fredag den 25. april 2014

Royal malerskole

I marts var jeg på malerskole med skønne Line. Vi brugte en aften i selskab med smukt porcelæn, kaffe, Asti, slik og god stemning. Nårh ja, og selvfølgelig også - råt porcelæn og blå maling.

Tallerkenen var påtegnet et blyantsmønster fra start, så vi havde en nogenlunde ide om, hvor vi skulle male vores rystende streger.
Der var dækket flot op med blomster og Royal Copenhagens produkter. Bl.a. denne smukke vase fra Mega Mussel.

Vi havde en måned forinden forgæves forsøgt at få plads på Royal Copenhagens malerskoler i København og Århus, hvor der jævnligt afholdes arrangementer. Pladserne bliver besat virkelig hurtigt, så inden vi kunne nå at koordinere fridage, kørsel og andet praktisk var der fuldt booket. Øv.
Jeg var tilfældigvis i Inspiration i Odense City og så et opslag i butikken om en ekstraordinær malerskole i Odense i Inspirations lokaler. SÅ fedt! Jeg skyndte mig at ringe til Line og heldigvis kunne vi begge to være i Odense den aften, hvor de afholdt arangementet. Ja, man har jo lov at være heldig nogen gange!
Vi nød hinandens selskab, så nyheder fra Royal Copenhagen og malede hver vores helt personlige Mega Mussel middagstallerken med kyndig vejledning fra en erfaren porcelænsmaler. Det var et virkelig godt arrangement.

Jeg maler meget koncentreret. Det er sværere end det ser ud!

Farven blandes op med vand og mængden af vand afgør farvens dybde (mørk/lys)
Jeg viser billeder af den helt færdige tallerken i et indlæg for sig. Tallerken skal nemlig brændes med den smukke blanke glasur efter påmalingen af mønsteret.

Det færdige resultat inden glasering og brænding. Den lyseblå baggrundsfarve på tallerkenen er Royal Copenhagens kvalitetstest af porcelænet. Alt porcelæn dyppes i en lyseblå væske, der afslører eventuelle revner i porcelænet. Både blyantsstreger og den lyseblå farve blæses væk inden glaseringen.

tirsdag den 22. april 2014

Madplan uge 17

Her er ugens madplan. Jeg har trukket årets første rabarber i haven og de skal bl.a. bruges onsdag, hvor vi skal have en superlækker ret med kylling og rabarber. Så må vi se, om der er nok raberber til lidt sødt også.
Vi håber også på godt vejr til weekenden, så vi kan få tændt op i Webergrillen for første gang i år. Vi åbner grillsæsonen med en rigtig klassiker - spareribs og kartoffelsalat.

Mandag: Rester fra påsken
Tirsdag: Fuldkornstærte med porre og skinke. Hertil tomatsalat med skvalderkål og feta.
Onsdag: Rabarberkylling som her
Torsdag: Rabarberkylling fra onsdag
Fredag: Rugtortillas med falafel og masser af grønt
Lørdag: Spareribs på grill med kartoffelsalat og grøn salat
Søndag: Hotdogs i hjemmebagt brød ala Valdemarsro hertil grøntstænger

mandag den 21. april 2014

Foråret er på vej

Jeg har nydt påskedagene i fulde drag og har bl.a. haft sandaler på for første gang i år. I dette indlæg ser jeg lidt tilbage på sidste forårs blogindlæg.


Sidste forår klippede jeg gækkebreve. Påsken lå tidligere end i år så allerede i slutningen af marts kunne jeg vise jer disse fine gækkebreve. I år har jeg ikke selv sendt gækkebreve, men jeg har modtaget dette flotte lysegrønne gækkebrev fra min venindes fire-årige søn.


I haven er rabarberne rigtig godt på vej og jeg har netop trukket de første stængler. Sidste år havde vi først rabarber tre uger senere (d. 15. maj)  pga. den lange vinter.

 

Jeg elsker rabarber og glæder mig helt vildt til at lave en masse lækkert i køkkenet. Det første jeg skal bruge rabarberne til er Rabarberkylling - ligesom sidste år.
Se mine opskrifter med rabarber her:
Rabarbertærte med kokos
Rabarberkylling
Rabarbersuppe med hjemmelavet vaniljeis
Rabarbermuffins

Jeg brød også min hjerne for at finde på en masse opskrifter med skvalderkål, så jeg kunne bruge alt ukrudtet i haven til noget fornuftigt. Det skrev jeg om i dette indlæg i starten af maj. Haven bugner allerede af skvalderkål, så måske jeg skal forsøge mig igen i år.

tirsdag den 15. april 2014

Opstart på køkkenhaven // Kartofler i potter

Jeg går den fjerde sommer i møde som haveejer og jeg har løbende udvidet min køkkenhave. I år prøver jeg bl.a. kræfter med at lægge kartofler. I potter. For min køkkenhave består af et enkelt højbed, nogle zinkbaljer, et lille bed med bær og rabarber og et lille drivhus som blev opsat sidste år.
Klik på ordet og se mine tidligere posts om køkkenhaven, mad fra haven og drivhuset
Jeg har købt læggekartofler og forspiret dem i vindueskarmen. Jeg har glemt hvilken sort jeg købte, men de kostede 20 kr. for et net med 14 kartofler. Samtidig med, at jeg købte læggekartoflerne, købte jeg også to "PotatoPot". En spand/urtepotte af plast specielt designet til at dyrke kartofler i. Se mere her.
De kostede 45 kr., hvilket jeg synes er ret dyrt, så derfor købte jeg kun to og resten af kartoflerne bliver lagt i spande og poser. Så må jeg se, om de to PotatoPot er pengene værd i forhold til de andre løsninger.


Kartoflerne forspirede i tre uger og i weekenden lagde jeg de første af dem i jorden. De to PotatoPot har jeg sat i drivhuset, for at fremskynde processen lidt og forhåbentlig få lidt forskydning på, hvornår kartoflerne er klar til spisning. Posen (gratis shoppingbag fra Alt For Damernes Kvindeløb sidste år) står udenfor og de sidste fem kartofler er ikke lagt i jorden endnu.
Ihh, hvor jeg glæder mig til sommer og nyopgravede kartofler!!

mandag den 14. april 2014

Madplan for påsken

Jeg har ikke fri de første tre dage i denne uge, som mange andre har, så ugen starter som alle andre uger for mig. Madplanen er dog lidt sparsom, da vi skal til en del påskearrangementer og kæresten skal afsted på spejdertur i nogle dage.

Mandag: Kyllingebryst med honning og sesam hertil perlespeltsalat og stegt squash
Tirsdag: Tortillapizzaer med creme fraiche, squash og parmaskinke. Hertil grøn salat.
Onsdag: Mousakka fra fryseren og grøn salat
Torsdag: Påskefrokost
Fredag: Ved ikke om vi spiser hjemme
Lørdag: Wok med kylling, kokos og masser af grønt
Søndag: Påskefrokost

Vi fik leveret en Mixkasse fra Aarstiderne i torsdags og vi har været gode til at få brugt det hele/have planer for, hvad det skal bruges til. Jeg er faktisk lidt ærgerlig over, at vi ikke skal have en kasse i denne uge, for indholdet i denne uge lyder virkelig lækkert!

Jeg har lavet en lille status over, hvad vi har fået brugt/vil bruge kassens indhold til:
1 squash (aftensmad mandag og tirsdag)
1 citron (påskefrokost)
1 broccoli (aftensmad torsdag og mandag)
1 bakke cherry tomater (madpakker og aftensmad fredag)
1 bakke babyleaves (aftensmad fredag og tirsdag)
1 lille ananas (snack og morgenmad)
1 bundt gulerødder (madpakker, snack og aftensmad fredag og tirsdag)
2 avocado (madpakker)
5 æbler (snack og madpakker)
5 bananer (snack og madpakker)
1 stor grape (morgenmad)

Weekend-morgenmad meed blødkogt æg, grape, ananas og et stort krus kaffe
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...