tirsdag den 24. september 2013

Paradisæblegelé || Opskrift

Vi har de to smukkeste paradisæbletræer i haven. Om foråret blomstrer de helt vildt med flotte hvide blomster og til efteråret kommer der bittesmå rødkindede æbler på grenene.
Æblerne er så store som kirsebær og meget sure og bitre, så de kan ikke spises rå. Jeg har de sidste par år haft succes med at lave en fin lyserød/laksefarvet gelé af dem. Geléen kan bruges på ostemadder eller som man bruger ribsgelé.
For at lave gelé skal æblerne lige knap være modne og kernerne i æblet skal være lyse, ellers kan geléen ikke stivne.



Paradisæblegelé
Jeg får ca. ½ L færdig gelé

Ingredienser
1 kg. knapt modne paradisæbler
5 dl. vand

1 kg. sukker til 1 L saft (Mål op)

Fremgangsmåde
Vask æblerne grundigt og del dem. Kog æblerne med vandet indtil de safter og æblerne er godt bløde. Rør ikke i det, da pektinen (det, der gør, at det kan gelere) så ender i æblerne og ikke i vandet.
Sæt æblerne til afdrypning i en si igennem et viskestykke i 1-2 døgn. De sidste dråber er de mest pektinrige, så sørg for at få dem med. (Skrab f.eks. viskestykket med en ske/kniv)
Mål saften op og tilsæt den angivne mængde sukker.
Kog saften op med sukker i ca. 20 min. Rør af og til. Saften skal hænge i tunge dråber fra skeen. Hældes på Atamonskyllede glas, der lukkes med det samme.
For længere holdbarhed tilsættes 1 tsk. Atamon til den let afkølede gelé, inden den hældes på glas.

Tip! Du kan teste om saften er pektinrig nok til at stivne ved at lave en geléprøve, før du tilsætter sukker: Bland 1 spsk. gelésaft med 1 spsk. sprit; blandingen skal gelere indenfor få minutter (NB, kan ikke spises!)

Tip! Hvis geléen ikke vil stivne, så kan du (koge den op igen og) tilføje gul eller blå Melatin.


3 kommentarer:

  1. Glæder mig til at smage den :)

    SvarSlet
  2. Hej Tine
    Jeg har også før lavet paradisæblegelé og alle de steder jeg kiggede efter opskrifter stod der at de skulle have frostvejr før det var de gode. Den fixet jeg ved at putte den i fryseren i en 24 timer inden jeg kogte dem.
    Du skal tænke på at når du skraber viskestykket, så bliver væsken uklar, og det er jo lidt træls ved en gelé.
    Hilsen Chrestina

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Chrestina
      Mange tak for dine kommentarer. Det vidste jeg slet ikke. Jeg har flere æbler på træerne, så måske skulle jeg prøve at lave endnu en omgang efter dine anvisninger!
      Hilsen Tine

      Slet

Jeg elsker kommentarer og glæder mig til at læse din.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...