søndag den 7. august 2016

Det vil jeg gerne nå i august...

Så sluttede juli og dermed også min sommerferie. Vi har haft en skøn juli måned og med en uges sol på Rhodos, så har der også været lidt sommervejr imellem de danske regnbyger.

I ferien har der været tid til leg og fuld opmærksom og med lidt hjælp, synes Malou at det er rigtig sjovt at lave puslespil.
Julis liste kan du se her. Fem af punkterne nåede jeg helt sikkert, mens to er nået lige knapt og ét punkt har jeg slet ikke nået.
Jeg er især glad for, at sandkassen blev færdig. Malou leger stort set i den hver eneste dag. Det er fantastisk at se, hvor godt hun leger og hun kan få flere timer til at gå med det.
Vi har haft nogle fantastiske feriedage, hvor der ikke har været meget på programmet. Det har været skønt at komme helt ned i gear. Du kan læse om vores solferie til Rhodos her og spejderlejren i Ry her. Begge dele gik over al forventning med Malou.
Drivhuset bugner af især agurker, men nu er tomaterne også på vej. Det er rigtig hyggeligt at være lidt selvforsynende og Malou kan godt lide at gå med ud og plukke agurker. De skal helst smages på med det samme.
Det går meget bedre på balancecyklen, men der er god plads til forbedring og Malou har slet ikke kørt på den i de 14 dage, vi var på ferie.
Det er ikke blevet til meget sol i Danmark og jeg har faktisk ikke drukket én eneste iskaffe på terrassen, men jeg fik så rigeligt af dem på Rhodos, så det er også ok.

I august måned vil jeg gerne nå at...

  • Nyde den sidste del af sommeren så meget udenfor som muligt
  • Grille og hygge på terrassen - gerne med gode venner og vin
  • Sige hej til allersødeste og meget savnede Line, der er på kort visit i Danmark
  • Holde min fødselsdag og fejre mit sidste år i 20'erne
  • Lege med Malou i den nye sandkasse 
  • Lave sunde og nemme aftensmåltider i hverdagene
  • Tage i svømmehallen med Malou .Hun var ikke helt tryg ved at være i poolen på Rhodos, så det skal vi arbejde lidt med
  • Skære kraftigt ned på mit sukkerindtag, der er eskaleret helt åndssvagt i ferien.
Det har været sjovt at være på ferie, men Malou var glad for at komme hjem til sit legetøj igen. Hun elsker sine Scleich-dyr. De bliver stillet op på række, puttet i kasser, taget op igen, stillet på række osv. 

lørdag den 6. august 2016

Spejderlejr i Ry

Vi har alle tre været på en uges sommerlejr med spejderne. Malous allerførste spejdertur og også første gang hun sov i telt. Manden var med som leder og havde en masse praktiske gøremål i løbet af lejren. Malou og jeg var med som påhæng uden ansvar for noget.
Det var rigtig dejligt at være afsted på spejdertur igen. Godt nok i et kæmpe familietelt med luftmadras og campingstole, madhold, der sørgede for al forplejning og ingen ansvar for opgaver. Jeg har virkelig savnet spejderlivet, men det kræver lidt tilvænning at være afsted som gæst i en helt anden rolle, end jeg er vant til.

En del af lederlejren en smuk aften
Jeg havde syet et mini-tørklæde til Malou, så hun også kunne være "ægte" spejder.
Træt, halvsovende Malou på ryggen i vikle. Jeg bar Malou rigtig meget, for sådan en lejr rummer store distancer for små 1-årige ben. 
På lejren deltog ca. 120 spejdere og ledere fra 12 år og opefter. Halvdelen af dem var fra London. Det har været rigtig sjovt, at få nye engelske venner og at se, hvordan der alligevel er forskel på spejderne i forskellige lande.

Malou og jeg var mest på lejren, men det blev også til små ture i området, så vi ikke fik helt lejr-kuller. De første dage var det kanon vejr og børnene (den første del af ugen var der fire børn mellem 1 - 6 år) legede i soppebassin og hyggede. Herefter blev det nogle køligere dage, men stadig uden regn. Den sidste dag regnede det ret meget og Malou fik leget med vand og mudder!
Vi havde en rigtig hyggelig og afslappende uge og vi er helt sikkert klar på flere spejderture i fremtiden.

På tur til den nærliggende skoles legeplads
Der findes sten i solskin
Der leges med vand og mudder på lejrens sidste dag

fredag den 5. august 2016

Vores ferie på Rhodos

Så blev det hverdag igen og det danske sommervejr er endnu engang tvivlsomt, men jeg drømmer mig tilbage til vores dejlige ferie i varmen på Rhodos. Nøj, hvor kunne jeg godt drikke et glas koldt hvidvin ved sådan en pool lige nu!

Malou brugte meget tid på at lege med isterninger i skyggen
Der var en lille legeplads på hotellet og der tilbragte vi ofte lidt tid om eftermiddagen 
Vi boede i Ixia, Ialyssos på den vestlige side af øen. Det blæser en del på denne side af øen, men for os var det faktisk bare et plus med lidt luft, for 35 graders varme kan godt være ret trykkende. Man skal dog lige holde øje med sine oppustelige badedyr, chipsposer og andre lette genstande.

Pga. vinden er der stort set altid ret store bølger ved stranden. Desuden bliver der hurtigt dybt og stranden er dækket af småsten og ikke sand. Stranden er perfekt for store børn, voksne og windsurfere, men vi valgte, som de fleste andre småbørnsfamilier, at tilbringe tiden ved hotellets pool i stedet.

Stranden ved Ixia
Hotellets ene børnepool. Vi lå oppe i græsarealet til højre i billedet næsten hver dag. Der var god skygge fra palmerne, legepladsen var også deroppe og Malou kunne ikke lige skvatte i poolen i et uopmærksomt øjeblik (min store frygt)
Byen vi boede i havde ikke det store at byde på, der var en del restauranter og nogle kiosker. Vores hotel lå lige ud til en stor hovedgade, hvor der kørte rigtig mange biler og turistbusser, så der var ikke de store muligheder for hyggelige gåture.

Lille gåtur i byen for at tjekke området ud
Vi havde købt All Inclusive og det var vi glade for, når byen ikke var mere spændende. Det passede os perfekt, at maden altid var tilgængelig i buffeten i det øjeblik vi satte os i restauranten og Malou fik smagt en masse forskelligt fra buffeten. Hvis den første tallerken ikke smagte, kunne vi altid gå op og finde noget andet. Hun var især helt vild med deres vandmelon.
Drikkelse, snacks og is var også med i All Inclusive og det nød vi godt af både ved poolen om dagen og om aftenen på altanen, når Malou var puttet. Det passede os perfekt på denne ferie, når vi ikke havde de store planer om at forlade hotellets område.

Vi hyggede med spil og øl/drinks på altanen de fleste aftener, når Malou var puttet
Jeg stornød masser af disse. Den græske iskaffe var perfekt i varmen.
Vi lejede bil en enkelt dag og kørte til "De 7 kilder". Det var en ret stor skuffelse. Det er et meget bakket terræn, der hverken egner sig til klapvogn eller små 1-årige ben. Gudskelov, havde jeg taget viklen med, så Malou røg på ryggen. Det var godt nok varmt!
Vi gik igennem en meeeeeget lang, smal og helt mørk tunnel, og så skulle vi eftersigende blive 10 år yngre. Det var heller ikke specielt børnevenligt, Malou tog det ganske fint, men en større dreng foran os gik i panik og vi måtte alle prøve at klemme os sammen, så han kunne komme ud.
Malou var til gengæld vild med ænderne i søen og påfuglene, der gik frit omkring. Vi spiste frokost på den lille restaurant på stedet. Det var ok mad, men ikke noget specielt.

Malou på ryggen i viklen ved De 7 Kilder med en gnavebolle fra morgenbuffeten 
Så er udgangen endelig i syne. Der løber vand i bunden af tunnelen, så turen tages i bare tæer
Malou var meget fascineret af de store påfugle. Desværre var der ingen af dem, der "foldede" halefjerene ud.
Om eftermiddagen kørte vi ind til Rhodos by (ca. 4-5 km. fra vores hotel) og gik en tur i den hyggelige (men utroligt turistede) gamle bydel og spiste aftensmad på en rigtig hyggelig restaurant, hvor vi fik traditionel græsk mad.

Vi sad i skyggen på en tagterrasse og spiste aftensmad i den gamle bydel.Malou var meget interesseret i aktiviteten på torvet nedenfor.
Havnen og et kig til bymuren rundt om den gamlebydel

torsdag den 4. august 2016

Flere genbrugsfund

Det svinger rigtig meget, om jeg kan finde gode sager i den lokale genbrug, men det er som om, at jeg har været ekstra heldig denne sommer.
Jeg fandt nogle rigtig gode ting til sandkassen og en masse farveblyanter, inden vi tog på spejderlejr. Priserne er bare helt okay dernede for tiden.

Et lille robust skib til 8 kr.
Stor spand med stableklodser indeni til 12 kr.
Der kan laves et højt tårn med stableklodserne
En god håndfuld tykke farveblyanter til 12 kr. Perfekt, når Malou skal lære at tegne. 

onsdag den 3. august 2016

Tilbage på pinden igen

Hold nu op, hvor går sådan tre ugers sommerferie bare lynende hurtigt! Jeg kunne sniiildt snuppe en uges tid mere sammen med min lille familie.
Vi har været på en uges daseferie på Rhodos og en uges spejderlejr i Danmark. To fantastisk dejlige ferier fyldt med kontraster og gode på hver deres måde. Jeg laver et indlæg her på bloggen om hver af dem.
Nu banker hverdagen på med arbejde og dagpleje, der skal vaskes tøj, handles og laves madplan. Det bliver nem mad i denne uge og i næste har jeg bestilt en måltidskasse fra Aarstiderne med mad til fire dage.
Vi skal lige igang igen og hverdagen er jo også skøn på sin helt egen måde.

Malou bliver så stor og hun er blevet virkelig dygtig til at gå
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...