have lov til at bestemme lidt.
Plakaten fra Småfolk er også klikket hjem, den mangler bare en ramme. Jeg tror det bliver denne fra IKEA til 139 kr.
Jeg synes det er svært at finde et pænt puslebord. Jeg vil gerne have et, hvor der er mulighed for at opbevare babys tøj i skuffer, altså en puslekommode. Den på collagen er den pæneste jeg har kunnet finde indtil videre.


1. Happy lights i farvekombinationen Trinidad 20 bolde 250 kr. 
2. Smallstuff uro med mariehøner 350 kr. 175 kr. 
3. Puslekommode fra Ønskebørn model "Signe" 1500 kr. 
4. Dukkeseng fra Smallstuff 600 kr.
5. Puslepude Småfolk 350 kr. (desværre ikke på tilbud længere)
6. Bobles "Kylling" multi lilla 280 kr.
7. Småfolk poster 70 x 100 cm "light green" 60 kr.
8. Smallstuff rangle "vaskebøjrn" 130 kr. 100 kr. 
9. Vaskebjørn poster A3 fra Filibabba 200 kr.

tirsdag den 3. februar 2015

Nemme babyhuer i jersey

Så har jeg haft overlockeren fremme igen og det kom der en masse søde jerseyhuer ud af. Huerne er str. 0-3 mdr. og er virkelig nemme at sy og en god måde at få brugt rester på. Jeg synes også det er så sødt, at de passer til de bukser, jeg har syet. Jeg er mest vild med den hue med en knude i toppen og jeg er meget spændt på at se, hvordan de begge sidder på en baby.
DIY inkl. mønster på begge huer er fra denne blog. Teksten er på engelsk og målene er i tommer, men det er let at forstå.
Jersey og rib er fra Stof og Stil.

EDIT 02/06-16: Disse babyhuer er alt for små, selv til en nyfødt. Malou var en lille fis på 3150 g. og 51 cm., med et hovedomfang på 32 cm og kunne ikke passe huerne, selv da hun var helt nyfødt. Der skal tilføjes en ordentlig omgang sømrum eller også skal de syes til bittesmå præmatur-babyer.

Den lilla ribkant er lidt svær at få gengivet korrekt på billeder

mandag den 2. februar 2015

Madplan uge 6

Jeg tjekker lige hurtigt ind med ugens madplan. Jeg har valgt, at hverdagens retter rækker til to dage, så vi ikke skal bruge tid på madlavning hver dag. Jeg kan godt mærke, at mit energiniveau ikke er så højt, som før jeg blev gravid. Jeg har brug for at kunne slappe af på sofaen for at klare min 37+ timers arbejdsuge og samtidig nå lidt i fritiden også.

Mandag: Spicy kyllingefrikadeller med ovnbagte rodfrugter (rødbeder, kartoffel og gulerod) og grøn salat
Tirsdag: Spicy kyllingefrikadeller med ovnbagte rodfrugter og grøn salat
Onsdag: Tomatsuppe med nudler og groft brød
Torsdag: Tomatsuppe med nudler og groft brød
Fredag: Helstegt kyllingefilet, squashgetti og avocadocreme
Lørdag: Vi spiser ikke hjemme
Søndag: Fuldkornslasagne med råkostsalat

Maven vokser. Jeg er nu 21 uger henne.

søndag den 1. februar 2015

En stille og rolig weekend

Så er endnu en weekend gået og jeg har nydt, at vi ikke skulle det store. Vi har nået en masse af det kedelige huslige (oprydning, tøjvask, rengøring o.lign.) og har haft god tid til at hygge os med både X-factor og Danmark Har Talent.

Katten nyder at min mave er blevet større. Så er der ekstra god grund til at ligge og putte foran fjernsynet.
Jeg har også fået lidt sytid ved overlockeren og jeg skal nok vise resultatet frem i løbet af den kommende uge. Lige nu, mangler jeg at hæfte en pokkers masse ender, inden jeg er helt færdig.


Kæresten holder Super Bowl komsammen for gutterne i aften, så jeg har lavet en lækker cheesecake til dem. Jeg har brugt denne opskrift, som jeg før har haft stor succes med.

Kiksebunden
Ostefyldet er færdigt og kagen er klar til det sidste lag
Den færdige kage med solbærgele på toppen. Mums!
Det er såååå svært at lade den stå i køleskabet, men man kan jo ikke servere sådan en fætter, når der er taget et stykke... Jeg håber virkelig, at de gemmer et stykke til mig og baby. For da det er drengeaften, tager jeg ud til mine forældre og spiser. Det skal nok blive hyggeligt (så længe der er et stykke cheesecake til mig, når jeg kommer hjem igen)
Inden jeg drager afsted mod de gamle, skal jeg også lige have kigget på en madplan for den kommende uge.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...