tirsdag den 24. januar 2017

Min weekend

Jeg har haft en skøn weekend. Vi startede weekenden med sunde snacks fredag aften, da Malou var puttet. Jeg havde lavet frugtsalat til mig selv med vaniljeskyr og en lille smule chokolade. Manden ville helst have sin frugt "au naturel", så det fik han med et par mørke stykker chokolade ved siden af.

Sundt alternativ til fredagsslik

Lørdag formiddag gik Malou og jeg en lille tur med klapvognen. Moster (min søster) skulle ride stævne i vores lokale rideklub og da Malou er helt vild med heste, så var det et oplagt udflugtsmål sådan en stille formiddag.
Malou blev ellevild, da jeg under morgenmaden fortalte, at vi skulle gå tur og se på heste. Hun hentede straks en Schleich-hest, sagde vrinske-lyde og kravlede selv op i klapvognen, der tilfældigvis stod i stuen. At hun så både skulle have en tør ble, nattøj af og flyverdragt på, inden vi kunne komme ud af døren, det var ikke så vigtigt for hende. Afsted kom vi, stadig med hesten i hånden og desuden med glimmertaske over skulderen. I øjeblikket skal hun have den taske med overalt, det er ret sødt (ligesom sin mor, der også altid har en cross-over taske med sig allevegne)

Dybt koncentreret og meget imponeret over de mange heste til opvarmningen i ridehallen
Der var store smil hele vejen hjem fra rideklubben
Om eftermiddagen afleverede vi Malou til overnatning hos mine forældre, så vi kunne komme på en tiltrængt kærestedate. Malou bliver ikke passet særlig tit, sidste gang var i starten af oktober og da var det farmor og farfar, der havde æren, fordi vi skulle til 30 års fødselsdag.
Vi startede vores date med en gåtur i Odense Zoo. Vi har begge årskort, så vi prøver at bruge det så meget som muligt. Her i januar og igen i vinterferien (uge 7) afholder de lysaftener, hvor haven er smukt oplyst af farverigt lys og hyggelige fakler. Jeg laver et indlæg for sig omkring det, for jeg har taget så mange pæne billeder derinde (EDIT: link til indlæg her)
Efter halvanden times gåtur i kulden tog vi ind på Burger Anarchy og spiste sindssygt lækre burgere. Det var som altid rigtig godt og restauranten er virkelig et besøg værd, hvis man er i Odense.
Vores dateaften sluttede med en tur i biffen, hvor vi spiste bland-selv slik og så den nye danske film "Underverden". Den var rigtig god og kan klart anbefales.
Malou og mormor <3 Mosters heste står på mine forældres gård, så eftermiddagen blev også brugt på at kigge på heste og give dem "Krullerrødder"

Mørkelagt zoo i smukt farvespil

Sovende kongepingviner

Nok Odenses bedste burgersted. Jeg fik en Nacho Libre og manden en Davy Jones. Begge med håndskårne fritter og aioli, Karl Johan mayo og trøffel mayo.
Søndag var ren afslapningsdag, hvor vi fik sovet længe. Jeg vågnede først kl. 9 (Ja, det er altså længe for mig) og jeg var helt groggy og forvirret af al den søvn. Det var virkelig tiltrængt, for Malou vågner stadig flere gange hver nat og det tærer på kræfterne, når vi begge har fuldtidsjob at passe. 
Vi fik hentet Malou ved middagstid og resten af dagen gik med vasketøj og oprydning i kælderen, hvor vi endelig har fået sat reoler op til opbevaring af alle vores ting. Vi har endda fået plads til en lille syplads til mig. Det er utroligt, hvor meget ro det giver i hovedet, endelig at få ryddet op i vores rod.
Mens jeg lavede aftensmad så de to andre håndboldlandskamp. Sport siger mig ikke noget, men jeg kunne dog forstå på manden, at han ikke var helt tilfreds med kampens udfald. Malou syntes bare det var fedt, at se dem spille bold i fjernsynet.

Nogle var mere begejstrede for håndboldkampen end andre...

2 kommentarer:

  1. Lyder skønt med sådan ren date-aften, det er tiltrængt engang imellem :-) Den burger ser vildt god ud!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det var skønt. Den var kanon god!

      Slet

Jeg elsker kommentarer og glæder mig til at læse din.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...