onsdag den 9. august 2017

I sommerhus på Sydfyn

Den første uge af vores sommerferie blev brugt i min families sommerhus i Faldsled på Sydfyn. Jeg elsker sommerhuset, som jeg er kommet i siden, jeg var barn. Især udsigten ud over vandet er helt fantastisk og lige så snart bilen svinger ind i indkørslen, så falder min puls og jeg går omgående i "ferietilstand".
Vi havde en fantastisk afslappende uge helt nede i gear. Vi havde nogle fine dage med solskin og også nogle dage med regn. To aftener havde vi besøg af vennepar til grill og hygge og ellers var vi bare os selv, slappede af, gik ture og legede på stranden eller i sommerhuset.







En eftermiddag kørte vi en tur med veterantoget mellem Faaborg og Korinth. En tur på 30 minutter med 30 minutters stop på Korinth station, hvor man lige kan nå at spise en is, mens de vender toget og så 30 minutter tilbage til Faaborg igen.
Det var et stort hit for Malou, der stadig snakker om det. Så det kan godt anbefales til børnefamilier eller andre folk med interesse i veterantog.



Vi brugte en hel dag på Egeskov, hvor vi fik set Falck-udstillingen og udstillingen med veteranbiler/fly. Vi brugte lang tid på at lege på Danmarks største Kompan legeplads og vi nåede også at spise is og gå en tur rundt i den store Slotspark. Det er et rigtig hyggeligt sted og meget børnevenligt.




søndag den 6. august 2017

Rabarbersaft og hjemmelavede is

Vi har masser af rabarber i haven og vi har slet ikke nået af bruge nogle af dem i foråret. Så en af de få solskinsdage i vores sommerferie gik Malou og jeg på rov i rabarberbedet og fik samlet os 1,5 kg. lækre sprøde jordbærrabarber-stængler.
Vi kogte saft af det hele efter denne opskrift fra Valdemarsro og en del af det har vi frosset til dejligt søde rabarber-is eller "safte-is", som Malou kalder dem.
Når vi drikker det som saft eller i danskvand blander jeg ca. 50/50 af vand og saft, men isene har jeg frosset med 100% rabarbersaft, da jeg ellers syntes, de kommer til at smage vandet.
De fine forme med kaniner er en fødselsdagsgave fra farmor og farfar og jeg ved desværre ikke, hvor de er købt. Skub-op formene er købt i Tiger sidste år.

fredag den 4. august 2017

Barselsgaver

Der er røget lidt kreativt igennem symaskinen og af strikkepindene her i ferien. Jeg elsker at lave og give hjemmelavede gaver. Det er mere personligt og jeg håber, at modtagerne syntes det samme.
Alle mine hjemmelavede gaver er altid vasket på forhånd, så de nybagte forældre ikke skal tænke over at få det gjort, inden poderne kan iføres tøjet.

Det er bl.a. blevet til et sødt sæt med vaskebjørne i str. 62/68 med en lyseblå bomuldshue i str. 1 år til en lækker lille gut i vennekredsen.
Jeg har også fået lavet et sejt sæt med solbrille-hunde i str. 50/56 og en farveskiftende uldhue i samme str. til en kollega, der går på barsel i dag.


torsdag den 3. august 2017

12 regnvejrsaktiviteter for de mindste

Vi har holdt alle tre ugers sommerferie her i gode gamle Danmark i år. Vi havde håbet på en dansk sommer med sol, strandture og is, men vi har haft flere dage med regn end med solskin. Vi har dog haft en rigtig dejlig ferie alligevel.
Vi har haft hovederne lidt i blød over, hvad vi kunne lave af regnvejrsaktiviteter med en meget aktiv to-årig og jeg har lavet en lille liste til jer med nogle af de ting, man kan bruge sådan en regnvejrsdag på.

Vandpytter er altid et hit!

  • Hjemmelavet modellervoks. Det er både sjovt at være med til at lave og at lege med det bagefter. Vi har brugt denne opskrift fra Valdemarsro og modellervoksen holder længe i køleskabet.
  • Tegne, male og sætte klistermærker i malebøger
  • Tage i svømmehallen eller indendørs legeland
  • Bygge en hule og læse bøger indeni den
  • Bage boller, pandekager, knækbrød eller kage sammen med de små. Det sviner, men er også rigtig hyggeligt.
  • Lave perleplader eller halskæder med de store Hamaperler. 
  • Danse og tosse rundt til høj musik
  • Tage på biblioteket. Vores lokale bibliotek har et meget stort legeområde til børn, så vi kan få lang tid til at gå der udover at kigge i bøgerne.
  • Lave praktiske gøremål sammen. Malou elsker at få lov til at hjælpe med ting som f.eks. vasketøj, rengøring eller tømning af opvaskeren.
  • Gåtur i regnen, hvor der er god tid til at hoppe i vandpytter. Det er et stensikkert hit hos vores to-årige
  • Bygge motorikbaner af Bobles, puder, tæpper, kasser, skamler og hvad der ellers er ved hånden
  • Lave puslespil sammen
Hjemmelavet modellervoks på en regnverjsdag i sommerhuset

onsdag den 28. juni 2017

Ebay-fund | Gurli Gris ting

Malou er helt optaget af tegnefilmene med Gurli Gris. Jer uden børn, ved måske, ikke hvem det er. Det gjorde jeg i hvert fald ikke for to år siden. Gurli Gris (på engelsk Peppa Pig) er tegnefilm for de allermindste og sendes på Ramasjang om eftermiddagen og ligger derfor også på DR TV. Der ligger også en masse afsnit på Netflix, så det er nemt tilgængeligt. Afsnittene handler om familien Gris' hverdag og varer kun 5 min. hver.
For at imødekomme Malous nye passion uden at spendere formuer, så tog jeg lige et hurtigt kig på Ebay for at se, om ikke, der var lidt sager med Gurli. Der må være mange andre børn, der også er vilde med de spøjse grise, for der var masser af forskelligt merchandise.
Jeg har klikket alt nedenstående hjem til Malou. Jeg er spændt på hendes reaktion, når tingene kommer.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...