onsdag den 13. november 2013

Perleskåle af store Hama-perler

Det er efterhånden et godt stykke tid siden at blogs, børnehaver og hjem flød over med skåle lavet af Hama-perler. Jeg har altid syntes, at de var fine de små skåle, men noget skrøbelige. Så jeg har primært lavet perleskåle af de store maxi perler fra Hama.
Det er lidt sværere og egner sig mest til større børn og voksne. Mulighederne er rigtig mange, da man kan lave mønstre med perlerne og ikke får det samme tilfældige udtryk som med de almindelige Hama perler.
I efterårsferien lavede jeg perleskåle med nogen af spejderne.

De små perleskåle er rigtig fine med fyrfadslys i
Materialer:
Almindelig ovn
Glasskåle, der kan tåle at komme i ovnen
Madolie

Fremgangsmåde:
Smør et tyndt lag olie på indersiden af glasskålen.
Placer forsigtigt perlerne i skålen ved at starte i bunden og arbejde dig op ad skålens sider. Perlerne placeres en ad gangen tæt op ad hinanden. På siderne hviler perlerne ligesom ovenpå hinanden og olien hjælper perlerne med at hænge fast.
Bag skål og perler i en almindelig ovn ved 200 grader i ca. 10 minutter afhængig af skålens størrelse. Små skåle skal måske kun have fem minutter og store skåle skal have 15-20 minutter. Hold øje med skålen i ovnen, når du kan, se at perlerne er smeltet sammen på siderne er den færdig.
Lad skål og perler køle af og lirk forsigtigt den afkølede perleskål ud af glasskålen. Her er det noget nemmere, hvis man har husket at bruge olie, ellers kan perleskålen godt hænge fast i glasskålen.

Vask perleskålen godt med opvaskemiddel/i opvaskemaskinen for at få olien ud af skålen. Ellers laver den grimme rander på dit bord.

Spejder fik lavet mange fine skåle i efterårsferien

tirsdag den 12. november 2013

Dekorering af porcelæn


For et stykke tid siden prøvede jeg kræfter med noget jeg har set mange steder her i blogland. Jeg har længe sukket efter de flotte hvide tallerkener med smukke grafiske mønstre, der er blevet produceret. Se f.eks. her og her.
Jeg lavede selv et fad og en kop, som jeg havde købt i genbrugen. De blev brugt som eksempler i efterårsferien, hvor jeg lavede aktiviteten sammen med en lille gruppe af spejderne. De var rigtig dygtige og der blev lavet mange fine tallerkener. Næsten alt porcelænet var noget jeg havde fået forærende af søde mennesker, der gerne ville hjælpe spejderne og det var heldigt, for porcelænstusserne er virkelig dyre. 44 kr. pr. stk. i Panduro Hobby, men de holder også godt.
De færdige streger holder til opvaskemaskine. Det er smart!
Find inspiration til grafiske motiver ved at google ”zentangle”. Jeg skal helt klart lave flere flotte porcelænsting i fremtiden.

Fremgangsmåde:
Sørg for at porcelænet er helt rent, inden du begynder at tegne.
Ryst tussen godt og tegn stille og roligt. Du kan godt ”viske ud” med en våd klud, hvis du tegner forkert.
Lad de færdige emner tørre i mindst fire timer.
Bag porcelænet i en almindelig ovn i 90 minutter. Sæt emnerne i en kold ovn og beregn de 90 minutter fra det tidspunkt, når ovnen er varm nok. Når tiden er gået slukkes og åbnes ovnen og porcelænet køler helt af, inden du tager det ud.

mandag den 11. november 2013

Madplan uge 46

Denne uges madplan er uden overraskelser. Vi spiser ikke hjemme fredag og lørdag. Kæresten vælger og laver mad tirsdag. Det er dejligt at kunne blive overrasket en gang imellem. Det kan nemlig godt være lidt kedeligt, at være den der laver madplanerne, så man altid ved, hvad man skal have at spise den næste uge frem.
Jeg er vild med, at Rema1000 har bland selv rodfrugter her om efteråret, så man kan blande lige præcis den mængde og den slags, man vil have! 

Madplan uge 46
Mandag: Fuldkornslasagne med grøn salat
Tirsdag:
Kæresten laver aftensmad
Onsdag: Helstegte kyllingefileter med rodfrugtmos og grønne bønner
Torsdag: 
Helstegte kyllingefileter med rodfrugtmos og grønne bønner 
Fredag:
Ikke hjemme
Lørdag: Ikke hjemme
Søndag: Ovnbagt pastafad med skinke og grøntsager

torsdag den 7. november 2013

London #1

Fredag

Jeg har været en tur i London sammen med min mor, far, bror, søster og min dejlige kæreste.
Vi kørte til Kastrup Lufthavn fredag morgen. Efter aflevering af bagage og det obligatoriske security-tjek spiste vi sen morgenmad/tidlig frokost i Novia Lounge og fløj kl. 11.35 mod Gatwick Lufthavn.


Flyveturen gik fint og efter udlevering af bagagen tog vi ekspress-toget mod London - Victoria Station. Det var nemt, vi havde bestilt returbilletter hjemmefra og de skulle bare printes i en automat. Toget kører hvert 15. minut og har ingen stop på vej mod London.

Victoria Station
Da vi havde tjekket ind på hotellet, Novotel London City South, og moret os over de flotte nyrenoverede værelser med glasvæg ind til badeværelset (glasvæggen kunne matteres med et enkelt tryk på en kontakt, hvis man ikke havde lyst til at andre skulle kigge ind, mens man sad på toilettet. Sjovt, men rimelig overflødigt at lave glasdøre til toilettet!?)
Hotellet lå lige ved Southwark Bridge og Financiel Times og i fin gåafstand til flere undergrundstationer.

Southwark Bridge
Vi gik en flot tur fra hotellet langs vandet, spiste sen frokost og endte i Covent Garden, hvor drengene gik på en pub, mens pigerne udforskede butikker. Efter en let aftensmad (sandwich) tog vi undergrunden hjem til hotellet og hyggede med kaffe, vin øl og slik.

Lørdag

Lørdag var den store sightseeing-dag. Vi startede med at købe billetter til en sigthseeingbus (London City Tours). Billetterne gælder til tre forskellige busruter i 24 timer og desuden en sejltur på Themsen. Der var et busstop lige ved vores hotel, meget belejligt.

Vi stod på bussen kl. 10 og kørte rundt i London ca. tre kvarter. Bl.a. forbi Westminister, Picadilly Circus og Trafalger Square og den engelske tourguide på bussen var en rigtig spasmager, der, udover at fortælle om Londons bygninger og deres historie, også lavede en masse sjov med gæsterne på bussen og det, vi så.



Vi stod af ved Buckingham Palace, hvor vi var så heldige at se de ridende garderer inden vi til fods gik igennem St. James's Park og over mod Westminister. Det var en hyggelig tur igennem parken, der både har pelikaner, gæs, fiskehejre, ænder og rigtig mange tamme egern.



Min søster har dyretække
Vi fik set Big Ben og tilhørende bygninger ved Westminister - denne gang som fodgængere og efter adskillige photoshoots ved de røde telefonbokse fandt vi en Starbucks, hvor vi kunne holde en kaffepause.




Herefter sejlede vi ad Themsen til Tower Of London, som vi så udefra. Vi gik også en tur på Londons ældste bro over Themsen, Tower Bridge.

Tower Bridge fra vandsiden


Tower of London
Det var tid til en sandwich og vi fandt en lille hyggelig havn tæt på Tower Bridge, hvor vi kunne sidde på en lille hyggelig cafe.


Herefter steg vi på endnu en tourbus med en dygtig (og lidt mere nede på jorden) kvindelig guide og kørte med den indtil Picadilly Circus, hvor vi stod af for at ose lidt i Nespresso butikken og den virkelig store M&M's Store. Vi gik lidt rundt og nød storbyen inden vi fandt et sted at spise aftensmad på Trafalger Square efter lang tids søgen efter en restaurant.


I M&M's butikken er der alskens merchandise og selvfølgelig er der mulighed for at blande sin egen pose med M&M's i alle regnbuens farver
Vi tog metroen hjem til hotellet (tourbusserne kørte kun indtil kl. 20), hvor det kun blev til en lille kop kaffe, inden vi udmattede faldt om.


mandag den 4. november 2013

Madplan uge 45

Madplan uge 45
Mandag: Pizza fra søndag
Tirsdag: Kæresten laver mad
Onsdag: Fuldkornstærte med laks og spinat hertil grøn salat
Torsdag: Rodfrugtsuppe med bacondrys og æbleboller
Fredag: Helstegte kyllingefileter med rodfrugtmos og grønne bønner
Lørdag: Ikke hjemme
Søndag: Fuldkornslasagne med oksekød og squash hertil grøn salat

På denne uges madplan er der en gengænger fra sidste uge, som vi ikke fik lavet, da stormen i mandags umuliggjorde indkøb af rodfrugter og så er det jo svært at lave rodfrugtsuppe.
Stormen tog også en del af vores tag, så ugen er gået med en del praktisk arbejde med oprydning og reparation efter stormen.

Vi var på loftet under stormen for at lukke hullet, så regn og vind ikke kom ind og ødelagde mere
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...