onsdag den 28. januar 2015

Hamaperler på hovedtelefoner

Jeg har aldrig fået vist mine fine hovedtelefoner frem her på bloggen. De er godt nok lavet for en del måneder siden, men jeg er bare så glad for dem. Ideen er ikke ny og jeg har set den mange steder. Ikke desto mindre er det en hyggelig lille krea-opgave, der passer godt i tråd, med alt det andet, jeg har lavet med Hama-perler her på bloggen.
Det tager et par timer at få perlerne på ledningerne, men det er ikke svært. Du skal bare skære perlen op fra ende til ende, så du kan åbne den og få den udenom ledningen. Perlen lukker sig fint igen og man kan næsten ikke se den fine linje. Jeg skar perlerne op med en skalpel til papir.
Udover, at jeg synes de er blevet flotte, er der to andre store fordele: Kæresten (eller andre) nupper dem ikke og de filtrer ikke sammen i tasken.

Se alle mine tidligere indlæg om Hama-perler her 

mandag den 26. januar 2015

Storbyferie i Berlin?

Kæresten og jeg har booket en weekendtur til Berlin. Vi vil gerne have en sidste ferie sammen, bare os to, inden baby kommer til juni. Vi har ingen planer for ferie til sommer, da vi jo har et lille spædbarn til den tid. Sommerferien/barslen skal bare nydes derhjemme, så vi kan vænne os til at være tre i stedet for to.
Vi har booket tre overnatninger på hotel i starten af april og vil selv køre derned i vores bil.
Vi er lidt på bar bund ift. hvad vi skal se i Berlin udover alle must-see seværdighederne. Kan I anbefale noget? Og hvordan er det smartest at komme rundt? Turistbusser, metro eller noget helt tredje?


Vi har booket et Best Western Hotel, der ligger centralt (tror vi nok. Berlin er jo kæmpestor!)
Jeg glæder mig helt vildt til kæreste-tid i Berlin, og jeg håber, at jeg stadig er ok mobil til den tid, så vi kan komme rundt og se byen. På det tidspunkt vil jeg være 30 uger henne.





søndag den 25. januar 2015

Madplan uge 5

Så er det allerede ved at være tid til en ny madplan. Vi har en del kyllingefileter og pølser i fryseren, som vi gerne vil have brugt, så det bærer den kommende uges madplan præg af. Søndag skal kæresten se Super Bowl sammen med gutterne. Det indebærer masser af amerikansk mad og er tøse-fri zone, så jeg må pænt smutte over til mine forældre den aften.
Skal I have noget spændende i den kommende uge?

Madplan uge 5
Mandag: Vi spiser ikke hjemme
Tirsdag:  Wok med kylling, grøntsager, hvidkål og kokos. Hertil brune ris.
Onsdag: Wok med kylling, grøntsager, hvidkål og kokos. Hertil brune ris.
Torsdag: Svensk pølseret med ærter og rodfrugter. Hertil grøn salat.
Fredag: Hele kyllingfileter med honning og sesam og bønnesalat med 2 x rug
Lørdag: Spicy oksekødsfrikadeller og bønnesalat fra fredag
Søndag: Vi spiser ikke sammen

onsdag den 21. januar 2015

Et meget stort og voksent indkøb

Så har vi gjort det første (næsten) og største (helt sikkert) køb i forbindelse med Lillepigens ankomst til juni.
Vi har bestilt en barnevogn. Beslutningen er truffet og vi har brugt to timer i BabySam en lørdag sammen med tusindvis af andre vordende forældre og forældre med skrigende unger i klapvogne.
Vognen skal helst forudbestilles minimum tre måneder før termin, så selvom det føles som om, der er uendeligt lang tid til juni, så er det ved at være nu, hvis vi vil være sikre på at få den vogn, vi gerne vil have. Sommeren er jo den tid på året, hvor der er flest, der får børn.
Hvad har vi så valgt, tænker du? Valget faldt på en Odder Zip med X-Dream stel.

img-product-sort-hvid-big

Vi har valgt en sort vogn med hvide detaljer, hvidt stel og sorte punkterfrie hjul. En dyr dyr satan, men meget pæn (efter min mening) og den passer til vores behov. Vi vil gerne have, at bebs skal sove ude til omkring 3-års alderen og vi vil have en robust vogn, der kan køre ture i skov og på grusveje. Samtidig vil vi gerne have, at den er nem at pakke sammen og tage med.
Jeg glæder mig helt vildt til at trille rundt med den her lækre vogn om 4,5 måned.
Så mangler vi så ca. bare 300 ting fra min liste over nødvendigheder til baby.   

tirsdag den 20. januar 2015

Babybukser i jersey

Jeg har længe fulgt Anna med den smukke blog Laralil. Anna er virkelig dygtig til at sy og hun deler gerne ud af sin erfaring. Jeg har fulgt hendes meget udførlige DIY på babybukser i jersey. Jeg har valgt den ultranemme version uden lommer. Man skal jo starte et sted.
Jeg har ikke syet i rib og jersey før og man skal lige vænne sig til, at det giver sig, men udover det havde jeg ingen problemer. Annas vejledning er virkelig god.


Jeg er helt vild med alle de fine print man kan få i jersey. Jeg havde virkelig svært ved at vælge, da jeg stod i Stof og Stil. Jeg skal helt klart tilbage efter mere med vaskebjørne, for det er da bare for sødt!
Jeg fik syet en lille stak i str. 50/56. Næste projekt er at forstørre mønsteret en smule, så jeg kan sy nogle i str. 62 også.
Det er også en rigtig sød barselsgave, hvis man ikke selv lige har en baby på vej.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...