fredag den 8. september 2017

En strikket barselsgave

Der er gang i fremstillingen af barselsgaverne for tiden. Der kommer små skønne babyer til verden overalt i vores omgangskreds.Det er simpelthen så hyggeligt med alle de små minimennesker og jeg elsker at lave små gaver til dem.
Dette grå strikkede sæt med hue og vest i babyuld er til en sød lille dreng, der skal hedde Storm. Han fik også en Brio stableklovn som han kan bruge, når han bliver lidt ældre.
Malou har også sådan en klovn fra Brio og den har været et meget populært stykke legetøj herhjemme. Jeg kan godt lide at give gaver, som vi selv har været glade for herhjemme.


mandag den 28. august 2017

Ebay-fund | Træknapper

Jeg er rigtig glad for at bruge neutrale træknapper i mit strik. Jeg køber dem hos forskellige stof- og garnbutikker, men de er absolut ikke billige. De koster gerne fra 20 kr. for 4 stk. og opefter, også selvom der ikke er noget mønster på eller andet specielt ved dem.
Jeg fik dog et tip om at tjekke E-bay ud og sikke et udvalg og til en noget anden pris.
Jeg har selv klikket 50 stk. hjem af nr. 1 i 20 mm. og nr. 2 i 15 mm.


1. Helt almindelige runde træknapper 50 stk. ca. 18 DKK Fås både i 15 mm. og 20 mm.
2. Runde træknapper med "Handmade with love" 50 stk. ca. 18 DKK. Fås både i 15 mm. og 20 mm.
3. Hjerteformede træknapper 50 stk. ca. 20 DKK
4. Træknapper med overskægsmotiver 50 stk. ca. 16 DKK

onsdag den 23. august 2017

Tredje omgang dræn til Malou

Mandag var vi afsted igen. For tredje gang på under et år fik Malou lagt nye dræn i ørene, fordi de bliver ved med at ryge ud. Vi var afsted i december 2016 og marts 2017, men denne gang har hun fået lagt titaniumdræn, der gerne skulle sidde bedre fast, så vi forhåbentlig ikke skal besøge ørelægen så ofte.
Malou fik konstateret væske i mellemøret allerede i starten af juli, men på grund af sommerferien har vi ventet seks meget lange uger på operationen. Det har været hårdt for hele familien med dårlig søvn, mange opvågninger om natten og alt for korte middagslure.
Det er rart, at Malou nu er blevet så stor, at vi bedre kan forklare hende, hvad der skal ske. Desuden kan hun også godt huske, at hun har været ved ørelægen før, så hun var hverken bange eller ked af det denne gang. Jeg kneb (igen) et par tårer, da hun blev lagt i narkose. Det bliver altså bare ikke nemmere for mig. Det er så hårdt, at se hende spjætte, når narkosen begynder at virke og så efterlade hende sovende inde på operationsstuen.
Resten af dagen hyggede vi derhjemme med rolig indeleg, middagslur og masser af Rasmus Klump på tv'et.

På vej hjem med endnu en blød isbjørn fra Trygfonden (De bliver uddelt gratis til børn, der skal i fuld narkose. Verdens bedste koncept!)
Slapper af med lidt Rasmus Klump og de to nusseklude skal selvfølgelig se med

tirsdag den 22. august 2017

Odense Blomsterfestival 2017

I weekenden var vi til Odense Blomsterfestival. Festivalen er gratis og varer torsdag til søndag og desværre var der masser af regn i år, ligesom der har været resten af sommeren.
Vi var der søndag formiddag og det var et stort hit for Malou. Odense City er dækket af blomster og finurlige skulpturer og der er masser af spændende ting for børn. Små kighuller, skøre påfund og ting der kan kravles på. For de større børn var der også kreative aktiviteter såsom byg dit eget fuglehus og mal på muleposer mod en mindre betaling.
Det er rigtig hyggeligt sådan at gå rundt at kigge, forundres og fornøjes over alle de fine blomsterdekorationer. Årets tema var "What a wonderful world"og det var et rigtig godt tema med spændende og forskelligartede dekorationer..









tirsdag den 15. august 2017

Min weekend

Så er endnu en weekend gået. Denne her har været en skøn én af slagsen, der for mit vedkommende startede med en overnatning i spejderhytte.
Jeg var inviteret til leder- og bestyrelseshygge i min spejdergruppe. Jeg er ikke tilknyttet som fast leder (eller bestyrelsesmedlem), men hjælper når jeg har tid og mulighed for det.
Vi var afsted i vores lille turhytte ude i skoven, hvor der ikke er rindende vand eller indlagt el. Til gengæld er der fred, ro og hyggeligt, som bare pokker. Hytten består af ét enkelt stort rum på omkring 40 kvm. og en åben hems med plads til 10 overnattende personer.



Da vi ankom fik vi båret alle vores ting over i hytten. Det er lidt en udfordring, da parkeringspladsen er nogle hundrede meter fra hytten. Stien derhen er en lille ujævn trampesti, der går op og ned i terræn og samtidig går over en høj bro.
Det var en ren forkælelsestur og vi startede med gin & tonic (Inkl. meget hippe agurkeskiver), inden vi gik over til rødvin og lækker mad udefra, så vi ikke skulle røre en finger. Vi sluttede middagen med fodbad, kaffe og tiramisu og resten af aftenen stod den på røverhistorier og lidt mere rødvin.


Lørdag morgen stod den på brunch og kaffe fra gaskomfuret og en lille nørkleaktivitet, inden vi drog hjemad omkring middagstid. Vi lærte at knytte små armbånd i broderigarn med sildebensmønster. En virkelig hyggelig aktivitet, hvor man samtidig kan snakke om løst og fast.


Inden jeg tog helt hjem til mand og barn, var jeg lige et smut forbi en veninde, som jeg ikke har snakket med længe. Hun var også med på turen med sin baby på 4-5 måneder og manglede et lift hjem. Jeg fik en rundvisning i deres nye hjem lidt udenfor Odense og mens vi drak en kop kaffe og sludrede, fik jeg også en masse strikketips, for hun er nemlig megasej til at strikke.
Hun opfordrede mig til at prøve noget diagramstrik og foreslog at jeg strikkede "Annas Sommercardigan" til Malou, så den er der nu indkøbt opskrift og garn til. Jeg har købt magasinet "Maries Ideer" 3/2017, hvor opskriften er gengivet i, men ellers kan den også købes her.
Det bliver min største strikkeudfordring nogensinde, og jeg håber virkelig, at jeg kommer i mål med den. Jeg har faktisk strikket i seks år, men har hidtil kun bevæget mig rundt i meget begyndervenlige opskrifter.


Jeg blev modtaget af en meget glad Malou derhjemme, der nærmest vågnede fra sin middagslur i barnevognen i samme øjeblik, jeg trådte ind af døren. Min lille sugemalle veg ikke fra min side resten af dagen og selv da jeg skulle i bad, sad hun troligt på badeværelsesgulvet og holdt øje med mig. Tænk nu, hvis mor forsvandt igen ;)


Søndag var Malou og jeg alene det meste af dagen, da manden hjalp en kammerat med hans nye køkken. Om formiddagen tog vi løbecyklen ned på legepladsen, hvor vi for en gangs skyld ikke var alene, men havde selskab af en fire-fem andre familier. Malou viste rigtig sit to-årige temperament, da hun blev meget sur og skabte sig over, at et andet barn brugte lige præcis dén gynge, Malou (åbenbart) ville bruge (og der er altså fire gynger i alt... og Malou sad allerede på en anden gynge... men altså, hun er jo vant til at have hele legepladsen for sig selv... såe)
Jeg havde taget et par bøtter med, for jeg havde luret i sidste weekend, at brombærene rundt i det levende hegn snart ville være modne og ganske rigtigt. Malou og jeg plukkede 1/2 kg. flotte modne bær, som vi forvandlede til to glas marmelade efter Malous middagslur. Vi bagte også en portion pandekager, så vi kunne smage marmeladen som eftermiddagsmad. Begge dele faldt i meget god jord hos Malou og selvom det er lidt besværligt, så elsker jeg, at hun så gerne vil være med i køkkenet.


Efter vores lækre eftermiddagsmad tog vi en cykeltur op i det lokale supermarked for at handle til aftensmad og ugens madpakker. Malou har fået en ide om, at hendes elskede dukke (som hun kalder "baby") skal med allevegne, så den blev selvfølgelig spændt fast bagpå sammen med hende. Den fik også lov til at sidde i indkøbsvognen, mens vi handlede.
En dejlig rolig weekend, der sluttede med at læse nogle siders krimi i sofaen for mit vedkommende og en eller anden form for sport på tv'et for mandens vedkommende.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...